Krudtuglen

Krudtuglen

Krudtuglen

Af Niels Jærgerum, seminarielærer.

Der er stubbe og sten på vor vej

Der er modgang for dig og mig

Men hvad glæde

Har vel den, der ej kendte at græde.

En dagplejemor fortalte mig, at hun havde en temmelig aktiv pige på 3 år i pleje – sådan en lille herlig krudtugle, der kan give enhver hønemor grå hår i hovedet og omsorgsfulde fædre rynker som dybe plovfurer. Pigen ville undersøge sin omverden og syntes at være skabt til at gå løs på tilværelsen med krumspring.

Det siger sig selv, at det ikke er let at være dagplejemor for sådan et barn, for hvad kan der dog ikke ske af ulykker? Og hvad med skyldfølelsen, hvis noget går galt?

Denne dagplejemor havde imidlertid stor forståelse for pigens selvudfoldende virksomhed på legepladser og en dag, da moderen kom for at hente sin lille krudtugle efter arbejdstid, var pigen kravlet helt op i toppen af et klatrestativ og sad nu der og tronede i pagt med sig selv som en anden abekat. Moderen og dagplejemoderen blev enige om at vende det blinde øje til pigen og bare håbe hun ikke faldt ned. Hun skulle ikke bremses, og det var de enige om. Mens de sådan stod med hjertet oppe i halsen med ryggen til den lille klatreabe og snakkede om dagens hændelser, lød der et ordentlig brag, og da de vendte sig om, var klatrepigen falder ned i sandet under stativet.

Moderen styrtede hen til den nedfaldne menneskeklump og samlede hende trøstende op med ordene: “Slog du dig lille skat?”

Pigen kikkede med sine runde glinsende øjne på de to bekymrede opsamlere og svarede rapt, inden hun løb videre til gyngerne: “Ja sgu da!”

Hvad sker der, når vi som pædagoger, dagplejemødre, lærere, klubmedarbejdere og forældre ikke tør vende det døve eller blinde øje til børn?

Hvad vil der ske med krudtuglen og vildtbassen, hvis de ikke får slynget sig i gyngerne og lianerne i de blodvilde år?

Vi skal turde tage et ansvar for, at barnet finder frem til sin egen natur uden at stække vingerne på de små udforskende krudtugler, med mindre vi ønsker dvaske klumpfugle, indkapslede flinkepiger og blodtamme drenge.

Siger man tilstrækkelig ofte til et menneske, at det er forkert og behandler det derefter, mister dette menneske let sin selvtillid og ser på sig selv som mindre værd end andre. Siger man til et barn: Gør ikke det! Fingrene væk! Bliv her! – hvordan skal barnet så komme til at prøve kræfter med livet? Man gør ikke et barn rigtigt ved at fortælle, at det er forkert at røre ved en brændeovn, der er kold, eller ved at forlange at ens datter ikke må lære mørket at kende på sin egen opdagelsesrejse.

Med andre ord: man kan sagtens være levende død, hvis man vokser op i en forældrehønsegård med en ørns hjerte. Hvis børnene bindes til forældrene og fodres med neddyssende voksenpiller, hvor bliver da spontaniteten og fantasien af? Det er nemlig tvivlsomt om det, der en gang er steget os til hovedet, nogensinde senere vil gå en til hjertet.

I en kultur kan man fejlagtigt være enige om, at stillesiddende og tilpassede børn er gode børn. At passive børn er nemme børn, der er på den rette vej i hønsehøjde. Men børnene skal ikke leve vores liv. De skal derimod tage kraftigt afsæt i det, vi står for og søge mod egne drømme.

Nyd at dagplejere og lærere drikker af kaffe og at pædagoger og klubmedarbejdere drikker te. Bare tag det roligt, de passer vores børn – vær sikker på det; men de holder ikke øje med dem i hvert sekund. Børn skal have lov til at gå løs på verden også i den tid, hvor de voksne holder pause.

Leave a Reply