Du pusling-land, som bygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge

Du pusling-land, som bygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge

Du pusling-land, som bygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge.

Anna Tønning Hansen, Ferritslev, Elev 1942-1949

Skoleår under 2. verdenskrig får mig til at huske på disse linier. Foråret 1942 ankom vi, 5 piger og 1 dreng, med fine nye tasker med pennalhus i og med mor ved hånden.

Flaget var hejst i haven. Margrethe og Bagger tog imod os. En stor dag, beklemmende men festlig. Jeg havde flere dage i forvejen beskrevet vejen for min far og bedstemor – ud omkring mejeriet med alle hestevognene fulde af mælkejunger og så bare ligeud ad grusvejen, så kunne de da ikke være nervøse for mig. På gåben, naturligvis, man cyklede skam ikke for 1 km´s vej.

Nå, vi lærte hurtigt, at vi børn fra Tvevad og Rolfsted kanten a´, at skrå op over marken ad den gamle kirkesti/poststi og gennem Lodskov i gåsegang med de ældste forrest. Den rute gav os nu mange naturoplevelser både sommer og vinter. Engang ved vintertide husker, jeg at vor herlige leg med at ryste sne fra grantræerne ned over hinanden og masen rundt i de største driver endte med, at jeg blev hængende fast i sne til livet, så nogen måtte hjem efter mor. Engang i store klasse (vi skulle skrive stil om Min skolevej) husker jeg, at Bagger snakkede om vores vej og syntes vist nok, det var dog fantasifuldt, men det passede nu godt nok. – Herligt – og vi havde masser af tid.

Det første år i skolen foregik i det lille klasselokale med Margrethe, som lærte os at læse Hanebogens ABC og at skrive på tavler med fine grifler, som vi kunne slibe udenfor på grundkanten, at sidde stille og helst kun benytte frikvartererne til at gå ud. Og vi lærte at synge, en time begyndte med sang, og hver dag var alle samlet i den store skolestue til morgensang og Fadervor, og så var butikken åben for salg af det absolut nødvendige. Bagger havde en aflåst skuffe med blyanter, viskelæder, grifler og penne (udvalget af penne var to, en alm. til 2 øre og en kongepen til 5 øre). Blækhusene stod på en bakke i skabet med de nye hæfter, bakken blev forsigtigt balanceret rundt til de borde, hvor to skulle dyppe og skrive, mens andre skulle have læsning. På konfirmationsgavebordene lå, hvis vi var heldige – rigtige fyldepenne. Ja, jeg ved sågar, at een af os fik en kuglepen, den første vi så, og skrive kunne den ikke uden at smitte af.

År for år blev taskerne mere fyldte med bøger og hæfter (hvilket var tegn op stor visdom) med madkasse og skiftesko. De meget kolde snevintre betød en stor ændring af påklædningen. Bagger brød sig ikke om pigebørn og lange bukser, men vi fik lov at ta´ skibukser på under kjolen, når vi så hængte dem op på hver sin knage i gangen, for der var altid gode tørv i kakkelovnen. Men det endte sågar med, at vi havde bukser og en strikket bluse på ind i klassen. Blusen kunne vi plukke for uldtotter, som vi kunne sidde og blæse rundt med (ligeså stille), mens Bagger fortalte danmarks- eller bibelhistorie.

Efter det første år som de små, gik de næste tre år i lille klasse hos Bagger, tirsdag, torsdag og lørdag. Hvert hold passede sit stade med indlæring og self made i skøn koncentration. De sidste tre år foregik i store klasse på samme måde, men bare ugens øvrige dage (mandag, onsdag og fredag) fra kl. 8 til 15, (om vinteren dog fra kl. 9 – 15).

At være naboejendom til en horde skolebørn kan selvsagt være noget af en belastning, og vi havde nøje instrukser om at holde os fra markerne, så når vore bolde forsvandt i kornet, var det et hurtigt blik til vinduerne og så den mest langbenede på afveje, så´n en glasmark. En stormfuld dag var den dreng, der boede nærmest og som ikke havde nødig at bære bøgerne i taske, kommet slemt i knibe, for stormen greb og sendte bøgerne blad for blad helst ud over markerne – avra for lavra, – det meste samlede vi op helt ovre i dyrlægendes havebæk. Vi skulle jo passe godt på de ofte gamle bøger, vi fik.

