Ferritslev Friskoles Årsskrift 2003 – Nærbilleder

Ferritslev Friskoles Årsskrift 2003 – Nærbilleder

Ferritslev Friskoles Årsskrift 2003 – Nærbilleder

Af Palle Pors, skoleleder.

I sommer så jeg en udsendelse i TV der hed: “Nærbilleder”. Det var en udsendelse, hvor man havde interviewet en kendt person og den eneste synsvinkel journalisten brugte var et stille personlige spørgsmål, der krævede personlige svar. En god måde at arbejde på som journalist, hvis konteksten er i orden, det vil sige at begge parter er indforstået med at det skal være på den måde.

Den kendte i det program jeg så var Peter Mygind, som jeg beundrer meget som skuespiller og som bibemærkning kan jeg fortælle at jeg kender ham lidt personligt. Jeg har nemlig set ham i levende live i København engang. Desværre havde jeg ikke min autograf bog med!!!

I denne udsendelse viste og fortalte ham om sider af sin barndom jeg slet ikke kendte til. Han fortalte om hans forældre, der jo også er kendte, og om de valg de havde gjort i hans barndom. Valg der betød meget for den lille Peter, men som han slet ikke havde nogen indflydelse på og som gjorde meget ondt dybt inde i sjælen. Nærbilledet bragte mig til at filosofere over det faktum, at vi som menneske selvfølgelig er herre over vort eget liv, men så sandelig også, at vi er meget afhængige af den kontekst vi fungerer i.

Det at fange et nærbillede af et andet menneske er en meget stor del af mig arbejde, en meget stor del af en lærers arbejde. Vi forsøger hver dag at udbygge vort kendskab til de mennesker der har valgt vores skole. Til børnene, til forældrene, til alle de andre ansatte og til de mennesker der er i skolekredsen. At vi hver dag laver dette stykke arbejde, betyder ikke at vi er gode til det, men snarere at vi hver dag bliver mere og mere klar over hvor stort og mægtigt ens næste er. Hvor mange krinkelkroge et menneske besidder, hvor mange spændende historier der gemmer sig i sindets skattekiste og hvor mange uopdagede lag i sjælen, der ofte trænger til at blive hevet frem og støvet af.

Faktisk tror jeg, at mange af os ofte falder for fristelsen til ikke at ville lade os hjælpe, men i stedet blot lever livet på overfladen og aldrig går i dybden med hverken andre eller helt specifikt med sig selv. Vi lever i et samfund der ikke prioriterer samtalen med næsten om de “dybe” ting, de ting der er svære at tale om og som vi mennesker ofte viger udenom. Viger udenom fordi man enten ikke har lyst til eller mod til at involvere sig i det andet menneske.

På en skole som vores er kodeordet jo at vi forpligter hinanden på at gå tæt på når det behøves. Men svært at føre en samtale, hvor du udlevere dig selv, og hvor du uden spørgsmål stiller dig til rådighed for et andet menneske i “den frie samtale” om et givet svært emne. Men det er det vi kræver af vore ansatte, og det er det vi kræver af jer forældre, anderledes kan det ikke være.

Svært er det dog at skabe et nærbillede af hinanden, men panoramabilledet hvor hvert enkelt individ er svær at skelne fra hinanden, kan vi ikke bruge til meget. Specielt ikke når livet viser sine besværlige sider og tingene ikke forløber som forventet. Når livets mørke sider dominerer for kraftigt, og bemægtiger sig vore sind og handlinger i en sådan grad, at hverdagslivet forkludres, så er et nærbillede af sig selv og de mennesker man holder af, vigtige at have i sin lomme. Og allerhelst skal billederne være placeret i skjortelommen, den er nemlig placeret tættest på hjertet.

 

Leave a Reply