Kategori: Lokalhistorie

Friskolen er i højere grad fremtid, end der er fortid

Friskolen er i højere grad fremtid, end der er fortid

Ferritslev Friskole 100 aar den 2. november – lidt om dens historie og om friskolens aktuelle stilling.

Saa er det Ferritslev Friskoles tur til at fejre 100 aars jubilæum. Den 2. november 1859 – syv aar efter Kristen Kolds oprettelse af Dalby Friskole – begyndte lærer Dalsgaard Petersen at holde skole for en halv snes børn i Kristian Vævers stadsstue i Ferritslev.

-Heller ikke Ferritslev Friskoles historie kan fortælles uden at nævne Kristen Kolds medvirken ved starten, skriver Kirsten A. Lange i „Den danske Friskole“. Denne mand, som er kaldt den danske friskoles fader og skaber, har ogsaa været med, da talen var om at oprette en friskole i Ferritslev.

Da Sødinge Friskole blev oprettet var der forældre fra Ferritslev, som sluttede sig til denne friskole, og saa gik børnene den lange vej til Skole.

I 1859 blev Thyge Hansen, Peder Hansen, Hans Sørensen og Niels Larsen, Ferritslev, samt Anders Mortensen, Kappendrup, enige om at faa en skole i Ferritslev. Indtil høst dette aar holdtes skolen som nævnt i Kristen Vævers stadstue. I løbet af sommeren havde man faaet en skolebygning rejst ved bækken paa Thyge Hansens mark. Til skolebygningen hentede man træ fra skoven. Huset rummede en skolestue, et værelse til læreren og en forstue samt et rum til brændsel. Børnene lege- og tumleplads var dels ved bækken, ja, ofte gik de og pjaskede i vandet, og dels i skolestuen. Til de fleste tider gik man ind i skolestuen med træsko paa. Skolestuens renholdelse blev foretaget af skolens ældste piger. Læreren var ugift, og han fik føden hos Thyge Hansen.

Forholdet mellem lærer og børn var overordentlig frit uden skade for den gode orden i skolen. Det skete undertiden om vinteren, at drengene løb for læge paa isen, saa de ikke kom til tiden i skolen. Læren holdt en formaningstale for dem, og saa blev de sendt hjem. Men det var det allerværste, som kunne overgaa dem, – hvad dem. – Hvad skulle de sige, naar de kom hjem til mor? At blive sendt hjem, før skoletiden var endt, føltes som en stor krænkelse. Det gik deres ære for nær.

Mændende bag skolen

Til dette hverdagsbillede af friskolen kunne naturligvis føjes mange andre fra de 100 aar. Til friskolens historie hører imidlertid ogsaa forholdet til den offentlige skole, til almueskolen, som den hed for 100 aar siden. Det er en historie om frisindede, selvstændige menneskers stillingtagen og aktive indsats paa grundlag af en folkelig og kirkelig vækkelse i en tid, hvor udenadslæren og remser var sat i højsædet i børneskolen.

Det fortælles at Thyge Hansen, Ferritslev, i 1859 gik til daværende provst Rohman og sagde, at han havde hørt, at man agtede at oprette endnu en skole i sognet, saa børnene fra Ferritslev ikke skulle gaa til Rolfsted. Da provsten bekræftede dette, sagde Thyge Hansen: Saa begynder vi en skole her. Vi har ogsaa manden til at lede den. Det var Daalsgaard Petersen – Ferritslev Friskoles første lærer. Han efterfulgtes senere af Lebæk, Mads Knudsen, Niels Jørgensen, Anders J. Petersen, Lars J. Petersen, Peder Christensen, Niels Madsen Stenbæk, der var lærer i 26 aar, Ellekær, Johanna Hjortdal og Margrethe Dons, Morten Nielsen, Valdemar Bloch, Karl Bagger – i 22 aar – og siden 1951 dennes svigersøn Gunnar Barkholt. Som lærerkræfter er i dag desuden knyttet til skolen Margrethe Bagger og Anne Lauridsen.

Det virkelighedsnære skolesyn

Det vil føre for vidt at komme ind paa en nærmere omtale af arbejdet op gennem aarene, men enkelte lærerkræfter har spillet en saa stor rolle, at de fortjener at fremhæves. N. M. Stenbæk, der tiltraadte i 1877, var paa det tidspunkt 32 aar. Han kom i 1866 paa Kolds højskole, og dette blev hans ungdoms store begivenhed. Lige fra 15-16 aars alderen havde det været hans brændende ønske at kunne naa at blive friskolelærer. Sommeren derefter gik han til forberedelse paa Ormslev friskole, hvor den landskendte rigsdagsmand og redaktør af Fyns Tidende, Jørgen Pedersen vikarierede for broderen. Om Jørgen Pedersen virke inden for friskolen skriver forstand Grønvald Nielsen et sted:

Han virkede med sin personlighed paa en saadan maade, at vi, hans lærlinge, kom til at hungre og tørste efter kundskab, stemning, livsvisdom. Vi har aldrig end ikke i vores daarligste tider nogen sinde kunnet ryste ham af os.

Vokset op mellem jævne slidere kom han i sit skolesyn til at sætte virkeligheden højt over alle teorier. Den gode, danske, kristne moder foran professoren. Hjemmets liv højere end skolen. Mennesket langt foran samfundet og staten. Hjertet over forstanden. Samvittigheden foran videnskaben.

Varige, værdifulde mærker i barnesind

Det er en saadan baggrund, der er virket og virkes paa i den danske friskole. Mange har paa forbilledlig vis forstaaet at løfte arven. Det gjaldt ogsaa en anden af Ferritslev Friskoles dygtige lærere gennem en aarrække. Karl Bagger, der virkede fra 1929 til 1951. Brat og uventet døde han kun 48 aar gammel. Med ham mistede friskolen en af sine flittige og trofaste tjenere. Der blev arbejdet med liv og lyst i skolestuerne i Ferritslev. Der var her, som Th. Sehested, Aarslev, saa rigtigt skrev i „Bavnen” i anledning af Karl Baggers død, dette værdifulde sammenspil mellem det synlige og det usynlige arbejde. Fortælling var altid det vigtigste. Karl Bagger og hans hustru, som stadig virker i skolen, sparede aldrig sig selv. Børnene fik noget lært, og der var solid bund under det altsammen.

De mærker af usynlig art, som lærer Baggers virke afsatte i barnesind og hos alle, der stod ham når, vil ikke let forsvinde.

I samme aand og i pagt med tiden forsætter Karl Baggers svigersøn Gunnar Barkholt i dag lærergerningen ved den nu 100-aarige skole.

Paa lignende vis finder man familiebaandene i den kreds, der staar bag skolen. I jubilæumsaaret er det Knud Anker Jørgensen. Tidligere har baade hans broder og far været det. Formandsrækken gennem de 100 aar ser saaledes ud: Thyge Hansen, Skovgaard, Knud Jørgensen, Haundrup, Hans J. Nielsen, Ferritslev, Olav Nielsen, Skovgaard, George A. Hansen, Stokbæk, Gunnar Jørgensen, Haundrup og Knud Anker Jørgensen, Ferritslev I bestyrelsen sidder desuden i dag fru Karen Nielsen, fru Bodil Nørdvang Sylvest, Svend Krag Jensen og Poul Hansen.

Paa baggrund af den kvindelige repræsentation i bestyrelsen kan fra de gamle protokoller nævnes, at der ved generalforsamlingen den 2. november 1902 vedtoges at give kvinder stemmeret ved friskolens generalforsamling.

Mens der var en halv snes børn ved friskolens start, er der i dag 65 børn i skolen, heraf ca. 15 fra andre kommuner.

– Den udvikling, der i disse aar præger Ferritslev, faar friskolen ogsaa mærkbar del i, siger formanden, Knud Anker Jørgensen, og de skarpe modsætninger, som vi kan læse om i friskolens 100-aarige historie, eksisterer ikke mere paa samme maade. Det gælder i dag her i Rolfsted kommune, at der er et godt forhold til den offentlige skole baseret paa gensidige respekt. Jeg synes ogsaa, det skal bemærkes, at den ny skolelov har gavnet friskolen. Den har i dag en endog stor frihed inden for de store bevillinger.

Med den offentlige eksamens bortfald for alle fag har vi jo nu vore egne tilsynsførende. Det har siden ændringen været den tidligere formand Jens Thygesen, den tidligere formand Carl Larsen, Salomon Pedersen og fru Esther Nielsen fra Skovgaard – altsaa Thyge Hansens slægt.

Mens vi bevarer det gode i det, vi har taget i arv, søger vi at indpasse det ny, og vi er nu gaaet over til hverdagsundervisning og kommer op paa næsten det dobbelte af det tidligere timetal. Nævnes kan ogsaa, at engelskundervisning har været gennemført siden 1952-53.

