Forelæsning, foredrag og fortælling

Forelæsning, foredrag og fortælling

Forelæsning, foredrag og fortælling

Af Carsten Oxenvad, leder af Nornesalen og seminarielærer i Skårup.

Nationalstaten er død, unionen er sten død (stone dead), there is no such thing as the society (M. Thatcher) og “Den sidste Danmarkshistorie” er skrevet. Så er det da godt, at shengen eksisterer, for hvad skulle den ellers holde sammen på vores lille verden? Det skulle da lige være fortællingen. Pudsigt nok lever fortællingen, ja den genoplives i samme takt som historien officielt gøres betydningsløs. Historien er død! Længe leve den gode historie.

Vi har stadig brug for de gode historier. Abraham, Moses og Jesus lever stadig i vor bevisthed, såvel som Uffe, Harald og Valdemar og tyrannerne, dem må vi ikke glemme, Cæsar, Napoleon og den lille grimme Adolf. Alle er de en del af vor bevisthed. De historier, som fortælles om dem, bruger vi den dag i dag, de er vore idealer og vore skræmmebilleder, vi står som moses ved det Røde Hav og kaster vore terninger, når vi tager os mod til at krydse Tryggevælde Å og gå ind i Elverkongens Rige.

Vi har stadig brug for at høre de store historier. Jeg ved det fra 15 år i børneskolen og må, med nogle års erfaring med lærerstuderende, erkende at også disse har brug for at høre om Jacobs kamp ved Jabbok og Uffes ved Ejderen. Kampen skal der til stadighed fortælles om, kampen for retten, kampen for friheden og kampen for troen. Den personlige og den kollektive kamp for at få lov til at leve et værdigt liv.

Jeg har fortalt historier i mange år, allerede i mit andet år som lærer fik jeg ugentlige fortælletimer for et hold efterskoleelever. Famlende gik jeg i gang med opgaven og stadig famlende fortsætter jeg med at fortælle bibels-, verdens-, og danmarkshistorie, som dengang for skoleungdommen således fortsætter jeg overfor de studerende, der er blevet svigtet af en skole, der nok har givet kundskaber og færdigheder, men som ikke har fået skabt relationer i tid og rum. Der er historier, der må fortælles. Historien om N.F.S. Grundtvig er en af dem jeg nok aldrig selv bliver færdig med, hvorfor jeg tog det som en stor udfordring at få lov til at fortælle den for de studerende på 2. årgang i forbindelse med forberedelsen til den alternative praktik.

Historie loyalitet og historisk loyalitet

Men hvorledes fortælles et menneskes historie på en måde så man både er loyal over for den historiske person, over for den forskning der har fundet sted, over for tilhørerne og over for sig selv? Forberedelsen til netop denne fortælling falder i flere dele. Selv hørte jeg første gang historien på seminariet, og fik af min lærer det råd at læse Hal Kochs bog “Grundtvig”, et råd jeg gerne lader gå videre.

Mere afgørende end de bøger jeg har læst, har det for mig været at møde grundtvigforskeren Kaj Thanning, at opleve højskolelærer Lars Thorkild Bjørns “Grundtvigbilleder”, skuespillet “Hjertets søde morgendrøm” af Ebbe Kløvedal Reich og Ejvind Larsen og høre Karen Hansen fra Vindbyholt. Disse mennesker og deres Grundtvig fortolkning har, foruden det at synge den gamles egne tekster, givet inspiration til den fortælling “Kirken, kampen, kvinderne og kærligheden” der blev resultatet.

Fortælligens undertitel “Grundtvig for begyndere” er dels ment som et signal om at der ikke kræves forkundskaber og dels betyder det at der ikke er tale om en videnskabelig forelæsning. Derved kan de videnskabelige spørgsmål ikke lades ude af betragtning. Man kan ikke fortælle om Grundtvig uden at tage stilling til en del historiske spørgsmål. Et af de grundlæggende spørgsmål har jeg allerede lagt op til i det jeg nævner både Hal Koch og Kaj Thanning som inspirationskilder.

