Intet skaberi

Intet skaberi

Intet skaberi

Af Malene Rask Aastrup (bestyrelsesmedlem og mor til Jonathan 1. kl. og Emil 2. kl.).

’I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Da han havde skabt verden, som vi kender den dannede han af agerjorden et menneske og blæste livsånde i dets næsebor.’

Sådan står der skrevet i den kristne skabelsesberetning. En fortælling, der siger noget væsentligt, om de vilkår, som vi mennesker må leve under.:

Gud kan skabe. Og Gud kan danne.

Vi mennesker derimod kan ikke skabe, men det sker, at vi skaber os.

Vi kan ikke skabe fra bunden af, men vi kan dog være med til at dannet noget ud af det, der allerede eksisterer.

Tag blot dette velkendte eksempel:

Når vore børn får en klump ler mellem hænderne, så føles det, som om de skaber fra bunden af.

Hvad de i virkeligheden gør, er at omdanne noget allerede eksisterende; nemlig leret til en anden form; det være sig en smuk fugl eller et andet fantasidyr.

Vi mennesker kan ikke skabe. Det må vi erkende og acceptere.

Men vi kan dog danne om omdanne. Og det er meget værd!

At vi kan danne et parti, har den seneste valgkamp mindet os om, i fald vi skulle have glemt det.

Men vi kan også danne andet end partier.

Vi kan danne andre grupper og interessefællesskaber. Og det gør vi. Danmark er om noget foreningernes land.

Tag blot en lille landsby som Allerup, hvor vi bor. Der bor kun godt trehundrede mennesker og der er dannet intet mindre end syv foreninger.

De fleste små samfund har sportsforeninger, jagtforeninger, husholdningsforeninger osv.

Fælles for alle disse foreninger er, at de er dannet ud af interesse og består af en række individer, der har denne interesse til fælles.

Det samme gælder for vores friskole.

Skolen har bygget – og skolekreds og forældrekreds har vi dannet.

Dannet ud fra et interessefællesskab i vore børn.

Skolen er en bunke mursten. Den er væsentlig, men i sig selv har den ingen værdi. Det er først når vi putter noget ind i skolen, at den får sit værd.

Og det er her, at skole- og forældrekredsen bliver betydningsfuld.

Skole- og forældrekredsen er de levende sten, som skolen består af. Byggesten, som hele tiden er i bevægelse.

Det er skole- og forældrekredsen, der bestemmer, hvad vi skal putte ind i vores skole. Hvordan den skal dannes om omdannes – igen og igen.

Det er ikke alene lærernes ansvar at ud-danne vore børn. Dannelse er en fælles sag.

Og hvad er det så, at der skal ske med vore børn? Er de ikke gode nok som de er? Jo, naturligvis. Alle mennesker har sit værd uden at bedrive noget som helst. Men alle mennesker er undervejs. Vi er ikke små øer, der upåvirket ligger hen. Nej, tværtimod bliver vi hele tiden påvirket udefra.

Vi bliver påvirket af vore omgivelser og af de mennesker, vi omgiver os med. Og alle disse påvirkninger er med til at danne os som mennesker.

Hvis vi går og tror, at vi som forældre kan opdrage vore børn nøjagtigt som det passer os, så tager vi fejl.

Undersøgelser viser, at vore børns kammerater har en langt større indflydelse på vores børn, end vi selv har.

Det kan virke skræmmende, men alt, hvad det viser, er:

Vi har alle et ansvar for hinanden!

Vi må tage vores ansvar på os, så kan ud-danne vore børn. Kald det bare indoktrinering, om du vil.

Som en mor sagde til mig, da jeg spurgte, hvordan i alverden hun havde fået sådan nogle velopdragne dejlige børn:

“Jeg ved det ikke, ærlig talt, men de har vel blot set, hvordan vi andre opfører os.”

Det er ved eksemplets magt, at dannelse sker!

Hvis vi skaber os, så gør vores børn det samme.

Dejligt, at skaberiet ikke hører til på vores skole. Tak skal lyde herfra!

Leave a Reply