Nærliggende er det at spørge, hvilke tanker en friskoleleder gør sig om fremtiden i en tid, hvor kravene om eksakt viden skærpes fra aar til aar, og herom siger lærer Gunnar Barkholt bl.a.:

– Saa længe der er forældre, som sender deres børn i friskolen, har den sin mening. Det er hjemmene, der bærer friskolen. Skal den eje styrke og kraft, forudsætter den ogsaa hjem, hvor der leves et hjemliv. Før, som det er sagt, hvordan tiderne end er, vil der være noget ved børnenes opdragelse og undevisning, som hører hjemme i familien og ikke kan fjernes derfra uden ubodelig skade for barnet.

Vi lærer for livet. Noget af det vigtigste, vi bør huske paa, er, at det ikke bare er oplæring til den sociale opstigning. Skolen trænger til at lære, at det er noget grundmenneskeligt, der er brug for.

Et menneske kan ikke leve, uden at have noget at leve for, noget, det tror paa, noget, der har oplevet og søgt at naa. Det er ikke sagt bedre end i følgende sætning, formet af en skolemand, der vidste, hvad sagen drejede sig om: Menneskets umistelige ret er at forme og danne sin gerning ud fra sit væsens indhold, frit og paa eget ansvar.

Lad mig hertil føje, siger Gunnar Barkholt, at skal en friskole være en friskole, saa ligger det vel mest i, at vi er fælles om ansvaret – om at leve sammen til daglig i det aabne forhold paa godt og ondt, som et hjemliv er – og som vor skole ogsaa skulle være. Og vi kan det i kraft af, at der er forældrenes skole, en skole, hvor alle, der overhovedet kan, kommer paa forældredagen, og som ogsaa til daglig lever med i skolens virke.

Derfor tør jeg godt gøre forstander Poul Dams ord, som han skrev for kort tid siden i Højskolebladet til mine: Der er ikke grund til andet end lyssyn. Friskolen er i langt højere grad fremtid, end den er fortid.

En god Jubilæumsfest i Ferritslev Friskole

En god Jubilæumsfest i Ferritslev Friskole

Forsamlingshuset var fyldt til sidste Plads. – Et udmærket Foredrag og mange Ønsker for Skolen.

Sammenkomst i Anledning af Ferritslev Friskoles 75 Aars Jubilæum blev et levende og smukt Vidnesbyrd om den Interesse, hvorved Befolkningen omfatter Skolen. I Løbet af Dagen havde mange aflagt Besøg i Skolen og gratuleret Friskolelærer Karl Bagger, og et Væld af Høstens Blomsterpragt hobede sig op. Deriblandt var 75 røde Roser fra Planteskoleejer Axel Stenbæk i Vejstrup.

Ved 16 Tiden samledes man i det kønne, gamle Forsamlingshus – det ældste paa Fyn efter Ryslinge – og der var saa mange, at det kneb med Pladsen. Paa de dækkede Borde og Væggene var der pyntet nydeligt med Blomster.

Formanden for Friskolekredsen, Gdr. Jørgen Jørgensen, Haundrup, bød Velkommen og mindedes kort Dagens Anledning. I de 75 Aar, siden Ferritslev Friskole blev grundlagt, var der sket store Forandringer paa Skolen. Men det var ikke alene her, at de Tanker, som havde baaret Frisolen frem, havde faaet Indflydelse, der havde været befrugtende for hele det danske skoleliv.

Man sang: »Hvad Solskin er for den sorte Muld, og derefter talte Højskolelærer Brøndsted, Røddinge, der ikke holdt noget egentligt Friskolefordrag, men dog med Slutningen kom ind paa Friskolens Stilling til hans Emne:

Ærlighed i opdragelse.

Taleren gjorde i et ypperligt, tankevækkende Foredrag Rede for, hvad der er, der faar Barnet til at lyve. En Hovedgruppe af Løgne kunde psykologisk føres tilbage til det primitive Instinkt, Selvopholdelsesdriften, Hyklerløgne og Skikkelighedsløgne, ale Nabotilfælde til den bevidste Løgn, men langt farligere. I de fleste Tilfælde gjaldt det, at der var Hjemmene og ikke Skolen, der skulde udrydde disse Løgne, da Barnet Stiftede Bekendtskab med dem allerede, inden det kom i Skole. Han fremhævede Betydningen af, at der var fuld Fortrolighed mellem Forældre og Børn, da det var en absolut Betingelse for, at Barnets Sandhedsfølelse kunde fremmes. Det var Hjemmenes Opgave at værne Sandhedsfølelsen hos Barnet, og det var en Opgave som Skolen skulde hjælpe Hjemmene med, hvad den da ogsaa gjorde mange Steder, især hvor der, som her i Ferritslev, var et nøje Samarbejde mellem Skole og Hjem. Derimod var det forkert direkte at gøre Barnets Psykologi til Genstand for Studium, saadan at Banret mærkede det – og i den Retning var Børn meget fintmærkende. Saa opstod der ingen Fortrolighedsluft, og kun i denne kunde Sandhedsfølelsen trives.

Taleren nævnte til Slut en anden Gruppe af Løgne, Fantasiløgnene. Lige saa vigtigt som det var, at Børnene kendte Herligheden ved Fantasiens frie Flugt, lige saa nødvendigt var det, at man var paa Vagt overfor Fantasiløgnenes Fantasteri. Det udmærkede Foredrag var godt underbygget med Citater fra Litteraturen, og det blev paahørt med stor Opmærksomhed.

Tale og Lykønskning fra Friskolelæreren.

Man sang: »Naar Sommerens Sang er sunge!«, og derefter tale Friskolelærer Karl Bagger som bl.a. udtalte:

Det er først som voksne, at vi forstaar, hvad Hjem og Skole betyder for os. Menigheden er Moder til Friskolen og derfor en Betingelse for dens forsatte Trivsel. Den Arv, vi har modtaget, skulde ved gerne røgte saadan, at vi kunde lade den gaa videre til vore Efterkommere.

Karl Bagger mindedes Skolens Grundlæggere og takkede den Kreds af det nuværende ældre Slægtled, der havde sluttet op om Skolen gennem Aarene. Friskolen har haft sin Morgengry, men lad os haabe, at der endnu er længe til Skumringen. De Brydninger, der er, drejer sig kun om Bagateller. Friskolen maa aldrig blive en Institution, men maa holde Fane højt, hvorpaa den staar: Kristendom, Menighedsliv og Hjem. Jeg vil i god Overensstemmelse med Hjemmene vise Børnene, hvad der er værd at elske, saadan som vi bekender det i vor Dabspagt hver dag, inden vi begynder vort Arbejde. Men det gælder ogsaa om at lære noget, for Tiden kræver Kundskaber. Jeg vil ønske for os, at vi maa kunne forsætte det Arbejde; der er begyndt her for 75 Aar siden, paa den samme Hjørnesten, omend maaske ad lidt andre Veje. Med disse Ord vil jeg ønske Skolekredsen til Lykke.

En lang Række Taler ved Fællesspisningen.

Efter Sangen »Løft dig Sjæl paa Lysets Vinger« begyndte Fællesspisningen. Heri deltog den gamle Friskolelærer, senere Konsulent N. M. R. Stenbæk; nu Tommerup, der kom til Ferritslev i 1877 og virkede her i 26 Aar. Da han kom ind, støttet af yngre Slægtninge, var han glad, men klagede lidt over, at han kendte saa faa af Ansigterne.

Ved Bordet blev der holdt en lang Række Taler.

Fhv. Folketingsmad Hans Jørgen Nielsen, Ferritslev, der havde gaaet i Skolen i dens ældste Tid, talte om Skolens Liv og Form. Derefter talte Landstingsmand Rasmus Jørgensen, Sofus Hansen, Boltinge, Gdr. Hjalmar Aagaard, Sødinge, Førstelærer P. Mortensen, Vester Aaby, den gamle Friskolelærer Stenbæk, Tommerup, Gdr. Anders Jørgen Andersen, Davinde, fhv. Gdr. Jens Thygesen, Ferritslev, tidligere Lærerinden ved Friskolen, Frk. Johanne Hjortedal, Høng, Pastor Jensen, Rønninge, Gdr. Jørgen Jørgensen, Haundrup, Formanden for Dansk Friskoleforening, Friskolelærer Jessen, Trunderup, og Planteskoleejer Axel Stenbæk, Vejstrup.

Til Slut takkede Friskolelærer Karl Bagger alle for den store Opmærksomhed, der ved Jubilæet var blevet vist Friskolen.

Friskole-Jubilæet i Ferritslev 1934

Friskole-Jubilæet i Ferritslev 1934

En festlig Sammenkomst i Gaar.

Paa Friskolens Fane staar: Kristendom, Danskhed og Hjem.

Ferritslev Friskole fejrede i Gaar 75 Aars Jubilæum under Tilslutning af ca. 200 mennesker. Alle Pladser ved de festlig dækkede Borde i Øvelseshuset, der var smukt pyntet med Grønt og en Overdaadighed af Blomster, var optaget. Skolens Lærer fra 1877 til 1908, Konsulent Stenbæk, Tommerup, var til Stede tillige med 42 af sine gamle Elever.

