Morgensang, min bedste tradition

Morgensang, min bedste tradition

Morgensang, min bedste tradition

Af Karin Bundesen.

Når jeg om morgenen er på vej til skole, er jeg på vej til at glide ind i et mønster, som gennem nu snart mange år har været mit liv. Efter lidt snak med kolleger går vi alle til morgensang, den bedste tradition på vores skole.

Så morgensangen har mange funktioner. Vi kan se på det som en god måde at samles på, inden vi går i klasserne, men jeg finder oplevelsen langt større og dybere. Vi får alle store som små en god anledning til at gøre noget sammen. Vi synger sange, som har en dybere mening, og som taler til os i hvert deres sprog. En morgensang er ikke ligegyldig. Vi har alle vores favoritter. Har vi en morgen sunget en af dem, vi rigtig godt kan lide, kan det bringe en stemning frem, som man lever den dag på. Sange kan også forene børn og voksne, så vi med bare et sideblik, véd noget sammen. (“Kan du huske at det er men bedste sang”, kan et sådant sideblik fortælle).

Traditionen omkring den oplevelse er helt enestående, og mange gange er vi blevet gjort opmærksomme på det, når vi har været sammen med “gamle” elever. “Det er nu dejligt, at være med til morgensang igen.” Kan de fortælle os.

Morgensanslokalet danner også ramme over andre store traditioner. Når vi holder juleferie, er det en tradition, at vi inden, vi siger “Glædelig jul” til hinanden, synger Højt fra træets grønne top. Jeg kan glæde mig specielt til den sang, for jeg ved, at netop denne sidste sang inden juleferien synges med en uhørt høj forventning til det der nu skal ske for os alle sammen. Og alle de gange, jeg ellers synger denne sang, giver den mig en lille erindring om, at nåh ja det er tradition i Ferritslev at synge den sang til jul. Bliver der sommerferie, er der lige så meget styrke på: Og det var en skærsommerdag… og da var skoven grøn, grøn…

Jeg glæder mig over at være et sted, hvor vi tør vedblive at dyrke traditioner

Leave a Reply