Byggeriet

Byggeriet

Byggeriet

Af Erik P. Sørensen, kasserer ved skolen.

Tænk sig al den tid vi ville have, hvis vores fjernsyn led samme skæbne som i denne lille historie, der oprindeligt er skrevet som en hyldest til forfatteren Finn Søeborg. Men på trods af fjernsyn og en udbredt mangel på tid, er det alligevel lykkedes os alle sammen, at yde en indsats lidt ud over det sædvanlige. Byggeriet nærmer sig nu sin afslutning, mellembygningen er faktisk allerede taget i brug, og i hvert fald efter min mening, er der tale om en virkelig æstetisk og funktionel forbedring af skolen.

På vores onsdagsaftener har vi præsteret i omegnen af 1100 arbejdstimer. Sætter vi så en ikke alt for høj timeløn på f.eks. 200,-kr, og det må vist siges at være flot. Noget andet er så alt det, der ikke kan gøres op i penge. Det har været en fornøjelse, at se den måde som alle er gået i gang med opgaverne på. Det tegner lovende for skolens udvikling de kommende år. Et godt samarbejde er forudsætningen for en sund friskole, også i perioder hvor det ikke lige er byggeri, der står øverst på dagsordenen.

Hvad der også kan ske en onsdag aften!

Den fantastiske superkomfort bil med seksten kanals quadrofonisk stereoanlæg, røde plyssæder, og 240 veloplagte hestekræfter under hjelmen startede omgående med en tilfreds summen. Under-overdirektøren trådte let på speederen, og motoren kvitterede med at slukke alle advarselseslamper – undtagen en. For det tilfælde at føreren skulle have overset den, meddelte en kælen metallisk stemme, at han havde glemt at spænde selen. Underoverdirektøren trykkede omgående på den automatiske seleudruller, og afsluttede forberedelserne med at stille sædetermostaten på præcis 20 grader.

Underoverdirektøren vinkede farvel til sin kone og begav sig ud i morgentrafikken. Motoren gik helt lydløst, ikke som for år tilbage, da olie og dermed benzinreserverne var sluppet op. De store multinationale olieselskaber havde med stor fantasi forsøgt at fremstille et egnet erstatnings-brændstof, alt fra sildeolie til bøgebriketter var blevet afprøvet, men med skuffende resultat.

Lige som man troede, at privatbilismen var afgået ved døden, skete miraklet. En tysk professon udvandt et destillat af det fineste brødkorn, tilsatte lidt træsprit, og erstatningsbenzinen OKTA-GLUTEN var skabt.

Underoverdirektøren kørte efter reglerne, ikke at han havde noget valg. Han var nødt til det. Bilen var konstrueret sådan, at en modbydelig summetone lød hver gang hastigheden sneg sig over de tilladte 30 km/t. Overskred han denne grænse, med mere end 5%, ville bilens elektroniske sladrehank sende en meddelelse til færdsekspolitiets computer, der omgående ville hæve et betragteligt beløb på Underoverdirektørens lønkonto. Den 10 sporede transitvej Underoverdirektøren fulgte – endte blindt, ved foden af det gigantiske parkeringshus, man havde opført tæt ved bygrænsen.

Han standsede ved den automatiske portvagt, førte sit parkeringskort gennem læsehovedet i betalingsautomaten, der efter lidt betænkningstid printede en lille seddel ud med hans pladsnummer, samt en supplerende oplysning om, at han kun havde 5 minutter til at få fundet sin plads i Cityekspressen. Efter at have låst bilen med den infrarøde fjernbetjening, tog han elevatoren op på parkeringshusets øverste etage, hvor han lige akkurat nåede ombord, inden de blanke aluminiumsdøre gled i.

Cityekspressen var en splinterny monorailbane, drevet frem af den nyeste teknik: magnet-acceleration. Banen var nu fuldt udbygget, og via dens vidtforgrenede net, bragte den sine mange passagerer hurtigt og bekvemt rundt i den billøse by.

