Minder fra mit Friskoleliv – Stenbæk

Minder fra mit Friskoleliv – Stenbæk

Minder fra mit Friskoleliv

Af N. M. R. Stenbæk

Lad mig begynde med en køn lille Historie om, hvordan en Friskole kunde komme frem for henved 60 Aar siden, den, jeg havde mit første 10-aarige Virke i som Friskolelærer.

En Farbroder til mig. Christen Markussen fra Stenbækgaarden paa Langeland, var kommen paa Besøg i mit Hjem paa Sjælland. Han skulde da hen at se den ny Skole, hans Brodersøn, Kristian Stenbæk, havde faaet sat i Gang for en Tid siden.

Dette gjorde et meget stærkt Indtryk paa Farbroder, saa da han kom derfra, udbrød han: »Nej, nu har jeg dog aldrig kendt Mage, at se de Børn, hvor glade de var ved at være i Skole og at høre hvor kønt de kunde synge, det var for mig som jeg var kommen mellem Englebørn, jeg kunde saamænd ikke lade være jeg kom til at græde.« Og saa føjede han til »Kunde vi dog ikke faa os en saadan Skole ovre hos os?« Dette blev der nu forhandlet om, og førte det da til, at min Broder Kristian Skulde rejse over og faa Skolen sat i Gang, og at jeg saa siden skulde overtage den.

Jeg havde fra min tidligste Ungdom gaaet med stærk Lyst til en Gang at blive Friskolelærer, vel nok mest, fordi jeg havde gaaet under Indflydelse i den Retning ved at leve nært Samliv med de to Friskoler Lille Egede og Ormslev.

Nu havde jeg Vinteren før været paa Kolds Højskole, og som det er gaaet sa mange unge, at det var blevet dem til en mægtig Livsfylde at komme under denne mærkelige Mands Paavirkning, saaledes gik det ogsaa med mig, og det satte sit Præg hos mig for Livet, ligesom det ogsaa end yderligere havde styrket min Lyst til at blive Friskolelærer.

Nu tog jeg saa, fra Nytaar af, på Kold, Højskole igen, og Sommeren efter gik jeg til Foreberedelse i Ormslev Friskole, hvor den senere saa bekendte Jørgen Pedersen, mangeaarige Redaktør af Fyns Tidende, og ligeledes mangeaarige Rigsdagsmand, denne Sommer var Bestyrer af Skolen, mens Kristian Stenbæk var paa Langeland. Og saa efter Høst 1867 begyndte jeg som Friskolelærer i Nordenbro Magleby Sogn paa Langeland.

Skolen var begyndt i en lejet Stue hos en Husmand; men da Pladsen her snart blev for snæver, lod jeg bygge et 6 Fags Bindingsværkhus paa en vel beliggende lille Bygegrund, der blev mig overladt. Og saa tog jeg fat med vældig Lyst og med stort Mod, af det sidste vel nok vel meget.

Men Friskolen gik frem, saa det varede ikke saa længe, før det allerfleste af Egnens Skolebørn kom i Friskolen, saa jeg til sidst havde over 50 Børn i Skolen. Grunden til en saa god Tilgang var vel nok, at der var langt til Almueskolen, men iøvrigt kan siges, at Langelænderne er et let bevægeligt Folkefærd, og naar man da fik at se, at her var en Skole, hvori Børnene var glade ved at komme, ja, saa sendte man dem ogsaa dertil.

Kosten fik jeg i en Bindegaard, og som Vederlag gav jeg Hjemmeundervisning for et af Børnene, der var Krøbling og ikke kunde gaa i Skole. Saa Holdt jeg Møder, baade for Ældre og for Ungdommen, og selv havde jeg meget at skulle indhente i, hvad jeg manglede i Uddannelse, da denne jo i Virkeligheden havde været alt for kort, og hertil tog jeg da for en Del Natten til Hjælp, saa jeg som oftest læste og arbejdede til Kl. over et om Natten.

Det viste sig da ogsaa, at det var mere end mine unge Kræfter kunde bære. Efter knap to Aars Forløb brød jeg ganske sammen, først med en heftig Lungebetændelse, og denne efterfulget af en saadan Nervesvækkelse, at jeg forstod, det vilde vare længe, før jeg kunde blive i Stand til at holde Skole igen.