Friskolekredsens Formand, Gdjr. Jørgen Jørgensen, Havndrup, bød velkommen til alle, specielt de gamle Lærerkræfter ved Skolen, dennes Tilsynsførende, Pastor Jensen, Rønninge, og Dagens Hovedtaler. I de forløbne 75 Aar er der, forsatte Formanden, sket store Forandringer med Hensyn til Ferritslev Friskole, der begyndte under smaa forhold. Nu har vi en god Friskole med god Tilslutning. Men ogsaa ud over Landet har Friskoletanken i den forløbne Aarrække slaaet mere Rod og fundet Anerkendelse udenfor Friskolernes egen Kreds. Den offentlige Skole i Landet er helt anderledes nu, end da Friskolerne opstod, og Friskoletankerne har sikkert virket befrugtende helt igennem.

Efter Afsyngelse af „Hvad Solskin er for den sorte Muld—”, talte Højskolelærer Brøndsted, Rødding, der begyndte med at lykønske Kredsen og Lærerparret med Dagen, idet han ønskede alt godt for den Kommende Tid. Taleren gik derefter over til at behandle sit egentlige Emne, der gik

opdragelse til Sandhed og Ærlighed.

Man skal vogte sig for, at Nødløgne, Hyklerløgne og Sikkelighedsløgne hos Barnet bliver Banebrydere for den bevidste Løgn. Den vigtigste Betingelse for at opnaa Sanddruhed af Barnet er, at man selv er sanddru overfor Barnet. Her er der en særlig Opgave for Hjemmene, endnu før Børnene kommer i Skolen, der har nøjagtig den samme Opgave, Hvor Hjemmets Fortrolighed med Barnet kan komme i Stand og bevares, er dette det sikreste Middel til at føre Barnet ind i Ærlighedens Havn, og heri er det Skolens Arbejde at støtte Hjemmene. Fantasien skal læres, men Fantasiløgne bekæmpes, hvilket kun sker ved Tillidsfuldhed, Fortrolighed og Fællesskabelse mellem Hjem og og Børn. Ærlighed, Fortrolighed og Fællesskab skal usvigelig slaa os alle, først og fremmest Børnene, i møde fra Hjemmet.

Friskolens Fane skal holdes højt.

Friskolelærer Bagger fremhævede, at først som voksen kommer man til at skønne rigtig paa, hvad man har modtaget i Barndomstiden i Hjem og Skole. Menigheden er Moder til Friskolen og vil altid være en Betingelse for Friskolens Fremtid og Trivsel. Den Arv, vi har modtaget vil vi gerne bringe videre til Efterslægten. Vi mindes med Tak dem, der begyndte og videreførte Ferritslev Friskole, Iblandt os er mange ældre som vi maa takke for Trofasthed overfor deres gamle Skole. Jeg takker det nuværende Slægtled for Interesse overfor deres gamle Skole, som jeg haaber altid maa kunne hævde sig som Friskole.

I skolen skal der være Mildhed og Fasthed, og paa Friskolens Fane, som vi vil holde højt, staar: Kristendom, Danskhed og Hjem. Undertonen i Skolens Arbejde skal i nøje overensstemmelse med Hjemmene være Kristendommen, ligesom der i Skolen skal tilegnes Kundskaber og Færdigheder.

Skolens Program uændret.

Efter Fællesspisningen blev der holdt en Række Taler. Fhv. Landstingsmand Hans Jørgen Nielsen, Ferritslev, udtalte Glæde over at Friskolelærer Baggers Skoleprogram var det samme, som da Skolen oprettedes for 75 Aar siden. Den aandelige Bevægelse var stærk og kraftig, da Skolen oprettede. Naar vi gik i Friskolen, var det, som en Morgenstund med Glædendes Lys strømmende os i Møde allerede ved Skolesangens Begyndelse. Friskolen har sammen med Højskolen været det grundlæggende for mig Livet igennem. Det havde sin Betydning, at man havde en Mand som Kold til at hjælpe sig ved Skolens Oprettelse.

I Ferritslev Friskole blev Bibelhistorien fortalt saaledes for os, at det var, som vi saa de bibelske Skikkelser lyslevende. Det var en ypperlig Undervisning, vi fik i Friskolen, som de gamle den Gang omfattede med megen Kærlighed, og de forstod, at Skole og Hjem skulde arbejde sammen. Det er ufrugtbart, naar Hjemmet ikke er i Kontakt med Skolen. Taleren sluttede med at ønske en god Fremtid for Ferritslev Friskole.

En Tak til Stenbæk.

Landstingsmand Rasmus Jørgensen, Ferritslev, udtalte sig i Tilslutning til Hans Jørgen Nielsen og nævnte, at der var glædeligvis ikke saa faa til Stede af Eleverne fra 1880´erne. Vi takker for vor Skolegang og retter en Tak til vor gamle Lærer Stenbæk, der havde den Sindets Friskhed, som Kunde tænde Glød i Barnesjæl. Jeg vil ønske, at de Dage, gamle Stenbæk har tilbage, maa blive gode. Dette er der ingen Tvivl om, at de vil blive. Stenbæk har i sit Liv været et taknemmeligt Menneske, og hvor dette har været Tilfældet, bliver der altid Fred i Sindet. Jeg tror, at mange sammen med mig vil takke Stenbæk. (Alle rejste sig.)

Husmand Sofus Hansen, Boltinggaard Skov, der hørte til smme Aargang som Rasmus Jørgensen, takkede som Gæst for Indbydelsen og rettede en Tak til Stenbæk for især Morgentimerne i Skolen, ligesom han mindede om, at den daværende Sognepræst, Pastor Møller, havde megen Forbindelse med Friskolen. Han lykønskede Kredsen med Jubilæet og rettede en Tak til specielt Stenbæk.

Gaardejer Hjalmar Aagaard, Sødinge, bragte i en versificeret Tale en Tak og Hyldest til Stenbæk, der paa Begæring fik Aagaards Manuskript overladt.

Lærer Mortensen, Vester Aaby, bragte ligeledes som gammel Elev en Tak til Stenbæk, som vi er glade for er kommet til Stede. Stenbæk lærte os at synge, at lytte, at genfortælle, og satte mange os i Gang og førte os ind paa et godt Spor, Saaledes at vi fik gode Interesser. Som Lærer i Kommuneskolen hører jeg til dem, der prøver at føre lidt af Friskolens Pædagogik ind i den offentlige Skole. Trods de forskellige Vanskeligheder kæmpede Stenbæk, saa godt han kunde, mens han var Lærer ved Skolen. Vi ønsker det bedste for Stenbæk i Dagene, som kommer.

Stenbæk bragte bevæget en Tak til alle og ønskede Guds Velsignelse over alle og Ferritslev Friskole.

Gaardejer Anders Jørgensen, Davinde mindedes med Tak den Tid, han gik i Aftenskole hos Stenbæk.

Grundtonen stadig den samme.

Gaardejer Jens Thygesen, Ferritslev, understregede, at man bliver varm om Hjertet for, hvad man har modtaget i Friskolen og i Øvelseshuset i Ferritslev. I den Kæde, som har været en Kraft for Friskolen, har der foruden Stenbæk været mange gode Hjælpere, af hvilke jeg særlig vil mindes den første Lærer ved Skolen, Dalsgaard Petersen. De, der begyndte Sagen, vilde være kede, hvis den skulde falde. Derfor var man trofast mod Skolen. Grundtonen er fremdeles den samme, og der er i den forløbne Aarrække sket store Fremskridt paa mange omraader. Det er det ægte, der holder, og det er at haabe, at Friskoletankerne, der er en ægte Sandhed, aldrig bliver gamle i vort Folk. Den kan forøges fra Slægt til Slægt. En Tak til alle, som har arbejdet med Friskolen i Ferritslev. (Tilslutning.)

Lærerinde Frk. Johanne Hjortdal Høng, der havde været Lærerinde ved Skolen, takkede for gamle Dage i Ferritslev. Den Interesse, Forældrene nærede for Skolen, var en stor Hjælp.

Pastor Jensen, Rønninge, fremdrag Træk fra den Tid, han gik i Friskolen i Aarhus og som Gæst i en Friskole paa Fyn. Alle de Gange, jeg i de sidste 12 Aar er kommet i Ferritslev Friskole har jeg været glad ved at komme i Skolen. Jeg takker, fordi jeg er valgt til at føre Tilsyn med Religionsundervisningen, ikke just fordi jeg har Lyst til Tilsyn, men fordi jeg derved faar Lejlighed til fremdeles at gaa i Friskole, hvor jeg har stræbt efter, at Eksamensdagene, men man havde disse, kunde være Festdage, som jeg haaber fremdeles at kunen komme til at opleve i Ferritslev Friskole under de ny Ordning. Jeg takker for de Minder jeg hidtil har faaet i Friskolen, for hvis Fremtid jeg udtaler de bedste Øsnker, lidet jeg haaber, at de danske Friskole altid maa bestaa.

Formanden rettede en Tak til Pastor Jensen, der enstemmigt paa Generalforsamlingen var blevet valgt til Tilsynsførende, ligesom han bragte en Hilsen fra Morten Nielsen, Sønderup, særlig til dem, der havde gaaet i Skole hos ham.

