I lære som lærer

I lære som lærer

I lære som lærer

Af Katrine Friis, lærer.

Det kan måske være svært at forstå, at man efter endt skolegang har lyst til at forsætte med at lære og læse lektier. Sådan vil nogle sikkert undre sig. Nu har jeg så været lærer i halvandet år, og min egen oplevelse er, at lærergerningen både er spændende og udfordrende. Det at være friskolelærer kan nok sammenlignes med at have fået forøget sin familie med en masse børn og voksne – og er da dejligt.

Jeg sidder her ved mit skrivebord i Svendborg og læner mig op ad en stabel tyskhæfter. Udenfor vinduet synger en lille sangfugl af fuld hals. Den har vist ikke opdaget, at det er blevet den 1. december. Jeg prøver at vende tankerne tilbage til dengang mine egne rødder blev dannet. Meget af min barndom har udspillet sig sammen med den øvrige familie Friis på bondegården “Radstruplund” i Marslev.

Forestil jer et hyggeligt landsted, hvor hønsene går på jagt i haven, og fårene bryder ud af indhegningen for at spise naboens nyplantede stedmoderplanter. Det blev en opvækst med mange sommerferier tilbragt med et hakkejern i brocolimarken. Eller sådan føltes det i hvert fald, og så kan man jo samtidig overveje rimeligheden i selv at skulle tjene sine lommepenge. Nå, men jeg blev altså god til at hakke kål.

Begge mine forældre var samtidig meget opsatte på at sørge for Friis´er-børnenes kulturelle opdragelse, og først mange år senere har jeg kunnet sætte pris på denne vigtige dannelse. Jeg kan f.eks. stadig genkalde mig stemningen af én bestemt aften, hvor jeg blev “slæbt” med ud i havremarken sammen med min mor og højskolesangbogen. Her lærte jeg; “Jeg er Havre” og andre af fædrelandets høstsalmer. Dengang var jeg måske ikke så begejstret, men den dag i dag elsker jeg at stå til friskolens morgensang og skråle med på netop disse sange og salmer. Heldigvis er der dog én salme fra min barndoms kulturelle opdragelse, som vi ikke udsætter børnene for; “Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg”. Forestil jer en køretur til Ribe med 22 vers af netop denne salme, og så var den ligesom blevet en “ørehænger”.

Sådan kan jeg huske mange sommerferier med rundture i det ganske danske land med museumsbesøg, kirker ovs. På et tidspunkt var min søster og jeg heldigvis så snedige at få gennemtrumfet is efter hver kirke, proportionalt med kirkens størrelse. Domkirken i Ribe udløste derfor en stor isvaffel. Senere kom jeg på efterskole i Vejstrup og fik langsomt øjnene op for de værdier, jeg så modvilligt var blevet beriget med. Her mødte jeg andre unge mennesker med lignende barndomserindringer. Det var dejligt at komme blandt ligesindede og være på besøg hos hinandens familier. Jeg fik diskuteret og gjort nogle ungdomsoprør, og langsomt begyndte jeg at revidere min opfattelse af forældre. De var måske ikke så urimelige og pinlige som før antaget, men til de fleste tider faktisk helt fornuftige og måske oven i købet gode at diskutere med.

Her i dag er det så sjovt at stå som lærer i “de store klasser”, hvor man helst skal have nedadvendte mundvige. Her kan jeg ofte genkende mig selv og genkalde mig, hvordan forældre og lærere kan stille urimelige krav og være ganske uden forståelse. Det er anstrengende at være “pubertetsrocker”, og jeg kan fristes til at glæde mig over, hvor meget lysere verden ser ud, når man har levet lidt længere

Leave a Reply