Ferritslev friskole de første årtier

Ferritslev friskole de første årtier

Ferritslev Friskole, de første halvtreds år

De første 5 familier

Allerede et par år før oprettelsen af Ferritslve friskole var der flere familier i Ferritslev, der sendte deres børn i friskole i Tarup og Sødinge. Men vejen var lang, og det var besværligt at blive ved med. Da man så hørte, at der var planer om at oprette en offentlig almueskole i Ferritslev foruden den i Rolfsted, gik Thyge Hansen til provst Rogmann og sagde, at han havde hørt, man agtede at oprette endnu en skole i sognet. Da provsten bekræftede dette, sagde Thyge Hansen Så begynder vi en skole her. Vi har også en mand til at lede den. Inden dette møde med provsten var fem familier blevet enige om at oprette en friskole. De fem familier var: Gdr, Thyge Hansen, Gdr. Peder Hansen, Indesidder Niels Larsen, alle fra Ferritslev, Gdr. Hans Pedersens enke i Rolfsted og husmand Anders Mortensen i Kappendrup. Disse familier havde henvendt sig til Pastor Schørring i Sødinge og bedt ham om at anvise dem en lærer. Schørring sendte dem den unge Dalsgaard Pedersen, og man enedes med ham om at begynde. Man lejede en stue hos Chr. Væver i det bindingsværkhus (Havndrupvej nr. 2), som ligger overfor savværket. Her starede Ferritslev friskole den 2. november 1859.

Nej til remsen og udenadslæren

Da Thyge Hansen tog den nye lærer Dalsgaard Pedersen med op til Provst Rohmann for at præsentere ham, spurgte provsten: Hvem er De? – Mit navn er Dalsgaard Pedersen – Ja, men hvad er De? vedblev provsten. Jeg er ingenting, lød det spagfærdige svar. Ingenting – Hvor tør De vove at holde skole? – Jo, når forældrene vil bruge mig og tør betro mig deres børn at undervise, så tør jeg også nok vove det, men forøvrigt har jeg da ellers lov til at holde skole. Dermed trak Dalsgaard Pedersen op af lommen et papir, der undertegnet af Overskoledirektør Vith og lød på, at Dalsgaard Pedersen var skikket til at holde skole for børn. Længere henne i samtalen siger provsten: Har de noget vand? For børnene skal også undervises i svømning – jo svarede Dalsgaard Pedersen Vand har vi, men det værste er, at eleverne næsten alle sammen er piger. Da kneb det for Thyge Hansen at holde latteren tilbage.

Senere forsøgte provsten Rohmann både med trusler og ved at lokke at få skolen til at indføre lærebog, udenadslære, eksamination ovs., men Dalsgaard Pedersen stod fast og lod sig ikke rokke fra det, han betragtede som idealet.

Eksamen

Eksamen kunne man dog ikke slippe for, den blev ikke holdt på friskolen, man måtte møde i den offentlige skole for at blive overhørt sammen med dennes børn. Man havde en anelse om, at friskolen skulle lide nederlag, hvis det var muligt, og derfor mødte ikke blot alle 14 børn og lærer, men samtlige forældre, og desuden havde man fået Pastor Schørring fra Sødinge og Pastor Kofod fra Sdr. Nærå med. Friskolens børn blev anvist plads på nogle bænke længst tilbage i skolestuen, og forældrene stillede sig op bagved langs væggen. Da overhøringen af almueskolens børn var ovre, skulle friskolens børn overhøres i religion, og man forlangte at degnen skulle eksaminerer friskolebørnene. Da tillod Thyge Hansen sig at spørge, om det ikke var muligt, at børnenes egen lærer fik lov til at overhøre dem, men det blev nægtet af både skolekommisionen og provsten. Da Schørring og Kofod støttede Thyge Hansen, blev de afvist med en bemærkning om, at her havde de ikke noget at sige. Så blev to af børnene kaldt frem til katederet til overhøring, og det gik ikke godt. Friskolens børn kunne ikke lektierne på remse, degnen pressede på, og børnene begyndte at græde. Så vendte Thyge Hansen sig mod de andre friskoleforældre og sagde: Vil I være, så går vi, lad dem så gøre, hvad de vil. De var straks enige og belavede sig på at gå – og børnene ikke mindst. Provsten sad ved katederet med et papir i hånden, og man sagde, at det dansede. Nu går de, hviskede degnen til ham, så gav man sig, og friskolebørnene fik nu lov til at blive overhørt af deres egen lærer, og selv om det nok ikke var det mest strålende resultat, da leverede, så kom de dog over det.