Højskolelærer Brøndsted bragte en Hilsen fra Fru Astrid Bæk-Johansen, Rødding, der var gammel Elev i Friskolen.

Formanden for Dansk Friskoleforening, Lærer Jessen, Trunderup, bragte en Hilen fra Margrethe Dons, Bramminge, der med Glæde tænker paa den Tid, hun var i Ferritslev, og fra Trunderup Friskolekreds. Det er vor Opgave i Friskolen, at Barnelivet faar sin Ret, og at Ungdomslivet leves efter sin Bestemmelse. Dette er der Brug for, naar Manddomstiden kommer. Hver ny Slægt maa selvstændigt tilegne sig Friskoletankerne. De Kilder, der randt og gav Grøde, rinder endnu. Jeg takker Ferritslev Friskolekreds og ønsker, at de unge maa faa Kræfter til at bygge paa det gamle Grundlag, saa at Gud kan give en Fremtid, som han har givet Minder.

 

Ferritslev Friskole 1859 2. November – 1934

Ferritslev Friskole 1859 2. November – 1934

Ferritslev Friskole holder til Efteraaret 75-Aars Fødselsdag, og i den Anledning vil jeg anføre dens Historie i korte Træk.

Friskolen kom som en Modsætning til Almueskolen, hvor Udenadslæren og Ramsen sad i Højsædet – Skoletvangen ,,forvirrede Forældrenes Begreber om Oplysning, da de ikke kunde antage det for en Velgerning, som de skulde tvinges til at modtage under Straf og Bøderˮ. Ludv. Chr. Müller. Endelig maa den kirkelige Vækkelse nævnes som Grundlaget for Friskolens Opstaaen.

,,De varmeste Indlæg for Friheden og de stærkeste Angreb paa Tvangen og Ramsen kom fra Grundtvig og hans Disciple, og derfor var det ogsaa ganske naturligt i de grundtvigske Kredse, Friskolen voksede frem,ˮ’) Ferritslev Friskoles Historie kan ikke fortælles uden at nævne Kristen Kolds Medvirken ved Starten. Denne Mand, som er kaldt den danske Friskoles Fader og Skaber, har ogsaa været med, da Talen var om at oprette en Friskole i Ferritslev.

Da Sødinge Friskole blev oprettet, var der Forældre fra Ferritslev, som sluttede sig til denne Friskole, og saa gik Børnene den lange Vej til Skole.

I 1859 blev Thyge Hansen, Peder Hansen, Hans Sørensen og Niels Larsen, Ferritslev, samt Anders Mortensen, Kappendrup, enige om at faa en Skole i Ferritslev. Den 2. November begyndte Lærer Dalsgaard Petersen at holde Skole for omtrent 10 Børn. Skolestuen var i Kristian Vævers Stadsstue. Her holdtes Skole til Høst næste Aar. I Løbet af Sommeren havde man faaet en Skolebygning rejst ved Bækken paa Thyge Hansens Mark. Til Skolebygningen hentede man Piletræ fra Skoven. Huset rummede en Skolestue, et Værelse til Læreren og en Forstue samt et Rum til Brændsel.

Børnenes Lege og, Tumleplads var dels ved Bækken, ja ofte gik de og pjaskede i Vandet, og dels i Skolestuen. Til de fleste Tider gik man ind i Skolestuen med Træsko paa. Skolestuens Renholdelse blev foretaget af Skolens ældste Piger. Læreren var ugift, og han fik Føden hos Thyge Hansen. Forholdet mellem Lærer og Børn var overordentlig frit uden Skade for den gode Orden i Skolen. Det skete undertiden om Vinteren, at Drengene løb for længe paa Isen, saa de ikke kom til Tiden.

Årets gang 2002

Årets gang 2002

Af Palle Pors, skoleleder.

Januar

  • Vi startede det nye år med et Grundtvig-foredrag af Carsten Oxenvad og Karin Vium. Det blev en meget flot aften og på det tidspunkt vidste ingen at Karin senere skulle blive ansat som lærer her på stedet.
  • Spiren arrangerede Reflexløb i Lodskovsskoven, og igen i år var det både uhyggeligt og hyggeligt på samme tid.
  • Vi havde indskrivning endnu engang… dejligt at få lov til at tale med de små.
  • Sidst på måneden havde vi stort forældremøde.

Februar

  • Vinterferien blev afholdt med ca. 150 deltagere. Flot revy, god mad og masser af dans… hvad mere skal vi forlange af livet.
  • Fastelavnsfesten blev afholdt med sædvanlig stor og positiv opbakning. Godt at være en anden, bare en enkelt dag.
  • Vi afslutter endelig vores nybyggeri… hvor er det blevet flot og hvor har vi dog brugt mange arbejdstimer som forældre.

Marts

  • Vi holder elevrådsfest, hvor vi inviterer nabofriskolerne til fest. God fest med masser af høj musik.
  • De små (BH. klassen, 1. kl. og 2. kl.) laver en fremragende musical. I år faldt valget på; “Eventyret om den sure prinsesse”. Børnene vad gode, blændende og de blev hjulpet meget flot på vej af dygtige og kompetente lærere. Mange ruller film blev brugt denne aften.
  • 8. klasse har projektuge, som er deres generalprøve til næste års endelige projekt.

April

  • 9. klasse-børnene gennemfører deres projekt på meget flot vis, selvom de var nervøse.
  • Havedagen blev gennemført med over 30 forældre, selvom vi gennem vinteren havde brugt mange kræfter på byggeriet.
  • Generalforsamlingen var god, opbakning til bestyrelsens beslutninger og ros til deres håndtering af byggeriet.

Maj

  • Skriftlige prøver afholdt og spændende er det da altid.
  • Friskolerne markerede den første friskoles opståen i Dalby for 150 år siden.
  • Endnu engang havde vi lysfest den 4. maj. En markering af befrielsesdagene i 1945.
  • Forårskoncert hvor alle børn er på scenen.
  • Majmarked, hvor boder, markedsstemning, bål, mad og latter giver en god dag.
  • Alle er på lille lejrtur. Klasserne er sammen 2 og 2 og det var bare rigtig gode ture over hele linien. Rejsemålene var; Overnatning på skolen for de små, Mandø, Skarø, Kertemindeegnes Friskole, og Ærø.

Juni

  • Vi afholdt mundtlig eksamen og vore børn klarede sig mægtig flot. Dejligt at de også kan klare denne udfordring.
  • Vi slutter med en god afslutningsaften, hvor bålet er det sidste billede der holder os alle sammen for dette skoleår. En god sommerferie venter.

August

  • Holger holder 25 års jubilæum.
  • 7. klasse rejser til Bornholm, 5. klasse til vores venskabsskole i Sydslesvig sammen med Erik og Krista og 9. klasse til Prag med Lissy og Holger. Alle 3 ture var gode, med hvert deres indhold, men alle dog under fællesnævneren; “oplevelse bliver til viden”.
  • I august afviklede vi også en god trafikfag. Der blev cyklet, betjenten tjekkede cyklerne, der blev lavet teoriprøve, gået ture og i år havde vi også besøg af en ung fyr der som helt ung kom ud for en ulykke. Han sidder nu i kørestol, men hans fortælling gjorde stort indtryk.

September

  • De sidste klasseforældremøder bliver afholdt.
  • Vores 5.-7. klasse var i Højby til det årlige atletikstævne. En rigtig god dag, dog med det minus at vi ikke blev den skole der havde flest disciplinsejre!!!, men det gælder jo om at være med…IKKE om at vinde. Jeg har så svært ved at huske det.
  • Åbent-hus dagene på hverdagene starter.

Oktober

  • Vi holder havedag, hvor vi møder 38 voksne og ca. lige så mange børn. Der bliver lagt ca. 350 kvm fiser på 6 timer. Flot og hvor er det dejligt for os alle. Desuden har vi en meget hyggelig dag og det er jo også meget vigtigt.
  • Vi holder emneuge, hvor hele skolen er omdannet til en by der hedder PIPALLA. Alle har fået job i denne by, der er bank, frisørsalon, spillebule, avis, cafe, slikkiosk, træværksted, kunstnerbod, genbrugsforretning og meget mere. Det var 9. klasse og Lone og Krista der stod for denne uge og det var en rigtig god uge. Alle gik meget op i det.
  • Tirsdagsaftnerne starter op med 85 deltagere, fordelt på 7 hold.
  • Vi holder en foredragstur til Gymnastikhøjskolen, hvor der er 32 deltagere. Vi afholder den med Lokalhistorisk-, grænseforeningen- og Rolfsted husmoderforening.
  • Vi holder 3 weekendkurser, hvor Karin Bundesen laver nisser, Annemette Lundemand laver et papirfremstillingskursus og Jørgen Hinke afholder et malekursus. Alle tre kurser er velbesøgt.
  • Vores 9. klasse er i erhvervspraktik på forskellige arbejdspladser. Mange finder drømmejobbet og nogle bliver klar over noget i de hvert fald ikke ønsker at være.

