Friskole til tiden – i tiden.

Friskole til tiden – i tiden.

Friskole til tiden – i tiden.

Af Palle Pors, skoleleder.

Vi er del af det store historiske møllehjul, der konstant kværner sig gennem tiden og æder sig gennem dynger af begivenheder fra tidlig morgen til sen aften. Hver især er vi “en del af den lod, der når ud over dig” og må som sådan handle efter det. Vi må være tro og loyal mod den fortid, der har givet os de muligheder, vi har idag i hele vort menneskeliv. Det gælder på det helt overordnede samfundsmæssige plan, men også på det helt nære plan, hvor mennesker er sammen, samtaler finder sted, og fælles idéer giver fælles handlemuligheder.

Vort menneskeliv er karakteriseret ved konstant at være i bevægelse, på evig vandring fra A til B, på ridt mod vore drømme, men altid under påvirkning fra det samfund, vi alle er en del af.

Vi udsættes for påvirkninger hver dag, af vidt forskellig art, og vi samler det op, vi mener, vi har brug for i vores liv. Men er det nu også rigtigt, at vi blot samler det op, vi selv gerne vil? Er det rigtigt, at vi selv og vore børn er i stand til sortere  mellem alle de indtryk, verden giver hvert individ hver dag? Mit korte svar er ja, og det vil jeg gerne uddybe med et par betragtninger.

Et af vore mål som forældre og som skolefolk er, at vore børn bliver i stand til en kvalitativ vurdering af deres omverden. De skal kunne operere med en hjorts behændighed og ynde på kanten af livets malstrøm. Der er masser af “farer” og faldgruber, der lurer overalt, og vores opgave som voksne er at bringe børnene så sikkert gennem barndommen som muligt. Vejen eller stien, ethvert barn/menneske betræder på sin vandring gennem livet, er meget forskellig fra barn til barn.

1

En kan være en ussel lille smattet sti med vandfyldte huller og konstante ujævnheder, og i grøfterne er der en ringe beplantning, der for længst er afsvedet. En sådan sti vil altid gå opad og være sværd at komme videre på.

2

En anden sti er flot og snoet, jævn og fast, med myriader af forskellige blomster og planter til at omkrandse den. Der vil være et rigt dyreliv, der vil inspirere og bringe glæde hver dag, mens barnet følger stiens varierede terræn.

3

Den sidste sti vil kunne være en flisebelagt (med kvadratiske fliser) sti, hvor ingen ujævnheder kunne forekomme og med en monokultur af oversprøjtet beplantning (f.x. en ligusterhæk). Denne sti vil have en konstant hældning på 5 grader nedad, så den anatomisk og fysiologisk aldrig vil være svær at forcere.

Uanset hvilken vej livet har budt det lille barn, så skal det have den samme mulighed for at glide ind i det fællesskab, som et samfund er. Men da børn jo har haft meget forskellig slags sti at betræde på deres vandring, vil metoden til “at nå” det enkelte barn være meget forskellig.

Vores vej gennem livet, herunder skolevalg, giver os forskellig evne til at fravælge de situationere/informationer/påvirkninger, man mere er overflødige for én som menneske. Og denne egenskab er blevet meget central de senere år, efter vi er trådt ind i informationssamfundet, hvor alting går hurtigere, end 90% af befolkningen overhovedet kan fatte. Jeg tror, at det mange gange er kejserens nye klæder om igen. Mange såkaldte eksperter udtaler sig hver dag om, at helvedsgabet står klar til at sluge alle de, der ikke er med på IT-vognen, alle de, der ikke kan læse flydende i 1. klasse (det kan de i Finland, Costa Rica, o.s.v.) og alle de, der har lagt vægt på andet end ren kundskabslære.

Vi skal ikke være bange, men selvfølgelig følge udviklingen nøje, men vi må ikke falde på halen overfor udviklingen. Derimod skal vi tro på, at den opdragelse/podning, vi har lagt hjemme og i skolen, giver vore børn muligheden for at sige fra de steder, de ønsker det og ikke blindt følge “budet” fra fagre nye verden.

Jeg tror og håber, at vore børn, qua vores måde at præge børnene på, før større mulighed for at vælge og specielt fravælge i morgendagens samfund. Jeg tror på, at den sti, vi i fællesskab dagligt forbereder for dem og forsøger at holde dem på, er den sti, der fører mod, om ikke himlen, så mod et menneskeværdigt liv, hvor de gennem tryghed, glæde og engagement føler, at det er dem, der har ansvaret for deres eget liv og ikke samfundet. Og hvor meget højere skal vi egentlig stræbe på vore børns vegne?

Leave a Reply