Underoverdirektøren savnede ikke bilen længere. I starten havde det generet ham, at være nødt til at blande sig med mere jævne mennesker, men med tiden havde han lært at leve med, ja ligefrem at sætte pris på, denne lille forstyrrelse, i hans ellers så velordnede tilværelse. Herregud de fleste mennesker var jo meget flinke, og når de nu så gerne ville snakke! Denne morgen var dog en undtagelse, ganske vist havde en lille uanselig mand taget plads på sædet ved siden af, men manden gjorde ikke noget forsøg på at indlede en samtale han sad bare lidt nervøst og bladrede i sine betalingskort.

Underoverdirektøren kunne ikke undgå at bemærke at alle kortene havde påklæbet MÆRKET! Den frygtede lille gule mærkat med teksten KL. B. Underoverdirektøren blev lidt urolig, det var flere år siden – manden måtte jo på et tidligere tidspunkt have haft en højere status, siden han stadig var i besiddelse af betalingskort, ganske vist mærkede – men alligevel. Manden fandt endelig det kort, der kunne anvendes i Cityekspressens fuldautomatiske kantinevogn. Manden rejste sig og gik men kom hurtigt tilbage tydeligt oprevet.

“De kunne vel ikke?” bad han. “Den tog kortet. Bare en kop kaffe.”

“Jo, det kunne jeg vel, rent undtagelsesvis selvfølgelig.” Underoverdirektøren rakte ham sit kort.

“Men så må De tage en kop med til mig. Uden sukker.” Underoverdirektøren ventede, ikke uden en vis spænding”. Nu var der måske en chance for, at manden blev lidt mere meddelsom. Det var trods alt en lang tur.

Manden kom tilbage med to plasticbægre kaffe, og to sterilt indpakkede spandauere. “Ja De må undskylde, jeg holder så meget af spandauere med creme altså!. Endelig ikke syltetøj.”

Underoverdirektøren tog imod kaffen, lidt forarget men alligevel også imponeret over mandens frækhed, og faktisk holdt han meget af spandauere med creme. Men han fik det sjældent. Hans kone nærede af uforklarlige årsager en stærk modvilje mod fødeemner, der ikke var hevet direkte op af jorden.

Manden hev og sled i den sterile indpakning og kom til at spilde lidt kaffe ned af sig, men omsider fortalte en veltilfreds smasken, at han var nået frem til indholdet.

Underoverdirektøren drak det sidste af sin kaffe og så prøvende på sidemanden, der nu havde fået et lidt mere afslappet udtryk i ansigtet.

“Det var virkelig pænt af Dem. Det sker snart hver dag, at en maskine tager et af mine kort. Det var en meget ubehagelig fornemmelse.”

Underoverdirektøren kunne ikke styre sig længere, han måtte vide noget mere om denne mand.” Hvad er der egentlig sket Dem?” Spurgte han forsigtigt.

“Hvad der er sket?” spurgte manden.

“Ja jeg mener, De må jo stadig have Deres job, ellers ville De jo slet ikke have adgang til offentlige transportmidler af denne klasse.”

“Jamen jeg har skam et job,” svarede manden. “Ikke at det er noget jeg er stolt af, men et job er det da. Jeg arbejder for det Europæiske Underholdningsdepartement som medforfatter i TV-serien divisionen. Vi skriver flere af de mest kendte serier.Det er en frygtelig belastning, vold og romantik, gys, grin og spænding, time efter time, uge efter uge, år efter…”

“Ja tak, jeg tror jeg har fattet meningen,” indskød Underoverdirektøren.

“Næh! ikke helt, forsatte manden – det er det – der er pointen. Jeg har kun en ambition tilbage, og det er at få lov til at skrive en slutning. En rigtig slutning!.

“Men af arbejde ved fjernsynet, det lyder nu ellers vældig spændende,” indvendte Underoverdirektøren.

“Nå! Det mener De, men det er nu ikke desto mindre et fjernsyn, der er årsag til mine problemer. Ser De, jeg har gjort noget forfærdeligt.”

Manden lænede sig frem og hviskede: “Jeg har skudt mit fjernsyn.”

“Har de skudt Deres fjernsyn!” udbrød Underoverdirektøren.

“SSSH! Ikke så højt. Det er virkelig en pinlig affære.”

“Jamen hvorfor dog menneske? Det var dog en grufuld tanke.” Underoverdirektøren var synlig rystet.