November

  • Vi holder åbent-hus, hvor vi tilsammen er mere end 350 mennesker samlet i gymnastiksalen til lørdagsundervisning. Et dejligt og flot syn.
  • Vi holder skolefest, hvor 6. klasse spiller et meget flot skuespil. De spiller GUMMI-TARZAN, og hvor var de gode. Sanne og Grethe Sole stod for instruktionen og samlet set var det meget, meget flot. Hvor er det dog nogle dejlige unger vi har. Festen var også god, selvom vi ikke var så mange som sidste år, men hvad gør det…

December

  • Vi har julehyggedag, hvor vi pynter skolen op, og endnu engang bliver den meget flot. Lærerne presser også på for at det skal blive flot… det skal de også, ellers er det hele jo lige meget.
  • Vi har Lucia-aften og det største kor i min tid gjorde aftenen til en uforglemmelig aften. Jeg har sjældent set flottere syn end da de 26 piger bragte alle os tilhørere i en anden verden end den vi normalt befinder os i. Først når Lucia-koret har vist sig begynder jeg at tænke på julen. Julen er jo lysets fest og lyset bringer liv. 3.- og 4. klasse lavede sammen med Karin og Ida et fantastisk flot krybbespil, med stjerner, myrter og engle. Meget flot.
  • Igen i år var vi alle i kirke den dag vi holdt her på skolen og hvor er det dejligt at Birte Jacobsen vil have besøg af os hvert år. Vi er altid mange i kirke fordi forældrene jo er med, hun gør det som sædvanlig på en meget positiv og god måde.
  • Den 28. december havde vi jo så Juletræ og Ravnholt skov lagde igen et stort flot træ til, som bestyrelsen pyntede så flot.

 

Når børn søger mod ruiner og mørke kældre

Når børn søger mod ruiner og mørke kældre

Af Niels Jægerum, seminarielærer i Hjørring.

Vi har inviteret Niels Jægerum til at komme og holde foredrag her på skolen den 23. januar og han har sine meninger om børn. Han mener at børn opdrages på skåneprogram og opfordre forældre til at slippe kontrollen og give børnene mod på livet.

Han skriver blandt andet:

Børn skal nok klare sig, hvis de har lært at klare sig. Men alt for mange forældre tager livsmodet fra deres børn ved at skåne dem fra livet. I forældrenes iver på at give børnene et godt liv, glemmer de at ruste børnene til livet og i stedet opdrage dem på det man kunne kalde et “skåneprogram”.

Kom og red mig far

En dreng fra 4. klasse skulle på en lille cykeltur med sin klasse. Drengen var tilsyneladende vant til at blive transporteret i bil og havde svært ved at følge med. Han nægtede at køre videre og smed sig i grøften og hev mobiltelefonen frem for at ringe til sin far. Faren kørte fluks ud og hentede drengen og hans cykel. Da de i bilen indhentede resten af flokken, sagde han vredt til læreren, at han syntes, de skulle indføre en regel på skolen om, at der skulle være plads til sådan en dreng som han havde. Det gør vi da bare, svarede læreren og indførte fra den dag en regel om, at det var forbudt at medbringe mobiltelefon på ture med skolen…

Man fristes til næsten at leve livet for sit barn. Men faren, som “redder” sin søn fra at blive træt at at cykle, bekræfter bare drengen i, at han ikke kan selv og tager livsmodet fra ham. Vi giver ikke vore børn styrke ved at vise dem, hvor dygtige vi er til at klare skærene for dem!

Tilværelsen bliver usigelig let

En mor fortalte mig en dag, at hun ofte greb sig selv i at stå og formane sin store teenagedreng om, at han skulle huske at se sig for, når han skulle over vejen om morgenen. Hun var helt derude, hvor hun næsten havde lyst til at cykle turen for drengen for at være sikker på, at der nu ikke skete ham noget, og at hun kunne slappe af. For det er jo sådan, at når vi slapper af, anstrenger børnene sig. Og omvendt…!

Jeg er meget optaget af, at vi som moderne forældre har så stort et ønske om at skåne vore børn for en hvilken som helst form for smerte. Bare det regner eller der er lidt modvind, bekymrer vi os for, hvordan de nu klarer sig.

Problemet er, at vi stille og roligt piller kampgejsten og livsmodet ud af børnene. Bare du knipser med fingrene, bliver du reddet fra problemet! Men hvis der ikke er noget, du skal overvinde, bliver tilværelsen ulidelig let. Og det kan måske være noget af forklaringen på, hvorfor så mange unge har lyst til at forlade livet.

Vi voksne er så bange for forandringer og frygter hvad der sker rundt om det næste hjørne. Måske er det oplevelsen af den stigende usikkerhed, som gør, at vi ønsker en større sikkerhed for vores barn. Barnet bliver på den måde bærer af familiens sikkerhed. Men børn vil ikke være sikre! Børn vil leve livet og tage en risiko. De vil klatre i de høje træer og balancere på de glatte sten – hvis de ellers kan få lov.

Følelser skal leves ud

Hvor får børn muligheden for at udvikle modstandskraft, hvis de hele tiden bliver reddet og kan leve et komfortabelt liv? Og ud fra hvilken antagelse tror man, at det befordre et godt børneliv, at vi voksne hele tiden har check på det, hvad de gør? Vi har en tendens til at overvåge og sikre os og kræve opsyn og kontrol, hvis vi ikke lige netop har dem ved vores side.

Børn har følelser, de skal have levet ud for at blive ved med at være hele. Måske starter det med, at de finder en regnorm, som de hiver i, til den går midt over. Derefter putter de den i munden og opdager, at den smager af jord. Eller de begraver døde fugle og graver dem op igen efter et stykke tid for at se, hvordan de ser ud… Jeg tror på, at børn skal lære at se forskel på det lyse og det mørke, det kolde og det varme, det friske og det rådne. Men det lærer børn kun ved at have fingrene langt ned i begge dele. Uden at vi voksne griber ind og råber: Pas På! Lad Være! Hold Op!

Børn søger mod ruiner og mørke kældre. De finder altid udhuset med det rådne tag og elsker det ru og uberegnelige. Det gjorde vi også som børn. Men giver vi vore børn lov til det i dag?

Jeg er bange for at det er her, vi kan finde forklaringerne på, at de unge har behov for at skeje ud og leve ekstremt på sprut og ecstacy i den farlige alder mellem 16-20. Jeg kan i hvert fald godt forstå, at de får behov for det, hvis de er vokset op i en sikkerhedskabine.

Årsmødeprædiken DGI´s Årsmøde

Årsmødeprædiken DGI´s Årsmøde

Af Henrik Jensen, Frimenighedspræst i Ågård.

I Faderens, Sønnen og Helligåndens navn, amen.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus (5, 13-16)

“Gud være lovet….”

Jeg måtte have fingrene i den. Efter over morgenkaffen at have læst en boganmeldelse af en af de nye danske romaner, styrtede jeg samme formiddag ind til boghandleren for at købe Jakob Ejersbos nye romane “Nordkraft”. En roman, der foregår i Aalborg i første halvdel af halvfemserne blandt misbrugere og pushere, drømmere, kynikere, fortabte forældre, som alle sammen kun lige akkurat kan holde skindet på næsen, hvis de lader være med at se sig tilbage. Mange sene nattetimer blev det til for at få den meget velskrevne, spændende, rå og voldsomme roman læst igennem. Med til historien skal lige nævnes, at jeg selv er født og opvokset i denne dejlige Limfjordsby og derfor kender alle de steder, der beskrives.

I romanen, der deler sig i tre dele, møder vi bl.a. Allan, som har været til søs og er vendt hjem. Han har én ambition: Han vil ikke falde tilbage i det liv, han forlod for et par år siden – et hårdt og ubarmhjertigt liv med et heftigt forbrug af euforiserende stoffer. Da han stadig er til søs udspiller der sig en samtale mellem ham og en anden sømand på båden Chris. Chris er en ung mand, der om nogen mærker ensomheden. Chris er en dygtig kok og efter de to har røget en joint sammen, udspiller der sig en samtale, som i deres billedsprog er en dyb filosofisk samtale om, hvad der, så at sige, bærer livet. Chris siger: “At lave mad – man skal ikke slaske sine råvarer sammen, men man skal opnå et overblik, der er så totalt, at man instinktivt kan føle, hvornår det er rigtigt. Mængden af salt, der er brug for. Der findes jo mange kogebøger, men de kan jo ikke lave mad – det står og falder med grydesvigeren” Allan ser da forundret på Chris og spørger så: “Ja okay, det kan måske lyde sentimentalt, men det handler altså om kærlighed” “Kærlighed” svarer Chris ham da – “Ja netop, man skal være fokuseret på, hvad det hele handler om”.

