Læreren

Læreren

Læreren

Af Palle Pors, skoleleder.

Vi lærere har jo valgt vores gerning af mange forskellige grunde, og alle grundene har deres rod i personlige overvejelser om hvordan man egentlig ønsker at leve sit liv. Personlige refleksioner over, hvad der gør et godt liv, og holdninger til livets grundelementer, hvad så de end er for det enkelte. Men det er helt sikkert; vi har ikke gjort det for at blive rige eller for at finde en nem genvej til prestige eller en plads i toppen af det lokale netværk af honoratiores. Den tid er forbi og heldigvis for det, det har aldrig været godt for noget menneske, at blive sat op på en piedestal, bare fordi man havde en videregående uddannelse eller et bestemt job. Det må være gennem ens holdninger og handlinger, at man kan finde vej til piedestaler.

Mine egne motiver for at blive lærer stammer helt tilbage fra de rollemodeller jeg selv gennem min skoletid havde. Jeg tænkte bestemt ikke på at blive lærer dengang, men de lærere jeg havde, har hver især gjort et meget stort og uudsletteligt indtryk på mig, både til den ene og den anden side. Jeg husker mange situationer fra skoletid, mange glimt fra Terndrup skole, som var en stor grim centralskole med ca. 400 elever. Stor var den i hvert fald, og mine forældre havde ikke noget valg, det var her at deres børn skulle gå i skole. Min skolegang blev præget af voksne mennesker, der hver især var med til at præge mig som barn, hver især med til at gøre mig den jeg er i dag, hver især har levet et skoleliv sammen med mig, der den dag i dag hjælper mig med at leve mit liv. De har altså helt sikkert været rollemodeller for mig og været rettesnor eller kompasnål for mig i mit liv og sådan tror jeg faktisk stadig det er.

Jeg ved godt, at mange i den pædagogiske verden forsøger at teknificere læringsbegrebet og gøre det til noget koldt og goldt, men for mig handler det i første omgang om at danne det enkelte menneske. At få det enkelte barn til at overveje sine egne og andres grundlæggende livsvilkår, og gennem sameksistens med de mennesker der betyder noget for en, at finde en god og farbar vej gennem livet. Ikke en hvilken som helst vej, men lige netop den vej man som person eller man som gruppe ønsker at følge, og som harmonerer med det fællesskab (samfund) man i øvrigt er en del af.

Dannelse er en vigtig forudsætning for begrebet demokrati og blandt andet derfor er dannelsen så vigtig. Jeg har mødt mange mennesker der praler med deres uddannelse eller deraf følgende job, de har været vidende om mangt og meget, men ikke haft vid, og at prale med ens dannelse giver ikke mening. Dannelse er større end uddannelse, dannelse behøver man ikke tale om, det ligger mellem ordene og som en rød undertråd i samlivet med andre mennesker.

Og lige netop her er LÆREREN en fantastisk vigtig person. Jeg ved godt at forældrene, familien og de nære venner er børnenes altdominerende skikkelser i det enkelte barns socialisering, men i mange tilfælde er læreren også meget vigtig, og set fra min stol meget mere vigtig end jeg engang imellem bryder mig om. Men mange børn i dag har behov for læreren på en anden måde end da jeg gik i skole. Tiderne skifter, men kravene til hver enkelt lærer er bestemt ikke blevet mindre. De social pædagogiske opgaver ligger på et andet og højere plan i dag og fylder klart mere end for bare en generation siden.

Det bliver jeg selvfølgelig nød til at tage ad notam når vi her på skolen skal have nye lærer og andet personale. Vi skal sørge for, at de er i stand til at løfte den opgave det er, at være rollemodeller for vore børn. Og selvfølgelig skal vi også være  enige om, at vi ikke kun må have én type mennesker, vi skal have forskellige mennesker, der hver især kan være med til at udfordre, pirre og danne børnene til hele mennesker.

Jeg har jo ansvaret for ansættelsen af 17 ud af de 23 ansatte og vil med meget stor glæde også tage ansvaret for de sidste 6 og samlet sige om det “team” af mennesker, at den opgave er vi faktisk ret god til at løse. Vi lægger jo fantastisk stor vægt på at hvert barn har en tryg skolehverdag, hvor konflikter, mobning, drillerier og chikanerier ikke fylder ret meget. Men det kræver en stor indsats af hver enkelt lærer og der gives ikke nogen mulighed for at springe over hvor gærderet er lavest. Hver dag bringer sine udfordringer læreren, spørgsmål, situationer og samtaler der kræver en hurtig reaktion, et hurtigt svar på en måske meget vigtit del af barnets liv. Barnet vil måske gennem lærerens svar, reaktion, ansigtsudtryk, handling eller udbrud resten af sit liv, måske det ubevidste plan, men måske også på det beviste. Og så er det vigtigt at læreren handler i overensstemmelse med ens eget menneskesyn og ikke i forhold til noget som helst andet. Alt andet ville jo være uærligt og det ønsker vi jo ikke børnene skal opleve. Min oplevelse ved at tale med gamle elever fra denne skole er meget positivt. Hvert år har vi jo en lille 10 års jubilæumsfest, hvor tidligere elever fortæller om dem selv og hvad de har lavet siden de gik ud og her fortæller de meget om hvad de mødte her på skolen…personerne og de spændende fælles oplevelser de havde sammen. Hvert år kommer der gode og varmende historier om de mennesker der gennem tiden har været ansat her på skolen.

