Noget om at have særlige behov for støtte

Noget om at have særlige behov for støtte

Noget om at have særlige behov for støtte

Af Lissy Larsen, lærer.

Når jeg – som nu – skal prøve at sætte ord på begrebet specialundervisning, har jeg allerede i første linie et problem, idet alene ordet specialundervisning for mig er negativt ladet. Om ordet extra er bedre, kan jo altid diskuteres; men mire ører hører, at det barn, der får extra, har behov for at få “stoffet” gennemgået på en særlig, intensiv og mere tidkrævende måde – uden dermed at være stemplet som dum og ubegavet.

Under alle omstændigheder er nøgleordene for en god støtte:

  • Tryghed for barnet.
  • Accept af barnets behov – både fra skole og hjem.
  • Godt samarbejde mellem skole og hjem.
  • Erkende at ansvaret ene og alene er vi voksnes ansvar.

Tryghed for barnet er at lave et stykke arbejde, som støttes af lærere og forældre i fællesskab!

Når vi sender vore børn i skole, har vi som forældre nogle forventninger til børnenes skolegang, ligesom lærerne også har deres forventninger. Der er ikke altid – og skal ikke nødvendigvis være – fuldstændig overensstemmelse mellem disse forventninger; men det er vigtigt, at lærere og forældre får lært at kende og respektere hinandens synspunkter. Gennem et sådant tillidsforhold, kan forventningerne blive gjort så realistiske som muligt i forhold til barnets kunnen og dets udviklingsmuligheder i skolen.

Er dette tillidsforhold derimod ikke tilstede, vil forældrene let komme til at opleve, at samarbejdet har været utilstrækkeligt – netop fordi deres barn ikke har lært det samme, som den øvrige klasse. Lærereb vil for sin del få en opfattelse, at her er tale om forældre, der ikke formår at støtte deres barn tilstrækkeligt hverken faglig eller arbejdsmæssigt. I denne situation er spørgsmålet om “skyld” aldeles uinteressant. Det vigtigste for begge parter er at få præciseret barnets konkrete vanskeligheder – åbent og ærligt. Først da er det nemlig muligt, at finde en måde, hvorpå barnet støttes bedst muligt. Men hermed er det ikke gjort!

Både forældre og lærere må acceptere barnets vanskeligheder og deraf følgende behov. Dette kan være svært – det handler jo om ens eget barn – men uden accept og medvirken fra forældreside bliver barnets udbytte af støtte ikke tilstrækkelig stor.

Som følge af hin famøse rapport, der afslørede danske børns manglende læsefærdighed i det 3. skoleår, er der lavet masser af forsøg og forskning – dels for at afprøve andre metoder, dels for at afdække årsagerne.

Denne trend er naturligvis også nået til Ferritslev Friskole. I de senere år har børnene i børnehaveklassen trænet bogstaver – navn og lyd og i noget grad form. De har lært mange rim og remser, og der har i større grad været fokuseret på deres sproglige formåen. – Et tiltag, der har vist sig at være særdeles fremmende for den første læsning.

På samme måde har vi gjort op med “det skal nok komme” – tanken. Det er ikke længere synd – selvom det kræver en særlig intensiv træning – at give de mindste børn bestemte redskaber og arbejdsmetoder, som kan hjælpe dem til at knække koden. Tværtimod er det af stor betydning for det enkelte barn, at der tidligt bliver iværksat særlig støtte, idet afstanden til den øvrige klasse mindskes mest muligt.

Det er således blevet praksis på skolen, at børn allerede i første og anden (eventuel tredje) klasse kan få repeteret og trænet redskaber og arbejdsmetoder, så disse forhåbentlig er på plads, når sprogundervisningen begynder i fjerde klasse.

Leave a Reply