Begge har de udført god gedigen forskning, men de lander forskellige steder. Hvor Koch i sin bog lægger vægten på Grundtvigs kirkelige anskuelse fra 1825 og den Lutherske vildfarelse at forveksle de døde bogstavord med de levende menneskeord, så er det højskolemanden Thannings kongstanke, at Grundtvig først rigtig bliver Grundtvig, da han i 1832 kan tage det sorte kors fra Graven og plante en lilje hvor det stod – når han kan sætte menneskelivet over kristenlivet.

Som fortæller af historien må jeg tage stilling til dette spørgsmål: er Grundtvig en kirkelig reformator eller en folkelig og pædagogisk inspirationskilde?

Jeg vælger at lade 1825 komme før 1832. Uden kampen for at finde ud af hvad sand kristendom er, en kamp der leder den unge Grundtvig fra hjemmets lutherske rettroenhed over ungdomstidens rationalistiske bibelkritik, den bedrevidende reformator der i slutningen af 1810 går til grunde i sit eget hovmod, hjælpepræsten, der ikke samler til lade, men giver såsæden til de fattige og endelig frem til det syn, at fællesskabet i Kristus, menighedslivet, slet ikke beror på bestemte meninger eller handlinger fra menneskers side. Nej før der var skriftsteder om Jesus og før der var kirkemøder om den rette lære, da var der menigheder, der døbte i faderens, sønnens og helligåndens navn, og som mødtes for at være sammen med deres frelser når de, på trods af afstanden i tid, hørte det lille ord af herrens mund “Dette er mit legeme, tag dette og spis det”. Dåb og nadver er det centrale – alt andet er udenomsværker. Skal man ikke beskæftige sig med livets centrale spørgsmål – livet selv.

Dette skal fortælles, men uden at nævne striden mellem Koch og Thanning. I stedet må kronologien og kampmotivet bære forestillingen. Hver kamp er en kamp på liv og død. Kampen i Den sorte skole. Kampen med og mod Constance. Kampen med Djævelen på Vindbyholt Kro. Kampen med professor H.N. Clausen. Kampen mod statskirken. Kampen for livet. Havde der ikke hele tiden været denne kamp for at komme til klarhed om menneskelivets store spørgsmål og sætte livet fri over for de livsfornægtende autoriteter – så havde historien ikke haft betydning i dag. Men den har betydning, og den må fortælles. Spørgsmåler er – hvordan?

Symbolfortællingen

Ved enhver forberedelse må der tages højde for, hvorledes form og indhold hænger sammen. Jeg kunne se to principielt forskellige måder at gribe historien om Grundtvig an på.

Enten kunne jeg prøve at lave en videnskabelig historisk redegørelse – holde en forelæsning over emnet. Situationen og emnet taget i betragtning måtte jeg forkaste dette. Dels fordi den videnskabelige fremstilling fordrer en videnskabelig tilgang fra tilhørerne, og dels fordi emnet her er det levende ords fortaler, og er der noget, der er i stand til at dræbe alt liv, så er det – ikke videnskaben i sig selv – men det metode-rytteri, som ordentlig videnskab fodrer.

Heroverfor står den fabulerende fremstilling. Den egner sig glimrende til det folkelige foredrag med dets efterfølgende grundtvigske sakramente – med kaffe og blødt brød. Der er imidlertid den fare forbundet hermed, at man i sin afstandtagen fra forelæsningens videnskabelighed lader sig lokke til overfladiskhed. Fortællingen om Grundtvig krævede altså en anden struktur.

Præcis hvordan idéen til den fortælleform, den symbolske, som vi benytter i “Kirken, kampen, kvinderne og kærligheden” opstod, ved jeg ikke. Den begyndte at tage form i sommerferien, men først da jeg ved det nye studieårs start fik spurgt Karin Vium Jensen fra årgang 95, om hun turde indgå i arbejdet – og fik tilsagn herom – tog projektet fart og fik sin form.

Rent fortælleteknisk optræder jeg selv som traditionel fortæller, som oplæser, som sanger og som skuespiller (almindelige lærerroller), mens Karin spiller til fællessangene, laver special effects, er sanger og min modspiller.

