Årets gang – 1999

Årets gang – 1999

Årets gang – 1999

Af Palle Pors, skoleleder

Januar

  • Vi havde et meget fint stort forældremøde, med mange i huset.
  • Niels Højlund var på besøg, og holdt et fantastisk foredrag.
  • Vi var til hockey-stævne i Nr. Lyndelse og var lige ved at vinde.
  • Byggeriet går igang.

Februar

  • Revyen var en junilæumsrevy, den tyvende i rækken, og alle 160 deltager morede sig kosteligt.
  • Til fastelavnsfesten var alle de flotte kostumer fundet frem, og vi havde en rigtig god dag. 1. klasses forældrene havde bagt boller til os alle.
  • Forældresamtaler med alle børns forældre.
  • Der blev afholdt Basketeftermiddag for 3.-5. klasserne.
  • Det roder helt vildt udenfor med mudder, traktorer og fundament.

Marts

  • Bh-klassen til og med 2. klasse opførte “Klodshans” for os alle. Og hvor er de dog bare dygtige. Flot forestilling.
  • Traditionen tro indbød vores elevråd til fællesskolefest for de fire andre friskoler her i området. Omend musikken var høj og særegen, var det en rigtig god fest.
  • Murene rejser sig stille og roligt fra de grå fundamenter, og huset tager langsomt form. Spærene er rejst, og vi har holdt rejsegilde med 130 besøgene.
  • Vi ansætter to nye lærere til efter sommerferien. Der var i alt 29 ansøgere, hvilket er et meget fint antal.

April

  • Til havedagen her i foråret får vi lavet rigtig meget i haven, hvor mere end 30 voksne bidrager.
  • Forårets store musical er “SKATTEØEN” med musik af Sebastian. Det blev en meget flot forestilling, hvor alle ydede en super-indsats for at det skulle lykkes. Flot-flot.
  • Til generalforsamlingen var der stor opbakning bag bestyrelsens dispositioner.
  • Huset står stille og roligt og tørrer, majestætisk og stolt.

Maj

  • 4. maj arrangement er blevet en fast bestanddel af vores arrangementer. I år gav vi en kop kaffe i køkkenet til de, der havde lyst til det.
  • Vi havde ældrekomsammen med et flot program og 85 deltagere fra Åhaven og plejehjemmet.
  • Forårskoncerten forløb planmæssigt og hvor var det dog hyggeligt.
  • Så er der gang i byggeriet, vinduer, skillevægge etc. sættes i.

Juni

  • I år var det Knud Knudsen  der holdt vores grundlovstale i anledning af grundlovens 150 års jubilæum.
  • 5. klasse er i Sydslevsvig og 7.-8. klasse på Bornholm og begge har en god tur. Vi slutter skoleåret med at tage til Holmsland klit på en fantastisk stor lejrtur. Dejligt med disse store fællesoplevelser.
  • Vi holder afskedsreception for Birgit og har en meget hyggelig dag. Vi holder den sammen med vores almindelige skoleafslutning.

Juli

  • Byggeriet gøres færdigt, og der planeres rundt om, og hvor bliver alt flot igen. Til sidst laver vi rosenbedet ude foran Hugin, Munin og Thors hammer, og så er tilbygningen klar til at tage alle vore børn i sin favn.

August

  • Vi holdt første skoledag sammen med indvielsen af vores tilbygning, og vi havde en meget fin opstart på det nye skoleår. Der er nu 125 børn i skolen og 14 børn i Legeskolen.
  • Klasseforældremøderne afvikles og trafikdagen gennemføres med politiets velsignelse.

September

  • Fællesidrætsdag med 4 nabofriskoler på Refsvindinge friskole.
  • 5. klasse er i Sydslesvig.

Oktober

  • Havedag, hvor 38 voksne og 43 børn får lavet haven fin.
  • I uge 41 har vi “temauge”, hvor børnene og den enkelte lærer får en hel uge til at dykke ned i et enkelt projekt. Mange flotte projekter løb af stablen i den uge.
  • Før ferien løb vi selvfølgelig motionsløb. I gennemsnit løb vi 12km og 850m, hvilket er flot, når vi tænker på, at den mindste kun er 3 år gammel.
  • Tirsdagsaften starter med 100 deltagere. 

November

  • Vi holder skolen 140 års fødselsdag. Først med børnene om dagen og senere med de voksne. Fyns Amatør Symfoniorkester havde en meget flot koncert.
  • Der blev afholdt pilefletkursus med Elsebeth Pedersen som lærer.
  • Skolefesten blev afholdt med et meget flot skuespil (Gøngehøvdingen) af 6. klasse, samt en rockkoncert med skolens orkester, der kalder sig “The Boble”. Til sidst dansede vi til discotek. 

December

  • Den 1. december pyntes skolen traditionen tro op. Det er altid en hyggelig tid, og hvor bliver skolen dog flot. Ved siden af det er det altid en meget hyggelig dag.
  • Luciaaften er også en af vores store højtidsaftener, og hvor blev det en god aften. Selvom vi alle har prøvet det mange gange, så er det altid en utrolig stor og stemningsmættet oplevelse at se børnene denne aften. De er bare skrappe.
  • Tirsdag den 21. december sluttede vi med at tage i kirke i Rolfsted, og dernæst sluttede vi med at ønske hinanden god jul hjemme på skolen.
  • Juletræsfest 4. juledag, med godteposer, julenisser og kane, og selvfølgelig kom julemanden igen på besøg.

Afrunding

Dette var så den sumariske gennemgang af dette års aktiviteter, og selvom det kan se lidt voldsomt ud her i bagklogskabens klare lys, så mener jeg, at vi skal være en skole med et højt aktivitetsniveau. Vi skal finde aktiviteter, som kan inspirere alle, som kan fastholde alle i en ægte og levende interesse for det fællesskab, som vi jo er. Det gælder om at livet, også skolelivet er præget af livsoplysningens varme glød, og som alle smede kan fortælle, så gælder det om at smede, mens jernet er varmt. Derfor skal der være “kul på”, der skal være en gnist, der tænder flammen, og der skal være brænde nok. Og brændet får vi af hinanden i den evige kommunikative vekselvirkning og dialog.

Man skal ikke blot sætte ting i gang, bare for at holde et højt aktivitetsniveau, men der skal skal helst være lidt mening eller holdning bag, hvis man overhovedet kan det. Jeg har ikke analyseret alle vore aktiviteter til bunds, men jeg er meget tilfreds som det ser ud, sådan ret bredt betragtet. Jeg ville gerne være i gang på flere felter, men vi har jo et rigt forénings- og fællesliv her i vores lokalsamfund, og det må vi endelig ikke bryde ind i. Vi skal være en del af den brede vifte af kulturelle tilbud, der er i vores område og engang imellem være med til at skabe noget nyt.

Leave a Reply