Baggrund og grundlag for Ferritslev Friskole

Baggrund og grundlag for Ferritslev Friskole

Baggrund og grundlag

I Ferritslev friskoles formålsparagraf fra 1929 står der i §1 Foreningens navn er Ferritslev friskole og dens formål er at opretholde Ferritslev friskole væsentligt på sit grundlag, at hjælpe forældre, der har skolepligtige børn, til selv at sørge for deres børns undervisning nærmest i overensstemmelse med Kolds og Grundtvigs skoletanker.

Grundlaget for opstarten af skolen

Sætningen, “at hjælpe forældre, der har skolepligtige børn til selv at sørge for deres børns undervisning” er det som har været grundlaget for starten af skolen, og det er det, der har været grundlaget lige siden.

Hvad fik folk til at tage ansvaret på sig?

For at finde ud af dette, skal man se på Vilhelm Birkedal og Ryslinge, som var et af åndelivets knudepunkter i 1800-tallet. I 1849 blev den unge ildfulde Vilhelm Birkedal kaldet til præst i Ryslinge, og hermed begyndte til Ryslinge en kirkefærd, som man næppe her kendt i en landsbykirke i Danmark.

Tilstrømningen medførte bl.a. at det stive system med nummererede pladser i kirken blev fuldstændig sprængt. Stolene var nummererede for sognets beboere således, at man havde plads efter hartkorn. Den med det højeste hartkorn sad øverst og så nedad til dem med lidt eller slet intet. Dette kirke- og meningedsliv var et liv for Thyge Hansen fra Skovgården i Ferritslev. Han var en de første udensogns, der rejste de 1½ mil til Ryslinge kirke søndag efter søndag og gjorde det i henved 50 år. De kørte i en stor rummelig arbejdsfjedervogn, som altid var fuldt læsset, ikke så sjældent med 10-12 personer på vognen. Med i dette svinglæs fra Ferritslev var foruden Thyge Hansen og hans kone, Peder Hansen fra Ferritslev og Hans Pedersens enke fra Rolfstedgård. Når de efter endt kirkegang og snak med folk uden for kirke vendte hjem til Ferritslev, samledes de ofte søndag eftermiddag eller aften ude på Skovgård, og når Thyge fik sat sig for enden af bordet i dagligstuen, da førtes samtalen med et liv og en kraft, som vi næppe kender i dag. Sangbogen kom også gerne frem, festsalmebogen og Boisens blå visebog, og man kunne synge i timevis.

Denne tilknytning til Birkedal i Ryslinge førte til et ønske om at løse sognebånd, for selv om man kunne samles om Birkedals forkyndelse, så måtte udensogns kirkegængere ikke gå til alters. Da så loven om sognebåndsløsen kom i 1856, var Thyge Hansen en af de første, som løste sognebånd til Ryslinge kirke. Det var et skridt, der dengang hørte ikke så lidt mod til at gøre.

I de år havde Chr. kold jo begyndt sin mærkværdige skolegerning på Fyn, og det varede ikke længe, før Kold kørte med på vognen fra Ryslinge til Ferritslev og sad med ved bordet på Skovgård, og her fandt han åbne ører for sine skoletanker. Den vækkelse, som menigheden i Ryslinge oplevede, førte ret hurtigt til et modsætningsforhold til den officielle kirke, og et lignende modsætningsforhold til den offentlige skole, almueskolen, fulgte ret hurtigt efter.

Man modsatte sig almueskolens udenadslæren og remsen, man sagde, at skoletvangen forvirrede forældrenes begreber om oplysning, da de ikke kunne antage det for en velgerning, som de skulle tvinges til at modtage under straf og bøde.

Den skolelov, som var gældende, var uhyre velment. Det var hensigten gennem skoleloven at hjælpe det menige folk til større oplysning og fremgang, men selv om meningen var aldrig så god, så svarede resultaterne ikke til forventningerne. Skoleloven havde, efter den almindelige mening, indført skoletvang, og man var utilfreds med den umyndiggørelse af forældrene, som loven opfattede som. Loven indeholdt en paragraf om hjemmeundervisning, den blev man opmærksom på, og ved brug af denne paragraf startede de første friskoler på Midtfyn mellem 1850 og 1860, hvor Ferritslev Friskole blev grundlagt i 1859.

