Kampen om barndommens tid

Kampen om barndommens tid

Kampen om barndommens tid

Af Camilla Mehlsen, Journalist på det pædagogiske tidsskrift; Asterisk.

Følgende artikel er sakset, efter tilladelse, fra Asterisk (pædagogisk tidsskrift) fra den 19. oktober 2004.

Det 20. århundrede blev et “barnets århundrede” med utallige bestræbelser på at lade kreative leg og læring fylde børns liv. Resultatet?. Børn har aldrig før haft så meget tid til sig selv som nu, og de får lov til at være børn meget længere tid. Men den gammeldags forestilling om, at børn skal beskæftiges, råder stadig, siger historikeren Ning de Conninck-Smith fra Institut for Pædagogisk Sociologi, Danmark Pædagogiske Universitet.

“Vil de se noget skægt?” Ning de Connick-Smith hiver fat i en stak overheads og peger på en graf fra Mogens Nygaard Christoffersens nye rapport “Familiens udvikling i det 20. århundre”. Den viser forekomsten af amning i tre-måneders alderen fra 1945 til 2000. “Det skægge er paradokset: Amningsmønstret ændrer sig fuldstændig markant i 1950´erne. Efter 2. Verdenskrig vinder modermælkserstatningen frem, færre og færre kvinder ammer, selv om husmoder-rollen lever i bedste velgående. Men fra 1970´erne hvor kvinder for alvor kommer på arbejdsmarkedet, sker der en gevaldig stigning i ammende kvinder. Dette skift er en af hverdagens betydningsfulde banaliteter, som jeg synes, er dybt fascinerende,” lyder det fra Ning de Connick-Smith.

For hvad er det for nogle processer og drivkræfter, der er på spil? Det handler jo om at give sig tid til sit barn – om tiden som en enormt værdifuld ressource og om tid som livsstil.” Hverdagens betydningsfulde banaliteter er omdrejningspunktet for historiker og lektor Ning de Connick-Smith ved Institut for Pædagogisk Sociologi ved Danmark Pædagogiske Universitet. Hun forsker i skolens og barndommens historie og skriver i øjeblikket på en bog om dansk barndom i det 20. århundrede. Bogen drejer sig om individualiseringen af barndommen og særligt om, hvordan, hvornår og hvorfor voksne gradvist har tildelt børn rettigheder.

BETWEENAGERS

Sammenligner man børns tid i begyndelsen og slutningen af det 20. århundrede, er der en verden til forskel. Ifølge Ning e Connick-Smith har børn aldrig haft så meget tid til sig selv som nu. Alligevel oplever mange, at tiden er knap. Man vil have “kvalitetstid”. I dag får børn lov til at være børn i meget længere tid. Alligevel oplever mange voksne, at børn forlader barndommen i en tidlig alder. Man snakker om “betweenagers”. For nogle år siden bestemte skoleklokken, hvornår eleverne skulle ud i skolegården. I dag bestemmer mange børn selv hvornår der skal holdes frikvarter. Man kalder det pause og taler om kreativ leg. Hvad er det der sker med tiden – barnets og barndommens tid?

“Tid er en værdifuld ressource, både for børn og voksne, og den er et medium, som vi bruger til at iscenesætte os selv gennem. Vi drømmer om mere tid, med det er jo heller ikke godt at have for meget tid. Det er det, der er dilemmaet. Men vi føler i dag, at vi ikke har tid nok, og det påvirker selvfølgelig også børn. Der er i dag en enorm kamp om børns tid, fordi der er så mange interesser på spil – mellem skolen, forældreskabet, sundheden, medierne, markedet. “Børn er et fantastisk godt segment” siger Ning de Connick-Smith.

Tiden går forlæns, men for at forstå kampen om børns tid hjælper det at gå baglæns. Det har Ning de Connick-Smith gjort i bogen “Skolen, lærerne, eleverne og forældrene” fra 2002, hvor hun blandt andet har undersøgt skolen og børnearbejdet i byen og på landet i første halvdel af det 20. århundrede.

Og det er en ganske barsk kamp om barndommens tid, der udspiller sig i denne periode, hvor børnene skal tjene både familien og skolen. En mælkedreng erindre: “Lysten til at gå i skolen var ikke stor efter en arbejdsdag på 7 timer. Når vi skulle have af spanskrøret, stoppede vi kasketten ned i bukserne, men det blev jo i reglen opdaget.

SKOLE- ELLER ARBEJDSTID

Ved slutningen af det 19. århundrede stiller man for alvor skarpt på, hvad børn egentlig bruger deres tid til, fortæller Ning de Connick-Smith: “Børns tidsforbruger enormt eksponeret fra 1880 til omkring 1950, fordi da handler det om at få børn ind i skolen og ikke mindst at få forældrene til at forstå, at børns primære arbejdsplads skal være skolen. Mellem 1880 og 1914 sker der en markant forøgelse af skoletiden. Inden for blot en generation går eksempelvis børn i Esbjerg dobbelt så lang tid i skole, sammenlignet med hvad deres forældre gjorde – fra cirka tre timer til seks timer. Det er den måde man kommer børnearbejdet til livs på.”

Hvordan er børns tidsforbrug eksponeret?

“Det bliver eksponeret gennem en hidsig debat om omfanget af skolebørns erhvervsarbejdet. Debatten er domineret af to synspunkter: et gammeldags og et moderne. Der er dem der mener, at børn har godt af at arbejde. De skal alligevel grave roer, og så kan de jo lige så godt lære det i en fart. Så er der den anden linje, som står for en mere moderne og bymæssig måde at tænke på, og som plæderer for, at børn skal have en barndom. De to synspunkter kæmper mod hinanden op gennem det 20. århundrede”

Og det moderne synspunkt vinder over det gammeldags?