Allan, Chris, Asger, Maria, Hossein og mange af de andre unge, vi møder i romanen “Nordkraft” er, om nogle, hvis vi vil sætte dem ind i en bås, en del af den såkaldte modernitet eller postmodernitet. Det postmoderne liv, som jo i sociologisk sammenhæng er karakteriseret ved, at man som menneske ikke søger at opbygge nogen fast. uforanderlig identitet, men derimod vil undgå at blive fastlåst. Livet og tilværelsen er fragmenteret. Man vælger sin egen vej. Et liv, hvor, for den postmoderne vagabond, selve vandringen er målet, og hvor et behageligt liv er den eneste pligt: En tid, hvor barmhjertighedens “at være til for hinanden” bliver afløst af det private individuelle projekt. Det man skal og det man bør blive afløst af det, man kan opnå. Men det fører til en febrilsk søgen efter sandhed, og der er ingen autoriteter til at sætte forskellen på sandhed og løgn; alt bliver lige gyldigt; og næsteforholdet dybest set ligegyldigt. Postmodernitetens menneske har nok at gøre med at forvalte sine egne forvandlingsbevægelser. Det har ikke ro og rist eller rummelighed til at indoptage medmennesket. Den eneste sandhed er at opnå tilfredsstillelse, men ingen opnår nok.

Den nye religiøsitet er så, iflg. lektor Johannes Nørregaard Frandsen, “det gode liv symboliseret ved en øget optagethed af kroppen. Kroppen, som bliver det eneste, vi som menneske dog er herre over. Det private projekt, kroppen ofte set i et spejl, hvor man kun ser sig selv, bliver det altafgørende.

Tidens stærkeste religiøse bevægelse: Sundhed er guddommelig, mens kost og fitness er dens profeter. Paradisvejen er fundet. Fedtfri mad og svedens dryppen i store specialdesignede fitnessmaskiner udtrykker en slags pomade-religiøs søgebevægelse”.

Hvis denne konstante fiksering på at gøre det selv “fit” – denne konstante fiksering på sig selv og sine egne muligheder – denne endeløse søgen efter behovstilfredsstillelse – denne konstante “sætten sig selv i forreste række” får lov at være fremherskende, så er det det netop, at lyset står under skæppen og kun oplyser mig selv og ikke de andre i huset – så er det, at saltet mister sin kraft. Nej – det gælder netop, som Chris udtrykker det i romanen “Nordkraft” at være fokuseret på, hvad det hele handler om.

Og at være fokuseret på, hvad det hele handler om, er netop dagens evangelium, der jo er en del af Jesu store Bjergprædiken, hvor Jesu med forskellige overskrifter taler til folkeskarerne samt hans disciple. Det er her vi, foruden talen om jordens salt og verdens lys bl.a. også hører om fjendekærlighed, om ikke at bekymre sig, om at elske sin næste og så ikke mindst, at Fadervor så at sige introduceres. Jesu taler i direkte tale til de folk, der er samlet omkring ham – og til os – fokuseringen er klar fra Jesu side  – der tales i nutid. “I er Jordens salt – I er Verdens lys”. Og der var god grund til at tale i denne nutidsform, fordi det ikke skal overses, at teksten står i en forfølgelsessammenhæng. En trøst og opmuntring fordi disciplene holder fast ved Guds retfærdighed, som den er åbenbaret gennem Jesu, selvom det koster forhånelse, forfølgelse og løgnagtighed fra den verden, de lever i. Valget stod jo mellem enten at gå ind i de givne samfundsstrukturer og ad den vej skabe en ny norm for medmenneskelig kærlighed og ansvarlighed. Men Jesu giver disciplene mod til at gå den nye vej – at de ved deres liv må søge en anden sandhed – bevare verden mod forrådnelse Jesu siger i sit billedsprog til dem, hvis de ikke modvirker den forrådnelse, der foregår i verden, så er de ikke mere værd, end salt, der har mistet sin kraft. Disciplene er verdens lys på grund af noget, der gør sig gældende i deres liv. Og på samme måde bør vi finde ind til de almene grundlæggende værdier, hvor vi tør stå frem med en sandhed, end den måske almindelig anerkendte. For at mennesket lever med sig selv som udgangspunkt, der er dybest set grundsynden eller grundløgnen. Skal mennesket igen ind i sandheden, må det ophøre at være sig eget udgangspunkt. Men dybest set er det jo det, vi ikke kan. Mennesket kan ikke sådan begynde forfra. Det er det, kristendommen handler om. Ikke om at mennesket har begyndt forfra, men at der altid gives en chance for at begynde forfra med mennesket. Midt i det gamle liv er der begyndt forfra men mennesket. Midt i den gamle historie er det sande udgangspunkt tilvejebragt. Jesu Kristus er udgangspunktet, som mennesket har skubbet til side for at gøre sig selv til udgangspunkt. Og da vi netop får tilsagnet om, at der til stadighed begyndes forfra med mennesket, så er det, at vi må stå frem – også selv om vi måske føler den samme forfølgelse, forhånelse og løgnagtighed – med værdierne og holdningen til livet og samværet med hinanden som et bud på, hvorledes menneskeligt samliv kan formes, så det bliver et alternativ til den sociale og kulturelle fremmedgørelse, som ellers sniger sig ind på os. Som hos de første disciple et alternativ til de fællesskabsnormer, der ellers vil overtage vores samvær med hinanden. Værdierne om et værdigt liv med hinanden i den tro, håb og kærlighed, værdierne om den gensidige medmenneskelige forpligtelse overfor hinanden, det ægte engagement i hinandens ve og vel, hvor den største værdi af dem alle: “Du skal elske din næste” bliver det stærkeste lys. Det er netop det lys, som vi ikke skal sætte under en skæppe, men lade skinne for alle i huset. Og det er stadig indimellem lige så forargeligt, som da Jesus kom med ordene første gang. For vi spørger jo så ofte hinanden og os selv: Jamen, skal jeg da ikke netop arbejde med mig selv først, skal jeg da ikke vandre frem mod lyset, før jeg selv kan lyse?

Men nej – Guds virkelighed er modsat verdens virkelighed. Kærligheden skal man ikke gøre sig fortjent til. Heller ikke Guds. Vi behøver ikke kigge rundt på de andre, om de er kvalificerede, vi skal ikke kigge ind i os selv og granske alle tanker og bagtanker. Vi er sendt af sted. Vi har fået ansvar for vores fælles liv. Vi er verdens lys og salt. Vores liv og indstilling til tilværelsen er der nogen, der har brug for, præcis som vi har haft brug for dem, der har været vores lys og salt. Og Gud forventer af os, at vi lader os bruge.

Og de, der netop skaber nogle rum og rammer for et værdigt samvær med hinanden f.eks. i en idébaseret organisation kan finde god inspiration hos Grundtvig, der så langt tilbage som i 1834 skrev et lille skrift – der for øvrigt først blev trykt ved hans 200 års jubilæum. Her præciserer Grundtvig, at enhver, der har ansvar for ledelse af såvel land som forsamlinger bør gøre det udfra tre overskrifter: Fornuft – fantasi og følelse. Fornuften som måden, vi indretter os på, fantasien som visionen og følelsen for fællesskabet. Eller inspiration fra Luther: “Man kan ikke dømme og lede uden kærlighed og medleven.

Men vi vil også fejle, ligesom de første disciple, vi må endelig ikke tro, at kristendommen gør os fejlfri. Men det fritager os nu engang ikke for opgaven. Vi kan ikke glemme os bag vores ufuldkommenhed. Det var jo ikke dem, de kloge og perfekte, Jesu udnævnte til at være verdens lys og jordens salt. Nej – han stod der på bjerget og pegede – ikke mod himlen eller på sig selv – nej han pegede på alle de sølle småfolk, der stod rundt omkring ham, fiskerne, tolderne, små- og storforbryderne, luderne, alle dem med deres tab og svigt, med deres tvivl og skepsis. Alle de, der efter samtidens målestok ikke duede. Dem som i deres egne og andres øjne havde forkludret deres liv. De fik den direkte tiltale: “I er verdens lys og jordens salt”. Og det helt uden begrundelse og betingelser. Der blev ikke sagt: Hvis i nu lige tager jer lidt sammen og gør sådan og sådan, så om et stykke tid eller engang – Nej, han sagde: I er det lige nu, og jeres gode gerninger vil fortælle om Gud.

Så den unge postmoderne, forvirrede og ensomme Chris i romanen “Nordkraft” har jo ret i hans egen lille lommefilosofi: “Man må så at sige føle, hvor meget salt, der er brug for. Der findes mange kogebøger, men de kan jo ikke lave mad – det står og falder med grydesvingeren. Ja – kærlighed – det er det man skal være fokuseret på – det er, hvad det hele handler om”

Amen.

Når man skal opdrage pigebørn

Når man skal opdrage pigebørn

Af Palle Pors, skoleleder.

