7. klasse´s bornholmer tur

7. klasse´s bornholmer tur

7. klasse´s bornholmer tur

Af Katharina Almeida 7. klasse.

Vi havde en rigtig sjov og hyggelig tur til Bornholm d. 18. august til d. 22. august. Vi havde Karin, Annemette og Erik med.

Vi tog med toget fra Nyborg til Høje Tåstrup, mandag morgen, og derfra tog vi en bus til Ystad, som ligger i Sverige. Så tog vi færgen til Bornholm og kørte igen med bus. Da vi kom frem, handlede vi og gik ned til vores lejr. Her fortalte ham, som ejede lejren, om reglerne, og så pakkede vi ud i vores hytter. Senere på aften tog vi ned til et loppemarked, og resten af aften hyggede vi os.

Om tirsdagen tog vi ned til Moseløkken Granitbud og senere skulle vi ud at klatre op klipper, og rapelle ned af dem. Vi havde to guider, Ole og Miki, som hjalp os. Det var nok noget af det sjoveste, vi lavede.

Onsdag skulle vi med bus, og Erling (vores buschauffør) fortalte om alt det, vi så. Han kørte os hen til Natur Bornholm, hvor en guide som hed Rene, viste os rundt. Vi så også en film, og vi fik også lov til at gå rundt selv. Så kørte Erling os til Paradisbakkerne, hvor vi så Rokkestenen, og vi fik den da også til at rokke. Så kørte han os til Svaneke, hvor vi gik rundt og hyggede, og så tog vi til Østerlars Rundkirke. Så kørte han os til Helleristningerne, som var det sidste sted. Han kørte nogen af os hjem og nogen gik hjem. Vi var rimelig trætte den dag.

Torsdag tog vi en bus til Den Sorte Gryde. Der var ret koldt, mørkt og glat derinde, og så blev det mere og mere snævert, så man næsten ikke kunne være der. Der skulle også være nogle kæmpe huleedderkopper derinde, men dem så vi ikke. Derfra gik vi over til Gudhjem, og vi så nogle grave og mere natur på vejen. Vi havde Erik som guide, og han valgte en meget besværlig vej op ad en skrænt, så da vi kom frem til Gudhjem var vi alle fyldt med jord og mudder, og trængte “mega meget” til en is. Jeppe C. fik Danmarks største!… Derfra tog vi heldigvis en bus hjem, og da vi kom hjem, gik vi alle i bad. Om aftenen skulle vi selv bestemme aftensmad.

Fredag var sidste dag, og vi skulle hjem. Men først skulle vi lige se Hammershus. Vi pakkede vores ting, og tog til Hammershus. Erik fortalte og viste os rundt på ruinen, og bagefter gik vi ned til museet, hvor Tino (guiden) fortalte lidt mere om Hammershus, og vi lavede også et skuespil. Vi tog tilbage til lejren og spiste det sidste mad, og tog en bus til færgen. Vi tog færgen til Ystad, og der tog vi en bus til København Hovedbanegård. Så tog vi toget til Nyborg, og blev hentet af vores forældre, efter en mega god tur.

Leave a Reply