24 timer

24 timer

24 timer

Af Lotte Gerken – mor til Steffen i 9. klasse

Jeg mærker det med det samme, da jeg kommer ind på skolen. Luften dirrer af spænding.

Forventningen kan ses i øjnene på de elever, jeg møder på min vej til gymnastiksalen. Nogle af dem er festligt udklædt, men alle med dette forventningens sus over sig. Tæt på salen er der sat store plancher op. Her står kampplanen for de næste 24 timer. Eleverne fra de to andre skoler er ankommet og er blevet indlogeret i et par klasseværelser.

Hist og her høres slagsang og sejrsråb, som mange af de kæmpende har øvet sig på – godt hjulpet af kammeraterne. Nogle af dem er nu for gamle. Andre er for små, men de glæder sig allerede, til det engang bliver deres tur. Nogle af de gamle slagsange er også blevet støvet af til dagen.

Torsdag morgen, sidst i januar kl. 10.00 præcis, bliver den første kamp fløjtet i gang. Hjemmeholdet imod et af gæsteholdene.

Bolden suser gennem luften og bliver lynhurtigt fanget af en stav og sendt den modsatte vej. Otte ivrige, stolte og vildt kæmpende elever løber rundt i næsten samme fart, som den lille bold med alle hullerne. Dommeren forsøger at følge med i spillet, mens han forsøger at undgå at blive ramt af bolden eller blive løbet ned af spillerne. Publikum er også en stor del af kampen. Der bliver piftet, sunget af fuld hals og jublet højt, når der bliver scoret, og når målmanden frarøver de andre et mål. 20 minutter varer en dyst, og knap har boldene forladt banen, før to nye hold står klar. Det heler starter igen. Igen og igen. Ubønhørligt time efter time.

Som dagen går, bliver interessen omkring plancherne større. Hvordan går det lige for vores hold? Og vores skole?

Skoletiden for resten af skolen er lidt anstrengt, for de fleste vil hellere følge med i, hvordan det går inde i salen. Efter skoletid bliver de fleste på skolen for at heppe på vennerne. Mellem kl. 16.00-17.00 er det lærernes tur til at komme på gulvet. De er logisk nok genstand for meget morskab, og de lader ikke eleverne noget tilbage, når det drejer sig om kampgejst og vilje til at vinde.

I løbet af eftermiddagen kommer der flere og flere forældre for at følge slagets gang. Hvordan går det mon med netop deres barn eller børn. I fjernsynets bedste sendetid, fra kl. 19 til 20,er det forældrenes tir til at komme på banen i to omgange 20 minutter, og det er bestemt ikke kedeligt at se på. Det går som oftest ret voldsomt til, og det sker også, at en enkelt må omkring skadestuen for at blive lappet sammen.

Forventningen er stadig stor og energien nogenlunde i behold, når familierne i de sene aftentimer forlader kamppladsen og overlader deres poder til holdlederne i klar forventning om, de nok skal holde kæmpernes gejst oppe og være klar til kamp hele natten. Heldigvis kan der sommetider være et par timer, hvor nogle af holdene ikke skal på banen. De finder ofte et roligt sted på skolen, hvor både ørerne og kroppen kan få lidt hvile.

Min forventning er der stadig fredag morgen, når jeg, før arbejdet kalder, lige skal omkring skolen, og sige godmorgen og se, hvordan det går. Kombattanternes energi er ved at være opbrugt. Der er ikke så meget gnist tilbage i øjnene, og der hænger en tung duft af sved over skolen. Kun inde i salen, hvor der stadig bliver spiller, er der lidt liv. Hepperne er blevet hæse, sangene lyder ikke mere så taktfaste. Publikum kan dog stadig hører, når et hold scorer.

Forventningen til finalen er altid stor. De hold, der har vundet flest kampe og dermed fået flest point, får æren af at spille finalen. Eleverne, der har flest kræfter tilbage, er udvalgt til at spille årets sidste kamp.

Hvilken jubel hos de vindende og skolekammeraterne, der kan tage pokalen med hjem og få indgraveret skolens navn og årstal til evigt minde.

Leave a Reply