Forældrene tilbage til børnene

Forældrene tilbage til børnene

Forældrene tilbage til børnene

Af Svend Erik Poulin, Lektor ved Danmarks Lærerhøjskole i Odense.

Overskrifter i aviserne som “Barnets farlige kurve” og “forældre går til skolepsykolog”, samt kronikoverskrifter som: “den stressede småbørnsfamilie” burde medføre, at vi begynder at tænke over, hvad der er, vi gør med og mod vores børn, at vi tænker over, hvordan vi ruster børnene til en rimelig tilværelse. De spørgsmål kan anskues på forskellige måder. De kan ses som rent praktiske spørgsmål, der stilles til en virkelighed, som er forskellig til forskellige tider. Svarene kan så hentes i den virkelighed, der øjensynligt stiller som krav, at det gælder om at indrette sig – at fungere bedst muligt. Det er derfor også¨det, børn har brug for.

I den forstand har en meget stor del af børnene i industrisamfundet øjensynligt brug for at kunne passe sig selv bedst muligt, leve i deres egen isolerede tilværelse og ikke kræve for meget af os voksne. De har brug for at kunne lade sig anbringe og opbevare i institutioner og være glade for det. Stadigvæk set fra den samme synsvinkel, så har børn brug for at lære at finde sig i at skifte opholdssted: børnehave, hjem, skole, fritidshjem eller anden pasningsordning uden at blive angste eller vanskelige. De skal kunne lade sig nøje med professionelle pædagogers neutrale omsorg i stedet for fællesskab med voksne i liv og arbejde.

Det skal indskydes, at pædagogers og læreres muligheder som medopdragere af børnene forbliver små, så længe disse faggruppers arbejdseffektivitet skal indordnes den samme økonomimodel, som bruges i produktionen.

Tilbage til hvad børn idag har brug for, hvis det hele er et spørgsmål om at indrette sig. De har brug for at kunne forbedre sig flittigt og interesseret til en voksen tilværelse og til jobs, som de måske aldrig får, eller som ingen med sikkerhed kender. Mange børn reagerer naturligt – og sundt? – på alle disse krav, med det resultat, at “Forældre går til skolepsykolog”. Børnenes opførsel sætter et stort spørgsmålstegn ved vores tilbøjelighed til at betragte de stillede spørgsmål som rent praktiske spørgsmål.

Men blev spørgsmålene også stillet til den aktuelle virkelighed? Det rigtige ville være at spørge ind til det demokratiske samfund. Et demokratisk samfund er ifølge sit væsen pluralistisk. Det eksisterer netop ved, at samfundsmedlemmerne ikke blot har forskellige politiske meninger, men at de også har forskellige opfattelser af de grundlæggende problemer i tilværelsen.

Opdragelsesproblemet er et tilværelsesproblem. Det er et spørgsmål om pluraliteten som er forudsætningen for demokratiet, også er et godt grundlag for opdragelsen af det enkelte barn. Hvis et barn vokser op i et fællesskabs kulturelle rammer og derfra – gennem sine forældre – modtager sin grundlæggende menneskelige og sociale orientering, så har det basis for – på en produktiv måde – at tage stilling til en anden form for livsstil. Pluraliteten, som betyder modsigelsesfuld og flertydighed af normer, fordomme og forventninger, optræder let over for barnet som et tilfældigt ordnet varelager, så barnet næppe har en mulighed for virkelig at forholde sig til mangfoldigheden.

Når barnet ikke kan forholde sig til værdier, mister det muligheden for en selvstændig, kontinuerlig personlighedsudvikling. Pluralitet, der er nødvendgt som politisk princip, er ikke produktivt som opdragelsesprincip, hvis det ikke er suppleret af et betydningsfuldt socialt tilhørsforhold, der kan danne grundlag for orientering og dermed også for identitetsdannelse.

Spørger vi derfor ind i det demokratiske samfund, må vi betragte spørgsmålene som opdragelsesspørgsmål. Dermed stiller vi spørgsmål om værdier. Værdispørgsmål kan omformes til tekniske spørgsmål som f.eks.: “Hvad skal jeg gøre, og hvordan skal jeg gøre det for at opnå dette eller hint hos barnet?” Svaret på det spørgsmå er ikke opdragelse, men manipulation.

“hvad gør vi med og mod vores børn?”, indeholder udsagn som f.eks.: “Hvilke værdier viser vi vore børn i vor dagligdag?”, “Hvordan vil vi egentlig leve i fremtiden?”. Udsagn, som kalder på eftertanke og som peger på, at hvad børnene behøver, er mennesker som indlader sig med dem i personlig forpligtelse, indlader sig med dem i et opdragelsesmæssigt forhold. Eller som den amerikanske sociolog Urie Bronfenbrenner skriver: “…..børn har brug for mennesker for at blive menneskelige. Vi berøver børnene (og også os selv) deres menneskelighed, når vi forviser dem til en verden for sig selv. Men det er netop det, der sker idag. Vi oplever sammenbruddet af den proces, som gør menneskelige væsener menneskelige.”

