Afsked med kakkelovnen og goddag til Ole Bole

Afsked med kakkelovnen og goddag til Ole Bole

Afsked med kakkelovnen og goddag til Ole Bole – Ingrid Vestergaard Hansen, Viby J, elev 1961-1968

Jeg begyndte min skolegang i Ferritslev Friskole i august 1961 – ingen ubetinget behagelig oplevelse, idet forsyningen med jævnaldrende legekammerater i mine første 6 leveår havde været temmelig sparsom.

Den første skoledag husker jeg ikke meget af, men det i mine øjne utroligt store opbud af børn, der støjede, husker jeg godt, og naturligvis også Margrethe Bagger, som skulle være lærerinde for os. Hun tog sig af de yngste klasser i den lille skolestue, og vi udgjorde ved på det tidspunkt omkring 15 elever. Vi sad ved gammeldags skrå skolepulte, som havde gjort tjeneste i mange år, hvilket fremgik af de mange mere eller mindre kunstneriske snittearbejder, der var udført i dem. I hjørnet ved døren stod et stort monstrum af en kakkelovn, der i den kolde tid flittigt blev fodret med koks. Da skolen fik centralvarme, tog vi behørigt afsked med den ved at binde en flot rød sløjfe om, og Margrethe læste en historie for is i dagens anledning. Dem var hun iøvrigt aldrig karig med.

Den mere alvorlige del var at lære at skrive og regne. Skrivning var dengang skråskrift, og navnlig de store bogstaver var svære, fordi der var så mange snirkler på dem. Jeg husker tydeligt den dag, hvor jeg havde gjort mig megen umage med en hel side K´er – hvor krøllen vendte den forkerte vej. Margrethe har nok været klar over, at dette bar straffen i sig selv, så jeg skulle blot skrive nogle få linier om. Regning var ikke ike lige mit nummer. Så længe man skulle skrive tal og lægge sammen, gik det godt, men at trække fra var svært. Som anskuelsesundervisning kunne kuglerammen tages i brug, men ingen af os brød om det – det var lige flovt nok. Heldigvis var der intet krav om, at klassen skulle følges af, så jeg anlagde snart mit eget sindige regnetempo og lod Hans Sylvester, der sammen med mig udgjorde den samlede 1. klasse, tage føringen på det felt.

I frikvartererne gik det løs udendørs. Vi små legede på den lille legeplads, og de ældste på sportspladsen, som den så flot kaldtes. Vi legede Columbus og kædetagfat – her kunne begge køn deltage – eller pigerne hoppede i sjippetov eller elastik. Om vinteren var der ofte glat på vejen, og så lavede vi glidebaner der – der var jo aldrig ret megen trafik. Undertiden kom grusbilen og ødelagde legen, men de, der boede nærmest, spurtede straks hjem i næste frikvarter og hentede en kost, og så begyndte vi forfra. Vi måtte gerne være inde i frikvartererne, selvom Margrethe ofte søgte at genne os ud, fordi vi ville have godt af frisk luft. Det var rigtigt nok, men i perioder var det de indendørs lege, der trak. Vi spillede med klinker, eller hønseringe, som det hedder nu.

Vores første læsebog var Ole Bole, som de fleste vist kender, og når man ser nutidens begynderbøger, må det nok erkendes, at denne, sin høje alder til trods, var ganske udmærket. Lære at læse gjorde vi i hvert fald, og teksterne var skam gode og opbyggelige – om en far, der arbejder, en mor, der passer huset, og så selvfølgelig drengen og piger, der altid gør, hvad der bliver sagt. Samme tema gentoges i 2. klasses læsebog, Svanebogen, men på grund af det større ordforråd, vi måtte formodes at ligge inde med dette på dette trin, var idyllen betydeligt mere udpenslet. Da sidstnævnte lykkeligt og vel var læst til ende, og det rød-hvide flag gik til tops i familiens grønne have med den blå himmel som baggrund, var tiden inde til mere spændende læsning, og vi gik i krig med Læsebog for Landsbyskolen, der rummede mange spændende fortællinger og eventyr, der kunne lokke os til at sluge bogen i én køre blot for fornøjelsens skyld.

