Ferritslev Friskoles Jubilæum 1909

Ferritslev Friskoles Jubilæum 1909

Ferritslev Friskoles Jubilæum 1909

Af Peter Ellekjær, den 17. November 1909.

Festen den. 2. Novbr. blev særdeles smuk og vellykke. Kl. ca. 3 samledes Friskolekredsen og dens mange Gæster i Friskolen, hvor Formanden, Jens Thygesen, bød Velkommen og udtalte sin Glæde over, at saa mange havde givet Møde, og sin og Kredsens Glæde og Tak for de henrundne 50 Aar. Man sang: »Der skinner en Sol i Lys og Løn«. Derefter gik man op til Forsamlingshuset og drak Kaffe, hvorpaa Frimenighedspræst Niels Dael fra Høve talte, efter at Sangen »Min Mund og mit Hjærte de gjorde en Pagt«, var afsunget.

Det er underligt, at jeg skal tale her, da jeg maaske er den eneste i denne Forsamling, der aldrig har været her før og aldrig har haft det mindste med denne Skole at gøre, altsaa ved jeg heller ikke noget om, hvordan den er kommen frem. Men jeg ved noget om, hvorledes en aandelig Gerning kommer i Gang. Den lutherske Reformation blev til inden i Morten Luther, hvorledes ved vi ikke, den dannedes i han Hjærte, og hvad han end talte om, der blev Reformation, fordi det levede i ham, og kun om det kunde hans Ord bringe Bud. Han levede Reformationen ind i Verden.

Jeg sad forleden Lørdag og skulde tænke paa min Prædiken; saa fik jeg Besøg af en Mand, der er Forstander for en Opdragelsesanstalt for Drenge, og han gaar saa fuldstændig op i denne Gerning, at han kun kan tale om Drenge. Hvorfor kan nu denne Mand hjælpe en stakkels forvindet Dreng bedre end nogen andre? Han bliver ét med Drengen, Drengens Fremtid bliver ogsaa hans Fremtid, han levet et Samliv med Drengen og med gud, saa han ligesom kan forløse Drengens forkvaklede Barneliv og forvandle det til et lykkeligt Liv. Han har gennemlevet Drengens Liv, og nu kan han tale med ham om alt, saa Drengen, der før var trodsig, forbavses, bliver blød, græder og angrer. Jeg havde engang en Strid med en Askovkammerat, saa vi i lang Tid gik og saa galt til hinanden; det pinte mig, men saa gik det op for mig, at jeg blot behøvede at sige til ham, at jeg var hans gode Ven, og saa gik jeg til ham; jeg ved ikke, hvad jeg fik sagt, men vi blev udmærkede Venner. Vi skal holde op med at tale om, at der skal følge Handling efter ordet. Nej, Ord er Handling, og tomme Ord eksisterer ikke, det er kunLyde. Ord er Handling overført fra en til en anden. En Missionær skal tage Hedningens Liv ind i sig og sejre over det og saa sige til Hedningen: nu er du fri! Vi skal ogsaa bort fra den Degnelærdom, at Verden er skabt af intet; den er skabt af et Ord, der laa en Verden i. At tale Guds Ord er ikke at holde en Prædiken af lutter Skriftsteder iblandet nogle Salmevers, der er i Reglen de kedeligste Prædikener, man kan høre. Nej, det er at sige det, vi ved, det vi har set, det er at tale med Virkning – den Tale, der skaber, hvad den nævner.

De gamle Friskolelærere vidste dette. Friskolen blev til inde i dem; de kunde tale om, hvad de vilde, det blev til Friskole. De levede Friskolen ind i Verden.

En Præst sagde til mig: Hvad er det, I gør saadant Væsen af der ovre paa Liselund, det er jo ingen Ting – en Slags Efteraarsmøder el. l. – Nej, det er intet, men det leves ind i Verden nu.

Hvordan er Guds Rige kommen ind i Verden? Jesus levede det ind i Verden. Det blev til Stykke for Stykke inde i ham. Første Gang han taler om Guds Rige, siger han, det er nær, og da Farisæerne spurgte ham: naar kommer Guds Rige, sagde han; det er inde i Eder. Senere kunde han tale om, at Guds Rige var kommen. Han levede det ind i Verden. Fadervor og Miraklerne levede han ind i Verden, Han havde Magt til at tage Sygdom fra Mennesker, thi han havde overvunden Sygdommen inde i sig selv i de stille Bønnens Timer, naar han søgte Ensomhed. Tilsidst kunde han tale om, at Guds Rige var kommen med Kraft og Herlighed. Den Herlighed, som havde været skjult fra Evighed, levede Jesus ind i Verden. Brug det Lys, du har at leve ved, saa faar du efterhaanden mere Lys.

