Læsningens musik

Læsningens musik

Læsningens musik

Af Holger Pedersen, lærer

For snart mange år siden hørte jeg i Tanzania følgende lille historie:

Det var uvejr, det regnede og stormede, og en abe blev skyllet med af vandmasserne. Den blev kastet hid og did i det kolde vand, og flere gange var den ved at drukne. Endelig fik en fag i en trærod, som den klamrede sig til og kravlede op på. I sikkerhed sad den nu her og kiggede ud over vandmasserne, der skyllede forbi. Da den sag og kiggede, kom den til at se ned  vandet og der opdagede den en fisk, som havde søgt ind under træroden, hvor den kunne stå i læ for den voldsomme strøm. Aben fik ondt af det stakkels kræ, som var nede i det kolde vand, og den stak hånden ned og tog den stakkels fisk og reddede den op og holdt den ind til sig, for at varme og beskytte den. I begyndelsen sprællede fisken vildt og gjorde hvad den kunne for at slippe fri, men aben holdt godt fast i fisken, mens den beroligede den og søgte at varme den. Til sidst faldt fisken da også til ro og lå helt stille i abens arme.

Denne type universielle historier støder i på mange steder. De er en del af de livsfortællinger, den historie eller den litteratur, hvor vi finder værdierne, hvor vi behandler de store spørgsmål; hvem er vi?….hvad er vores baggrund? 

Det er ofte banale hverdagshistorier med et alment menneskeligt indhold. Men forfattere og filosofferne går her hånd i hånd, insisterende på det alment menneskelige, det banale liv sat ind i en filosofisk universiel sammenhæng.

Ole Pedersen fra den Frie Lærerskole i Ollerup har sagt i et interview for nylig at: “Skolen skal være en modkultur, stedet, hvor eleverne bliver alment dannede, og finder ud af, hvem de er. Skolen for livet”.

Og en del af det almen dannede finder vi i litteraturen, vi kan øse af historierne og livsfortællingerne, hvis vi kan knække koden. Læsning er et middel til at forstå vort liv. Men den er ikke kun et middel, den er også en del af indholdet. Sproget er der når vi kommer til verden. Moderne filosofi er sprogfilosofi. Det er gennem sproget vi erkender verden, vi formulere vore erfaringer gennem sproget, sproget er også skriftligt, selv om man godt kan glemme det i en billed- og ikonverden, hvor man kan kikke sig gennem en billedverden.

Massekulturen breder sig; samfundet bliver usammenhængende og stadig mere splittet og politikken privatiseres. Man er ikke længere tvunget til at tale med dem, man er uenig med. Den tyske forfatter Gunter Grass har sagt: “I et ordentlig samfund kan ingen påtage sig den rolle, at være samfundets samvittighed. Der er samvittigheden individuel”. Her er det så vi skal øse af litteraturens skatkammer. Det er her vi blandt andet skal finde værdierne når vi behandler de store spørgsmål: hvem er vi – og hvad er vores baggrund? Det litteraturen kan, siger forfatteren Jens Martin Eriksen, det er at appellerer til den menneskelige intelligens: Det er måske det mest unikke ved den – simpelthen af den grund, at man altid møder den alene. At den (litteraturen) er i stand til at sanse virkeligheden, den verden vi lever i og som vi gør vores forestillinger om, og fremstiller den i et sprog vi forstår. At den er i stand til at holde os i live.

I den lille fortælling jeg startede med handlede det om at være tryg, i det rette element, hvor omklamrende skal vi være i vor omsorg og opdragelse? Og til det at kunnelæse hører en god portion tryghed og selvværd. Tro på at det kan lade sig gøre. også for mig. og her vil jeg gerne skelne mellem selvbevidsthed og selvværd. Man kan godt være selvbevidst uden at kunne læse, man kan klikke ikoner. Men jeg vil godt spørge lidt polemisk: Kan man have selvværd uden at kunne læse?

Ib Michael Fortæller i sin nye roman, Prins, om en dreng, der i sit møde med voksne oplever tryghed og selvværd. Han lærer at undres og han lærer at læse. Den gamle fyrmester og Malte har et liv sammen, hvor varme og respekt kommer til udtryk, så man ikke kan læse om det mere præcist i en hel verden af teoribøger om opdragelse:

“Det var li´godt satans, puster han. Han sender Malte et af den slags blikke, som får drenge til at vokse. og fra det øjeblik er Malte ikke længere på flugt. Han er drengen der fandt en strandvasker.”

Drengen har en han betro sig til, en som sætter pris på ham og respekterer ham for det han er. Det er noget han mangler, da han ligger syg af fåresyge og kigger i en bog:

“Her bladre han rastløst for at finde billeder mellem bogstavernes flueben. Han herser for at få dem til at marchere, alfabetets remse kan han udenad og i rækkefølge, men fluebenene vil ikke hægte sig sammen og give stumheden fra sig med ord.” Senere får Malte mulighed for at være med når apotekeren underviser sin stumme datter:

“Apotekeren forklarer, og Ida tegner efter med en sult, der smitter. Han tegner en lilje – “Min pige er så lys som rav” – åbner døren ind til spisesalen, og slår en treklang an på flyglet. Han synger de enkelte toner højt. Alene er A´et brunt, men sammen med I og Y bliver det gyldent og gennemsigtigt. Da han først har fået etableret forbindelse mellem tegn og lyd, og derefter går fra ord til billede, begynder fluebenene at hægte sig sammen, først i tidevandspytter, siden i klynger og kæder af sammenhængende film. Malte læser. Han har båret noderne til den musik længe.”

Malte oplever det største mirakel, den stumhed, der får ord og bliver til billeder i næste sekund. Når man åbner bogen kan man hører skovene synge. Malte glemmer det aldrig. Han har knækket koden, og en ny verden åbner sig for ham. Han får adgang til de store fortællinger, og kan bedre forstå hvem han er, og hvad hans baggrund er. Han kan med fuld kraft synge med på Grundtvigs sang:

Ord i mund og skrift i bog

skal vor ungdom lære;

ret at bruge kraft og sprog, livet til Guds ære;

de vor manddom, klog og stærk,

svare skal til navnet,

krone skolens ungdomsværk,

vise det har gavnet.

 

Leave a Reply