“…jo stærkere den binder, des friere den gør”

“…jo stærkere den binder, des friere den gør”

“…jo stærkere den binder, des friere den gør”

Af Holger Pedersen, lærer.

Modsætningen mellem bundethed og frihed i Grundtvigs sang er ikke blevet nemmere at forstå med tiden. Det betyder ikke, at påstanden om bundethed gør fri, er blevet uaktuel, det er snarere vor tids forståelse af den personlige frihed der fylder mere og mere i vor opfattelse af begrebet frihed. Den individuelle frihed med ubegrænsede valgmuligheder for den enkelte er i dag idealet. Den franske filosof Levinas, som døde Juledag næsten 90 år gammel har sagt det meget klart: Der påhviler enhver et ansvar for Næsten, som begrænser vor frihed. Vi har brug for Næsten, for det fremmede, som mand og kvinde har brug for hinanden, som de to har brug for deres fælles barn. Vi er ikke frie. Vi har ikke selv valgt at træde ind i tiden og verdens skæbnefællesskab. Det fremmede eller den fremmede er betingelsen for vor fælles overlevelse. Jeg kan faktisk først blive mig i mødet med dig. Levinas forstærker tilmed kravet i forhold til Næsten, idet han siger: Det er ikke mig, der er Næstens læremester, men Næsten, der, om man så må sige, kultiverer mig.

Udgangspunktet for de frie skoler var en principiel forståelse af menneskene som ligeværdige. Det var det også for kredsen, som startede Ferritslev Friskole. Det fællesskab, som de mennesker havde, bestod i noget uden for dem selv, da var fundet sammen i et fællesskab om det menneskelige, det folkelige og det kristelige. Derfor endte det ikke med, at de sad og stirrede på deres egne navler. Alt, hvad der rørte sig i folkelivet, kom dem ved, trængte sig ind på dem og krævede noget af dem. Det var en livskreds, hvor man styrkedes og udvikledes, og hvor man undte andre den samme frihed, som man krævede for sig selv. Så kunne man mødes, hver med sit, respektere hinanden, og lade anskuelser brydes, uden at give afkald på det, som var sandhed og liv for een selv.

Der er gået 136 år siden kredsen bag Ferritslev Friskole startede skolen udfra den forståelse af livets grundvilkår, at menneskene ikke blot er ting for hinanden, men at menneskene er ligeværdige. Sagt med Kold: Vi er alle elsket af Gid. Og det er en af vore grundlæggende erfaringer, at livet og fællesskabet så at sige tager magten fra os, så det ikke er os, der vælger, men livet selv, som fanger os, griber os, betager os. Så  bliver det måske vigtigste i friskolen overhovedet, at børnene, forældrene og lærerne fanges af livet selv. Ikke af bøger og teorier, men af undren og glæde, af sandhed og kærlighed.

Hvor viser dette fællesskab sig så i den daglige konkrete virkelighed? Jeg tror ikke, det er så let bare at remse op og pege på konkrete situationer, men jeg vil alligevel nævne nogle situationer, som for mig har været, om jeg så må sige, en bekræftelse på en fælles oplevelse, der er sprunget ud af det fælles. Jeg husker endnu tydeligt, den næsten undren vi gik ind i gymnastiksalen med, da vi holdt indvielsesfest i 1981. Da fornemmede man tydeligt, at her var noget, vi havde rejst i fællesskab, og at vi var glade og stolte over resultatet sammen. I den daglige undervisning er der selvfølgelig situationer, hvor det også er der, men det er ofte “stjernestunderne” man husker, – og hvor det får konkret udtryk. Som f.eks. når vi har arbejdet med, og slutter med opførelsen af en musical, hvad enten det er Regnar Lodbrog eller Nu kræver Danmark (et spil om Niels Ebbesen), hvor vi fornemmer, hver enkelt har bidraget med sit, og været medvirkende til det resultat, vi er nået til. Det kan også være en lejrskole, hvor vi har fornemmet, at de gode dage vi alle har ydet, også små daglige situationer, som da Rene` i 3. klasse pludselig læste dagens læsestykke helt fejlfrit – og klassen spontant klappede, det var en sejr og drengen læste fra den dag af. Eller dengang hvor vi stod med et hold nede i åen, som vi havde dæmmet op, og havde vænnet os til vandets rislen og klukken over opstemningen. Da vi så fjernede opstemningen, og åen fik lov til at løbe frit, da blev der pludselig helt stille, – vi så på hinanden og forstod helt spontant forskellen på bækkens pludren og åens stille løb.

Det sidste eksempel skal være fra dette skoleår, hvor vi, børn, forældre og lærere mødtes, og tog det første store tag med at indrette “Vildnisset”, hvor vi byggede tårn, plantede træer, såede græs og meget mere. Da var det også med en følelse af – vi kan godt – da vi stod og kiggede på dagens resultat og fik en sodavand eller en øl.

Men først og fremmest skal det selvfølgeligt være i den daglige undervisning at ligeværdigheden og fællesskabet skal vise sig, og det, mener jeg, kommer meget fint til udtryk i Erik Bergholt Jensens artikel i vores jubilæumsskrift fra 1884:—Men fortællingerne om Danmarks første historie fyldte sådan i vores fantasirum og gav os en sådan fornemmelse af fællesskab i oprindelse, at ingen af os, der hørte og var med i fortællingerne, i folkelig forstand vil kunne opleve sig som “frø af ukendt art, landet på en fremmed klode”.

Lad mig slutte med et uddrag af Niels Thomsens prolog ved Dansk Friskoleforenings 100 års jubilæumsfest.

  • Så lidt:
  • Hvis skolen skal lykkes
  • skal vi holde af.
  • For kærlighed skjuler en mangfoldighed af
  • synder.

 

  • Forældre skal holde af børn og lærere.
  • Lærere skal holde af børn og forældre –
  • og sågar af hinanden.
  • Bare sådan lærer børn at holde af
  • – og det er jo meningen.

 

  • Det er ikke engang nok at lærere og forældre
  • holder af børn og hinanden.

 

  • De skal holde af mælkebøtter og piletræer,
  • gråspurve og snudebiller,
  • fjerne lande,
  • å og eng,
  • Gorm den Gamle og Niels Ebbesens,
  • David og Batseba,
  • og elske de grønne lunde og den brogede
  • verden
  • og sære ord og sære tal,
  • alt hvad der er underligt,
  • alt hvad der er almindeligt.
  • De skal holde af det, de skal vise børnene,
  • så børnene lærer at holde af det
  • og forstå det –
  • for den har aldrig levet
  • som klog på det er blevet
  • han først ej havde kær –
  • og passer på det,
  • på himmel og jord
  • og sære ord
  • og alt hvad der er underligt.
  • For man passer kun ordentlig på det man
  • holder af.
  • Men det lærer barnet bedst at skønne på,
  • når det ser at vi,
  • som har fået barnet og dets opdragelse betroet
  • selv holder af: disse bakker, disse byer,
  • disse heder, disse gader, disse mennesker
  • og det de har sagt og gjort.

 

  • Det skal til hvis skolen skal lykkes.

Leave a Reply