Bevægelse i krop og skole

Bevægelse i krop og skole

Bevægelse i krop og skole

Af Palle Pors, skoleleder

Vi har længe fortalt vidt og bredt om vores skoles musiske- og kreative kvaliteter. Jeg ved, at vi har et pædagogisk angrebspunkt her på skolen der berettiger os til at sige sådan om vores skole. Jeg ved at lærene her på skolen vægter det musiske element højt i den daglige undervisning og at I som forældre synes godt om det. Jeg ved også at vi på årsplan har flere uger, hvor vi er på lejrskole, emneuger, temauger og alt det der ikke specifikt kan betegnes som ren faglig undervisning. Jeg ved også, at vi har koncentreret os gevaldig meget om det faglige i hver enkelt fag og opprioriteret f.x. faget dansk meget.

Men det spørgsmål der er dukket op i mit hoved den sidste tid er, hvorvidt vi rent timetalsmæssigt kan se, at denne skole adskiller sig fra andre, der måske påstår det samme.

Vi ved, at Kold og Grundtvig begge var tilhængere af, at håndens og åndens arbejde fulgtes ad og supplerede hinanden gennem hele vort liv. Kold var pragmatikeren, der omsatte det til skoletanker, mens Grundtvig var den åndelige, der gang på gang i sit poetiske sprog taler om at “følelsen (det musiske) er forstandens (kundskabens) livmoder”. Konkret skriver han i sin sang fra “Gyldenåret” 1834 “NU SKAL DET ÅBENBARES” (strofe 5):

Man længe nok må sige,

at kærlighed er blind,

det bli´r dog lysets rige,

hvor ret det strømmer ind,

og han har aldrig levet,

som klog på det er blevet,

han først ej havde kær.

Her påpeger Grundtvig vigtigheden af, at man holder af det stof og den måde dette stof bliver præsenteret på. Hvis ikke man holder af, eller har kærlighed til skolen og de mennesker der er på skolen, så kan man ikke lærer noget som helst. 

Hvis vi de næste år skal kunne se hvor på skemaet vi egentlig har opprioriteret den perfekte/musiske dimension er vi nødt til at give køb på et andet “friskoleprincip”. Nemlig det princip, at børnene ikke må have for mange timer på skolen. Men her vil jeg gerne bryde det princip og så give børnene en enkelt eller flere timer end de plejer (vi ligger i forvejen meget højt). Vi passer alligevel en stor del af børnene i Spiren og jeg mener ikke vi kan undvære nogle timer i de andre fag og så er der faktisk kun tilbage at udvide timetallet for børnene. De fag jeg her tænker på er idræt, musik, kor, hjemkundskab, P-fag, emne og billedkunst.

At udvide timetallet med fag der alle har en praktisk/musisk dimension i sig, giver et positivt feedback på den måde, at børnene i disse fag vil få tid til fordybelse, lære at gøre sig umage, være selvstændig og stille spørgsmål og finde svar. Alle er pædagogiske satningsfelter, der i min verden, er meget vigtige i et samfund som vores, der i folkemunde bliver karakteriseret under titlen: zapperkulturen.

Jeg vil gerne give børn og lærere tid til den fordybelse vi alle stræber mod i vores daglige tilværelse, men som så ofte må stække våben i kampen mod nøgleord som effektivitet, stræbsomhed og nedvurdering af børnefamiliers vilkår.

Det giver også mulighed for at tilgodese de børn der har det nemmest i de praktiske fag og svært i de boglige. Disse børn vil få langt større oplevelser i den helt almindelige skolehverdag og langt større chance for en positiv transfer-værdi fra de praktiske fag til de boglige.

Vi kan ved at indføre flere obligatoriske idrætstimer også få større chancer for at give børnene et livslangt positivt forhold til deres egen krop og vedligeholdelsen af samme. Jeg håber bestemt, at der bliver flere end nu, der finder det selvfølgeligt, at gå til en eller anden form for idræt resten af deres liv.

Den sidste af de store landevindinger ved dette nye tiltag er, at jeg er sikker på at der er en direkte sammenhæng mellem et øget kropsligt velvære, ved en øget sansemotorisk parathed og så den intellektuelle (kognitive) udvikling. Sagt med andre ord, så tror jeg på, at hvis børnene er bedre fysisk udrustet, at kroppen fungerer som en ny BMW og ikke som en Fiat der har kørt 350.000 km, så han de større chancer for at lære at idrættens verden og med alverdens undersøgelser i ryggen der alle peger i den retning, er det blevet min klare overbevisning. Men jeg kan desværre ikke bevise det, men troen på livet, på ideen, er så absolut det vigtigste.

Jeg glæder mig til, at se hvad der konkret kommer ud af det de næste skoleår. Og forventningerne er store fra min side og jeg håber vi samme må finde bedre vilkår for den praktisk-musiske skole. 

Leave a Reply