Men saa tog jeg en kraftig Beslutning Jeg fik fat i Seminaris Niels Andersen til midlertidig at overtage min Skole. Han havde i en Tid været Lærer paa Kolds Højskole, men var nu ved Kolds Død blevet ledig. Ved ham faldt Nordenbro Friskole i gode Hænder. Og saa rejste jeg hjem til min Faders Gaard, og gav mig til at arbejde som Karl der, som jeg før havde gjort.

Men saa kom Trier.

Han var kommet til Ormslev Friskole for at holde Møde, og da han ved den Lejlighed fik talt med mig og fik at høre, hvordan det stod til med mig, foreslig han mig, at jeg skulde rejse ind til Vallekilde og passe hans Køer. Det vilde være sundt for mig, mente han, og jeg kunde faa Tid til hver Dag at høre hans Foredrag og desuden gaa paa Skolen om Aftenen. Dette Tilbud tog jeg med Glæde imod, og da vi naaede November, gik jeg de 7½ Mil, der er fra Ormslev til Vallekilde. Den Gang kunde man nok gaa; jeg har flere Gange taget den Fodtur til og fra Vallekilde Højskole.

Det blev mig en rig Vinter, en af de rigeste, jeg har levet og – jeg kom mig. Foraaret efter blev jeg Soldat. Jeg havde i den Henseende haft tre Aars Udsættelse. Soldatertjenesten blev paa 17 Maaneder, da jeg baade blev Underkorporal og fik Eksamen som Korporal. Dette styrkede end yderligere mit Helbred, saa jeg senere hen i mit lange Liv har kunnet sige, at jeg ikke ved, hvad Nerver er for nogle Indretninger.

Saa tog jeg Arbejde op igen i Nordenbro Friskole, der nu for mig havde været afbrudt i to Aar. Imidlertid var jeg blevet forlovet med en af de unge Piger i Ungdomskredsen derovre, og efter tre Aars Forlovelsestid blev der Udvej for, at vi kunde købe os et Hus paa 5 Tdr. Land, der laa belejligt for Skolekredsen, saa vi blev gifte og troede da, vi havde slaaet os ned her for stedse. Da kom, kun et Aar efter, Katestrofen for os. Der var blevet for mange Børn og Sogneskolen, saa der skulde oprettes et nyt Læreembede, og dette skulde ligge ude paa Egnen, hvori jeg havde min Friskole.

Sogneraadet vilde gerne have haft det ordnet saaledes med mig, at man ved at tilskyde en aarlig Pengesum af Kommunekassen kunde have klaret sig med dette, da det jo vilde have været det billigste. Men saa forlangtes det af mig, at jeg skulde omlægge min Maade at holde Skole paa, saa den blev i Lighed med de andre Skoler og navnlig, at jeg skulde indføre Lærebog med Udenadslæsning.

Men det vilde jo for mig være at bryde med alle mit Livs Idealer og sælge mig for en Ret Linser. Jeg kunde det ikke, men sagde bestemt Nej. Saa begyndte man at bygge den ny Skole tæt ved Friskolen, og vore Venner maatte da sige, at nu turde de ikke holde paa os længere, da de vilde blive for faa til at holde en Friskole oppe.

Jeg slog mig da op som ledig paa Torvet. Vi gik og var ret ængstelige for, om der vilde tilbyde sig Plads. Det gjaldt jo Hus og Hjem og Virksomhed. Da tilbød der sig paa en Gang tre Friskoler: Haraldsted ved Ringsted, Tved ved Svendborg og Ferritslev. Det sidste Sted, i Ferritslev, var baade min Hustru og jeg kendte og havde Venner der, saa Valget var let; vi tog mod Tilbuddet fra Ferritslev Friskolekreds.

Den 18. September 1877 indflyttede jeg med min unge Hustru og vor et Fjerdingaars lille Dreng i Ferritslev Friskole. Her var en til Dels ny Skolebygning, der nærmest syntes os at være flot, og hvortil der hørte en Jordlod paa 2½ Td. Land. Dette sidste var jeg svært glad ved, da jeg altid har haft Lyst til Landbrug. Gaardejer Jens Thygesen, der hørte til mine ældste Elever, har senere fortalt mig, at det første, jeg lærte dem, var det lille vers: Børn i Skolen:

Livets Sollys har vi kær,

Fader, lad det skinne her,

live op hver Skolepog,

klare op hver Hjertekrog;

lad os altid bo og bygge

under dine Vinger Skygge.

