Ferritslev Friskole – årsskrift 2001 – Når troen kan flytte bjerge

Ferritslev Friskole – årsskrift 2001 – Når troen kan flytte bjerge

Ferritslev Friskole – årsskrift 2001 – Når troen kan flytte bjerge

Af Palle Pors, skoleleder.

Engang var jeg til foredrag med en meget klog mand, der sagde følgende:

“Ethvert barn skal hver dag modtages med opmærksomhed, ellers bliver barnets virkelighed som Københavns Hovedbanegård: Jeg ved ikke, hvor jeg kommer fra, jeg ved ikke, hvorfor jeg er her, og jeg ved ikke, hvor jeg er på vej hen”.

Som Skolemand kan man have forskellige mærkesager man kæmper for, forskellige holdninger eller idéer, der er bevist eller overleveret som uimodsagt. Og ovenstående citat har jeg gennem årene forsøgt at holde skole på. Jeg tror, at det er meget vigtigt, at hvert barn, der kommer ind over dørtærsklen, bliver mødt med et andet menneskes opmærksomhed, og jeg tror på at det er at møde børnene i fuld opmærksomhed, giver det bedste udgangspunkt for læring. Jeg tror på, at det lille lys vi voksne kan sætte i børnenes øjne ved at sige “godmorgen” er et meget vigtigt lys at sætte. Jeg tror på at et smil, en humoristisk bemærkning, et klask på skulderen, et blink med øjet eller en glad nynnen hen ad gangen sporer barnet ind på fælles kurs med den voksne. Jeg tror på at synge fødselsdagssang og sætte flaget ud, spørge til forældrenes kobberbryllup, kattens velbefindende eller det nye tøj barnet lige har fået, alt sammen er med til at give barnet tillid og tryghed til den voksne. En tillid og tryghed der er fundamental i enhver læringssituation på ethvert alderstrin.

Hvis læreren tør risikere at være sig selv og give sig selv til kende med alle sine personlige karakteristika og møde barnet i fuld opmærksomhed, så er det for det første en rigtig lærer, men læringsrummet er også åbent for en lang læringsproces, der forhåbentlig aldrig vil ende. Den enkelte voksne må gøre dette for at kunne være på en børneskole, ellers står den voksne jo ved siden af sig selv og er dermed uduelig som lærer eller eksempel for barnet. Vi skal jo vide, at vi voksne er rollemodeller for hver enkelt lille barn.

At give denne form for opmærksomhed kan for nogle skolefolk være ligegyldig, nuvel det er deres holdning. Jeg tror meget på, at opmærksomhed mod ens næste er det vigtigste trin på dannelsesstigen. Vi skal huske på, at der skal mennesker til at få mennesker til at være mennesker… derfor må vi starte med opmærksomhed mod vores næste.

For det enkelte barn vil det at blive mødt med opmærksomhed give en umiddelbar glæde, et voksende selvværd og en tro på at din næste godt kan lide dig og føler, at du er værdifuld for vedkommende. Det enkelte barn vil vokse, gro og selv turde træde hårdt og sætte sine egne helt personlige fodaftryk på livets landevej.

I mine 8 år her på skolen har jeg hver dag forsøgt at efterleve reglen om at give børnene opmærksomhed…. vi har ansat personale hele vejen rundt, hvor der gælder det samme… og uden at lyde overlegen så mener jeg, at vi er kommet OK fra det. I hvert fald mener jeg, at vi som samlet flot af ansatte er gode til at give hver enkelt barn den opmærksomhed som barnet har brug for og krav på.

Min tro på at opmærksomhed er et vigtigt pædagogisk fikspunkt kan ikke bevises, men det kan blot leve som en tro inde i mig og som en vigtig daglig del af det arbejde, jeg hver dag laver. Jeg behøver egentlig heller ikke have et kvantitativt bevis, for jeg ved, at troen kan flytte bjerge… og det er jeg meget opmærksom på.

Leave a Reply