Musical 1999

Musical 1999

Musical 1999

Af Karin Bundesen, lærer.

Når startskuddet lyder til en musical, har mange hjul været i omdrejninger i lang tid. Vores forberedelser til Skatteøen begyndte allerede i februar 97, da vi så småt begyndte at snakke om, at til næste år skulle vi lave et stykke, og hvem der måske skulle være instruktør. Da skoleåret begyndte i august, var flere stykker påtænkt, men hurtigt faldt valget på Skatteøen, som vi alle kendte som en rigtig god historie.

Aftalen blev, at alle klasser skulle have læst bogen op, så alle kunne den rigtige historie. Vi skulle have læst bogen og inden 1. December. Jeg tror, at både børn og voksne glædede sig over, at John Silver og Jim Hawkins, og når vi hørte musikken fra Sebastians udgave, fik vi næsten kriller i maven. Børnene blev også meget fortrolige med musikken, for i denne tid var Skatteøen på cd-én næsten altid med, når der var aktivitet i gymnastiksalen.

Rollehæftet, som vi fik fat på, var ikke helt, som vi kunne ønske det, idet det var alt for langt, men en grundig gennemgang fik det gjort ca. halvt som stort. I de klasser, der skulle være kor, 4.-5. klasse og enkelte elever fra tredje var orkester og havde småroller. Eleverne fra 6.-7. klasse skulle, som traditionen byder, være skuespillere med replikker. Dog er der mange gode musikere i disse klasser, så vi forestillede os en kombination af både skuespil og orkester. Med disse betingelser prøvede vi at lave en rollefordeling, der kunne gøre alle tilfredse. Det er altid et stort puslespil, og vi måtte bruge lang tid på det. Det blev vendt mange gange, og endelig kunne vi kundgøre resultatet. Den dag, hvor vi fortalte børnene hvilke roller, de skulle have, ved jeg ikke hvem, der havde flest sommerfugle i maven. Vi fra lærersiden mente, vi var på rette spor, alle havde givet deres besyv med, men hvad ville ungerne sige??

Vi fik fordelt rollerne, og der var en god lyd af børn, der vist i  det store og hele var tilfredse, en summen, der nok betød tilfredshed. Jeg tror, at netop dette omfangsrige forarbejde, hvor vi også havde snakket meget med eleverne undervejs, havde gjort sin virkning, så man fra børnenes side også havde forstået, at vi arbejdede på samme sag, og at alle jo ikke kan have den hovedrolle, som man måske havde forestillet sig i første omgang. Når jeg nu sidder og ser rollelisten igennem, kan jeg sagtens se, at mange af dem, der fik en rolle, som på papiret ikke så så stor ud, formåede at give en lille rolle en fylde, som helt sikkert er gemt i mange tilskuere som en præstation.

Musiksiden er selvfølgelig en vigtig del af en musical, og vi ville naturligvis ikke vælge denne skuespils-form, hvis vi ikke havde børn, der kunne leve op til de krav, der stilles ved sådan et skuespil. Mange melodier blev omformet, så selv næsten begyndere kunne spille med. Det er et stort og vigtigt arbejde, der gør, at man føler, at man er med. Sammensætningen af orkestret er jo lavet ud fra de instrumenter, vi kunne stille med. Det blev jo et flot orkester.

Scenografien skal også passes ind til de forhold, vi nu har med vores scene. Sceneskift af den helt store stil er ikke så gode, så også her med hoveder lægges i blød. Der bliver udtænkt store sager, og enkeltheden giver ofte den flotte illusion, som på få øjeblikke omskaber et havnemiljø til et skib, til en ø. Og så er vi DER. Når vi kender historien er vi jo med, og det gjorde vi jo alle. 

Kostumeafdelingen er også værd at nævne. Det er herligt, når det hele er i gang, at kunne bede om en skræddersyet uniform, og så bare vide, at den er færdig i fin tid, til vi skal bruge den, at bede om sørøvertøj, og så pludselig stå med en kæmpestak af tøj vi bare kan vælge og vrage i. Bede om skattekister, og pludselig få et par stykker foræret, som vi for øvrigt bare kan beholde til en anden gang.

Endelig sidst men absolut ikke mindst kunne bede om hjælp hos forældre til opsætning af scene for Gu´ ved hvilken gang, maling af diverse genstande, opbinding af tovværk til sørøverskibet, og vide at alle stiller sig til rådighed med deres hjælp.

Se alle disse ingredienser gør, at det er sjovt at arbejde med sådan en flok unger, og at en tredjeklasse efter dette lange forløb giver højeste point til det at spille musical. Også selv om ens rolle var at stå lang tid på scenen og være parat, når det gjaldt. Ingen af de børn eller voksne, der har været med, vil nogensinde glemme det. Oplevelser, der huskes altid, er jo gode at have nogle stykker af, og her var en! 

Leave a Reply