For mig at se er læreren den så absolut vigtigste enkelte faktor i et barns skoleliv. Standarden af bøgerne, klasselokalerne, møblerne, mængden og kvaliteten af undervisningsmaterialer, legepladsen, EDB-udstyret, udsmykningen, antallet af elguitarer og alt det andet er helt sikkert sekundært det faktum, at for at lave god skole…så skal du have gode lærere. Det er uomtvisteligt.

En norsk højskoleforstander fortalte mig engang, at en forstander/skoleleder kun behøver at få lærerne til at holde af deres skole, så skal de nok lave en god skole. Forstanderen behøver slet ikke gøre det store…bare lærerne mener de har en god arbejdsplads. Og det mener jeg faktisk at han langt hen af vejen har ret i.

Men kravene til vore lærere er høje. Vi bruger jo lang tid på at finde de rette og vi helmer ikke før vi har den rigtige. “Vi” i denne sammenhæng betyder jo bestyrelsen, og alle os ansatte, og det er et spændende stykke arbejde når vi ansætter folk, men også krævende. På min ønskeseddel til en kommende ansøger kunne jeg have skrevet følgende; Åben og ærlig personlighed – viljen til at finde og følge nye veje – karisma – provokerende – ærlig og oprigtig – arbejdsvillig – fordomsfri – humoristisk – accept af andres holdninger og liv – loyal overfor fælles beslutninger – engageret – samarbejdsvillig og positiv livsholdning. Ud over disse menneskelige ønsker kommer selvfølgelig nogle ideologiske og en hel del faglige ønsker, men det er vigtigt at de menneskelige er i orden, ellers vil det aldrig gå på sådan en skole som vores.

Mødet med et voksent menneske, der i sit liv har opbygget en form for afklaring af “livets dybe mysterium” og dermed godt tør udstikke en kurs, er af stor vigtighed for det enkelte barn. Det er nødvendigvis ikke den rigtige kurs for barnet, men det er meget vigtigt for et barn, at have voksne omkring sig der tør sige deres mening og som har en holdning til livet. Igennem mødet med andre holdninger, med anderledes tænkende, med nye dimensioner, dannes et barn til at kunne navigere på menneskelivets store hav.

Derfor skal vi ansætte MENNESKER og ikke undervisningsmaskiner på vores skole, mennesker der med deres blotte tilstedeværelse og væren, kan lede vores børn sikkert og trygt frem mod fremtidens mangesidige udfordringer, både på det menneskelige og faglige plan. Og som Grundtvig også fandt ud af at mene: Menneske først, kristen så…

En stor forfatter og pædagog, nordmanden Inge Eidsvåg har skrevet følgende i en bog der handler om læreren, hvori han betegner lærerens metier som “Kærlighedens gerninger”. Han skriver: “At betragte” betyder på tysk oprindelig både “at stræbe efter” og “tænke på“. Læregerningen handler om begge disse bevægelser. Mennesket er ikke fra fødslen af en færdig formet skabning. Vi bliver til gennem en aldrig afsluttet dannelsesproces. Det betyder at vi har mål i livet at strække os efter, noget at tage mønster af. At blive menneske handler om at forædle det menneskelige i os, få mod til at leve vores egen historie.                                                                                                                                          I en tid hvor fuldbyrdelsen af vores egen form er mere åben og plastisk end nogen sinde, er det vigtigt at få vejledning, få vist gode modeller for hvordan livet kan leves, inspireres til selv at tænke igennem hvad det vil sige at være menneske. Lærerne har påtaget sig denne opgave.

Opgaven med at indgå i børnenes dannelsesproces er spændende og den vigtigste opgave for os lærere. Det er her vi stiller os til rådighed som menneske, her vi vil ofre en smule af vores egen integritet, og her får vi de store undervisningsmæssige oplevelser. Personligt nyder jeg meget at se på hver enkelt elev i 9. klasse når vi sender dem af sted om sommeren og så tænke på den lille børnehaveklassespirer vi modtog 10 år tidligere. Jeg kunne aldrig finde på at være smagsdommer over hvad vi nåede, men vi havde et godt liv sammen, vi fægtede os gennem et skoleliv sammen og kom langt, og nu skal vi tro på at eleverne kan stå op egne ben.

Leave a Reply