Manden skyndte sig at forklare. “Det er et par måneder siden nu. Vi – altså min kone og jeg, sad som sædvanlig og så den påbudte informationsudsendelse. For en gangs skyld var det min kone, der sad med fingeren på føleknappen. Tillad mig at sige det, men jeg hader den tingest.”

“Men hvordan skal De ellers registrere, om vi følger udsendelsen? Indvendte Underoverdirektøren.

“Lad nu det ligge,” forsatte manden. “Hun sad altså der, og så var det, jeg pludselig følte en vanvittig trang til et bestige hende. De ved måske hvordan det er? Det var onsdag”.

Underoverdirektøren nikkede bekræftende, ganske vist var det torsdag for hans vedkommende men alligevel.

Manden drak det sidste af sin kaffe og forsatte. “Men så skete der det, der ikke måtte ske, i kampens hede kom hun til at slippe føleknappen. Omgående gik skærmen i sort og en rulletekst forklarede, at man havde registreret, at vi ikke længere fulgte den påbudt informationsudsendelse. Så henviste teksten til del paragraffer, som vi åbenbart havde overtrådt. Bøden havde de sat, så den svarede til en gennemsnitlig månedsløn, og beløbet var omgående blevet trukket på min konto. Manden sukkede dybt inden han forsatte: Det er da også en slags penge, specielt når det var sket før. Ugen før faktisk.”

“Onsdag aften?” Spurgte Underoverdirektøren, og manden nikkede lidt forlegen. Manden så på sit tomme bæger. “Det var virkelig pænt af Dem. Med kaffen altså,” tilføjede han forklarende.

“Men fjernsynet hvad med det? De må situationen taget i betragtning være blevet temmelig oprevet,” mente Underoverdirektøren.

“Ja, det slog vel klik for mig, som man siger – ikke sådan – at jeg ikke var klar over hvad jeg gjorde. Det var jeg skam i høj grad. Jeg tog min fars gamle jagtgevær ned fra væggen, bar fjernsynet ud i haven, tog omhyggeligt sigte, og trykkede begge løb af direkte i billedrøret. Braget var imponerende, det knuste alle ruder i omegnen, og rekylen sendte mig flere meter baglæns. Fjernsynet stod lidt og svajede – så lagde det sig om på siden. Der løb lidt væske ud fra de knuste transistorer, og så blev det stille. Men det gik hurtigt. Det led ikke! Det er jeg overbevist om.”

Underoverdirektøren så bestyrtet på manden. “Det ville jeg nu egentlig ikke have tiltroet Dem, De ligner afgjort ikke en der kan begå et… Ja mord er det vel strengt taget ikke. Men det er vel det, der kommer nærmest. Hvad med myndighederne? En sådan handling kan da ikke finde sted ubemærket, alene braget, skydevåben har jo været forbudt i mange år.”

“Nej selvfølgelig ikke,” manden smilede eftertænksomt. De opdagede jo selv de gule mærker.

Underoverdirektøren nikkede. “De gjorde dem til andenrangs borger.”

“Ja, det gjorde de. Men vi havde et par gode uger inden de kom. Det var en helt ny måde at leve på. Da vi ikke længere var tvunget til at sidde foran skærmen, kunne vi gøre ting, vi ikke havde gjort, siden var var nygifte. Vi spiste, når det passede os, spillede matador med drengen, og min kone dristede sig til at læse en bog, en rigtig bog. Ikke en af de nye elektroniske til computeren.”

“En bog!” Udbrød underoverdirektøren forbavset.

“Ja, en bog. Hun læste slutningen højt for mig. Den var… fantastisk. Tænk at en historie kan ende med et punktum og ikke med et spørgsmålstegn.

En anden dag havde jeg drengen med ude at fiske. Vi tog ud til stranden ved kraftværket, tidligt om morgenen. Drengen fangede en rødspætte. De skulle have set ham, han var så stolt. Vi spiste den selvfølgelig ikke, det ville have været selvmord, men alligevel. Det var en god fornemmelse.

Havde det ikke været for kølevandet fra kraftværket, tror jeg såmænd jeg havde ladet drengen prøve at bade.

Sådan rigtig havvand har De prøvet det?”

 

Leave a Reply