Paulus skriver i Kolossenserbrevet, at han vil ikke længere dølge for Kolossenserne, hvilke Kamp der lever i ham for deres Skyld. Paulus kæmper deres Kampe og sejrer, men han sidder i Fængsel. Til en Lærling skriver P.: »Jeg tænker paa dig og beder for dig baade Nat og Dag og længes efter at se dig. Den Tro, som bor i dig, boede forst i din Mormor, saa i din Mor og nu i dag« ja, det er levet ind i Verden, Mormor havde vel aldrig tænkt at blive Missionær, men det blev hun. Paulus kunde f. E. aldrig have skrevet det Bre, hvis Mormor ikke havde levet. Maaske de, der allermindst tænker paa at blive til Velsignelse, bliver det allermest. P. skriver om en Kvinde, som vi ikke kender noget til: »hans og min Moder«; den Kvinde maa have været meget for P., men han har vel aldrig tænkt, at hun betød noget som Missionær, men hun har haft meget at betyde, thi noget af hende klinger gennem Paulus´ Tale, hvor han kommer frem. Priscilla og Aqvilos havde vovet deres Hals for Paulus, og han vokser en hel Alen derved; de har levet Mod ind i Verden, ind i alle Menighederne.

Hvem der har begyndt, og hvem der har forsat denne Skole, kommer det ikke an paa, men det kommer an paa, om her har været levet. Friskolefolkene har levet som store Idealister; jeg bryder mig ikke om, om der var en Lærer, som kunde regne, eller en, som ikke kunde skrive, blot de har levet Idealisme ind i Verden, saa har de hjulpet andre til Tro paa, at det gode maa sejre i Verden. Hovedsagen er, at de har levet.

Følgende Sang, skreven i Dagens Anledning af J. P. Lebæk, blev nu sunget.

(Mel.: Jeg elsker de grønne Lunde.)

Jeg var kun en Pog saa liden,

da her jeg til Verden kom;

at jeg kunde vokse med Tiden,

det faa turde drømme om.

 

Jeg Genbo da blev til Smeden,

hvir Gnister i Luften fløj;

jeg mærkede vel ej til Heden,

desmere til Røg og Støj.

 

Men snart fik jeg selv en Rede,

En Borg ved en liden Bæk,

hvor jeg kunde synge og bede

og færdes foruden Skræk.

 

Jeg glemmer aldrig den Lykke,

den Fred jeg i Borgen nød;

da Livsglæden var mit Smykke,

og Tiden som Bækken flød.

 

Der samlede gamle og unge,

der aabnedes Mund og Haand,

der løstes i Sang hver Tunge,

der knyttes Hjertebaand.

 

Og derved blev Borgen bygget,

at manges Vilje var een,

af Livskraften overskygget,

en Kærligheds Ædelsten.

 

Med Tak kan jeg se tilbage

paa henrundne femti Aar;

Gud give, at Fremtids Dage

forkynde, at Borgen staar!

 

Derefter fik Lebæk Orden: Naar jeg i denne Sang kalder Friskolen en Borg, saa er det ikke den lille Skole ved Bækken eller den større ved Skoven, men det er Forældrene, som selv vil raade for deres Børns Opdragelse. Dalsgaard-Petersen følte, at han havde »Borgen« i Ryggen, da han svarede Provst Romann, at han nok turde holde Skole, naar Forældrene turde holde Skole, naar Forældrene turde betro ham Børnene. Borgen er Hjemmet, der slutter sig om Skolen som dets Tjenerinde. Jeg ved intet Ord i Sproget, der kan betegne dette Forhold stærkt nok. Gid dette hjertelige Forhold fremdeles maa bestaa baade her og i alle Friskoler!

Grundtvig siger, at Folkesagnene skal forkyndes, saa de gør den unge lyttende og Oldingen veltalende, men hvor det ikke sker, der skrumper Slægten ind i sig eget Støv og finder, at Døden er i Grunden bedre end Livet, thi man kender kun Livets Møje. Det er Skolens Opgave levende at forplante Folkets Sagn de er Arvesølvet. Kristenlivet spørger om Trang til Udødelighed; er den Trang død, bryder man ikke ikke om Kristen dom. Matte Skolen her faa Lykke til at øve sin Gerning i Fremtiden!

Kl. 6 var der Fællesspisning, og derefter gik det Slag i Slag med Taler og Sang. Der afsendte en Hilsen til Friskolekredsen i Højby, som samme Dag indviede en ny Skole.

Blandt de efterfølgende Talere skal jeg nævne Konsulent Stenbæk, Morten Eskesen, der ogsaa havde skrevet en Sang til Festen, Pastor Møller, Rønninge, Hans Nielsen, Stige o. m. fl. Ikke mindre end 25 nuværende og forhenværende Friskolelærere var til Stede.

Leave a Reply