Provst Rohmann blev kort tid efter afløst af Pastor Hundrup, og han gik aldrig direkte imod friskolen, selv om han nok kunne genere skolen på forskellig vis, f.eks. eksaminerede han engang friskoelsn 10-12 børn fra tidlig morgen til sen aften. En anden gang blev friskolens børn tilsagt til Provsteeksamen i almueskolen, hvor Provst Hansen, Fraugde ville overhøre dem. Først blev de hørt i bibelhistorie, det gik meget godt, men så ville provsten høre dem i lærebogen. Vi briger ikke lærebog, sagde læreren, jeg fortæller dem mundtligt det bedste, jeg ved og kan. Men Gud bevars. Det kan jo blive til alle mulige og umulige ting, som måske slet ikke er religion. Og provsten pålagde meget bestemt læreren, at han måtte indføre lærebog, og da han ikke ville love dette, tog provsten højtidelig hele skolekommissionen til vidne på, at han havde pålagt ham det. Friskolen hørte dog aldrig senere noget til, at provsten søgte sit påbud hævdet, og vidnerne blev aldrig taget i brug. Disse uheldige eksamensforhold for friskolen førte til, at man senere fik en lovbestemmelse, der sagde, at hvor en friskole havde mindst 10 børn, der kunne man forlange eksamen afholdt på selve friskolen, og ved samme lejlighed blev man fritaget for både provste og bespevisitatser.

Skolen ved bækken

I løbet af sommeren 1860 var man gået i gang med at bygge et hus til friskolen. Thyge Hansen stillede et hjørne af sin mark til rådighed, og man havde hentet piletræ i skoven til tømmer. Nu rejstes skolebygningen ved bækken ude på Skovgårdsvej. Det var i den lille lund, der ligger mellem træhuset og Ester Nielsens hus. Bygningen var et 6 fags hus, og det rummede en skolestue, et værelse til læreren og en forstue samt et rum til brændsel. I skolestuen og i læreren værelse var der bræddegulv, som blev overstrøet med sand. Man brugte ikke skiftesko, men gik ind i skolestuen med træsko på. Skolens renholdelse blev foretaget af de store piger. Da læreren var ugift, kunne man sparre på husbyggeriet, der var ingen køkken. Føden fik læreren på skift hos forældrene, dog nok mest hos Thyge Hansen, der var jo ikke længere, end at han nok har kunnet lugte, hvad middagsmaden har stået på ude ved Skovgård.

Børnenes lege- og tumleplads var lige uden for huset, ja de gik ofte og pjaskede i bækken og hyggede sig. Forholdet mellen børnene og læreren var meget frit – uden skade for den gode orden i skolen, som man fortæller. Det skete undertiden om vinteren, at drengene løb for længe på isen og kom for sent i skole. Læreren holdt en formaningstale for dem, og så blev de sendt hjem. Men det var det allerværste, der kunne overgå dem, hvad skulle de sige, når de kom hjem til mor, før skoletiden var endt?

Kort tid efter, man var begyndt at holde skole på Skovgårdsvej, rejste Dalsgaard Pedersen. Han tog til København for at fuldende sin læsning til skolelærereksamen. Da han rejste, gav børnenes forældre ham følgende vidnesbyrd:

“At Dalsgaard Pedersen i den tid, 1½ år, han underviste vore børn, har udvist sjælden dygtighed og nidkærhed for sin gerning, ligesom han også forstod i høj grad at vinde de am betroede børns kærlighed, er det os en kær pligt herved at bevidne. Ferritslev og Rolfsted sogn den. 23 juni 1861. Thyge Hansen  Peder Hansen  Mads Jørgensen  Niels Larsen  Anders Mortensen   Hans Sørensen  Hans Pedersen Enke”

Dalsgaard Pedersen vendte senere tilbage til Fyn og blev friskolelærer ved Kerteminde friskole. Han blev efterfulgt af J.P. Lebæk, som senere blev gift med Chr. Kolds søster, og som afløste Kold på Dalum Højskole.

