Et godt råd fra Chresten Kold

Et godt råd fra Chresten Kold

Et godt råd fra Chresten Kold.

Af Lars Jonssen, forælder & bestyrelsesmedlem.

Chresten Kold, der jo var den fremmest blandt friskolebevægelses såvel åndelige som praktiske ophavsmænd, var heller ikke bleg for at komme med praktiske og håndgribelige råd. Det kan den følgende lille historie vidne om. Og på trods af de på overfladen meget anderledes livsvilkår for os alle sammen i dag, sammenlignet med dengang, kunne historien for mange af os måske godt give lidt stof til eftertanke – og eftergørelse.

“En dag fik Chresten Kold besøg af en væver ved navn Hans Bentzen fra Søllinge-kanten. Han klagede over den åndelige død, der rugede over hans hjemegn, også kærligheden mellem ham selv og hans hustru var mere død end levende. Kold hørte roligt på ham og sagde så: “Det er altsammen din skyld, Hans Bentzen”. Forbavset spurgte væveren, hvorledes det kunne være hans skyld. “Jo” svarede Kold, “hvis du havde passet på og omhyggeligt våget over, at kærligheden var bevaret i dit hjem, så havde den jo dér haft et fristed på den egn. Nu gælder det om, at den kaldes til live påny.

Jeg vil give dig et godt råd. Når du vågner i morgen, skal du allerførst tænke over, hvorledes du kan tjene og glæde din kone, og jeg kan også sige dig, hvormed du skal begynde: Sidst jeg overnattede hos dig, så jeg fra gavlvinduet, at din kone tidligt om morgenen kom med en stor spand i hver hånd og gik ned til brønden, der ligger nede i haven. Med stort besvær fik hun spanden hejst ned ved hjælp af et gammelt hejseværk, og da de var fyldt med vand, slæbte hun dem møjsommeligt op i køkkenet for at have rent vand stående dér hele dagen.

Ser du nu, Hans Bentzen: I morgen tidlig tager du ganske stille spandene og går ned til brønden efter vand, og når du har bragt dem ind i køkkenet, spørger du din kone, om der ikke er mere, du kan tjene hende med. Kalder hun senere på dagen og beder dig hjælpe sig med et eller andet, svarer du ikke mugget eller gnavent, at du ikke har tid, nej, du springer rask fra væven og siger: Ja, med fornøjelse, og således bliver du ved dag for dag, og du vil opdage, hvilken fryd der er i at tjene sin hustru, thi i kærlighed er den en stor glæde, og kun den kærlighed, der bringer en til at ofre sig selv for at glæde andre, er der noget ved.

Når der er gået en tid på den måde, så studser din kone, og en skønne dag sig hun til sig selv: Hvad går der af Hans Bentzen, så god en mand han dig er bleven; glad og opmærksom, – og fra det øjeblik bliver det hende kært at tænke over, hvormed hun en dag kan glæde sin mand. Og inden et halvt år er omme, er der en kappestrid mellem jer om, hvem der kan bringe den anden det største offer. Men ikke det alene, – inden et år studser eders naboer og spørger: Hvad går der dog af Hans Bentzen og hans kone, så lykkelige og glade de to er for hinanden, og så hyggeligt og morsomt det er at komme i deres hjem; og når de så ønsker at vide, hvorledes det er muligt efter så mange års ægteskab, fortæl dem da, hvilken forandring der er foregået, og du skal se, de får lyst til at efterligne jer. Og kommer der engang en kurre på tråden, så giv aldrig din kone skylden, men grib i din egen barm og sig som jeg i dag har sagt til dig: “Det er din skyld, Hans Bentzen!”.

Leave a Reply