Opdragelsen er forældrenes opgave, men “forældrene er ladt i stikken med et jord, der er blevet mere krævende end nogensinde”, mener overlæge Gidon Zlotnik ved børnepsykiatrisk afdeling ved Nordvang i Glostrup.

Vi har længe været i en situation, hvor mange hjem mere og mere er blevet frataget deres opdragelsesmuligheder gennem industrisamfundets måde at indrette menneskelig tilværelse på. Der vil imidlertid ikke opstå et tomrum, fordi forældrene mister indflydelse på opdragelsen.

Der er en række påvirkninger af børnene, som ikke først og fremmest har børnenes velfærd for øje. Det er de påvirkninger, som er resultatet af de gældende samfundsforhold, og som kommer fra massemedierne og reklameindustrien. De påvirkninger træder til i samme mål, som opdragelsesmæssige normer og krav træder tilbage. Lad os kalde de påvirkninger for socialiseringsbestræbelser. Der er en form for socialiseringsbestræbelse, som har til formål at bevirke en individuel, konkurrerende præstationsstræben. En anden har som formål at maksimere forbruget af goder og tjenesteydelser. Gennem reklame orienteres vore børn mod en nydende konsumerende adfærd. De får indtryk af, at det meste kan opnås uden særlige anstrengelser, at deres behov kan tilfredsstiles her og nu. De nævnte socialiseringsbestræbelser vender sig mod enhver begrænsning, som ikke er begrundet i markedsøkonomien. De er i sig selv opdragelsesfjendtlige. Tværtimod påvirker de mennesket til stadige ændringer og til utilfredshed med sin aktuelle eksistens: Det, du har, er ikke nok. Det, du er, er ikke tilfredsstillende. Hvad du kan, er ikke tilstrækkeligt. 

Forbrugsindustrien må nødvendigvis ignorere den indsigt, at de menneskelige grundbehov som kærlighed, anerkendelse og tryghed kun kan tilfredsstilles gennem menneskelige aktiviteter, der er uafhængige af goder og tjenesteydelser. 

Mange forældre finder ikke frem til deres opdragelsesmål ud fra egen indsigt og erfaringer, men snarere gennem efterligning af massemediernes forbilleder, der er underkastet modestrømninger. Massemedier og reklame har i udstrakt grad overtaget, hvad der tidligere hørte opdrageren til. Opdragelse er en svær opgave, som ikke kan henlægges til hverdage mellem kl. 18.00 og 19.00. Det opdragelsesmæssige er en del af familiesamlivet.

Opdragelse tjener ikke til planlægning af samlivet, men til korrigering af det: det opdragelsesmæssige indgreb følger først, når barnet har gjort noget forkert. Det, som barnet gør “rigtigt”, opfattes ikke som resultatet af opdragelsesmæssige villen, fordi det “rigtige” vokser ud af dets eget initiativ inden for samlivets rammer.

Opdragelse er en gensidig proces, fordi barnet bringer sine egne tanker, følelser og ønsker til gyldighed og derved inviterer de voksne til at indlade sig på dem. Når den 4-årige pludselig efter i flere på hinanden følgende dage at have hørt på faderens utålmodige: “Nu er du vasket – skynd dig så op af badekarret”, reagerer med spørgsmålet: “Hvorfor har de voksne altid så travlt, at der ikke er tid til at lege i badekarret?”, så må den voksne indlade sig på barnets erfaringer for at lære af dem.

Først når man taget et andet menneskes erfaringer alvorlige tager man mennesket alvorligt som person. Opdragelsesproblematikken tvinger os altså i flere henseender til eftertanke. Eftertanke over hvordan vi egentlig vil leve i fremtiden, hvilke af de i fremtiden givne muligheder vi vil vælge. Men også til eftertanke over de elementære grundsætninger og regler for menneskeligt samliv til hverdag. Opdragelse må igen gøres mulig for alle forældre som menneskelige forpligtende udveksling af erfaringer mellem generationer.

At give forældrene gode muligheder for at løse den opgave det er, at opdrage, er et ansvar, som påhviler alle medlemmer af et samfund, men især hviler ansvaret på vore politikere i kommunalbestyrelser og i folketing og på dem af os, der er så priviligerede, at vi har tid til samvær med vore børn

Hvis vi vil give børnene rimelige opværksmuligheder, og hvis vi mener, at opdragelsesprocessen er et væsentligt bidrag til barnets personlighedsudvikling, må vi give forældrene tilbage til børnene.

Leave a Reply