Bispevisitats

Selv om friskolen var blevet fritaget for bispevisitatser, så lod man sig halvvejs narre til at få en ude på Skovgardsvej. En dag blev Thyge Hansen og Peder Hansen kaldt over til Pastor Hundrup. Her traf de biskoppen, som på en meget høflig måde spurgte, om de ikke ønskede, han kom og visiterede deres skole nu med det samme, han var her på visitats på de andre skoler. Vi til at sige ja, skønt vi bagefter indså, at vi skulle have sagt nej, har Thyge Hansen senere fortalt, han mente jo også nok, at biskoppen kunne have godt af at se indenfor i en friskole.

Da dagen kom, var forholdene nær blevet så umulige til at tage imod biskoppen som vel muligt. Man havde nemlig slet ikke nogen lærer. Han var som soldat indkaldt til mønstring, og en midlertidig lærer, man havde fået, var blevet syg. Så sendte man i en fart bud til Kr. Appel i Ryslinge, som da måtte være Ferritslev friskoles lærer for én dag.

Så kom da biskop Engelstoft, præsten, begge pastoraters degne og hele skolekommissionen. Da alle disse kørte gennem byen, sagde man: I dag skal friskolen nok væltes.

Alle friskolens folk mødte, også mødrene, og da biskoppen så dette, udbrød han: Hvad, er mødrene også mødte? Ja, hvorfor ikke sagde Thyge Hansens kone vi må da hver især have interesse for vore børns skolegang. Så skulle man til at begynde. Må vi først få noget grammatik, sagde bispen. Her var en af Thyge Hansens drenge flinke til at svare, men så fik bispen at vide, at han havde gået i skole hos Schjørring i Sødinge. Det må være hos Schjørring, han har lært det, for her bruger I vist ikke grammatik, sagde biskoppen. Nej han må have lært det her, svarede Thyge, for han var kun 9 år, da han gik i Schjørrings skole, og i den alder synes jeg ikke, man kan lære børn grammatik. Så tog bispen fag på en pige, der viste sig ikke kunne et kvæg i grammatik. Nej, jeg tænkte jo nok, at I ikke brugte det fag her, hun kan jo ikke det ringeste, sagde bispen.

Da rejste Thyge Hansen sig og sagde. Den pige har hidtil gået i den offentlige skole. Hun er lige indskrevet her. Jeg spurgte ikke Dem sagde biskoppen. Det viste sig da også ved andre af skolens børn, at man kunne både substantiver og adjektiver og verber med, ligesom den anden eksamination forløb udmærket. Til-sidst forlangte biskoppen at se forsømmelseslisterne, og han blev meget forbavset over, at de ingen havde. Så sagde Thyge Hansen: Når vi selv koster en skole og en lærer, så er det også meningen at lade børnene benytte skolen, og så synes vi ikke, det er nødvendigt at holde regnskab med skolegangen. Jo svarede bispen, De må og skal føre forsømmelseslister, med mindre De vil have skolen betragtet som hjemmeundervisning. – Ja vel, sagde Thyge Hansen, det er det vi vil. – Det er en anden sag, men så har jeg jo intet at gøre her, sagde bispen, og sådan endte den bispevisitats. Friskolen blev  som bekendt ikke væltet den dag.

De helliges skole

Skolen gik nu sin jævne gang uden synderlig modstand fra myndighedernes side, det gik dog kun langsomt fremad med børnetallet. Det var kun “de opvakte”, der benyttede skolen. Disse “Opvakte” havde løst sognebånd til Birkedal i Ryslinge, og man kan vanskeligt sætte sig ind i, hvad de betød sådan at skille sig ud fra sognemenigheden.