En af mine ansatte kom en dag med en gammel avis fra midten af 1930´erne, hvor der var en meget sød lille artikel. Artiklen kan ses som et levn fra fortiden, men den kan også ses som en mors evige bekymring for sin halvvoksne datters fremtid. Vi mener jo selv, at det er meget svært at orientere sig i den moderne ungdomskultur af i dag, men de samme bekymringer havde man åbenbart også dengang. Artiklen har følgende undertitel:

Tidens fristelser

Det kan være svært at opdrage Pigebørn nu om stunder. Der er saa mange Fristelser, der ligger som Stene paa deres Vej, og hvor hurtigt kan et ungt Væsen, der bare har tanke for at ile fremad, ikke snuble. Mangen Mor kan gribe sig i at tænke, hvor nemt var det ikke før – men hvordan skal jeg klare Pigebarnet igennem nu. Hver eneste lille Flække har sit vindue med silkestrømper og nydeligt Undertøj bar de blanke ruder. Hver By har sin Biograf, hvor spændende brogede Billeder frister til at se nærmere paa Sagerne, og man skal bo meget langt ude paa Landet for at være afskaaret fra ved en rask lille Cykeltur at naa et sted, hvor musikken larmer, og Dansen gaar lysteligt.

Ja, vist er der Farer og Fristelser, men alligevel synes jeg, Moderen til den moderne unge Pige har grund til at være stolt. Den unge Pige er ikke alene frisk og sød, men hun staar med begge Ben paa jorden, og hun har – trods de alt andet end muntre Udsigter, baade Livskraft og Livsmod. Hun ved, hun skal skaffe sig arbejde i Kampen for Tilværelsen, og som oftest det hende udmærket. Fristelser og Farer omgiver hende – jo, det er sandt, men hun kommer igennem det, takken være et fint og sikkert Instinkt, og en god Forstand. Hun kan svarer lidt vel skarpt. Det hænder, at mor føler sig saaret, men hun maa trøste sig med, at denne Evne til have skarpt Svar paa rede haand i andre tilfælde kan hjælpe Pigebarnet til at sætte nærgaaende personer paa plads. Og hun er en glimrende Kammerat, Mor vil faa det at føle hvis hun er syg eller bedrøvet – da viser vor Tids unge Pige rigtig, hvad hun dur til – ikke i Ord maaske, men i det, der er bedre – Gerning.

Og hvor er hun egentlig, trods alle Fristelser, fornuftig klædt. En Frakke, der kan bruges året rundt, om det skal være, en lille Hat til “alt muligt vejr” og nemme kjoler, hun ofte selv syr i en haandevending.

Hvorfor er Udviklingen gaaet denne vej? Mon ikke fordi man i Stedet for tidligere Tiders bevidste, strenge Opdragelse i Stedet har lært Pigebarnet, at hun maa stole paa sig selv. Hun føler Styrke og Aarvaagenhed. Fristelser findes nu, som altid, men den unge Pige af i Dag har flere kræfter til at klare sig, end forhen. Hun brænder sig ikke saa let, for hun ved, det er farligt at lege med ilden, – Hun er klog og forsigtig.

MOR.

Sangskatten

Sangskatten

Af Karim Vium, lærer.

Jeg fandt en sang på vejen,

en lille hjemløs én

med store, runde øjne

og to små trætte ben.

Den sad og var bedrøvet

og græd sig helt itu,

for ingen havde prøvet

at synge den endnu.

Jeg talte venlig til den

og sang den lys og glad

og gá den klokkeblomst,

viol og kløverblad.

Så sprang den op fra vejen

ind i min øregang.

Nu er den helt min egen

Og ingen andens sang!

Halfdan Rasmussen, 1967.

Med Halfdan Rasmussens lille levendegjorte sang, vil jeg bevæge mig ind i sangens univers. Det univers der rummer de sange vi blandt andet synger til morgensang, det univers der går under betegnelsen: den danske sangskat.

Fra skatsang til sangskat

Skatsang og sangskat. Er det blot andet end en leg med Ord? Ja, begge dele handler jo om det at synge. Ser man Walt Disneys Tarzan film hvor lejren bliver smadret, har man et godt eksempel på skatsangen:

Shoo-bee-doo dab-bee-dah n´doo-bee-doo n´dab-bee da-dah´n-doo-dah.

Shoo-bee-doo dab-bee-dah n´doo-bee-doo n´dab-bee dah-dah´n-doo-dee-ya.

Doo bup she-doo. Wooh!

Lyde som ingenting betyder, men som er fantastiske og sjove, de er musik, de er lyde som mennesket altid har kunnet frembringe, nemlig ved brug af stemmen, vore ur-instrumenter. Når det handler om sangskat er vi så langt fremme i menneskets udvikling, at sproget spiller en væsentlig rolle. Sangskatten er skrevet på vores modersmål, og det er teksten, indholdet, der har noget på hjerte. For at sangskatten er og forbliver en virkelig skat, må der være en vis bevægelighed, en fornyelse i traditionen. Det er ofte gamle tekster vi synger. Tekster som har sagt vores forældre og bedsteforældre noget, tekster som også siger os noget, tekster der bærer noget basalt i sig. Teksterne kan ikke sådan lige fornyes, og skal heller ikke. Men måden man fremfører teksterne på vil være forskellige fra tid til anden, hvorfor der også kommer nye melodier til allerede eksisterende og velkendte sange.

Glemmebogen eller sangbogen

“En god melodi til en fællessang er en melodi som man synes man kender og kan nynne med på en af de første gange man hører den”, er der en kyndig på området der engang for mange år sien har sagt. Man kan også sige at både teksten og melodien skal have noget at sige hinanden. Det musikalske udtryk ændre sig så undertiden, f.eks. er der mindre end tre melodier til H. C. Andersens “I Danmark er jeg født”. Den første skrev Rung i 1850. Den anden komponerede Schierbech i 1926 og den tredje kom til i 1995 da Sebastian lavede musicalen “H. C. Andersen”. Grundtvigs digt til sin anden kone “Hvad er det min Marie” (1951) er utrolig smuk Evert Taubes udtryksfulde melodi, men med Hans Holms rytmiske tilsnit (1988) bliver det en sang som siger selv efterskoleelever noget. Nogle sange lever i bedste velgående i deres oprindelige form, mens andre sange overlever eller bliver genopdaget klædt i en ny melodi.

Om man bruger den ene eller den anden melodi har noget med tradition at gøre. Det kan være meget med forskel rundt omkring. Men det vigtigste af det hele er, at vi synger sangene fra den danske sangskat, at vi er en del af traditionen. At sangene forbliver i sangbogen og ikke går i glemmebogen, også fordi, som Johannes V. Jensen udtrykker det i sin sang fra 1925: “Vil selv du fatte dit væsens rod, skøn på de skatte de (vore forfædre) efterlod”! (Hvor smiler fager den danske kyst).

Kim Larsens CD “Glemmebogen” med de gamle sange har apropos solgt i mange eksemplarer. Mange har genopdaget de gamle sange som rock-troubadouren serverer med et for stilarten nyt tilbehør, såsom en blød rytme her og der. Og det er egentlig lidt skægt, for en del af sangene på Larsens digitale glemmebog er sange vi har i vores skolesangbog!

Sagn og sang

Bladrer vi så i vores skolesangbog og giver eftertænksomheden plads, melder der sig spørgsmålene: hvad er det i disse tekster kan? Og hvorfor er der så mange svære tekster og tekster med rigtige ord? og hvorfor er de svære tekster at finde i skolesangbogen?

Svaret er det samme som før: disse sange rummer noget grundlæggende og så betyder det noget, at mange af sangene i sig selv er en god fortælling. Det historisk-poetiske gør sig gældende i sangene lige såvel som det gør sig gældende i fortællingerne. Der er et eget univers, righoldigt på billeder. Et univers man er åben for som barn, selv om det byder på et sprogbrug man ikke helt forstår endnu. Først når man som ung og voksen opdager og forstår hvad det egentlig var man stod og sang dengang, får sangene med en del års forskydning, så et nyt liv.

Ingemann udtrykker det på denne måde:

Til sagn og sange og eventyr

Jeg lyttede, da jeg var lille.

Ret aldrig den gamle sangfugl flyr

Fra min skov, min dal og min kilde.

Dvs. med Ingemanns ord, at de gamle sange, de gamle sagn på vers, de gamle eventyr er ikke blot et levn fra fortiden, men er levende størrelser, hvad enten man er bevist om at bruge dem, eller de har fået deres berettigelse ved at lagre sig i hukommelsen og i underbevistheden.

Det forunderlige ved sangens væsen er så at man kan holde utrolig meget af en sang uden nøjagtig at kunne sige hvad der er der gør det. Det kan være sangen kalder minder frem, det kan være nogle bestemte ord der klinger godt, det kan være melodien som gør underværker…Det kan endda være at man ved fællessang selv i en stor forsamling tænker: “det her er bare min sang, og ingen andens!!

Læreren

Læreren

Af Palle Pors, skoleleder.

Vi lærere har jo valgt vores gerning af mange forskellige grunde, og alle grundene har deres rod i personlige overvejelser om hvordan man egentlig ønsker at leve sit liv. Personlige refleksioner over, hvad der gør et godt liv, og holdninger til livets grundelementer, hvad så de end er for det enkelte. Men det er helt sikkert; vi har ikke gjort det for at blive rige eller for at finde en nem genvej til prestige eller en plads i toppen af det lokale netværk af honoratiores. Den tid er forbi og heldigvis for det, det har aldrig været godt for noget menneske, at blive sat op på en piedestal, bare fordi man havde en videregående uddannelse eller et bestemt job. Det må være gennem ens holdninger og handlinger, at man kan finde vej til piedestaler.

