Min Skoletid – Tanker og erindringsbilleder

Min Skoletid – Tanker og erindringsbilleder

Min Skoletid – Tanker og erindringsbilleder

Thorkild Ovesen, Örebro, Sverige, Elev 1930-1937

Man er bundet af det, man husker, siger Martin A. Hansen i romanen Løgneren – og det er ikke det eneste fra den roman, som kommer mig for, når jeg ud fra et 50-årige perspektiv skal prøve at tegne en skitse af min tid som elev i Ferritslev friskole i årene 1930-37. Den bliver nødvendigvis kalejdoskopisk og ufuldstændig; den skal ikke læses som en objektiv skildring af en svunden virkelighed. Mine konkrete erindringsbilleder er fragmentariske og måske usikre, og de er subjektivt fortolkede – men der nu engang, hvad jeg husker fra min skoletid, det er den efterklang i sindet, som jeg lever med fra denne tid i en anden verden, det er, hvad jeg er bundet af: med et noget ekstravagant udtryk, lånt fra den aldrende Frederik Poulsen, mangeårige direktør for Ny Carlsberg Glyptotek: det er min virkelighed, og det er den eneste virkelighed, jeg anerkender.

Jeg vil begynde med at skrive lidt om skolens festdage for derefter at komme frem til det væsentligste, nemlig skolens-hverdag, vort arbejde i skolen og min vurdering af dette arbejde og Ferritslev friskoles kvalitet i disse år.

Skoleåret havde fire helt store, festlige kulminationer. Først kom eksamen i maj: undervisningstimer med forældrene uden stress, endsige angst, bare behageligt spændende. Bagefter frydefulde udskejelser i form af gul eller rød sodavand eller andre himmelske herligheder – patetisk målestok, men det vidste vi ikke noget om. Tilsidst fællesspisning i skolen og afslutning med —? (hukommelsen svigter mig). Noget senere kom så den vidunderlige eftermiddag, og så legede vi altid røvere og politi, i skoven: time efter time, mere spændende og morsomt end noget andet inden for min hukommelses rækkevidde. Hele tiden var Bagger med i legen, med liv og sjæl, en utrolig præstation! – hen under aften kom forældrene, og så lejrede vi os allesammen i haven om madkurvens lækkerheder. Legene forsatte senere i noget mere dæmpede former, og så kom det spændende øjeblik, da der blev truffet beslutning om, hvornår udflugten – det vil sige den årlige strandtur – skulle finde sted, og hvor turen skulle gå hen. I min erindring står et tilfældigt øjebliksbillede: datoen blev bestemt til den 6. juli. To af mændene så på hinanden, fuldstændig indforståede, og en af dem sagde det ene ord: Fredericiadagen. Jeg ved ikke, om den 6. juli eller Fredericiadagen giver spontane associationer hos folk i almindelighed nu om dage, men jeg bevarer med dyb respekt mindet om disse to ganske almindelige landmænd, der var så dybt og selvfølgeligt rodfæstede i landets historie. – Så afsluttedes dagen altid med en eller flere aftensange. Jeg hører endnu Fred hviler over land og by — tone ud i den stille have.

Det blev mig senere fortundt at tjene som karl et par år i den gamle gård; derfor ved jeg noget om det forberedelsesarbejde, som gik forud for denne dag. En enestående gæstfrihed mod skolen og skolekredsen fra et af Danmarks gode og åndeligt mest levende grundtvigske hjem. Esther og Olav Nielsen, Ane og Jens Thygesen: billedet fortoner sig helt tilbage til det folkelige gennembrud, til Thyge Hansen, til Ryslinge og Vilhelm Birkedal og Kristen Kold.