At dette var mit første husker jeg nu ikke, men det er rimeligt nok, det kunde være det, for jeg ved, at hvad heri er udtrykt, det var, hvad jeg gerne vilde. Og jeg det, det var ogsaa dette, Forældrene gerne vilde med deres Børn, saa heri faldt vi godt i Samklang.

Og saa nød jeg da i fulde Drag Aandslivets Fællesskab, der var saa fremtrædende her: I Skole og Hjemmene, og i Kirkeliv i Ryslinge Valgmeninghed, hvor endnu den Gang Vilh. Birkedal var Præst.

Og jeg tør vel tro, Skolen gik godt, al den Stund den gik fremad i Børneantal, saa det varede ikke Sa længe, før vi havde nogle og 60 Børn, et Antal, der noget nær holdt sig i alle de Aar, jeg var der.

Ligesaa med Ungdommen. Vore Lørdags Aftenmøder var saa godt som altid for fuldt Hus, og holdt sig uden Afbrydelse i de 26 Vintre.

I flere Aar havde vi ogsaa Forældresammenkomster i Skolen. Disse formede sig nærmest under fri Samtale, der kunne gaa, fordi vi havde en Kraft imellem os som gamle Thyge Hansen, udet hab havde en Evne som kun faa i at føre værdifulde Samtaler. Dette gav let forstaaeligt Udvikling og Sammenhold i Kredsen.

Saa havde vi ogsaa det Held, at vi i Sognepræsten Fr. Møller, Rønninge, havde en saa god og forstaaende Friskolemand, at vi altid hos ham fandt en Ven og Forsvarer af Friskolen. Alt dette maa henregnes til Lyssider; men Livet kan jo aldrig blive i Solskin alene, det skal nok kaste sine Skygger, og jeg fik disse i ret fuldt Maal at mærke.

Først det økonomiske; det var ikke godt. Men Formand, Peder Kristensen Rosager fra Vejstrup, havde købt Jordlodden og ladet opfører Skolebygningen; men som efter den Tids Priser havde været meget dyr. Efter kun fire til fem Aars Forløb maatte han paa Grund af Sygdom opgive Skolegerningen. Friskolekredsen overtog da det hele, men uden at udbetale noget. Derved kom der til at paahvile en slem Rentegæld.

Den Gang havde Friskolen ingen Kommunetilskud og langt mindre Statstilskud. Alt skulle ind ved Skolepenge. Men naar saa herfra skulle trækket Rentepenge, Indebrændselspenge med alle andre nødvendige Udgifter, da er det let forstaaeligt, at der ikke kunde blive ret meget til Løn. Den var ogsaa saa lille, at havde vi ikke haft Jordlodden, vilde det umuligt have kunnet gaa, men paa den avlede vi til det daglige Brød, saa det gik. I flere Aar var jeg Medhjælper for Sogneraadsformanden; det gav en lille Ekstraindtægt; men alt dette gav Arbejde, meget Arbejde saa jeg tror nok, mine allerfleste Arbejdsdage var mindst 2 Gange de 8 Timer.

Dog, det gør ikke noget, om man har meget at bestille, blot man kan tage det med en Smule Humør og ikke gaar og lider under Misnøje med Tilværelsen. Sært nok, at jeg kunde finde Tid til at være to Gange til Feriekursus i København og senere at være med ved de allerfleste af vore Friskolekursus. Men godt, at jeg kunde det, da heri hentedes Styrke der havde baade Liv og Kraft i sig.

Men saa kom der nogle Brydninger ind i Skolekredsen. Disse var ikke gode. Det var i Aarene først i halvfemserne; da gik der en Slags Raptus over vore Friskolefolk i Retning af at stille Fordringer om, at faa noget mere og noget nyt ind i Skolen, alt under Parolen: »Tiden fordrer.« Men i virkeligheden var det nok saa, at der var flere af vores Friskolekredse, der nu havde virket saa længe, at en anden Generation var vokset frem, saa de var blevet Forældre, og disse vilde nu til at gøre sig gældende. Naar man saa fandt, at Stedets Friskolelærer ikke rigtig svarede til Idealet om, hvordan han rettelig burde være, ja saa burde han træde tilbage for at give Plads for en ny og bedre.