“Ja skolen bliver børns primære arbejdsplads, først i byen og siden på landet, fordi landbruget bliver mekaniseret, så der bliver mindre brug for børnenes og konernes arbejdskraft. Det er først i årene omkring 1858-skoleloven, at landsbyskolen ophører med at indrette sig efter børnearbejdet”.

BØRN SKAL BESKÆFTIGES

Det 20. århudrede er på mange måder et “barndommens århundrede” med utallige voksne bestræbelser på at lade legen og læringen fylde børns liv, fortæller Ning de Connick-Smith. Men det tager ikke livet af de mere traditionelle tanker: “Den gammeldags forståelse af barndommen har levet længe, altså at børn ikke skal hænge på gade hjørnet. De skal bestille noget. Den historie skriver vi stadig på, men vi kalder det beskæftigelse. Børn må ikke være dovne, så børn skal beskæftiges – gå til en masse ting. Og de skal i hvert fald ikke have ledige hænder” siger Ning de Connick-Smith.

I årtier efter 1. Verdenskrig kommer der en ny tidsfaktor ind i den hede debat – skoleferien: “I 1930´erne genspiller der sig atter en kamp om børnenes tid. Det er en kamp om forståelsen af, hvad barndommen er for noget. Da finder man ud af, at man skal have en ferielov. På det tidspunkt er man meget bekymret over det faldende befolkningstal, så man har  nogle forestillinger om, at det vil styrke glæden ved at være en familie, hvis børn og forældre holdt ferie sammen.

Men ikke alle i skoleverdenen eller udenfor delte denne opfattelse. Det betød nemlig, at skolens ferie nu kom til at ligge på et tidspunkt, hvor der var mindst brug for børnenes arbejdskraft, nemlig midt om sommeren. Det var dog helt op i 1940´erne forsat muligt for de lokale skolevæsener at give børnene fri, hvis forældrene kunne bevise, at de have brug for dem, f.x. i høsten.”

Men hvorfor er det i sidste ende skolen, der får ret til børnenes tid? Og hvornår sker de? “Der er forskel på, hvornår det sker i byen og på landet. I byen vinder skolen kampen om børnenes tid omkring 1. Verdenskrig. På landet sker det først i 1940érne og 1950érne. I begge perioder sker det på baggrund af social uro og med et håb om, at skolen kan fungere som et civilisatorisk redskab. I begyndelsen af 1900-tallet handler det om at konsolidere det borgerlige demokrati og bygge bro mellem klassemodsætningerne ved at høj og lav sidder på samme skolebænk. I 1940érne og 1950érne handler det om at undgå, at verden går af lave igen. De to verdenskrige rokker afgørende på opfattelsen af mennesket og dermed også på holdningen til skolen, “siger Ning de Connick-Smith.

“Det første, man gør efter 2. Verdenskrig, er at gøre det muligt for flere unge at få en uddannelse, for man har en forestillig om, at uddannelse vil gøre dem til civiliserede mennesker. Desuden er der en forestilling om, at demokrati er en livsform. Rationalet er, at hvis du vil have demokratiske individer, så må de gå i skole fra barnsben og der lære samarbejdets ædle kunst”.

KAMP OG KONFLIKTER

I takt med at børn får mere tid til skolen, får de også større mulighed for at være børn i en længere periode, mener Ning de Connick-Smith: “Op gennem 1960érne kan man se, at der er flere og flere børn, som forsætter i 8. klasse og 9. klasse. Der sker en begyndende forlængelse af barndommen fra slutningen af 1950érne og fremefter. I 1972 indfører man 9. års undervisningspligt, og det er en bekræftelse af en udvikling, der har fundet sted. I gamle dage kom man jo i lære lige efter konfirmationen som 14-15 årig. I dag er du tidligst student som 18-årige, og i mange tilfælde først færdig med din uddannelse 5-6 år senere. Hvor barndom og ungdom var væsentligt mere adskilt i ældre tid, glider de i dag mere og mere ind i hinanden – og det gælder også om livets senere faser.”

Gør nutidens skolesystem børn mere barnlige?

“Man kan måske snarere sige, at skolen og institutionerne fastholder børn i en særlig rolle, hvor barndom og ungdom som sagt glider ret ubemærket over i hinanden. Men børns liv er i det hele taget blevet infantiliseret. Vi barnliggør vores børn, fordi vi i nogen grad har taget ansvaret fra dem. Hvis du ser tilbage i historien, havde børn medansvar for en hel søskendeflok og familiens overlevelse, men i dag lever de en ubeskyttet tilværelse, hvor de arbejdsmæssigt er fritaget for ansvar”.

Det lyder, som om du er imod den udvikling, men er det ikke positivt, at børn har mulighed for at være børn i længere tid?

Som privat person kan jeg kun give dig ret: Børn har aldrig haft det så godt som i dagens Danmark. Og det er jo glædeligt, selvom børn slås med en række af de problemer, der følger med det moderne velfærdssamfund – stress, overvægt, røg og alkohol. Men som historiker må jeg påpege det samspil, der er og har været mellem voksnes forestillinger om den gode barndom og så det faktisk levede barneliv. Det er ikke en fortælling om, at alting bliver stadig bedre. Det er snarere en fortælling om kamp og konflikter – f.eks. om børns tid – og om de mange interesser, som voksne har i børn.

Leave a Reply