Den lille trold

Den lille trold

Den lille trold

Af Michelle Hansen, elev 9. klasse

Jeg hørte engang en historie om en lille trold, der boede ude i skoven, bag den lille gård. Jeg var omkring 10 år da jeg første gang hørte den, og siden dengang har jeg haft lyst til at gå ud i skoven og finde den arme trold. Jeg kan forestille mig vor ulykkelig den må have været, og ofte har jeg digtet videre på historien, så den ikke endte så ulykkeligt.

Jeg sidder nu i i mine forældres varme stue ved kaminen og putter mig i alle tæpperne. Vi har tidligere i dag pyntet op og bagt, men jeg kom i tanke om historien, da jeg fandt en lille nisse med de grønne bukser og en rød hue, og et stort hjerte som den holder i hånden. Den stod altid over kaminen da jeg var lille. Nu sidder jeg med den i min hånd, og vil også fortælle jer historien om den lille trold.

Det startede for mange år tilbage, hvor en lille trold gik en tur gennem skoven som den plejede at gøre. Men det var ikke en helt almindelig trold, for denne havde kun skoven som bedste ven og havde aldrig interesseret sig for menneskene i landsbyen. Derfor var der ingen i den lille by, som vidste at den fandtes. Den havde altid boet i skoven og kendte den ud og ind. En gang imellem kom der en jæger eller en mand med en hund, men det interesserede den sig ikke for. Og så længe de ikke interesserede sig for ham, kunne det være godt det samme. Han var en afstamning af Nordtroldene, som var slanke og høje, med lidt hår på hovedet, bløde hår på kroppen og en lille rund næse. Han havde ofte kigget i vandpytterne og tænkt at han så lidt komisk ud. Han havde et let sind, og bar der var nogle af dyrene der gad lege med ham en gang imellem, så var han godt tilfreds.

Fuglene var mest interesserede i at bygge reder og vise hvor gode de var til alt, men mus og egern ville gerne lege, men nu var det blevet vinter og de var gået i hi.

En morgen da han vågnede i sin hule under egens rødder, var der noget i luften. Da han kiggede ud, så han store fine snefnug falde ned fra himlem. >>Juhuu << råbte han og løb ud i kulden. Men han kom dog ikke langt, for på de frosne blade gled han og faldt lige på halen. Overrasket og en smule desorienteret rejste han sig og betragtede skoven, der var så yndefuld og så smuk ud med nyfalden sne. Først tog han en håndfuld og samlede det til en snebold, og kastede den mod det nærmeste træ. Dette gjorde han nogle gange, men det var lidt kedeligt, da træet ikke kastede igen. Så fik han en ide. Han løb alt hvad han kunne, så bladene føg omkring ham og han blev helt stakåndet. Så nåede han skovens grænse. Dette sted var højt oppe og han kunne se hele dalen og den lille landsby. Det var udsøgt. Så lod han sig trille ned af bakken, og det morede ham gevaldigt. For enden af bakken var der et lille hus. Det var omgivet af marker og havde en stor og dejlig have. Her havde trolden ofte sneget sig ned for at betragte det gamle ægtepar. De elskede deres lille hus og hinandens selskab, og det var som om, de ikke havde brug for andet. Selvom hans lille troldehjerne ikke forstod så meget, vidste han, at mennesker havde en vis forståelse for livet.

Men så blev han opmærksom på en snigende lyd, der nok havde været der længe, men han havde ikke lagt mærke til den. Det var som en dyb brummen, som voksede i styrke for hvert sekund der gik. Pludselig så han et monstrum af noget blåt, med store øjne hele vejen rundt, og små sorte ben, den bragede hen mod det lille hus og den lille trold gik i panik og ville væk så hurtigt som muligt. Men hvad nu hvis det blå monster så ham når han løb op af bakken. I stedet søgte han ly bag brændeskuret og håbede at den ikke ville finde ham.

Men så holdt lyden op, og lidt efter kom der nogle smæk lyde, som når man slår to grene mod hinanden. Det undrede den lille trold sig over, og så lød der pludselig også menneskestemmer. Han kiggede forsigtigt om hjørnet, og det så han nogle mennesker stå på gårdspladsen. Der stod en kvinde og en mand, en lille pige og det gamle ægtepar. De nyankomne, som der store uhyre åbenbart havde spyttet ud, stod og snakkede.

Det der med at snakke var vist kun noget menneskene gjorde, for trolden havde aldrig selv prøvet det. Dyrene i skoven havde hver deres sprog, men selvom han havde lært at forstå det, var det som om, at det ikke var hans. Han forstod dem, men kunne ikke selv tale det. Det var nu ved at være alt for mange tanker han havde gang i, og ville på en måde bare tilbage til sin hule. Menneskene var også gået indenfor og han turde ikke nærme sig huset, for hvis nu uhyret så ham.

Med sit lille hoved i dybe tanker gik han gennem skoven i dages sidste solstråler, og lagde sig til at sove, selvom han normalt altid sad og så på stjernerne.

Den næste dag vågnede han med ny energi, og havde for længst glemt alt om det blå uhyre. Han løb ned til en lille så, hvor store siv voksede ved bredden. Her var han på udkig efter noget spiseligt. For selvom han havde mad nok til hele vinteren, kunne det ske, at et egern eller en mus havde glemt nogle gode nødder i en hule. Ude i vandet var der små øer af græs og gamle træer der var væltet i en storm for længe siden. Dette klatrede han på. Han glædede sig til vandet var frosset nok til at gå på.