Udflugten var sommerens højdepunkt. Jeg husker både bilkorteger og hestevognskorteger. Det gungrede henad landevejen efter tunge ardennerheste. Vi sagde til hinanden, da vi nærmede is Storebælt: Nu kan vi begynde at mærke luften fra havet. Vi var jo landkrabber – for mange af os var det den eneste gang om året, vi så havet. Det var altså både festligt og spændende – og måske i begyndelsen en lille, lille smule foruroligende, som det uvante jo altid er. Men jo mere usikre i det indre vi følte os over for det store hav, der begyndte i Nyborg eller Tårup, desto bredere skrævede vi, udadtil selvsikre, uimponerede og herrer over situationen.

Den fjerde og sidste af årets skolefester var julefesten i forsamlingshuset 4. juledag – altid den dag. Ungdomsforeningen havde sin julefest der 3. juledag. Vi gik i store ringe om træet og sang de gamle julesalmer, voksne og børn i et blandet selskab. Så læste Karl Bagger en julehistorie, hvorefter dansen om træet begyndte. Senere kom Hjalmar Ovesen ned som julemand gennem loftsluge – som en anden Santa Claus gennem skorstenen. Han havde julegodter med til hver og en, og han var en morsom mand med en enestående evne til at underholde og more både gammel og ung – feststemningen kulminerede. Imens kogte Gertrud og Emil vognmand kaffe i det ene hjørne af salen, og tilsidst spillee Niels kontrol op til dans: alle de gamle gammeldaws: rheinlænderpolka, sekstur ovs. En dejlig afslutning på Julen.

Også vor mere daglige skoletilværelse havde sine specielle, stemningsmættede øjeblikke: den dejlige begyndende julestemning netop den mørke decembermorgen, hvor skoledagen indledtes med årets første julesalme – altid, Ind under jul. Eller den første time i skolestuen efter sommerferien: den friske lugt af ny fernis, de vante illustrationer af menneskets udvikling på væggen, stenaldermenneskene ect., Dalgas i glas og rammer; den hemmelige glæde over at være tilbage i den vante sammenhæng, tilbage i kammeratkredsen, tilbage i den gode og pålidelige hverdag.

Hans Larsson, forfatter og professon i teoretisk filosofi i Lund i begyndelsen af århundredet, citerede engang i en tale til Lunds studenter en bonde fra en af de landsbyer i det sydlige Skåne, hvor Hans Larsson havde alle sine rødder – han kaldte dem hjemmelandsbyerne. Den citerede bonde var kendt for at give sine karle temmelig originale instrukser, og engang sagde han: Hvis I går ude i marken og får øje på en tøjrepæl, som ligger og flyder, så kast den mod gården, så kommer den hjem engang. Den berømte professor syntes, det var ord, som var ham til stor hjælp, når han skulle filosofere. Der findes jo så mange problemer, men at bringe dem helt hjem, dvs. løse dem definitivt, klarer vi som regel ikke: vi har så meget andet at bestille, og vi tilhører måske heller ikke netop kredsen af store genier. Men hvis vi kan føre det bare et lille stykke mod centrum, må vi være tilfredse. Så kommer det vel videre engang. Sagt på en anden måde: vi bør alle stræbe efter at udføre vort arbejde, vort almindelige hverdagsarbejde, så godt og samvittighedsfuldt som muligt. Det spiller ingen rolle, hvor i samfundet vi har fået vor plads: vi skal efter evne tage fat på det arbejde, som skal udføres, og forsætte med dette arbejde, til redskaberne falder os af hænderne. Det virkeligt afgørende er, at vi så godt vi kan, at vi anstrenger os. Uden arbejdets ære findes der overhovedet ingen ære, og derfor er det både nødvendigt og berettiget, at undervisningen på alle stadier stiller krav til eleverne, for selv om ingen er forpligtet over sin evne, så er vi alle forpligtede indtil grænsen for vor evne. – Disse Hans Larsson´ske tanker er til god hjælp i et tilbageblik som dette. Det virkeligt store problem, det problem, som Hans Larsson tænkte dybere over end de fleste, er dog dette: hvor ligger gården, hvor er hjemme? Det vidste karlene; for os er det lidt mere kompliceret. For snart to og et halvt årtusinde siden hævdede filosoffen Platon, at undervisningens vigtigste opgave er at hjælpe eleverne ned til de sjældne dybder, hvorfra kundskaben om gården og dens beliggenhed kan hentes op. – Og den skole, som ikke kan hjælpe sine elever til i det mindste lidt begreb om i hvilken retning den ligger, har lidt et uhjælpeligt nederlag. Lad os ny se lidt på min barndoms skole ud fra denne synsvinkel!

