Ferritslev Friskoles Årsskrift 2004 – Karl Juul – en blandet landhandel

Ferritslev Friskoles Årsskrift 2004 – Karl Juul – en blandet landhandel

Ferritslev Friskoles Årsskrift 2004 – “Karl Juul – en blandet landhandel”

Af Palle Pors, skoleleder.

Jeg havde fået lidt at snoldre for af mor. Jeg havde temmelig sikkert ikke hjulpet hende ud over det, jeg var pålagt eller været specielt sød, men min mor kunne godt finde på helt umotiveret, at stikke mig 50 øre, og bede mig om at “stikke ned og bruge dem”. Ene og alene af et godt hjerte og kærlighed til sit barn. Det var ikke mange penge, men alligevel kunne der, hvis de blev brugt fornuftigt, godt købes 10 stykker slik eller to stænger lakrids.

Så glad i sindet og med ene lyse tanker, begav jeg mig på vej ud i den lille østhimmerlandske by Terndrups gader. Der var flere muligheder i den lille by, og inden købsstedet endelig skulle fastlægges, måtte jeg tænke mig godt og grundigt om. Vi havde Terndruphallens cafeteria eller ishytten på Møllebakken, men de åbnede først hen ad eftermiddagen, så det gik ikke. Og da penge aldrig har kunnet ligge særlig længe i mine lommer, måtte jeg derfor finde en anden mulighed. Så var der “Himmerland”, som var en lille slik bod i en kær gammel mands hjem lige over for min skole, som blev betjent af en meget gammel mand der altid pakkede købet ind i kræmmerhuse. Til dagligt kaldte vi biksen “Kræmmerland” og den venlige gamle mand “kræmmerfrans”, og det var strengt forbudt at være derovre i skoletiden, men salget var helt sikkert størst i skoletiden. Vi skulle bare aflede gårdvagtens opmærksomhed med et rask lille slagsmål, og dernæst mave os gennem hækken ved Fru Bøgeholts bøgehæk, videre gennem haven og vupti, så var vi ved “Himmerland”. Alle vi drenge vidste, at hvis man bad om noget, han skulle hente ude bagved, så var muligheden for at komme til at “tage” et stykke slik tilstede. Og en eneste gang i mit liv har jeg vovet at tage et stykke uden af betale. Det var et rødt bolche, stort, rundt, med hindbærsmag og med krymmel på, fordi en af de store drenge sagde, at jeg skulle for at måtte følges med ham. Jeg har stadig dårlig samvittighed og aldrig købt et lignende bolche, og aldrig sidenhen turde handle hos den rare gamle mand. Og den dag i dag bilder jeg mig ind, at røde bolcher med krymmel på ikke smager godt, selvom jeg selvfølgelig ved, at det er min dårlige samvittighed jeg smager. Og for endelig at straffe mig har nogen bestemt, at jeg ikke kan lide hindbærsyltetøj og hindbærsodavand, men det er retfærdigt nok mit kors at bære.

I byen havde vi også tre købmænd. De to største hed købmand Christensen og købmand Juul Nielsen, men deres slikafdeling var ikke noget at råbe hurra for. Mor handlede altid ved købmand Christensen, blandt andet fordi han bragte varerne ud, men også fordi han havde den bedste nykværnede karat kaffe. Den lokale Brugs var også en mulighed, men her skulle man mindst købe en pose og det havde jeg ikke penge til. Altså måtte valget falde på den mindste af de tre købmænd, nemlig købmand Juul.

Hans forretning lå kun få hundrede meter fra mine forældres hus, jeg skulle blot ned af “Den lille vej”, så til højre og hen forbi elværket, hvor vi ikke måtte komme, fordi der var farligt at lege. man kunne dø, hvis man rørte ved ledningerne. Ovre bagved havde de også et stort bassin fyldt med vand, og her sneg vi drenge os ofte gennem to haver for at komme frem til det forbudte bassin, blot for at opleve spændingen. Hækken rundt om bassinet var sødmefyldt af de dejlige snerleblomster, så kunne jeg godt holde, men helt frem til bassinet skulle vi. Jens Ole, der var tre år ældre end jeg, havde hørt, at der engang var en arbejder, der var druknet i bassinet, og a inden turde trække våd i det. Så vi kom aldrig så tæt på det, at vi kunne røre vandet og dermed heller ikke så tæt, at vi ved selvsyn kunne konstatere om der lå et lig på bunden. Liget er aldrig blevet fundet, og ingen har nogensinde savnet en arbejder i Terndrup, men i min barnefantasi var billedet krystalklart.

