Vort liv er fælles lyst!

Vort liv er fælles lyst!

Vort liv er fælles lyst!

Af Holger Pedersen, lærer.

Suzanne Brøgger skriver i et essay, Antistof: “Den totale frihed er en helt ny virkelig, der er så fri og så total at den minder om en ny totalitarisme, som ingen er herrer over.” Det moderne frihedsideal er kendetegnet ved en tro på, at ubegrænset valgfrihed i sig selv fører til den højest mulige lykke. Dette nye og elementære dogme bliver kraftigt understøttet og markedsført af landets statsminister, som ikke forsømmer en lejlighed til at gentage dogmet om frit valg igen og igen, og derved bliver dogmet en del af vores selvforståelse og ideal. Man kan diskutere om dette frihedsideal dybest set gør os lykkelige og om det er så frit endda. Det grænseløse har bevirket at vi er blevet endnu mere grænsesøgende end nogensinde. Hvis du har et problem så vælg et andet produkt. Det gælder alt fra tandpasta til koner, biler, jobs og uddannelser. Vi har en forventning om, at svaret på vort problem ligger i, at blive ved med at vælge om. Det har selvfølgelig sine fordele på nogle områder. Men hvis man tror at man finder den eksistentielle lykke ved hele tiden at vælge om, så ender man i nogle illusioner. Ens liv bliver som en korkprop på vandet. Det går op og ned, om man kaster hid og did og er fuldstændig i bølgernes vold. Det er ikke frihed men rådvildhed.

Mennesket er grundlæggende et relationelt væsen, som Johannes Møllehave siger: “Jeg hader at være alene, også når jeg kører vil.” Og det er ikke et spørgsmål om ensomhed som sådan, men et spørgsmål om de relationer, det forhold man har til sin kone, børn, naboer, skolekreds, kort sagt sine medmennesker. Et menneskes lykke afgøres af de relationer som dets liv udgør. Ikke af hvad det ejer eller kan præstere på arbejdsmarkedet. Et godt grundtvigsk ideal siger, at man først er fri når man er bundet. Frihedsfølelsen opstår, når man indser, at det at finde sit sande jeg, vil sige at finde et Du. Tusindvis af unge har rejst ikke bare Asien tyndt, men har også krydset mange indre grænser bl.a. hos psykologen på jagt efter sig selv. Men de har aldrig fundet sig selv, fordi de har søgt et jeg. Hvis man skal finde sig selv, sin sande identitet skal man finde et du, ikke et jeg. Det er en almindelig påstand, at det moderne menneske har en personlighed, som er mere domineret af narcissistiske (selvspejlende) karaktertræk end tidligere. Dette karaktertræk gør, at man er meget følsom overfor nederlag, fordi nederlaget truer hele identiteten. Derfor ser man det paradoksproblem, at det bliver meget svært for de unge at foretage et valg, selv om tidens modeord siger frit valg, du kan jo bare vælge om, hvis du valgte forkert, men nej så enkelt er det ikke, for hvis du vælger forkert, så lider du nederlag og din identitet bliver truet.

Barndomstiden er der hvor grundlaget for ens identitet bliver lagt, og hjem og skole er vigtige rammer for den udvikling man gennemgår. Barndommen har ikke altid været betragtet som en selvstændig og vigtig periode af ens liv. Da Christian den Fjerde var syv år, var hans barndom ovre, da blev han sendt væk til Sorø, for at lære at være konge. Det var almindeligt, at når et barn havde skiftet sine mælketænder og kunne tale rent så var barndommen ovre. Senere med oplysningstiden i 1700 tallet, kom Rousseau med sine tanker om, barndommen og legen havde en selvstændig og vigtig værdi for dannelsen af et menneskes identitet. Og det ideal har så hersket op til vor tid, at børn skal have lov til at være børn. Men dette ideal er nu under pres fra mange sider, den kommercielle udnyttelse af barndommen er ekstrem, især fra musikbranchen og modeverdenen føres aggressive kampagner for at få selv små børn til at hoppe på forbrugsvognen.

Vore børn spejler sig i reklamer og en medieskabt virkelighed uden nogen form for kvalitetskriterium. Forbrug er ofte det eneste svar, vores kultur kan give de identitetssøgende børn og unge.

Og fra politisk hold bliver barndommen også sat under pres. Der skal udarbejdes undervisningsplaner for børnehaveklasserne, nu skal det være slut med fri leg og sidde i rundkreds.

Nu skal de små poder bruge tiden fornuftig og lære at komme i gang med at lære noget i en fart. Og i den anden ende af skolegangen presser der på med flere prøver og målbare krav til undervisningen. Det viser sig bl.a. i det syn man har på barndommens længde. Her i Årslev kommune er barndommen nu slut i ca. 12 års alderen. Efter 6. klasse er det slut med trygge identitets skabende rammer uanset om vi i mange år har sat et skel efter 7. klasse og konfirmationen, nu skal de videre til den “rigtige” undervisning tidligere.

I en sådan verden, hvor relationerne til andre bygger på forbrug og en illusion om frit valg bliver det svært at være selvberoende og samtidig overgive sig og være hengiven i et forhold til et Du. Det moderne menneske har grundlæggende svært ved at overgive sig og hengive sig. Vi undviger ofte relationer som er for forpligtende, fordi vi ikke vil begrænses. Derfor er det digt som Grundtvig skrev til sin anden kone Marie Toft i 1851 måske mere aktuelt end det har været længe.

Det er, at vi vil være

hinanden som vi er,

det er, at vi kan bære

hinanden som vi er,

det er, at vore munde,

vi våge eller blunde,

dog mødes i et kys!

 

Kun på en egen måde

vi er i grunden et´,

vort liv var os en gåde,

til vi opdagede det.

Men nu har vi opdaget.

i hjerte-favntaget

vort liv er fælles lyst.

Leave a Reply