Barndommen er børnenes – bekymretheden er de voksnes

Barndommen er børnenes – bekymretheden er de voksnes

Barndommen er børnenes – bekymretheden er de voksnes

Af Palle Pors, skoleleder

Der er mange forhold, der spiller ind på, om et barn tænker tilbage på sin barndom med positive tanker eller ej. Ihvertfald kan vi alle huske episoder fra vores egen barndom og bruge dem som anekdoter fra en for længst svunden tid. Men måske er der enkelte af dem, der fortæller lidt om, hvordan vi kan eller bør handle som forældre idag. De kan måske berette om nogle af de værdier, som børn til alle tider har haft behov for, og som fremtidens børn også vil have det.

Det første, der falder mig ind her i skrivende stund, er mit forhold til min far og min mor. De havde en lille selvstændig virksomhed, der krævede meget af dem begge. De knoklede, arbejde hårdt og strakte sig langt ud over, hvad der er ret og rimeligt i enhver henseende. Men de elskede det, da havde med at gøre, og skabte den lille verden, jeg voksede op i. De blev i fællesskab enige om at holde om det, de holdt af, og det levede de deres liv efter. De havde lige så travlt, som vi har idag, havde lige så mange problemer, måske nok knap så stort et sikkerhedsnet, knap så mange muligheder i enhver henseende, og sidst men ikke mindst havde de lige så almindelige børn, som vi har idag. Børn af idag er født med det samme potentiale, som vi var dengang.

Det, jeg som det første husker tilbage på, er mine forældres nærvær(d)…..deres evne til at være tilstede dér hvor det betød noget for mig, til at tage del i livet, dér hvor det betød noget for mig, til at tage del i livet, dér hvor livet udspillede sig, og i mine forældres øjne udspillede livet sig, når de var sammen med os. Det mærkede vi tydeligt, og dette meget ægte og indlevende nærvær prægede os med tillid til vore forældre. 

Livets kampplads var i mit hjem, en arena, der bestod i væsentligste grad af mine forældre og mine to søstre. Ret mange andre blev der ikke lukket ind i den integritet, der var i vores families nærvær. Det skal ikke forstås sådan, at de indrettede hele deres liv efter børnene, slet ikke. De lod os være en del af den arbejdsplads, det fællesskab, som hjemmet også er. De forstod at man ikke kan købe kærlighed eller tillid til et andet menneske med ussel mammon, derfor investerede de sig selv istedet. De satte deres eget liv ind på at danne os til de mennesker, vi er idag. De fortalte historier, beretninger fra deres liv, tog på små ture med os, arbejde sammen med os, havde tid til at vente og turde sætte de grænser, der er nødvendige for dannelsesprocessen.

Vi havde en indæt tro på, at livet bare kunne komme an, at livsverdenens verden er hundrede gange større end systemverdenens. Og mine forældre tilhørte livsverdenen, ihvertfald, når mine to søstre og jeg var gået i seng, men mens vi var vågne, hørte vi sjældent om krise, nød og elendighed. Om faldende konjukturer, ændringer i pensionrettighederne og krise i deres parforhold. Måske har der aldrig været krise, måske har de altid haft det godt i deres systemverden, men det tror jeg næppe. De har helt sikkert haft deres problemer at slås med.

Men vi hørte og mærkede i krop og sjæl, at vi var vigtige personer i vore forældres hjerter. Vi fik lov til i denne intime zone at være den lille spæde og lyse anemone, at være barn med mod på livet, med alle vore fejl og skæve sider, men altid med en opbakning og en hjælpende hånd fra den voksne verden hvis det behøvedes.

Da jeg var skolebarn, kunne jeg godt lide at gå mine egne vegne, være alene, udforske livet på egen hånd eller deltage i min fars projekter i hans virksomhed. Men altid på egne præmisser, ikke i et snævert socialt samvær med mange faste legekammerater eller massevis af spændende film og arrangementer. Jeg behøvede det ikke, havde ikke lyst til det, og mine forældre anså mig ikke af den grund som aparte og måske moden til en psykologtest. De gav mig tværtimod lov til at følge min egen livsbane, lov til at klare mine egne problemer, så langt mine evner rakte, men de trådte til der, hvor der var behov. Men aldrig før. Jeg husker ikke noget stor bekymrethed hos mine forældre over deres barns udvikling.

Denne bekymrethed er blevet helt anderledes idag. Vi forældre har ind imellem svært ved at sondre mellem systemverdenen og livsverdenen. Systemverdenen er den voksnes verden, og livsverdenen er barndommens rige. Vi har, efter min mening, en alt for stor bekymrethed om, at vore børn med vold og magt skal trækkes den vej, vi vil, ind i de voksnes verden. Vi er utålmodige, bange for at børnene ikke slår til, ikke kommer ret i vej, ikke får de samme muligheder som naboens børn og dermed ikke betræder den voksnes fodspor på rette vis.

Den bekymring havde min mor og far heldigvis ikke. De håbede det bedste, men bekymrede har jeg aldrig oplevet dem.

Ind imellem bliver jeg her i min stol på kontoret også forundret over den høje grad af bekymring, vi omfavner vores børn med. Lige fra den spæde start på livet skal børnene følge normalkurven for vægt, høresansen skal tjekkes meget tidligt, selvfølgelig sammen med reflekserne og det øvrige sanseberedskab. Tanddamerne vimser konstant ud og ind af dørene i skolen og daginstitutionerne, læger, sundhedsplejerske og tale- hørepædagoger er på vej ud, mens psykolog og læsepædagoger er på vej ind. En healer holder møde med forundrede forældre, ergoterapeuten træner i gymnastiksalen, og kinesiologen arbejder med lille Albert i klasse nr. 8. Musikterapeuten øver sanse-apparatet med en lille gruppe børn, mens fysioterapeuten – social-rådgiver og “hjemme-hosser” holder udkig efter den kliniske psykolog, for at tage stilling til den seneste tids udvikling i 8. klasse. Alt dette sker selvfølgelig samtidig med at internationalt anerkendte og EU-harmoniserede læsepædagoger har fundet ud af, at vore børn ikke læser lige så godt, som børn i Honduras og Togo………hvor bekymrende…..hvor bekymrende……..alt sammen meget bekymrende.

Vi forældre må indse, at forskelligheden blandt vore børn er stor og hurra for forskelligheden. Vi må indse, at de ikke alle magter lige meget, men også at de selvfølgelig heller ikke skal være ens. Det ville da være frygteligt. Men det gælder om, at give børnene fri til at være børn, at lade dem være den, de er, og så arbejde derudfra. At turde tro på det værd, hvert enkelt af de små poder har og ikke absolut rette alle de herlige små fejl og skævheder, de har. De er med til at øge mangfoldigheden. Barnet skal bibringes selvværd gennem nærvær.

Dannelsesprocessen består ikke af tilpasning til den voksne verden, den består af et dualistisk syn på menneskelivet, hvor ligeværdighed og menneskelighed i dannelsen er meget vigtige brikker. Og grundlaget for disse begreber er nærvær fra forældrenes side. Nærvær til at stå ved beslutningen om, at være forældre, og måske glemme sin egen voksenverden for en tid og derigennem få dannet det lille ny barn man har taget ansvaret for.

Jeg er glad for min barndom. Tænker tit tilbage på glade dage med mine forældre. Mine forældre gav mig rum, tid og nærvær i både kvalitativ og kvantitativ forstand og lod mig være barn i barndommens rige – på mine egne præmisser.

Leave a Reply