Tidligere havde man levet fredeligt og godt med sine overleverede skikke, vedtægter, gildeslag ovs., men nu? – Når de hellige ikke kunne gå til kirke sammen med de andre, så kunne de da endnu mindre gå i gildeslag med dem – og så kunne de naturligvis heller ikke have noget fælles med de opvakte, altså heller ikke med skolen, som de kaldte de helliges skole. Men selv om man holdt sig langt væk fra skolen, så havde man dog meget at fortælle om den, bl.a. sagde man, at børnene kun lærte spøgelseshistorier og røverhistorier. Alligevel betød skolen noget for den lille kreds, der havde sluttet sig til den. Søndag aften samlede fædre og mødre i den lille skolestue og drøftede emner fra skolens, menighedens og folkelivets områder, derved styrkedes man i troen på, at frihed i kirke og skole nok skulle bære frugt.

Friskolen var næsten som et lille brodersamfund, hvor hver ydede, som man havde evner og kærlighed til. På den måde havde man fået skolen bygget og anskaffet det nødvendige materiel, og på den måde holdt man det gående. Den første søndag i maj og den første søndag i november samledes man og betalte skolepenge. Der skulle udredes til skolebøger og til brændsel, og læreren skulle også have lidt. Hver lagde så sin skærv på bordet, og man talte sammen, hvor meget det var blevet til, hvis der var for lidt, ja, så måtte man jo tage i lommen en gang til og frem til bordet med sin skærv.

Om vinteren samlede læreren de unge til fortælling, og oplæsning og sang hver lørdag aften, men også til disse møder kom kun de opvaktes voksne børn og tjenestefolk.

I de elleve år, man holdt skole ved bækken på Skovgårdsvej, var følgende ansat som lærere ved skolen: 1861-67 J.P. Lebæk, Mads Knudsen, Niels Jørgensen virkede som vikarer i kortere perioder også Peder Kristensen, som kom til skolen i 1872, var vikar i den periode. Fra 1867 til 1871 var Anders J. Pedersen lærer ved skolen, i 1871-72 var det Lars J. Pedersen som var lærer. Børnetallet holdt sig på en 14-16 stykker, men i begyndelsen af halvfjerdserne voksede børnetallet til omkring 30. Den lille kreds var blevet udvidet, yngre familier var kommet til, og enkelte ikke- sognebåndsløsere begyndte at sende deres børn til friskolen.

Skydning med stuebøsse

I de år begyndte skytteforeningerne at rejse sig rundt omkring. Efter tabet af Sønderjylland i 1864 arbejdede man på at samle det, der var tilbage af Danmark, til en national genrejsning. Denne bevægelse blev især stærk i friskolekredse. Et år holdt man et friskolelæremøde i Ferritslev, hvor man drøftede en rundskrivelse fra Svendborg Amtsskytteforening. Man foreslog, skoledrengene amtet over skulle indøves i skydning med stuebøsse. Så vidt det kan ses af referatet, har man ikke noget imod skydeøvelserne, men derimod brød man sig ikke om, at drengene skulle mødes og kappes ved skyttefesterne, det var ikke godt ved sligt at vække og nære børnenes forfængelighed. Der blev øvet skydning, men man mødte ikke til fester.

Skoleskovtur til Gultvedholm skov

Årets største fest var skoleskovturen. I de år mødtes man med de andre midtfynske friskoler: Trunderup, Lunde, Sødinge, Ryslinge, Egebjerg, Palleshave, Gislev, Rudme og Ferritslev friskole. Man kørte med hest og vogn forstås, som regl til Gultvedholm skov (lidt vest for Gislev ved Sandager). Enkelte gange var Boltinggård samlingsstedet.

Når de mange børn var samlede, så underholdt de forskellige lærere sin trop på forskellig måde, som det nu stemte med hans lyst og anlæg. Den gamle Juler fra Trunderup, han var sønderjyde og havde et mægtigt skæg bølgende ned ad brystet, han forestod en lille gratis salonskydning, hvor alle drenge, der havde lyst og mod, fik lov til at skyde et skud eller to.

