Årsmødeprædiken DGI´s Årsmøde

Årsmødeprædiken DGI´s Årsmøde

Årsmødeprædiken DGI´s Årsmøde

Af Henrik Jensen, Frimenighedspræst i Ågård.

I Faderens, Sønnen og Helligåndens navn, amen.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus (5, 13-16)

“Gud være lovet….”

Jeg måtte have fingrene i den. Efter over morgenkaffen at have læst en boganmeldelse af en af de nye danske romaner, styrtede jeg samme formiddag ind til boghandleren for at købe Jakob Ejersbos nye romane “Nordkraft”. En roman, der foregår i Aalborg i første halvdel af halvfemserne blandt misbrugere og pushere, drømmere, kynikere, fortabte forældre, som alle sammen kun lige akkurat kan holde skindet på næsen, hvis de lader være med at se sig tilbage. Mange sene nattetimer blev det til for at få den meget velskrevne, spændende, rå og voldsomme roman læst igennem. Med til historien skal lige nævnes, at jeg selv er født og opvokset i denne dejlige Limfjordsby og derfor kender alle de steder, der beskrives.

I romanen, der deler sig i tre dele, møder vi bl.a. Allan, som har været til søs og er vendt hjem. Han har én ambition: Han vil ikke falde tilbage i det liv, han forlod for et par år siden – et hårdt og ubarmhjertigt liv med et heftigt forbrug af euforiserende stoffer. Da han stadig er til søs udspiller der sig en samtale mellem ham og en anden sømand på båden Chris. Chris er en ung mand, der om nogen mærker ensomheden. Chris er en dygtig kok og efter de to har røget en joint sammen, udspiller der sig en samtale, som i deres billedsprog er en dyb filosofisk samtale om, hvad der, så at sige, bærer livet. Chris siger: “At lave mad – man skal ikke slaske sine råvarer sammen, men man skal opnå et overblik, der er så totalt, at man instinktivt kan føle, hvornår det er rigtigt. Mængden af salt, der er brug for. Der findes jo mange kogebøger, men de kan jo ikke lave mad – det står og falder med grydesvigeren” Allan ser da forundret på Chris og spørger så: “Ja okay, det kan måske lyde sentimentalt, men det handler altså om kærlighed” “Kærlighed” svarer Chris ham da – “Ja netop, man skal være fokuseret på, hvad det hele handler om”.

Allan, Chris, Asger, Maria, Hossein og mange af de andre unge, vi møder i romanen “Nordkraft” er, om nogle, hvis vi vil sætte dem ind i en bås, en del af den såkaldte modernitet eller postmodernitet. Det postmoderne liv, som jo i sociologisk sammenhæng er karakteriseret ved, at man som menneske ikke søger at opbygge nogen fast. uforanderlig identitet, men derimod vil undgå at blive fastlåst. Livet og tilværelsen er fragmenteret. Man vælger sin egen vej. Et liv, hvor, for den postmoderne vagabond, selve vandringen er målet, og hvor et behageligt liv er den eneste pligt: En tid, hvor barmhjertighedens “at være til for hinanden” bliver afløst af det private individuelle projekt. Det man skal og det man bør blive afløst af det, man kan opnå. Men det fører til en febrilsk søgen efter sandhed, og der er ingen autoriteter til at sætte forskellen på sandhed og løgn; alt bliver lige gyldigt; og næsteforholdet dybest set ligegyldigt. Postmodernitetens menneske har nok at gøre med at forvalte sine egne forvandlingsbevægelser. Det har ikke ro og rist eller rummelighed til at indoptage medmennesket. Den eneste sandhed er at opnå tilfredsstillelse, men ingen opnår nok.

Den nye religiøsitet er så, iflg. lektor Johannes Nørregaard Frandsen, “det gode liv symboliseret ved en øget optagethed af kroppen. Kroppen, som bliver det eneste, vi som menneske dog er herre over. Det private projekt, kroppen ofte set i et spejl, hvor man kun ser sig selv, bliver det altafgørende.

Tidens stærkeste religiøse bevægelse: Sundhed er guddommelig, mens kost og fitness er dens profeter. Paradisvejen er fundet. Fedtfri mad og svedens dryppen i store specialdesignede fitnessmaskiner udtrykker en slags pomade-religiøs søgebevægelse”.

Hvis denne konstante fiksering på at gøre det selv “fit” – denne konstante fiksering på sig selv og sine egne muligheder – denne endeløse søgen efter behovstilfredsstillelse – denne konstante “sætten sig selv i forreste række” får lov at være fremherskende, så er det det netop, at lyset står under skæppen og kun oplyser mig selv og ikke de andre i huset – så er det, at saltet mister sin kraft. Nej – det gælder netop, som Chris udtrykker det i romanen “Nordkraft” at være fokuseret på, hvad det hele handler om.