For ca. 160 år siden var der altså hjem, som ikke lod sig umyndiggøre med talen om, at de kloge hoveder, bedre end de selv, måtte vide, hvad der tjente deres børn bedst. Børnene var en gave givet af Gud, men sammen med gaven fik de også en opgave. De fik ansvaret for, at disse børns barndom blev sådan, at de engang kunne gå ud i livets storme, vel rustede til at møde dem. Og dette ansvar kunne ingen fjerne fra deres skuldre, selv om de andre kom med den bedste mening og de bedste hensigter og sagde, at de kunne gøre det bedre, at de bedre vidste, hvad der tjente børn vel. Det stod fast, at ansvaret var forældrenes. Det betød, når de startede en skole, at hjemmet fik en medhjælper, men ikke at deres arbejde med børnene blev ringere af den grund. De måtte med børnene leve med i skolens daglige liv. Hjem og skole skulle være een verden.

Dette helhedsbillede af hjem og skole medførte også, at man indrettede både rammer og indhold efter det, man kendte, de hjemlige forhold. Skolen blev indrettet med: Storstue, forstue, soveværelse og huggehus. I storstuen var skolestuen med langbord og bænke og blomster i vinduerne. I soveværelset boede læreren, og brændet hentede han i huggehuset. Rammen var altså kendt af børnene, ikke stort og prangende. Friskolelæreren gik klædt som børnenes forældre, de sagde du til ham, og han kom i deres hjem. I skolestuen blev der fortalt, sunget og læst op, der blev læst regnet og skrevet, der blev leget og holdt gymnastik, og det blev alt sammen båret af et kendskab og et fællesskab mellem hjem og skole.

Morten Eskesen (Rudme og Odense friskoler) ville egentlig hellere kalde friskolerne fra hjemskoler. De kom i almindelighed i gang i et bondehjem, hvor husfaderen og ikke mindre husmoderen havde lukket op for den oplysning, der i sine virkninger lignede solens virkning på det sorte muld og på jordens afgrøde. Her samledes børnene fra ligesindede hjem, og her havde de gamle og den moderne ungdom deres gang, eftersom de fandt, der var noget godt at hente til livets tarv. Og sådan gik det, indtil man fandt det nødvendigt og fik råd til at bygge et eget skolehus med skolerum og lærerbolig.

Sådan gik det også i Ferritslev. Her var Thyge Hansen og hans lige blevet enige om at starte deres egen skole, og Thyge Hansen havde både husrum og hjerterum for skolen og læreren, og det var godt for begge, for der var ingen storagtighed, men et jævnt og muntert virksomt liv. Der blev ikke bare sunget om det, det blev gennemført med lyst både ude og inde med sang til. Morten Eskesen fortæller således: Før de endnu havde fået friskole i Ferritslev, mindes jeg således, hvorledes jeg søndag morgen enten gik eller kørte med Hans Jørgensen den mil, der er fra Rudme til Ryslinge sognekirke, og derfa om middagen de 2 mil til Ferritslev, og gik derfa om mandag morgen den genneste vej til Rudme for at være der i rette tid. Man var jo ung vestjyde og vant til at bruge sine ben. Og da friskolen i Rudme fik eget hus med have, hentede jeg hos Thyge de første unge æbletræer og plantede, ligesom jeg ikke sjældent gæstede Ferritslev i høstens tid og glædede mig efter evne og gammel vane at gå et skår, ja den sidste sommer jeg var i Rudme, var jeg også derhenne, lagde mig, efter at have hugget mit skår, og skrev, med et rugneg som pult, en opsang, som blev sungen ved vort sidste skovmøde om efteråret, en månedstid inden Frederik den Syvendes død.

“Nu er i Nord vi meget tamme ja alt for tamme synes det iblandt, men gid for alvor blive ej til skamme den stærke kæmperod, hvoraf vi randt. I stammen podet blev i tidens fylde en hellig kvist, gid frugt den bære må, at livets sol kan Nordens kvæld forgylde i rosenskær, trods uvejrsskyer grå.”

Sådan et sted er et udmærket sted for en friskole, en skole som ikke skulle være det, som Grundtvig i Danske Firkløver kalder en Indespærring i skolastiske forbedringshuse, der for det virksomme borgerliv er den rene fordærvelse: Indpodning af kælenskab, dovenskab, ubehjælpsomhed, bogormevæsen og alle borgelige udyder. Det fællesskab, som de mennesker havde, bestod i noget uden for dem selv, de var fundet sammen i et fællesskab om det menneskelige, det folkelige og det kristelige. Derfor endte det ikke med, at de sad og stirrede på deres egne navler. Alt, hvad der rørte sig i folkelivet, kom dem ved, trængte sig ind på dem og krævede noget af dem. Det var en livskreds, hvori man styrkedes og udvikledes, og hvor man undte andre den samme frihed, som man krævede for sig selv. Så kunne man mødes, hver med sit respektere hinanden, og lade anskuelser brydes, uden at give afkald på det, som var sandhed og liv for een selv.

Leave a Reply