Nogle har kaldt vores forestilling et Grundtvig Show, andre et skuespil. Selv vil jeg fortrække at tale om en “symbolfortælling”. Symbolet er et billede, et billede hvis mening og dybde variere alt afhængig af den, der oplever det. Vores verden er fuld af symboler. Firma logoer, piktogrammer, nationalflag og endelig de religiøse symboler, der for den indviede udtrykker det, der ligger et lag dybere.

Lad mig give et par eksempler på vores brug af symboler.

Vi starter fortællingen om Grundtvig ved hans begravelse. Hertil er der to fortælletekniske grunde:

Dels får vi Bjørnstjerne Bjørnsons ord ved graven som ledemotiv: “Mens der ved andre grave lyses fred, så bør der ved denne grav lyses kamp”, og dels kan vi ved at starte ved graven og derefter se tilbage og følge kampen frem til vi igen når vores udgangspunkt, graven, skabe en ramme for fortællingen. Yderligere påstår Bjørnson, at manden ikke er død – han lever i kampen, i vores kamp for livet og imod døden – og det er vel også en pointe at få fortalt. I alt dette er der ikke noget fortælleteknisk nyt og anderledes. Det kommer først i det, der ikke siges.

Navnet Bjørnstjerne Bjørnson nævnes ikke. En faktaoplysning som et navn har ingen interesse, hvis tilhøreren ikke har noget forhold til manden og hans digtning. Skulle navnet nævnes, så burde man også gennemgå hans forhold til Grundtvig såvel før som efter denne dag i september 1872. Hermed kunne man så trække fortællingen med ned i graven allerede før den var begyndt. Modsat kunne man også være overfladisk og nævne, at der var en, der sagde, at der skule lyses kamp over graven. Men også dette ville være forkert.

Løsningen blev:

“Som en af de sidste gik en norsk digter hen til graven. Han ville bringe en hilsen fra de stille i… i de tusind hjem, (musikken forsætter – lidt mere stille) og fra dem, der lever det store liv og taler til alle.

Og han talte om Grundtvig som Vølven, den store seer i nordens oldtid – og sluttede: Medens der var andre grave lyses fred, så bør der ved denne grav lyses kamp – kamp for alt det, vi elskede ved ham!”

Kender man ikke “Ja, vi elsker dette land”, ved man ikke, at det er Norges nationalsang, så ved man nok heller ikke, hvem Bjørnson var. Men har man blot en gang sunget om landet, der stiger frem “værbitt over vandet med de tusen hjem”, så vil opholdet i tekster, de fem toner, teksten “i de tusind hjem” hvorefter musikken forsætter – dét vil være symbolet på en norsk digter, på Bjørnson, om man kender hans navn eller ej.

Lad mig give endnu et eksempel. Grundtvigs overgang fra rationalist til romantiker er dramatisk. Den skal derfor fremstilles dramatisk. Nu er jeg lærer og ikke skuespiller og egentlig er jeg imod, at fortællinger dramatiseres, da visualisering hæmmer tilhørerens mulighed for at skabe egne billeder. Alligevel har jeg valgt at lægge et par små optrin ind – for at spare tid. Man kan godt fortælle om den rationalistiske unge kandidat, der kommer til Langeland og i mødet med kærligheden får sit hidtidige liv slået i stykker. Det vil tage mindst fem minutter – ti – hvis det skal gøres ordentligt, og særlig interessant bliver det nok ikke. Men Grundtvigs møde med Constance Leth er ikke uinteressant – det er et vulkanudbrud af følelser. Hidtil har fornuften hersket over følelserne, men nu tipper det. Det går i 1805 op for Grundtvig, at han har et hjerte og at han er underlagt sine følelser. Han troede, at han i overensstemmelse med rationalismens ideal som huslærer, skulle lede den unge Karl Stehnsen Leth ind på naturens brede landevej i fornuftens solskin.

Han skulle lede sin elev “— bort fra det mørke og vildnis som følelserne…” (støder ind i Constance) “De må være kandidat Grundtvig fra København“. Så må De være fru Stehnsen Leth, Karls mor.” “Kald mig Constance” (griber hans hånd). “Nicolaj Frederik Severin Grundtvig”. “Og hvad kalder Deres venner Dem?” “Frederik” (holder om hendes hånd med begge hænder). “Må jeg også gøre det” “Ja” (hun trækker sin hånd tilbage).

