Børn i bakgear

Børn i bakgear

Børn i bakgear

Af Niels Jægerum, seminarielærer.

Vi tror, at fordi vi brændte os, behøver børnene ikke at brænde sig, og fordi vi blev forfulgt af en mærkelig person en mærk nat, så oplever vore børn den samme angst ved at færdes alene i mærket. Vi tror fejlagtigt på værdien af, at vi kan komme af med vores smerte ved eftergivende at standse barnets gråd ved farvelsscenen i børnehaven. Vi kan gå rundt med den falske forestilling, at det er bedst lige præcis for vores barn, at det skal ringe hjem og sige, at det har det godt, hvis der lyder en ambulanceudrykning i nærheden. Så er vi rolige, og barnet overlevede denne gang. Pyha!

Vi kan sagtens dressere børnene til sådanne reaktioner; men konsekvenserne af dressur og overinteresse for børnene er farligere end den umiddelbare farlighed, de gennem livet udsættes for. Vi kan ikke elske vore børn for meget; men vi kan give dem for meget opmærksomhed og for autoritære bindinger.

Børnene må slå en lille smule i stykker, møde konflikter og modbilleder for atter og atter at kunne rejse sig og blive hele mennesker.

Barnet befinder sig i en alder, hvor drømmene vågner og fantasiens vinger får deres svingfjer ved hjælp af den tumleplads, vi voksne beslutter os for at stille til rådighed overalt, hvor barnet færdes.

Den største trussel mod denne tumleplads ligger i de voksnes snigende lyst til at sætte børnenes eksistens i bakgear i en personlighedsindskrænkende omfavnelse. Til en god barndom hører derfor en tålmodig voksen, som i en farligt tikkende venteposition i sit indre kan klare at tælle til 10 til 20 eller 100 reelt ventende på barnets egne beslutninger på kanten af livets stejle skrænter og mudderbakker.

Pas På! Glade Børn!

Pas på! Glade Børn! – står der på et skilt i nærheden af en spejdergård, som jeg ofte kører forbi. Jeg har tit tænkt på, at der ligesågodt kunne have stået: Pas På! Løse Børn! Det er som om, vi har et samfund, der ikke er indrettet til at børn frit kan færdes i det. Det er ligesom, at hunde skal føres i snor, når de luftes. Som sindbilledet af dagplejemoderen med de 4 små børn, der holder fast i barnevognsstativet eller direkte er spændt på barnevognen med håndseler. Nej, løse børn, det går aldrig i en kultur, der mere er indrettet på bilisme end på børns ret til at lære virkeligheden at kende. Det er langt lettere at bure børn inde, så ved vi, hvor vi har dem. Pas På! Løse Børn!

Når børn føres i stram snor i nærheden af alle kanter og på alle afsatser, hvor de ellers kunne have afprøvet en naturlig balancegang, mister de en fundamental mulighed for at få kropsliggjort faldets overbalancens smerte.

Som det ses på ovenstående autentiske foto, er det blevet populært at gå med børn i hundesnor i selv nærheden af et børnebassin. Forskellen er blot, at hunde har det langt bedre, for deres snor er elastisk!

Børn må ud af forældrekabinen, den stramme sele og barnevognsstativets faste håndgren for at fange livsglæden ved at støde ind i livet. Husk at den naturlige smerte kun betyder at deres skål udhules, for at den kan rumme desto mere. Man gør ikke et barn fortræd ved at slippe det løs, men ved at binde det til den voksnes begrænsninger og ved at presse det gennem barndommen uden at skaffe rum for overbalance og stille stunder, hvor sjælen kan luftes ren og sårene slikkes efter en god dag.

I en tankevækkende avisnotist stod der:

“To fireårige stak af fra børnehave”

En håndfuld pædagoger står med alvorlige røde ører, efter at det i går blev afsløret, at to piger på fire år i sidste uge stak af fra børnehaven for at gå på opdagelse i byen. Pigerne var væk i mere end en time, uden at nogen bemærkede det. En lokal annoncekonsulent undrede sig over, at de to små piger stavrede rundt på torvet og spurgte pigerne, hvad de lavede? Beredvilligt fortalte de, at de var gået i byen for at købe bolcher. Konsulenten lokkede børnene med ind på tegnestuen og fandt frem til pigernes børnehave, hvor personalet gjorde mandtal og herefter måtte indrømme, at der manglede to piger på den ene stue.

Jeg blev rasende, da jeg hørte om sagen. Jeg ville have helt styr på, hvad der var foregået”, siger borgmesteren.

Det viser sig, at pigerne er smuttet ud gennem et hul under hegnet ind til børnehavens legeplads. Huller er nu fyldt op med sten. Desuden bliver der sat plader op for at sikre, at børnene ikke kan smutte” fortæller han.

Med en venlig tanke til Rødhætte og til den tid, da børnene gik løse i vores kultur, har jeg omdigtet denne sensationelle “skrækhistorie” til pigernes fordel:

Der var engang, at to små piger fandt et hul.

De kravlede igennem hegnet, mærket af græs og muld,

til en verden, som var stor,

fjernt fra far og mor.

Hånd i hand de vandred´ af sted og gik og gik og gik

for de sku´ nemlig finde verdens største slikbutik

i dette kæmpestore land,

bolcher til den søde tand.

 

Da de to havde været borte i en evighed

mødte de en voksen dame som straks ville have besked

“Vi er ude at gå tur,

sluppet løs fra vores bur.”

 

Så blev der ringe til børnehaven og til borgmesterens kontor.

Han vil have styr på børnene og nu skal de gå i snor.

Hullet det er lukket til;

men ikke det, der var på spil.

Leave a Reply