Og at være fokuseret på, hvad det hele handler om, er netop dagens evangelium, der jo er en del af Jesu store Bjergprædiken, hvor Jesu med forskellige overskrifter taler til folkeskarerne samt hans disciple. Det er her vi, foruden talen om jordens salt og verdens lys bl.a. også hører om fjendekærlighed, om ikke at bekymre sig, om at elske sin næste og så ikke mindst, at Fadervor så at sige introduceres. Jesu taler i direkte tale til de folk, der er samlet omkring ham – og til os – fokuseringen er klar fra Jesu side  – der tales i nutid. “I er Jordens salt – I er Verdens lys”. Og der var god grund til at tale i denne nutidsform, fordi det ikke skal overses, at teksten står i en forfølgelsessammenhæng. En trøst og opmuntring fordi disciplene holder fast ved Guds retfærdighed, som den er åbenbaret gennem Jesu, selvom det koster forhånelse, forfølgelse og løgnagtighed fra den verden, de lever i. Valget stod jo mellem enten at gå ind i de givne samfundsstrukturer og ad den vej skabe en ny norm for medmenneskelig kærlighed og ansvarlighed. Men Jesu giver disciplene mod til at gå den nye vej – at de ved deres liv må søge en anden sandhed – bevare verden mod forrådnelse Jesu siger i sit billedsprog til dem, hvis de ikke modvirker den forrådnelse, der foregår i verden, så er de ikke mere værd, end salt, der har mistet sin kraft. Disciplene er verdens lys på grund af noget, der gør sig gældende i deres liv. Og på samme måde bør vi finde ind til de almene grundlæggende værdier, hvor vi tør stå frem med en sandhed, end den måske almindelig anerkendte. For at mennesket lever med sig selv som udgangspunkt, der er dybest set grundsynden eller grundløgnen. Skal mennesket igen ind i sandheden, må det ophøre at være sig eget udgangspunkt. Men dybest set er det jo det, vi ikke kan. Mennesket kan ikke sådan begynde forfra. Det er det, kristendommen handler om. Ikke om at mennesket har begyndt forfra, men at der altid gives en chance for at begynde forfra med mennesket. Midt i det gamle liv er der begyndt forfra men mennesket. Midt i den gamle historie er det sande udgangspunkt tilvejebragt. Jesu Kristus er udgangspunktet, som mennesket har skubbet til side for at gøre sig selv til udgangspunkt. Og da vi netop får tilsagnet om, at der til stadighed begyndes forfra med mennesket, så er det, at vi må stå frem – også selv om vi måske føler den samme forfølgelse, forhånelse og løgnagtighed – med værdierne og holdningen til livet og samværet med hinanden som et bud på, hvorledes menneskeligt samliv kan formes, så det bliver et alternativ til den sociale og kulturelle fremmedgørelse, som ellers sniger sig ind på os. Som hos de første disciple et alternativ til de fællesskabsnormer, der ellers vil overtage vores samvær med hinanden. Værdierne om et værdigt liv med hinanden i den tro, håb og kærlighed, værdierne om den gensidige medmenneskelige forpligtelse overfor hinanden, det ægte engagement i hinandens ve og vel, hvor den største værdi af dem alle: “Du skal elske din næste” bliver det stærkeste lys. Det er netop det lys, som vi ikke skal sætte under en skæppe, men lade skinne for alle i huset. Og det er stadig indimellem lige så forargeligt, som da Jesus kom med ordene første gang. For vi spørger jo så ofte hinanden og os selv: Jamen, skal jeg da ikke netop arbejde med mig selv først, skal jeg da ikke vandre frem mod lyset, før jeg selv kan lyse?

Men nej – Guds virkelighed er modsat verdens virkelighed. Kærligheden skal man ikke gøre sig fortjent til. Heller ikke Guds. Vi behøver ikke kigge rundt på de andre, om de er kvalificerede, vi skal ikke kigge ind i os selv og granske alle tanker og bagtanker. Vi er sendt af sted. Vi har fået ansvar for vores fælles liv. Vi er verdens lys og salt. Vores liv og indstilling til tilværelsen er der nogen, der har brug for, præcis som vi har haft brug for dem, der har været vores lys og salt. Og Gud forventer af os, at vi lader os bruge.

Og de, der netop skaber nogle rum og rammer for et værdigt samvær med hinanden f.eks. i en idébaseret organisation kan finde god inspiration hos Grundtvig, der så langt tilbage som i 1834 skrev et lille skrift – der for øvrigt først blev trykt ved hans 200 års jubilæum. Her præciserer Grundtvig, at enhver, der har ansvar for ledelse af såvel land som forsamlinger bør gøre det udfra tre overskrifter: Fornuft – fantasi og følelse. Fornuften som måden, vi indretter os på, fantasien som visionen og følelsen for fællesskabet. Eller inspiration fra Luther: “Man kan ikke dømme og lede uden kærlighed og medleven.

Men vi vil også fejle, ligesom de første disciple, vi må endelig ikke tro, at kristendommen gør os fejlfri. Men det fritager os nu engang ikke for opgaven. Vi kan ikke glemme os bag vores ufuldkommenhed. Det var jo ikke dem, de kloge og perfekte, Jesu udnævnte til at være verdens lys og jordens salt. Nej – han stod der på bjerget og pegede – ikke mod himlen eller på sig selv – nej han pegede på alle de sølle småfolk, der stod rundt omkring ham, fiskerne, tolderne, små- og storforbryderne, luderne, alle dem med deres tab og svigt, med deres tvivl og skepsis. Alle de, der efter samtidens målestok ikke duede. Dem som i deres egne og andres øjne havde forkludret deres liv. De fik den direkte tiltale: “I er verdens lys og jordens salt”. Og det helt uden begrundelse og betingelser. Der blev ikke sagt: Hvis i nu lige tager jer lidt sammen og gør sådan og sådan, så om et stykke tid eller engang – Nej, han sagde: I er det lige nu, og jeres gode gerninger vil fortælle om Gud.

Så den unge postmoderne, forvirrede og ensomme Chris i romanen “Nordkraft” har jo ret i hans egen lille lommefilosofi: “Man må så at sige føle, hvor meget salt, der er brug for. Der findes mange kogebøger, men de kan jo ikke lave mad – det står og falder med grydesvingeren. Ja – kærlighed – det er det man skal være fokuseret på – det er, hvad det hele handler om”

Amen.

Leave a Reply