Vi gik i skole hveranden dag: lilleklassen tre og storeklassen tre af ugens dage. I lilleklassen gik vi de første tre år, i storeklassen de fire sidste. Pædagogiske har det været en kæmpemæssig og yderst anstrengende opgave at klare undervisningen i så heterogene klasser.

Skolen prægedes af stærke personligheder. Det betød bl.a. at i grundlæggende fag som regning, skrivning og læsning blev der stillet visse krav til os, som vi måtte gøre, hvad vi evnede for at leve op til. Der var hjemmelektier, som skulle passes – respekten for Karl Bagger var for stor til, at nogen andet kunne tænkes. Han viste os den tillid at lægge et ansvar på os i skolens hverdagsarbejde, han viste os den agtelse at stille krav til os med hensyn til flid og omhu i arbejdet – den man ikke har agtelse for, kan man jo heller ikke kræve noget af. – En sådan holdning over for eleverne er netop karakteristisk for den gode lærer, den lærer, som tager sig af sine elever og vil deres bedste. Alvor, flid og omhu, både med hensyn til hjemmearbejdet var noget, der prægede hverdagen og dens lange rytme, og det er også, hvad alle børn befinder sig bedst ved. – Grifler og tavler skramlede i regnetimerne. For det var et andet karakteristikum for hin tid: der blev ikke sløset med noget, vi var sparsommelige, vi var endnu ikke en trussel mod begrænsende ressourcer. Tavler og grifler var et godt udtryk for dette. Desuden var der jo det gode ved tavlerne, at det forkerte og uheldige kunne tørres ud, det skulle ikke står der til evig tid, som Martin A. Hansen også lader skolelæreren på Sandø sige. Vi stænkede vand på tavlerne fra medbragte klude. Når en griffel var slidt op, købte vi en ny for nogle få øre; vi kunne stå længe og vælge for at få en med så pænt papir om som muligt – vore materielle krav til tilværelsen i den tids kriseramte landbrugs-Danmark var begrænsede.

Et andet udtryk for tidens sparsommelighed var vore (oftest hjemmesyede) kludesko. Vi kom til skolen i træsko eller gummistøvler eller almindelige sko, men inde i skolestuen gik vi med kludesko. Rent bortset fra sparsommelighedsmomentet i denne fornuftige vane var den et konkret og rammende udtryk for respekt og hensyn over for det arbejde, der var en forudsætning for blankferniserede og renvaskede gulve.

At lære at regne er godt og nødvendigt – og det var vor stolthed at have en lærer, der var kendt for sin dygtighed i det fag. Lige så grundig var undervisning i det læsning og skrivning. Angående læsningen: vi lærte ikke bare at læse, og hertil hørte også at tvinges til at artikluere klart og tydeligt gennem højtlæsning af læselektien fremme ved katederet, vi første desuden med nænsom og sikker hånd ind i den gode litteratur.

