Nærbilledet af en Friskoleforælder

Nærbilledet af en Friskoleforælder

Nærbilledet af en Friskoleforælder

Af Vibeke Thinggaard (mor til Benjamin, Flemming, Michael og Karsten).

Hvad er en friskole forælder?

Det spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange i de 18 år jeg har været forælder her på Ferritslev Friskole.

Jeg har spurgt mig for, jeg har lyttet, jeg har set mig omkring, jeg har snust til atmosfæren på skolen, jeg har stukket fingeren i jorden og mærket mig frem. Jeg tror at jeg har fundet et svar på spørgsmålet.

Det hele begyndte for mit vedkommende for over 18 år siden. På det tidspunkt var familien, som dengang bestod af min mand og jeg, og vores 3 ældste drenge (Benjamin er først kommet til senere) flyttet fra Jylland til Fyn. Vi boede til leje i en funktionærbolig i Odense.

Tiden nærmede sig da vores ældste søn skulle starte i skole. Vi var enige om at han ikke skulle gå på en stor skole. Så vi begyndte at se om efter en ny bolig til familien i nærheden af en mindre skole. Vi kom langt omkring i vores søgen, så langt som til Vissenbjerg, Tommerup, Fraugde og Søllinge. En søndag eftermiddag førte vores søgen os til Ferritslev. Vi var ude at se på en bolig i Ådalen. Da vi så forhørte os om, hvor den nærmest skole lå, pegede husejeren over på Ferritslev Friskole. Han opfordrede os til at slå et slag forbi skolen. Det gjorde vi så..! Den første vi stødte ind i var Asta, (til nye forældre kan jeg fortælle at Asta på det tidspunkt var pedel og altmulig “mand” på skolen). Asta havde travlt med at gøre rent, men inviterede os alligevel indenfor på skolen. Hun ville straks ringe efter Madsen (daværende Skoleleder). – Nej, det mente vi nu ikke at hun behøvede, det var jo søndag og fridag. Men Asta holdt på sit, og ringede efter Madsen.

Der gik ikke mere end 5 min. før Madsen kom trissende hen over græsplænen og bød os velkommen. Han brugte mere end 1 time på os unge og usikre, vordende forældre til et skolebarn. Han fortalte om skolens værdigrundlag, og forhold mellem skole og hjem m.m. og til sidst fik vi udleveret et jubilæumsskrift om skolen.

Vi vendte nu bilen og kørte tilbage mod staden. Vi var ikke længere i tvivl om hvor vi ville slå os ned. Og sådan gik det til at familien flyttede på landet og den ældste af drengene begyndte i børnehaveklasse på Ferritslev Friskole. Året var 1985. Det var Fru Lynge, som på det tidspunkt var lærer i børnehaveklassen. Først året efter da dreng nr. 2 skulle starte på skolen var Henny blevet ansat som lærer i børnehaveklassen.

Hvad var det så, der gjorde at vi blev overbevist om at vores børn skulle gå på Ferritslev Friskole og vi skulle være friskoleforældre?

Først og fremmest betød det utrolig meget for os, at vi fra første færd blev modtaget med venlighed og imødekommenhed. Tænk at Asta og Madsen ville bruge en søndag eftermiddag på os, som potentielle forældre. Det havde vi ikke forventet og det varmede. Dernæst tiltalte det os også at skolens værdigrundlag byggede på et kristent livssyn. Der var ingen af os der kendte noget særligt til Grundtvig og Kolds tanker om skole på det tidspunkt, men det kom vi til.

I de første år på skolen sugede vi til os af lærdom. Vi fulgte vores børns skolegang tæt. Deltog i alle Åben-hus arrangementer, forældremøder, julemøder, juletræs- fester, fastelavsfester, revyer, musicals, m.m. Med tiden gik det op for mig, at en friskoleforælder selvfølgelig engagerer sig i skolen og dens virke, samt møder op når der sendes bud, enten det er til fest eller arbejde.

Jeg har haft stor glæde og fornøjelse af at deltage i tirsdagsaftener, julebadminton, havedage, arbejdsdage, kor weekender og studiekredse på skolen. Jeg har også været så heldig at være med som “tante” på en stor lejrtur til Himmelbjerget, en kanotur med 7. klasse til Sverige og en tur med de store elever til Polen.

Ved at af disse arrangementer var der som så ofte før, en heftig meningsudveksling. Jeg kan ikke huske hvad vi diskuterede, blot at den daværende formand for bestyrelsen op skolen (Helge Kristiansen) sagde til mig:

Hvis du ikke kan klare en kraftig debat med forskellige meningstilkendegivelser og så bagefter i fred og ro drikke en kop kaffe og ryge en smøg sammen med vedkommende, så bliver du aldrig en rigtig Friskoleforælder!”

Dette udsagn har jeg tænkt over mange gange. Det er måske der jeg skal finde svaret på mit spørgsmål. Jeg har gennem årene oplevet at det er en sund levesætning (man kunne måske undlade smøgerne), men ideen med at vi bagefter kan snakke sammen uden at bære nag, det er en stor udfordring, og et sundhedstegn.

Det ville være en stor og uoverskuelig opgave, hvis jeg skulle berette om alle de oplevelser og mindeværdige øjeblikke jeg har haft som friskoleforælder. Men hvis jeg skulle trække en begivenhed så kunne f.eks. være Morgensangen.

Det at alle samles hver morgen, synger en sang eller to, beder fadervor sammen og høre nyt fra fjern og nær, det er bare unikt. Her er et forum hvor vi værner om vores kulturskat, og et forum hvor stor såvel som lille, og gammel såvel som ung kan komme til orde.

Det er utrolig givtigt for vores børn at få lov til at være en del af. (Specielt i disse elektroniske tider,  hvor megen kommunikation og information går via computeren (inter-net) eller mobiltelefonen). Jeg nyder ofte at deltage i Morgensang, når muligheden byder sig. Det er en dejlig måde at starte en ny dag på. Engang imellem har vi så travlt med arbejde, uddannelse og skole at det kan være sundt for sjælen med de 10-15 min. fordybelse, nærvær og eftertanke som Morgensangen giver en mulighed for.

Jeg håber for alle nye forældre til Ferritslev Friskole, at de må få lige så mange positive og lærerige år på Ferritslev Friskole, som jeg har haft.

Leave a Reply