Jeg kom lidt hurtigt forbi elværket og to huse længere fremme, i en rødstens hjørneejendom var det undseelige blå.sorte skilt med skriften “Juuls´s Købmandsbutik”, og når man åbnede døren, sad klokken og bekendtgjorde ens ankomst. Selve butikken var meget lille, og der var få skridt frem til disken, hvor købmanden selvfølgelig selv ekspederede. Han stod der i sin brune kittel, ofte med hænderne i lommen, udstrålende venligheden selv. Han var gammel som Metusalem, som de fleste voksne i min barndom, men en dejlig ro, fred og ubekymrethed hvilede der over hans ydre. Der kom lys ind fra ruderne, men ellers var der ikke megen belysning i forretningen, og jeg har ingen klar fornemmelse af hvor butikken endte. Den endte i mine øjne i et stille mørke, en duft af kaffe, grønsager og dagligvarer, egentlig uden ende og udenfor min tids forståelse. Min trygge og varme fornemmelse i maven gav mig mod på at formøble hele min formue på 50 øre.

Der var sjældent andre kunder i butikken, så selv om jeg ikke var særlig købedygtig, havde jeg købmandens fulde bevågenhed, sådan som godt købmandskab skal forstås. Begrebet “godt købmandskab” har bestemt ændret karakter siden da.

Købmanden vejledte mig i mine indre overvejelser, inderst inde vidste jeg slet ikke, hvad jeg gerne ville have. Helst det hele. Jeg stirrede på de store blikdåser, som jeg godt vidste indeholdt to slags lakridsstænger, en stærk og en blød, en var med regnbuestænger og den sidste indeholdt “rustne søm”. Hver af disse varer kostede 25 ører.

I de små nypudsede glasdåser var der myriader af forskellige slikmuligheder, bolcher, lakridser, karameller og alt muligt andet godt. Problemet var at jeg kunne lide det hele og stykprisen var kun 5 ører.

Købmanden spurgte om jeg ville se lakridsstængerne, det ville jeg gerne, og vi blev enige om, at hvis jeg valgte lakridsstængerne, så skulle det være de stærke.

“Stærke drenge skal have stærk lakrids”, som han ofte sagde, når jeg var på handel, og det var et sprogbrug en syvårige rask dreng, med en klar drøm om at blive professionel fodboldspiller, kunne forstå. Så den stærke lakrids stod stærkt, men mangfoldigheden i glasdåserne var bestemt også inde i mine overvejelser og for at afgøre sagen, spurgte købmand Juul: “skal du smage for at kunne bestemme dig?” som det naturligste spørgsmål at stille i en sådan handel. Jeg havde jo ventet på dette spørgsmål lidt tid, så jeg svarede, at det måtte jeg hellere. Jeg tog et vejskilt, og købmanden svarede at han egentlig ogsålige kunne tænke sig et vejskilt. Efter vi havde set på skiltet, hvad det viste, gennemtyggede vi begge vores vejskilt, mens lyden af stilhed bredte sig omkring denne handel. Med kendermine bekendtgjorde købmanden, at han syntes, at jeg skulle tage en stang stærk lakrids eller et rustent søm. Regnbuestangen var jo for piger, så den kunne ikke komme på tale. Jeg fulgte hans råd og koncentrerede min energi om det endelige valg. Købmanden tog begge blikdåser ned, åbnede dem og jeg fik lov til at snuse til duften, se på varen og til sidst bestemme mig.

“Jeg vil gerne have to rustne søm” bekendtgjorde jeg, og i en bevægelse fik købmanden fikset dem op og pakket dem ind i det tynde grå indpakningspapir der er designet til at pakke rustne søm ind i…sådan på skrå.

Købmanden fik pengene, jeg de to rustne søm, og mens jeg gik ud af fordøren med klokken bimlende lystigt sagde købmanden:

“Tak for handlen Palle, kan du hilse hjemme”.

“Det skal jeg nok”, replicerede jeg, og lukkede døren bag mig.

Jeg begav mig glad på vej hjem, med det ene rustne søm i den ene mundvig. Himmelsk smag af barndom var udbyttet af den handel.

Leave a Reply