Ren fiktion! Men med få ord og virkemidler gentages, hvad der tidligere er sagt om rationalisme og om lærerens kald. Vi får præsteret Constance Leth og får set, hvad der sker imellem dem. Ren fiktion, men der er symbol for det der skete, og det forklarer de digte og dagbogsoptegnelser der følger – dagbogsoptegnelser fulde af lidenskab.

Det er ikke le at fortælle et langt liv på halvandentime. Et langt liv, der stadig har betydning for vores måde at se verden på. Brugen af symboler hjælper. Uden disse ville det ikke have været muligt.

Fortællingskonvertering

Efter vi havde fortalt for seminariets 2. årgang, blev vi af menighedsrådet i Skårup bedt om at gentage fortællingen en aften i november. En forsamling af lærerstuderende og en menighedsforsamling er imidlertid to forskellige grupper. Meget måtte derfor laves om, for at symbolerne også talte til den nye forsamling. De pædagogiske hovedområder og frihedssynet, som Grundtvig udtrykker i indledningen til Nordens Mytologi fra 1932 kan ikke få så central placering som i seminarieudgaven, men til gengæld kan man af en menighedsforsamling forvente et større kendskab til samledigtningen. Vægten i symbolsproget måtte altså forskyde sig, og selv om de 95% af fortællingen var de samme ord, så blev det en anden fortælling. En fortælling, hvor det religiøse sprog i højere grad kunne få lov at udfolde sig.

I 1860 døber den 77 årige Grundtvig sit sidste barn, en datter. Hun er opkaldt efter hans tre hustruer: Elisabeth (Lise), Marie og Asta. I seminarieudgaven fortælles der om, at han døber dette barn, i menighedssudgaven er dette ikke nødvendigt. Det kan gøres langt stærkere:

“Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed her genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstanden fra de døde.

Hvad er barnets navn?”

Asta Marie Lise Grundtvig

“Asta Marie Lise Grundtvig – kunne man forestille sig et smukkere navn til en lille pige?”

På samme måde som i en menighedsforsamling har en forsamling af lærerstuderende deres helt specielle forudsætninger, som der kan spilles på.

“Vi maae indsee, at Lærdom er Eet”

Hov, hvad mener du med lærdom?

“Ja, der er viden og kundskaber – det kan være grammatikken, kongerækken eller kendskab til informationsteori.”

Nå, det vi kalder dannelse:”

“Muligvis, men som sagt – Lærdom er Eet og Dannelse og Duelighed for Livet, det menneskelige og borgerlige, er et Andet…”

“Det er de færdigheder, du har. Det, at du ved hvordan man spænder hesten for ploven og kører den, og at du kan finde rundt i dit elektroniske leksikon.”

Altså noget i retning af formal dannelse.”

“Dannelse og Duelighed for Livet, det menneskelige og borgerlige er et Andet, begge Dele lade sig vel forene, men ikke hos Mængden, og de maa ingenlunde staa fjendtlig mod hinanden, men de maae være adskilt, da de ellers stræber at fortrænge og nødvendige forfuske og fordærve hinanden.”

Den materiale og den formale dannelse bør altså stå i et dialektisk forhold til hinanden.”

Teksten er fra 1832. Men de problemer, den behandler, er de samme, som vi arbejder med i læreruddannelsen i dag. Ved at stille et par nutidige spørgsmål til teksten kan den åbne sig, også for studerende i dag – 166 år senere.

Grundtvig er nok død, men de kampe han kæmpede, kampen for friheden, for skolen og for kærligheden, de kæmper stadig.

Derfor må jeg til stadighed fortælle om den mærkelige gamle mand og om hans kampe, der er mine kampe – vores kampe. Og jeg må til stadighed arbejde med og forbedre fortællingen, så den kærlighed til livet, der var i den gamles kampe, kommer til at stå klart for tilhørerne. Så klart at de gribes af kampen og kærligheden og gør verden større.

Da skal freden fatte

som livets sommervejr.

Da skal man kæmpen skatte,

som drog for den sit sværd,

ej alt i fred-lér forme,

men vælge livets storme

for gravens stille ro.

Leave a Reply