Hos en anden sønderjyde, Kr. Appel fra Ryslinge, var det brydekampe og krigslege de kunne deltage i. Han mente, at brydekampene var et godt middel til at skabe frejdige og raske drenge, som senere kunne møde som Drenge klædt i stål, når fædrelandet kaldte.

Laurids Jonsen fra Rudme fortalte eventyr og ledede danselege, derfor var det især pigerne, som søgte ham. Det var også gerne ham, der afsluttede dagen for alle ved at fortælle eventyr med store fagter og et stærkt minespil.

Sådan en udflugt kostede ikke børnene mange skilling. Vand og mælk til at drikke gav skovens ejer Hans Holm, og maden havde de selv med. Der var ganske vist gerne et par Hvedebrødskoner, som var mødt op for at sælge deres kager, de har nok ikke gjort store forretninger.

Skolen flytter til Lodskov

I 1872 skulle man skifte lærer, og da der nu var flere børn, og den lærer, man havde ansat, var gift, skulle man have et større hus at holde skole i. Det var Peder Kristensen, han havde som tidligere nævnt virket som vikar ved skolen. Peder Kristensen købte nu 2½ tdr. land jord i Lodskov, og her opførte han en grundmuret bygning til skolen og beboelse. Den 6 fags bindingsværksbygning ved bækken blev revet ned og flyttet til Lodskov som udhus, og der ligger den stadig som udhus ved de bygninger, der tjente som skole i 103 år.

Friskolens gamle plads plantede Thyge Hansen til, og den blev siden kaldt Frihedslunden.

Peder Kristensen havde jo selv betalt jord og bygninger, men det blev aftalt, at hvis han engang skulle flytte, skulle friskolekredsen overtage ejendommen for den af ham udlagte sum. Peder Kristensen var der i 5 år, så måtte han flytte på grund af sygdom, og han døde året efter.

Friskolekredsen købte nu bygningerne og jorden, men da man ikke sådan lige kunne rejse de mange penge, gav man inden udbetaling, og det betød, at skolens økonomi blev hårdt belastet af disse rente-penge i mange år frem. Det kom bl.a. til at betyde, at der næsten ingen penge var til lærerløn, og han måtte for en stor del leve af at dyrke jorden, som hørte til skolen.

26 år med Stenbæk

Det var Niels Madsen Rasmussen Stenbæk, som fulgte efter Peder Kristensen. Han fortæller selv om flytningen fra Langeland til Ferritslev: Den 18. september 1877 indflyttede jeg med min unge hustru og vor fjerdingårs lille dreng i Ferritslev friskole. Her var en til dels ny skolebygning, der nærmest syntes os at være flot, og hvortil der hørte en jordlod på 2½ tdr. land. Dette sidste var jeg svært glad ved, da jeg altid har haft lyst til landbrug. N.M.R. Stenbæk var ved skolen i 26 år, og allerede i firserne var børnetallet nået op på ca. 45, og der holdt det sig ihvertfald indtil 1907. Stenbæk selv nævner elevtal på 60 og 70, men det er muligt, at han heri medregner eleverne i lørdagsaftenskolen, som han holdt hver vinter uden afbrydelser i de 26 år, han var ved skolen.

Jens Thygesen har senere fortalt, at noget af det første Stenbæk lærte børnene, var et lille vers: Bøn i skolen.

  • Livets sollys har vi kær,
  • Fader lad det skinne her,
  • live op i hver skolepog,
  • klare op hver hjertekrog,
  • lad os altid bo og bygge
  • under dine vingers skygge.

Om det var det første, mener Stenbæk er rimeligt nok, for det var heri udtrykt, hvad han gerne ville.

I flere år havde de også forældresammenkomster i skolen, det var nærmest fri samtale, noget de kunne gøre, fordi de havde gamle Thyge Hansen imellem sig, han havde en evne til at få en værdifuld samtale igang, fortæller Stenbæk. Det gav udvikling og sammenhold i kredsen. Stenbæk omtaler også sognepræsten Fr. Møller, Rønninge, som en god og forstående friskolemand.

