Litteraturens rødder

Litteraturens rødder

Litteraturens rødder

Af Holger Pedersen, lærer.

“Fager er lien, aldrig mindes jeg at have set den så fager før, – gule marker og grønne græsvolde. Jeg vil ride hjem og ingensteds fare”. Njals Saga.

Denne korte sentens indeholder stormandens Njal´s historie. Njal er “kommet til” at slå en mand ihjel, og nu er han dømt fredløs og skal forlade sin elskede Bergtorsvold. Det er ikke til at bære. Njals saga er fra den ældre Edda, altså ca. 1000 år gammel. Det er i den samme gamle Edda, vi finder fortællinger om de nordiske guder, som vi kan se på Lene Smith Petersens dejlige billeder hver dag, når vi samles til morgensang. Her bruger vi litteraturen i form af sange fra en sangskat, der er med til at binde os sammen som folk. Her møder vi hver dag ord, som peger tilbage på vore rødder, ord som er med til at fortælle den historie, som hjælper børnene (og os alle) til at komme videre med livet. Ordene er redskaber for den dannelse, som er skolens vigtigste opgave.

“Luk op i en lyksalig stund

Dig for Guds ord, hvert øre!

Og luk dig op, du folkemund,

Med ord, so du kan føre.”

Grundtvig.

Litteraturen skal få os til at bevæge os, og den skal blive en del af vores personlige udvikling. Gennem litteraturen kan vi få indblik i en verden, vi ikke kender til, og det kan ændre vort syn på mennesker og problemstillinger. Den skønlitterære bog har det særlige, at den kan komme ind under huden på folk. Den kan skildre en indre monolog, hvorigennem læseren møder andre sind. Johannes Møllehave skriver i “Læsehest med æselører”, at bogen både repræsenterer et paradis i hvert enkelt og i vores fællesskab. Den enkelte bliver gennem læsningen beriget med noget, der ligger udenfor vedkommende selv. Læseren investerer sin egen livserfaring i læsningen og skaber derved sine egne billeder og sit personlige liv i fortællingen. Og selv om bogen slutter med sidste punktum, så forsætter dens liv i læseren.

Martin A. Hansens historie “Soldaten og pigen” indledes således:

Der sad i kuponen en soldat, en gammel kone og to tykke mænd, som spillede kort. Den mest bulne af dem havde en køn dreng med. Hans hår var lokket og sort og hans øjne var lige så mørke. Den lille dreng sad og så på soldaten, og soldaten så på ham. Soldatens brune uniform var gammel og slidt. Den manglede en knap, og nu sad han og drejede på den næste, mens han så på den lille fyr. På brystet havde han en medalje. Den gamle kvinde sad og sov. Når toget sagtnede eller holdt lød det, som om hun var maskinen i det…

Soldaten giver drengen knappen. “Den har været med i krigen”, sagde han, “men det skal du ikke bryde dig om, knappen er god nok”. Senere står soldaten af toget og går hen til en mergelgrav, hvor han tager medaljen af brystet og smider den i mergelgraven. En pigestemme nede fra mergelgraven spørger, hvem han er. Soldaten fortæller pigen, at han har slået mennesker ihjel. “Du var jo soldat, så kunne du vel ikke undgå det”.

Pigen fortæller, at hun har begået selvmord og har fortrudt det. Hun vil gerne leve. “Her afmønstrer man”, svarer soldaten. Novellen slutter:

Månen var næsten nede. Men den spejlede sig endnu i mergelgraven foran soldaten. Det så ud, som om hans medalje var kommet op af vandet og nu lå og blev smeltet om.

Hvis vi ud fra novellens mere overordnede perspektiv nu kan få en samtale i gang og berører emner som: Kan krig legitimeres? Selvmord? Dødstraf? Det er store og vigtige spørgsmål, som vil give os alle problemer, når vi når derud, hvor vi ikke har fast grund under fødderne. Når vi i samtalen har de store eksistentielle, religiøse, filosofiske og moralske emner på dagsordenen, så taler litteraturen til os, og vi taler til den. Netop sådanne emner som ikke har et endegyldigt svar, så kan vi søge svar i det kunstneriske udtryk. Det udtryk som ofte beskæftiger sig med forhold, som hverdagssproget og det videnskabelige fagsprog ikke magter. Det er et sprog, som udspringer af den ånd og de tanker som højner mennesket. Det er det sprog, som engang imellem løfter en flig af det glemselens slør, bag hvilken sandheden og det guddommelige er skjult. Her slår videnskaben ikke til. Og hverdagssproget kommer ofte til kort. Vi må tage litteraturen til hjælp for at udtrykke de største sandheder.

Litteraturen kan få os til at forholde os til virkeligheden, og den kan plante et paradis i læseren. Den gode historie nærer fantasien og følelsen. Få digtere som Benny Andersen betjener sig af fantasi og følelse i en beskrivelse af virkeligheden. Alt, hvad han digter, er fast forankret i virkeligheden, også når han skriver om det stof, rødder er gjort af, kærligheden og døden.

Ånd på mit hjerte, og tæl så til ti

Hør, hvor det vågner af glæde.

Vis mig dit ansigt før alt er forbi

Så er vi begge tilstede.

Hvis vi ikke giver os tilkende, viser ansigt, så er vi kun delvis nærværende. Vi er først for alvor nærværende, der hvor vi tør give os tilkende.

Vis mig dit ansigt før alt er forbi

Så er vi begge tilstede.

Vi skal give hinanden adgang til de gode historier, der nærer fantasi og følelser, når de bliver læst højt, dvælet ved, læst igen, da kan den gode historie plante et paradis i os.

Leave a Reply