Hvert år i marts var der forældredag, hvilket jeg husker som noget festligt, men også en smule ubehageligt. Nu skulle vi vise, hvad vi kunne, og selvom vi på forhånd fik at vide, hvad vi skulle høres i, var der nervøsitet hos de fleste af os. Vi samlede til fælles morgensang, præcis som på en almindelig skoledag, hvorefter vi fordelte os i klasserne, som vi plejede. Om aftenen var der gymnastikopvisning og dillettantkomedie af de ældste klasser i forsamlingshuset. I mine sidste år i skolen blev forældredagen flyttet til sidste skoledag, og der blev afholdt Skt. Hansbål på Egons mark overfor skolen. Dillettantkomedierne blev instrueret af Barkholt, og det syntes, som om han gjorde det pædagisk ganske fortrinlige ved besættelsen af rollerne at sørge for, at de friske og frække blev holdt lidt i baggrunden, medens de lidt mere bly fik lejlighed til at folde sig ud.

Da jeg skulle begynde i 3. klasse, fik skolen en ny lærerinde, Lis Lund. Lis var, som mange vil huske, en meget stor, djærv og glad pige, som vi alle kunne lide med det samme. For særligt interesserede kan det nævnes, at hun ny er gift, har tre børn og bor i nærheden af Mariager. Lis tog sig af 4. og 5. klasse i den røde skolestue. Da jeg nåede så vidt, udgjorde de to klasser 8 elever tilsammen, så det var til at overse. Lis blev rasende, hvis man tyggede tyggegummi, men var iøvrigt behageligheden selv og havde ingen problemer med at holde justits. Hun blev kun i Ferritslev i få år. Margrethe var rejst nogle år forinden, da skolen på grund af færre elever ikke kunne bære så mange lærerkræfter. Men da elevtallet stadig faldt på grund af visse demagogiske luskerier, som mange sikkert husker, skete der nu en omlægning, idet der blev oprettet børnehaveklasse i skolens vestfløj, og som ny lærerinde kom Esther Hansen til og medbragte et stort fond af nye ideer om undervisning – bl.a. gruppearbejde og elevforedrag stiftede vi bekendtskab med. Hun og Barkholt delte undervisningen mellem sig på tværs af klasseskel. Esther uderviste i sprog og matematik, medens Barkholt stadig tog sig af fortællefagene og dansk. Mange vil sige sikkert huske Barkholts medrivende fortælleevne og hans oplæsning. Blandt mange andre ting husker jeg, da han læste Kipling´s Rikki-tikki-tavi højt for os. Han illuderede den svajende brilleslange Nagh, parat til hug, med højre arm og holdt bogen med venstre, medens han læste langsomt og med en uhyggelig lav stemme, der på det nærmeste gjorde os rædselsslagne. Og da han kom dertil, hvor slangen endelig hugger til, sprang han frem, udstødte et brøl og klaskede højre arm ned i katederet med et brag. Vi hoppede højt i vejret af skræk, hvorefter lettelsen bredte sig – nu var det værste nok overstået. Naturligvis gik det ikke altid så voldsomt til, men altid var det med en indlevelse i stoffet eller teksten, som jeg uden overdrivelse aldrig senere har mødt.

Hermed ønskes Ferritslev Friskole så tillykke med de 125 år og god vind fremover. I dag er friskolen mere end nogensinde aktuel som alternativ til folkeskolen, der som bekendt er udsat for en – ikke uberettiget – kritik fra flere sider, og jeg håber for Ferritslev Friskole, at den aldrig vil have tid og råd til at lade den være en skole af såvel faglig som menneskelig kvalitet.

Leave a Reply