At tilføre eleverne kundskab, at skabe respekt for kundskab og at lære dem at der ikke findes genveje til kundskab, der findes kun arbejdets brede kongevej – alt dette hører til en skoles nødvendige hverdagspligter, det hører til dens opgave som undervisningssituation. Min barndoms skole honorerede i sandhed i enhver henseende de krav, der kan stilles til en børneskole i så henseende- Men hermed er jo sagen ikke klar: til hverdagens verden af fast, rationel faktakundskab må føjes følsomhed, følelse og fantasi, hvis skolen skal være noget andet og mere end en ren undervisningsanstalt, hvis de skal være netop skole, der faktisk betyder beskæftigelse med åndelige spørgsmål. For det er denne kombination, som er forudsætningen for det gode, det virkeligt menneskeværdige liv. En anden filosof og forfatter har udtrykt dette ved at sige, at det gode liv henter inspiration i kærligheden og vejledning i kundskaben. En svensk pædagog skrev for 100 år siden stærkt grebet om det åndelige livs herlighed. Den ydre bundethed i kundskabens virkelighed og den store indre frihed netop  det åndelige livs herlighed – på denne dobbelte virkelighed skal det gode liv leves, og den gode skal hjælpe til, den kalder på åbne sind. – Skolen skal ikke kun formidle kundskab, den skal hjælpe mennesker ud af ufølsomhedens og ligegyldighedens klippeblok. Skolen skal bidrage til den ukuelighed i livsmodet, den hjertets renhed og det sejrssind, som kan gøre mennesker nyttige i verden. Skolen skal lære sine elever, at de skal stræbe efter at tilhøre menneskehedens sande aristokrati, den menneskehedens sande aristokrati, den elite som med varmt hjerte, koldt hoved og klare øjne er villige til at gribe tag i tiden og bruge intellektets rigdom, viljens skarphed og sindets overflod i menneskenes og samfundets tjeneste – for hvis de gør det, er de vej hjemad, mod gården, mod livets og hjertets hjemmelandsbyer, det er jeg forvisset om. Der findes paradiset, og derind vil vi jo alle, thi paradiset, som forfatteren Olof Lagercrantz siger, er en tilstand af kærlighed, og den, som er nået derind, ved at han er hjemme, at han ikke længere har behov for et opbrud.

Svarede 30´erne friskole i Ferritslev mod kravene på en god skole også udtrykt i disse kategorier? Mit svar er et ubetinget: ja!

Kristen Kold skrev om ordets magt til at tale til hjertet og gøre menneskene – – glade, frie og lykkelige. Han sagde om sin egen undervisning, at den sigtede til at genoplive og oplyse på en gang. Gennem øret til hjertet for al undervisning, der skal have en levendegørende kraft i sig – det var den Kold´ske metode, og det blev den danske friskoles metode, dens særpræg og adelsmærke. Det var Grundtvigs levende ord, for det første gang programmatisk praktiseret på Fyn af dette sære og kantede jyske geni, omplantet til den fynske muld. – Det var også Karl Baggers metode.

Hvis krav til solid lektielæsning prægede de førnævnte, grundlæggende fag, var metoden helt anderledes i andre sammenhæng. Bedst husker jeg sangen. Der blev sunget ofte og meget i Karl og Margrethe Baggers skole – og netop i denne sammenhæng er det nødvendigt at fremhæve Margrethe, som var sin mand en uvurderlig hjælp i skolesangen. Udenadsterperi af f.eks. salmevers var jo en ofte anvendt metode i den gamle skole; og det var ikke nødvendigvis nogen dårlig metode. Mange mennesker har på ældre dage følt en stor taknemmelighed over den sang- og salmeskat, de på den måde skaffede sig netop i de år, hvor man har lettest ved at lære sig et stof udenad. Man tvinges simpelthen til det, tænker ikke nærmere over det – og opdager så ved moden alder, at versene stadig sidder der, og at de er til stor glæde, hjælp og trøst. Som nogen har sagt: på ældre dage nyder man renten af en kapital, man ikke viste man havde. Altså ikke et ondt ord fra min side om rimeligt terperi! – jeg har selv i andre skoleformer og under andre forhold krævet en hel del af mine egne elever i så henseende. – Men der nu engang ikke en friskoles metode, i hvert fald ikke Ferritslev friskoles på min tid. Vi sang i stedet simpelthen så meget og så ofte, at vi til sidst virkelig kunne det meste mere eller mindre udenad. Og vi sang med glæde. Danmark i storm og magsvejr, i nød og lyst; kristenlivet og folkelivet; det nordiske; alt blev sunget ind i børnesind, og vi blev for altid bundet deraf. – Sådan kan det altså også gøres.