Mine egne motiver for at blive lærer stammer helt tilbage fra de rollemodeller jeg selv gennem min skoletid havde. Jeg tænkte bestemt ikke på at blive lærer dengang, men de lærere jeg havde, har hver især gjort et meget stort og uudsletteligt indtryk på mig, både til den ene og den anden side. Jeg husker mange situationer fra skoletid, mange glimt fra Terndrup skole, som var en stor grim centralskole med ca. 400 elever. Stor var den i hvert fald, og mine forældre havde ikke noget valg, det var her at deres børn skulle gå i skole. Min skolegang blev præget af voksne mennesker, der hver især var med til at præge mig som barn, hver især med til at gøre mig den jeg er i dag, hver især har levet et skoleliv sammen med mig, der den dag i dag hjælper mig med at leve mit liv. De har altså helt sikkert været rollemodeller for mig og været rettesnor eller kompasnål for mig i mit liv og sådan tror jeg faktisk stadig det er.

Jeg ved godt, at mange i den pædagogiske verden forsøger at teknificere læringsbegrebet og gøre det til noget koldt og goldt, men for mig handler det i første omgang om at danne det enkelte menneske. At få det enkelte barn til at overveje sine egne og andres grundlæggende livsvilkår, og gennem sameksistens med de mennesker der betyder noget for en, at finde en god og farbar vej gennem livet. Ikke en hvilken som helst vej, men lige netop den vej man som person eller man som gruppe ønsker at følge, og som harmonerer med det fællesskab (samfund) man i øvrigt er en del af.

Dannelse er en vigtig forudsætning for begrebet demokrati og blandt andet derfor er dannelsen så vigtig. Jeg har mødt mange mennesker der praler med deres uddannelse eller deraf følgende job, de har været vidende om mangt og meget, men ikke haft vid, og at prale med ens dannelse giver ikke mening. Dannelse er større end uddannelse, dannelse behøver man ikke tale om, det ligger mellem ordene og som en rød undertråd i samlivet med andre mennesker.

Og lige netop her er LÆREREN en fantastisk vigtig person. Jeg ved godt at forældrene, familien og de nære venner er børnenes altdominerende skikkelser i det enkelte barns socialisering, men i mange tilfælde er læreren også meget vigtig, og set fra min stol meget mere vigtig end jeg engang imellem bryder mig om. Men mange børn i dag har behov for læreren på en anden måde end da jeg gik i skole. Tiderne skifter, men kravene til hver enkelt lærer er bestemt ikke blevet mindre. De social pædagogiske opgaver ligger på et andet og højere plan i dag og fylder klart mere end for bare en generation siden.

Det bliver jeg selvfølgelig nød til at tage ad notam når vi her på skolen skal have nye lærer og andet personale. Vi skal sørge for, at de er i stand til at løfte den opgave det er, at være rollemodeller for vore børn. Og selvfølgelig skal vi også være  enige om, at vi ikke kun må have én type mennesker, vi skal have forskellige mennesker, der hver især kan være med til at udfordre, pirre og danne børnene til hele mennesker.

Jeg har jo ansvaret for ansættelsen af 17 ud af de 23 ansatte og vil med meget stor glæde også tage ansvaret for de sidste 6 og samlet sige om det “team” af mennesker, at den opgave er vi faktisk ret god til at løse. Vi lægger jo fantastisk stor vægt på at hvert barn har en tryg skolehverdag, hvor konflikter, mobning, drillerier og chikanerier ikke fylder ret meget. Men det kræver en stor indsats af hver enkelt lærer og der gives ikke nogen mulighed for at springe over hvor gærderet er lavest. Hver dag bringer sine udfordringer læreren, spørgsmål, situationer og samtaler der kræver en hurtig reaktion, et hurtigt svar på en måske meget vigtit del af barnets liv. Barnet vil måske gennem lærerens svar, reaktion, ansigtsudtryk, handling eller udbrud resten af sit liv, måske det ubevidste plan, men måske også på det beviste. Og så er det vigtigt at læreren handler i overensstemmelse med ens eget menneskesyn og ikke i forhold til noget som helst andet. Alt andet ville jo være uærligt og det ønsker vi jo ikke børnene skal opleve. Min oplevelse ved at tale med gamle elever fra denne skole er meget positivt. Hvert år har vi jo en lille 10 års jubilæumsfest, hvor tidligere elever fortæller om dem selv og hvad de har lavet siden de gik ud og her fortæller de meget om hvad de mødte her på skolen…personerne og de spændende fælles oplevelser de havde sammen. Hvert år kommer der gode og varmende historier om de mennesker der gennem tiden har været ansat her på skolen.

For mig at se er læreren den så absolut vigtigste enkelte faktor i et barns skoleliv. Standarden af bøgerne, klasselokalerne, møblerne, mængden og kvaliteten af undervisningsmaterialer, legepladsen, EDB-udstyret, udsmykningen, antallet af elguitarer og alt det andet er helt sikkert sekundært det faktum, at for at lave god skole…så skal du have gode lærere. Det er uomtvisteligt.

En norsk højskoleforstander fortalte mig engang, at en forstander/skoleleder kun behøver at få lærerne til at holde af deres skole, så skal de nok lave en god skole. Forstanderen behøver slet ikke gøre det store…bare lærerne mener de har en god arbejdsplads. Og det mener jeg faktisk at han langt hen af vejen har ret i.

Men kravene til vore lærere er høje. Vi bruger jo lang tid på at finde de rette og vi helmer ikke før vi har den rigtige. “Vi” i denne sammenhæng betyder jo bestyrelsen, og alle os ansatte, og det er et spændende stykke arbejde når vi ansætter folk, men også krævende. På min ønskeseddel til en kommende ansøger kunne jeg have skrevet følgende; Åben og ærlig personlighed – viljen til at finde og følge nye veje – karisma – provokerende – ærlig og oprigtig – arbejdsvillig – fordomsfri – humoristisk – accept af andres holdninger og liv – loyal overfor fælles beslutninger – engageret – samarbejdsvillig og positiv livsholdning. Ud over disse menneskelige ønsker kommer selvfølgelig nogle ideologiske og en hel del faglige ønsker, men det er vigtigt at de menneskelige er i orden, ellers vil det aldrig gå på sådan en skole som vores.

Mødet med et voksent menneske, der i sit liv har opbygget en form for afklaring af “livets dybe mysterium” og dermed godt tør udstikke en kurs, er af stor vigtighed for det enkelte barn. Det er nødvendigvis ikke den rigtige kurs for barnet, men det er meget vigtigt for et barn, at have voksne omkring sig der tør sige deres mening og som har en holdning til livet. Igennem mødet med andre holdninger, med anderledes tænkende, med nye dimensioner, dannes et barn til at kunne navigere på menneskelivets store hav.

Derfor skal vi ansætte MENNESKER og ikke undervisningsmaskiner på vores skole, mennesker der med deres blotte tilstedeværelse og væren, kan lede vores børn sikkert og trygt frem mod fremtidens mangesidige udfordringer, både på det menneskelige og faglige plan. Og som Grundtvig også fandt ud af at mene: Menneske først, kristen så…

En stor forfatter og pædagog, nordmanden Inge Eidsvåg har skrevet følgende i en bog der handler om læreren, hvori han betegner lærerens metier som “Kærlighedens gerninger”. Han skriver: “At betragte” betyder på tysk oprindelig både “at stræbe efter” og “tænke på“. Læregerningen handler om begge disse bevægelser. Mennesket er ikke fra fødslen af en færdig formet skabning. Vi bliver til gennem en aldrig afsluttet dannelsesproces. Det betyder at vi har mål i livet at strække os efter, noget at tage mønster af. At blive menneske handler om at forædle det menneskelige i os, få mod til at leve vores egen historie.                                                                                                                                          I en tid hvor fuldbyrdelsen af vores egen form er mere åben og plastisk end nogen sinde, er det vigtigt at få vejledning, få vist gode modeller for hvordan livet kan leves, inspireres til selv at tænke igennem hvad det vil sige at være menneske. Lærerne har påtaget sig denne opgave.

Opgaven med at indgå i børnenes dannelsesproces er spændende og den vigtigste opgave for os lærere. Det er her vi stiller os til rådighed som menneske, her vi vil ofre en smule af vores egen integritet, og her får vi de store undervisningsmæssige oplevelser. Personligt nyder jeg meget at se på hver enkelt elev i 9. klasse når vi sender dem af sted om sommeren og så tænke på den lille børnehaveklassespirer vi modtog 10 år tidligere. Jeg kunne aldrig finde på at være smagsdommer over hvad vi nåede, men vi havde et godt liv sammen, vi fægtede os gennem et skoleliv sammen og kom langt, og nu skal vi tro på at eleverne kan stå op egne ben.