Dette havde han opdaget engang da han bar rundt på en favnfuld nødder han havde fundet i nærheden, og ligesom han skulle til at hoppe ud på en græs-ø, for at krydse søen, tabte han en nød. Den fløj ud på isen, og det ærgrede ham gevaldigt, da så den flyve af sted. Men da det forventede plask ikke kom, og han stadig kunne se nødden, begyndte han at undrede sig. Derfra var det simpelt; først var han usikker og bange for, at blive opslugt af det mørke vand, men så da det første ben ikke braste igennem, og da det næste heller ikke gjorde, gik det op for ham, at han kunne gå på det, når det havde denne kolde hårde form. Dette morede han sig med resten af vinteren, men en dag brasede han jo igennem, og derved opdagede han også, at det skal være meget koldt i mange dage, før man kan gå på det.

Men så hørte han nogen komme. Han stod helt stille og lyttede intenst. Lyden kom den den anden side af søen, og det var menneskene. Han løb om bag et træ og spejdede efter dem mellem sivene. Og der kom de gående, kvinden, manden og den lille pige.

Trolden undrede sig over, hvad de mon gjorde her, og så længe de ikke var tættere på, var han ikke bange for at være der. De snakkede en masse, eller det gjorde de store af dem, hende den lille gik bare bag dem og kiggede ned i jorden. Den lille trold følte et stænk af medlidenhed for hende. Han fulgte efter dem i lang tid. Da der ikke var længe til solnedgang, fik de travlt med at komme hjemad. Da de vendte om og gik i retning af hvor trolden stod, skyndte han sig i skjul. Det larmede lidt, da han gik på de frosne blade, men det virkede som om de ikke opdagede ham. Han var i skjul bag nogle høje græsstrå. De gik tæt forbi ham og ligesom pigen var ud for ham, vendte hun sig om og så ind i troldens runde mørke øjne. Han for tilbage, faldt på halen og undslap et forskrækket host. Men pigen smilte bare og blev stående. >>Hej<< hviskede hun. Han var helt forundret. Pigen kiggede mod sine forældre for at være sikker på, at de ikke lagde mærke til, at hun var stoppet. Hun råbte noget til sine forældre og da de svarede lyste hun op i et smil. Hendes forældre gik videre, og hun sagde til ham, at han skulle komme ud og lege. Først forstod han ikke hvad ordet “lege” betød, men senere den dag skete det bedste i verden.

Først gik han tøvede ud, og da de havde set hinanden an, spurgte hun om de skulle lege ved søen. Den lille trold forstod ikke rigtigt hvad der foregik, men så gik hun hen og tog en sten og kastede den ud i vandet.

Det så sjovt ud og han prøvede også.. Sådan gik det indtil solen var nede under horisonten. Så fulgte den hjem til skovens grænse. Pigen sagde, at hun ville komme igen dagen efter. Den lille trold stod med hovedet på skrå og kiggede ængsteligt på pigen, for ville hun gå nu, når de havde det så sjovt. Så smilte hun så forunderligt og løb ned mod huset. >>Jeg kommer i morgen igen<< råbte hun op til ham, og selvom han ikke helt forstod det, fik han en ukendt fornemmelse i maven.

Og sådan gik det. Den næste dag kom hun som lovet og de legede på livet løs. Dagene gik og sneen blev tykkere og tykkere. Isen på søen var blevet tyk nok til at bære en okse, og der brugte de det meste af dagen.

En dag da han stod ved den store eg, ved grænsen af skoven, kom hun ikke. Han stod der længe og blev nu urolig. Han sneg sig ned til husets have, forsigtigt for ikke at forstyrre uhyret. Den lille trold kiggede gennem vinduerne og så noget forunderligt. Et grantræ stod midt i stuen fyldt med ting på, ting i røde og gule farver. Da han så nærmere efter var de alle i fuld gang med noget som fik dem til at smile og give hinanden knus. Der stod han længe og betragtede familien.

Den lille pige forlod rummet og et øjeblik efter stod hun pludselig ude i haven ikke langt fra trolden. Han fór sammen, men faldt til ro da han så hvem der var. >>Her<< sagde hun og gav ham en lille pakke. Så hørte hun hendes mor kalde og løb væk igen.

Den lille trold stod længe og kiggede på det den havde fået i hånden lidt efter gik han hjem i sin hule. Senere fandt han ud af, at man kunne pakke den op og deri lå en lille nisse.

Han var helt optaget af den lille gave. Den næste dag ville han gerne lege med pigen igen, og søgte ned til grænsen, men det store uhyre var der ikke mere, og som dagene gik undrede han sig mere og mere over, hvorfor hun ikke kom nynnende gennem skoven som hun plejede. Først undrede det ham, så blev han urolig og til sidst ked af det. For hvorfor kom hun ikke.

Tiden gik og den lille trold så aldrig pigen igen, men hver aften sad han med den lille nisse og tænkte på pigen. De andre dyr prøvede at opmuntre ham, men intet hjalp.

Leave a Reply