Jeg husker heller ikke, at vi nogensinde havde en lektie i fr eksempel historie eller bibelhistorie. Men Karl Bagger fortalte. Munden staar jo aaben, vi er paa Langfærd, og Munden er Sjælens og Fantasiens Dør, den maa staa aaben, naar Sjælen skal rejse – for nu en sidste gang at citere Martin A. Hansen. Sjælen kom ud at rejse i Baggers friskole; jeg er sikker på, at vi ofte lyttede med åben mund. Uffe hin spage og sværdet, der klang, Rolf Krage og hans mænd, Valdemarerne og deres mænd, Niels Ebbesen, som vog den kullede greve, Karl Gustafs gruopvækkende hasardspil: marchen over de frosne vande, forræderen Corfitz Ulfeldt og helten fra Hallandsåsen, gøngehøvdingen Svend Poulsen, den stakkels Leonore Christine i Blåtårn, Reventlow og stavnsbåndets ophævelse, Frederik den folkekære med grundloven, ånden fra ´48, Schleppegrell og Rye, rømningen af Dannevirke og det håbløse tilbagetog i mørke og vinterkulde, den fortvivlede kamå ved Dybbøl skanser, Dalgas og heden, Christian X på den hvide hest 1920 – hele galleriet maledes for os i stærke, levende farver, og vi lyttede så øjet blev stort og vådt. – Her lige timer at minde! Vi fik en demostration af den magt, der ligger i det mundtlige, hørbare, levende ord, en demostration vi aldrig siden glemte.

Ferritslev friskole var i de dage en lille skole at skue – et lille hus med en stor have og en dejlig overkommelig boldplads, næsten bogstavelig talt i skovbrynet. Med duft af mark og have og skov og masser af fuglesang som et væld ind gennem åbne vinduer forår og sommer – hvad miljøforurening var for noget, var der endnu ingen som vidste. Verden syntes os endnu ung – trods alt det gruelige som var sket i Flanderns skyttegrave kun få år tidligere. Ferritslev friskole var en skole af lille og godt format, i allerbedste forstand H.C. Andersen´sk både ude og inde, en god skole for børn at være i, en skole at lade tankerne dvæle ved i taknemmelighed. I Ferritslev friskole, sådan som jeg husker den, fik børnene lov til at være børn, at vokse og udvikles i naturens orden, harmoni, trygt og i naturlig vækst.

For Kristen Kold var målet for skolen dette: At få børnenen således oplivede og give dem en sådan lyst, drift og kraft, at man kunne få dem til at tro på Guds kærlighed og Danmarks lykke. Ordene lyder måske fremmede eller uvante for mennesker nu til dags – men kan det siges kønnere?: Guds kærlighed og Danmarks lykke. Jeg er sikker på, at netop dette var det egentlige mål for Karl og Margrethe Baggers skolearbejde, og bedre mål kan jeg ikke tænke mig for en danske friskole.

Fra den lille skole i skovbrynet gik vejene ud: til ungdomsforening og foredragsforening, til hele forsamlingshustraditionen, til kirke og menighed og folkehøjskole og det grundtvigske Danmark – ja, endnu meget længere: til hele folket og landet, til Norden, til verden. – Men vejene gik også indad: skolen lærte os, hvor vi har vor rod, hvorfra vor verden går. Og den gav os den tanke om vort danske sprog, at det er vort hjertesprog, og at det har så mild en klang.

 

 

Leave a Reply