Ang. dette var der ret stærke Brydninger i flere af vore Friskolekredse, og der var ikke saa faa Tilfælde at, at Stedets gamle Friskolelærer maate forlade Skolen.-

Og saa kom dette da ogsaa til at bryde paa over for mig, og som førte til, at der, mig uafvidende , blev holdt et Møde med Programmet at faa mig opsagt. Der blev nu ikke noget ud af det. Det viste sig, at der var saa faa ud af hele Skolekredsen, der vilde være med, at det med det samme var faldet til Jorden.

Men saadant er ikke godt i en fri skolekreds, der jo maa hvile paa Sammenhold og paa Tillid, saa i Virkeligheden blev Følgende, at fra den Dag af var disse to Ting brudt i Ferritslev Friskolekreds, idet jeg havde en Flok, om den end var lille, der var imod mig. Alligevel, jeg blev og forsatte mig Arbejde som sadvanlig; hvor kunde jeg andet; der var nok til at holde paa mig.

Saa kom mine tunge Sorger, og de fulgtes saa kort efter hinanden. Efter 20 Aars Ægteskab døde min Hustru. Hun havde været mig en god Kone, der saa trofast havde delt Kaar med mig. Det blev en tung Tid for mig, ene, som jeg nu var med mine tre Børn i Alderen 18, 15 og 11 Aar.

Men efter 2½ Aars Enkestand fandt jeg mig en Hustru igen, og med hende bragtes atter Lykken til Huse hos mig. Hun var en tidligere Friskolelærerinde, og dette gjorde, at vi fik forbedret vores Skoleforhold. Vi havde længe gaaet med Planer om at faa Lærerhjælp, da op mod 70 Børn i en Skole jo er for mange for en Mand; men det var hidtil ikke blevet til noget af Mange, paa Raad. Nu blev det udført ved, at min Hustru blev taget til Hjælp, saa vi fik delt Skolen i fire Klasser, og jeg tør mene, der nu kom en Tid, da det stod godt til i Ferritslev Friskole, allerhelst da min Hustru snart vandt alles Hjerter for sig. Den økonomiske Stilling var ogsaa bedret en Kende ved, at Kommunen nu ydede os den vælge Sum af 200 Kr. om Aaret i Erkendelse af, at Friskolen i flere Aar havde sparet den for at oprette et nyt Lærerembede.

Men saa kom min anden store Sorg: Min eneste Datter døde i 20 Aars Alderen. Hun havde faaet en Hjertesygdom, der gav et langt og smertefuldt Sygeleje, saa det havde givet en streng Tid for os.

Jeg har skrevet om hende i Højskolebladets Julenummer for 1903 under Titlen: »Fra en ung Piges sidste Dage.« Imidlertid kom nu Tiden, da jeg havde været Lærer i Ferritslev i 25 Aar, og vi havde da stor Fest med Taler og Sang og mange skønne Gaver, og alt laa nu som i Lys for mig.

Og saa – ja, Lykken hun er saa skørt et Glar: Knapt et halvt Aar efter døde min Hustru efter kun 3½ Aars Ægteskab. Dette havde nær slaaet mig i Knæene, og jeg ville næppe have kunnet faa mit gamle Livsmod op igen under de hidtidige Forhold. Der skulde helt andre Livsforhold til for mig. Men dette er et Blad i min Historie, der ikke hører her hid.

Hvad Værd mit 36 Aars Friskoleliv har haft, skal Gud og Mennesker dømme om. Men særlig for mine 26 Aar i Ferritslev, Staar – jeg i Taknemmelighedsgæld til mange, mange. Og dette er min Gæde, at jeg ved, jeg har saa mange Venner i Ferritslev.

Naar jeg da nu ser tilbage paa mit lange Liv, maa jeg i Sandhed sige: Hvor har dog Gud været mig god og hjulpet mig igennem alt. Og siger jeg da med gamle King:

Sorrig og Glæde de vandre til Hobe,

Lykke, Ulykke de gange paa Rad,

Medgang og Modgang hinanden anraabe,

Solskin og Skyer de følges og ad.

N. M. R. Stenbæk

Leave a Reply