Alle skolens halvt-hundrede elever var samlet nogle gange om året. 1. til skolens forældredag, hvor vi blev fulgt dagen igennem af en eller begge forældre, om aftenen til gymnastikopvisning.

2. årets skovtur, alle børn mødtes ved tremasteren, hvorfra vi med Bagger i spidsen gik, senere cyklede ud til Jens Thygesens skov, hvor vi legede i haven og skoven – 2 mand frem for en enke, 2 mand høj eller gik parvis rundt og blev spurgt af enkerne hvad har I – Æbler, pærer, blommer. Det vildeste var røver og politi med fængsel i frugthuset. Nej, hvor kunne lyse sommerkjoler blive sorte til mødrenes store rædsel, når de sammen med fatter kom med madkurvene. Det var altid godt vejr, og vi spiste ved lange forsamlingshusborde, og dagen sluttede altid med fællessang Jeg elsker de grønne lunde. 3. En sommertur til stranden ved Tårup. Mor, madkurve og alle poderne blev læsset bag på byens lastbillade, de sidste skoleår dog fordelt i den lange række biler, der kunne køre ud til sol, sommer, havbad og lege på SAGF boldplads. Det helt store sus var, når store klasser skulle på rigtig udflugt med tog fra Langeskov station til Sorø, Århus eller Ribe, eller en anden skole. Vi var en gang en hel uge i Thorshøj i Vendsyssel. 4. Skolens juletræ, 4. juledag med sine faste traditioner var vinterens højdepunkt.

Jo, hverdag og fest var årenes skolebillede. Vi lærte at regne og skrive til bunds, vi havde syskole med Margrethe, mens drengene gik til gymnastik i forsamlingshuset. Håndarbejdsmaterialer var mangelvare, men en stor herlighed, da Margrethe engang fik en pakke fra Amerika med rigtig bomuldsstof og sytråd, og der var også en pose rigtige kaffebønner. Men efterhånden som alle lagre var tømte, fandt Margrethe på, at vi kunne sy bogbind af sækkelærred til alle sangbøgerne, der stod i en lang række i skolestuen.

Pigerne havde også gymnastik med Bodil fra Nordvang, og så havde drengene fri, men pyt, det var sjovt, og vi var der allesamen fra 7 til 14 år. Gad egentlig vide, om de timer havde klokkeslet, for så vi gik vi omad byen til forsamlingshuset, og vi tog os mangen god legestund på de store rækværker fra mejeriet hen til trekanten, vi daskede os selv nogle ordentlige klask bagi med skuldertaskerne eller slog kolbøtter, så vi trillede helt ned til bækken, nå, det var også de eneste klø, den skolegang gav, dvs. Bagger havde en grøn pegekæp, og når han stod på trappestenen og fløjtede os ind fra frikvarterer, og det måske varede lidt for længe, inden vi kom omme fra den store boldplads, fik vi et rap af kæppen og tro det eller la´ være, men det var faktisk ekstra skægt at få et svirp.

Jens Thygesen var tilsynsførende og kom et par gange om året. Han sad helt stille på en bænk og fulgte undervisningen, men vi følte, han var der, og vi gjorde os vældige umage. Da Jens Thygesen døde, og Bagger meget bevæget fortalte os det ved morgensamlingen, bad han os alle rejse os ved bordene under Fadervor. Derefter blev det Salomon Pedersen, der tilså undervisningen og drak kaffe inde hos Margrethe.

Vore skoleår var lykkelige og trygge, skolens størrelse til at overse for en lille elev, men stor nok til at rumme udfordringer og oplevelser. Vi havde tryghed og respekt med hver eneste dag, og verdens larm var langt udenfor. Der var nu heller ikke noget fag, der hed samtidsorientering.

Politisk snak var ikke noget for børn, selv en dag vi var på den lille legeplads i middagsfrikvarteret og kunne høre Helgoland blive bombet, var der ingen orientering. Men hvad voksne, alle forældrene snakkede om, når de gik i aftenskole til oplæsning eller husflid – det har nok været krigens mange problemer for at skaffe dette og hint til vor lille skole. År, hvor sammenhold gav os børn en lille skoleverden med hygge og ro, hvor enhver af os fik tid til at finde sig selv – godt hjulpet på vej.

Leave a Reply