Skoven Den kæreste legeplads

Børnene legede meget i skoven i Lodskov i de dage. Det blev undertiden til nogle lange pauser, hvis læreren skulle se til sine dyr, og børnene legede i skoven. Der blev selvfølgelig også leget røvere og soldater, og en dag, da læreren kom ud mellem granerne for at hente børnene, kom en af drengen, der troede det var fjenden, farende med en stor stok og løb den i livet af læreren. En anden ikke helt ufarlig leg, man havde, var at klatre op i de høje graner og gynge frem og tilbage, når der så var godt med sving på, så slap man og røg gennem luften og landede som regel i det næste træ.

Børnene legede jo også inden døre i skolestuen i det dårlige vejr, der morede de sig med at glide på bagen ned ad bænken, som blev stillet op på bordet med den ene ende. Det skete også, at en og anden fik splinter i den kødfyldte del, man fortalte, at en gang var der en, som fik en så stor splint i bagen, at han måtte ind til lærerens kone, som så foretog den nødvendige operation.

Lærerens landbrug

Børnene måtte også hjælpe til med at passe Stenbæks dyr. De skar hakkelse og rensede korn, fodrede køer o.ling., Stenbæk havde mange høns, og han havde fået lavet en lille vogn af en gammel barnevogn, hvorpå han kørte æggene om i byen for at sælge dem. Nogle gange satte han så børnene i gang med at skrive eller regne, og så kørte han med sin æggevogn. Når han var kørt, listede børnene ud og holdt øje med, han rundede mejeriet, og når han var væk, så for de ud i skoven og legede. De havde en vagtpost, som holdt øje med vejen, og når Stenbæk vendte tilbage, løb de ind og sad og skrev, mens Stenbæk trillede sin æggevogn på plads. Stenbæk var ret fremsynes i sit landbrug, han var bl.a. den første på egnen, der avlede runkelroer. Også i andre forhold var skolen ret fremsynes. Man enedes om, at kvinderne skulle have stemmeret ved skolens generalforsamling allerede i 1902. Kvinderne fik som bekendt først stemmeret til Rigsdagen i 1915.

Hårde økonomiske kår

Stenbæk fortæller selv om de hårde økonomiske kår, han havde. Der var jo hverken kommune- eller statsstøtte til skolens drift, så alt skulle ind via skolepenge. Men af skolepengene skulle der først dækkes rentepenge, ildebrændsel og andre nødvendige udgifter, ja, så er det forståeligt, at der ikke var meget tilbage til lærerløn. Men han kunne avle til det daglige brød på jorden, og så var han i flere år medhjælper for sognerådsformanden, men det gav arbejde, meget arbejde fortæller Stenbæk.

Senere blev det lidt bedre med økonomien, idet kommunen ydede et tilskud på 200 kr. om året i erkendelse af, at man havde sparet at oprette et læreembede mere, fordi friskolen var der.

Da N.M.R. Stenbæk havde været i Ferritslev i næsten 20 år, døde først hans kone, og senere en datter. Stenbæk blev gift igen, og den nye friskolekone underviste også, idet hun var tidligere friskolelærerinde. Derved blev man i stand til at dele skolen i fire klasser. Da der var op imod 70 børn i skolen, og det er mange for en mand, som Stenbæk skriver. Efter 3½ års ægteskab døde også Stenbæks anden kone, og da besluttede han, at der skulle andre livsforhold til, og han flyttede til Tommerup og blev statskonsulent i Fjerkræ avl.

2. november 1909

Fra efteråret 1903 til foråret 1907 lededes skolen af Peter Ellekjær. Han drev også landbruget som den sidste. Peter Ellekjær blev afløst af Johanne Hjortdal og Margrethe Dons, og jordlodden blev så forpagtet ud, fortæller Peter Ellekjær i en artikel skrevet i anledning af skolens 50 års jubilæum. Der skriver han også: Der er ingen tvivl om, at Ferritslev friskole har været til stor velsignelse først og fremmest for børnene, men også for ungdommen, som lørdag aftenerne  vinteren igennem fyldte skolestuen, man skal også lede efter en ungdom, som den i Ferritslev. Endelig har skolen haft stor betydning for de hjem, som har sluttet kreds om den.

Leave a Reply