Karl Juul – Jul i den gamle købmandsgård

Karl Juul – Jul i den gamle købmandsgård

 Karl Juul – Jul i den gamle købmandsgård

Af Finn Poulsen.

Den lidt sene udgivelse af årsskriftet sidste år kan utvivlsomt finde sin forklaring i, at formandens indlæg langt fra overholdt den aftalte deadline. Jeg må naturligvis mistænke Palle for, at dette er én af grundene til valget af dette års tema “Jul i den gamle Købmandsgård”. Som beboer af netop en gammel købmandsgård skulle det jo være en smal sag.

Temaet ligefrem lugter af god gammeldags jul med hjemmebag, sukkerbrunede kartofler og medisterpølse i alenlange (ikke meterlange!) baner. Altså sådan lidt á la Nødebo Præstegård – en tid som de fleste af os i forældreflokken, ikke engang har alderen til at have som erindring.

Jeg har dog let ved at genkalde mig stemningen fra en gammel købmandsgård på landet. Ikke at jeg føler mig specielt gammel! Eller at jeg for den sags skyld har fejret jul der – det er mere de varme sommerdage, jeg kan huske. Så sad man skolekammerat Jan og jeg på bakken overfor Sahl Kirke med hver vores Coca Cola. Dengang var de stadig i den originale grønlige flaske med kvindeformer, og jeg tror ikke engang vi vidste, at Coca Cola kommer fra USA – vi købte dem jo bare hos købmanden. Og hvilken købmand! Butikkens facade var dækket af store emaljerede skilte. Indenfor var en rigtig købmandsdisk med skuffer af forskellig dybde bag glaspladen, så cigarer, cigaretter ovs. præsenterede sig. Alskens tingeltangel hang i kroge på søm i loftsbjælken, og den noget aldrende købmand fiskede det ønskede nem med en krog. Mutter og ungerne handlede i ugens løb uden en krone på lommen, så om fredagen måtte far af sted med bogen og afregne ugens indkøb. Så samledes fædrene på sækkene med korn og kyllingefoder i baglokalet og ordnede  verdenssituationen over en øl.

Stemningen fra denne butik kan jeg let genkende i vores lidt aldrende hus. Vi havde indtil for nyligt de store butiksvinduer, og man kan stadig se, hvor disken stod midt på gulvet foran de mange hylder, der stadig er på væggen. Efterhånden, som en større del af købmandsgården inddrages til bolig, slettes sporene. Samtidig dukker spændende ting frem til overfladen, som rationeringsmærker, gamle reklameplakater, et samlet årsværk fra 1949 af FDM´s medlemsblad “Motor” og andre rariteter. Over loftspladerne var isoleret med gamle papkasser, der engang indeholdt Richs, Persil og andre gamle kendinge. Udviklingen er dog ved at indhente det, der engang var – her i form af mig med mukkert og murske, og selv den største nostalgiker kan se, at tiden er gået, hvor der kan drives købmandsforretning i Havndrup.

“Den gamle købmandsgård” har en slægtning med samme romantiske skær over sig – nemlig den gamle landsbyskole. Min påstand kunne være, at det er de samme dyder, vi forbinder med begrebet “landsbyskole”, som vi fremhæver, når vi skal beskrive det særlige ved vores skolemåde på Ferritslev Friskole. Små klasser – altså sammenlignet med andre steder – nærvær og respekt for mennesket bliver ofte nævnt.

Hvorfor er det så, at købmanden ikke er længere, mens friskolerne i dag ikke oplever de samme problemer med at trække kunder i butikken. Jeg vil mene, at det er fordi vi i modsætning til den lille købmand stadig evner at have tilbud, der kan matche andre tilbud i markedet. Bilka, Brugsen, Netto ovs. har for længst udkonkurreret den gamle købmand på pris og vareudbud. Dette har folkeskolen endnu ikke formået at opnå over for friskolerne.

Vi  skal imidlertid være klar over, at det kræver politisk vilje i kommuner og folketing, at der stadig er friskoler i Danmark. Vi har således kun mulighed for at have de rette tilbud på hylderne, så længe vi kan opretholde goodwill og økonomisk støtte fra offentlig side. Denne goodwill, kan vi i disse år fornemme, ikke er nogen selvfølgelighed. Således arbejdes der i øjeblikket med forslag, der bl.a. vil sætte krav til, hvad der skal undervises i, og hvordan undervisningen skal kontrolleres og dokumenteres. Dette udspringer primært af et ønske om at begrænse mulighederne for at drive skoler, der enøjet er fokuseret på specielle holdninger som f.eks. en religiøs tilknytning. Her har indvandreskoler været i fokus, men også et par kristne friskoler er blevet skarpt kritiseret for indholdet i deres undervisning. En anden dagsorden er naturligvis kommunernes konstante kamp for at få budgetterne til at hænge sammen. Her står skolerne også for skud, og der arbejdes mange steder med planer om at koncentrere undervisingen på færre og større skoler. Et par rapporter, der viser at undervisningskvalitet bedst trives på større skoler  med et lærekollegium på mindst 30 ansatte underbygger nødvendigheden i dette arbejde – det er jo for børnenes og vores fælles fremtids skyld. Friskolerne kan godt virke forstyrrende på dette arbejde, når der ofte opstår en friskole med baggrund i de lukningstruede folkeskoler.

Som friskolemand opleves disse stramninger som en overreaktion og en indskrænkelse af vores frihed til at vælge metode og vægtning af indholdet i undervisningen. Det synes urimeligt med denne form for kollektiv afstraffelse for at sikre øget kontrol med den ganske lille del af Dansk skoleverden, som det reelt drejer sig om. Jeg vil dog gerne slå fast, at Ferritslev Friskole efter min mening ikke vil opleve problemer med at leve op til de krav, der i øjeblikket er skitseret fra Undervisningsministeriet. Vi fornemmer heller ikke, at det er skoler af vores type, der er det primære sigte med ændringerne. Vi må dog indstille os på, at vi ikke lever i en tidslomme, hvor vi forbliver uberørt af den diskussion, der i disse år finder sted omkring skole og børneundervisning i Danmark. Vi vil også blive påvirket af de ændringer, der sker for det øvrige skolevæsen. Således kan vi ikke forvente, at de tiltag, der i øjeblikket er i sigte med baggrund i den seneste PISA-rapport, ikke også vil smitte af på friskolerne. Derfor skal vi altid være villige til at diskutere vores måde at drive skole på. Vi skal arbejde på at forklare og synliggøre de kvaliteter netop vores skoleform byder på. Der er endnu ingen der har sagt, at de traditioner og holdninger, der præger skoledagen for vores elever, strider mod kravene om, at børnene skal lære dansk, matematik, engelsk, naturfag ovs. Dette er vel også det primære for en friskole, og jeg mener derfor ikke vi skal frygte fremtidige krav, så længe kravene drejer sig om at leverer undervisning af høj kvalitet.

Vi skal kæmpe for retten til at fastholde vores særkender, og vi skal gøre opmærksom på dem. Således bør det være klart for enhver, at meget nærvær og respekt er gået tabt, nu hvor vi mødes i Bilka om fredagen – og ikke på en sæk i baglokalet hos købmanden. Jeg er ikke i tvivl om, at udfaldet vil være det samme, hvis skolernes fremtid skal styres af samme krav om effektivisering og centralisering, som der er set inden for handel med dagligvarer. Lad os derfor håbe, at undervisningsministeriets dagsorden virkelig er forbedring af undervisningen, 0g ikke et ønske om rationalisering og besparelse.

Leave a Reply