Nærbilleder af London

Nærbilleder af London

Nærbilleder af London

Af Palle Pors, skoleleder.

Jeg er en del af en ERFA-gruppe af nordfynske skoleledere, der mødes 5 gange årligt og udveksler erfaringer. Vi tager aktuelle emner op og diskuterer hvordan vi hver især tackler dem. Det er meget udbytterigt at være en del af en sådan gruppe og jeg føler også, at vi på den måde kan bidrage til et fornuftigt og godt samarbejde friskolerne imellem.

I denne gruppe blev vi for et år siden enige om at tage på inspirations tur til London. Jeg havde nogle skolekontakter, som alle mente var spændende og Ole Olsen fra Ådalsskolen ville stå for alt det logistiske arbejde. Ole har for øvrigt været ansat her på skolen tilbage i 1970-érne. Hermed var turen skabt og vi var i alt 10 skoleledere af sted i dagene den 30 marts og frem til den 3. april.

Jeg havde gennem længere tid korresponderet med en tidligere professor i pædagogik i London, der hedder Robert Bell. Han hjalp meget med at få de rigtige kontakter knyttet. Den første dag besøgte vi en kristen, offentlig skole i det centrale London, der hedder Saint Mary´s School. Der var ca. 300  børn på skolen og der herskede en meget god ånd. Vi følte os alle godt hjemme, og hørte om skolens spændende hverdag. Skolen var specielt spændende for mig, idet de havde børnene allerede fra de var 3 år gamle, så jeg koncentrerede mig meget om hvordan de arbejdede med de små. Jeg var blandt andet inde i en engelsk-time i deres børnehave og jeg sad straks omringet af mange forskellige børn. Der var en dreng fra Colombia, en pige fra Ghana, en pige fra Indien, en englænder, alle gik de på skolen og var en integreret del af det multikulturelle samfund som skolen og hele London er. Vi diskuterede meget integration og skolelederen morede sig meget over alle de tiltag vi gør i Danmark. Hos dem skal alle børn følge de timer der er, uanset hvilken baggrund de kommer med. Der bliver ikke lavet specielle tiltag for børn udefra, men selvfølgelig er den holdning også nemmere at have når modersmålet er engelsk og ikke dansk.

På denne skole talte vi også meget om de meget stramme læseplaner skolerne fungerer under i England. Dette fænomen “The National “Curriculum”, stødte vi på alle de dage vi var i London. Alle skolefolk beklagede sig over statens meget kraftige styring af indholdet op den enkelte skole.

Børnene havde også skoleuniform på og det er jo en hel naturlig del af den engelske skoletradition, så alle havde blå trøje, hvid skjorte, blå bukser/nederdel og sorte sko. Det fungerede bare godt…ingen drillede andre p.g.a. deres beklædning. Men jeg tror dog næppe, at denne ide ville vinde gehør her på skolen.

Om eftermiddagen havde vi et par timers lektion om det engelske skolesystem, den historiske udvikling, holdningen i statsapparatet og hvordan de er organiseret. Det var Robert Bell der indviede os alle på en yderst præcis og god måde.

Dag to tog vi toget helt ned til sydkysten hvor vi skulle en fri skole, der kun var 3 år gammel. Skolen lå i en mindre engelsk by kaldet Lewes og skolen hedder Lewes New School. I England modtager en fri skole ikke tilskud som frie skoler her i Danmark, så de må klare sig for egne midler og midler fra diverse fonde. Men de 12 familier der startede skolen måtte hver især punge ca. 900.000,- kroner ud for at købe skolebygningerne, og samtidig må de tage 33.000,00 kroner i skolepenge pr. år. Det betyder, at denne skole ikke er for alle, men for de mennesker der har orden i økonomien.

Skolen åbnede i år 2000 og bestyrelsen havde lavet hele skolen i stand til den første skoledag, men dagen før første skoledag blev området oversvømmet, så også skolen blev ramt. Der stod en meter vand i alle lokaler og alt det der var blevet lavet skulle laves om. Hermed måtte bestyrelsen i gang igen og endnu engang spytte lidt i kassen.

Skolen er meget inspireret af Summerhill-pædagogikken og havde mange spændende tiltag i dagligdagen, som danskere sugede til os. Skolen mindede meget om en nystartet dansk friskole.

På tredjedagen tog vi ca. 20 min. togrejse udenfor London til en mindre forstand, hvor vi skulle besøge en meget stor privatskole, som havde alle klassetrin fra børnehave til gymnasiet og tilmed en kostskole tilknyttet. Skolen hedder ACS (American School) og i alt er der 1.400 elever på skolen. Den blev startet af amerikanske skolefolk til de amerikanske forretningsfolks børn i London, der skulle gå i skole efter amerikanske skoletraditioner.

Skolen er meget dyr at gå på, idet skolepengene om året udgør den nette sum af kr. 130.000,00 kroner, men for det fik man også en meget gennemført skolehverdag. Man var meget bevist om hvordan undervisningen skulle foregå, og den lå bestemt ikke så langt fra de tanker vi gør os på en grundtvig-koldsk skole herhjemme. Dog skinner den amerikanske optimisme og fremadrettethed klart igennem, således at når barnet kommer op i 5.-6. klasse, så melder hysteriet om kundskabsindlæringen sig for alvor. Test, eksaminer, og prøver er en markant del af skolehverdagen fra dette tidspunkt.

Jeg var meget imponeret af de forhold, som skolen havde på alle niveauer, og lige nu var de ved at færdiggøre et idrætsanlæg med 3 indendørs basket baner med tilskuerpladser, et fitness rum, et motionsrum, en gymnastiksal, et svømmestadion med 50 m. indendørs bane og udspringsfaciliteter, spabad, omklædningsfaciliteter, solarier, dampbad, sauna ect. Alt var som det skulle være og meget mere…det var arkitektonisk en perle og havde allerede vundet en pris. Se det dunkede kraftigt i mit gamle idrætshjerte.

På fjerdedagen havde vi 3 timer til at få set London…jeg gik i Nationalgalleriet…og det var dog helt fantastisk. Desuden var jeg nede ved Big Ben, for jeg skulle lige se hvor meget politi der var på gaden i forhold til konflikten i Irak. Det viste sig, at der var rigtig meget politi og sikkerhedskontrol, men heldigvis fandt jeg en lille café, hvorfra jeg kunne beskue hele sceneriet omkring Big Ben. Der var ridende betjente, bombehunde, afspærringer, en stor demostration og masser af mænd med telefoner de talte i konstant.

Jeg fik en lækker kage, med creme, syltetøj og to kopper kaffe og det blev min afslutning på 4 rigtig gode dage i London. Mange gode ideer fik jeg med hjem og inspiration til vores egen lille skole herhjemme.

Leave a Reply