Om at sættes fri

Om at sættes fri

Om at sættes fri

Af Karin Bundesen, lærer.

Med store undrende øjne går jeg, hvor anemonerne lyser hvidt. 

Og midt i forårets lyssvæld står jeg, og ser mod himlen og spørger blidt:

Hvem opfandt lærken og nattergalen, hvem satte knopper på birk og bøg?

Og hvem bestemte at netop svalen sku´ være svale og gøgen gøg?

Lige netop denne sang satte gang i tankerne omkring det, jeg så gerne ville skrive om til årsskriftet 2004. Jeg har længe puslet med tanker om det fantastiske i at være et sted, hvor vi dagligt møder så mange store oplevelser. Det er jo os lærere (og forældre) forundt at møde dejlige smil og betydningsfulde øjekast den ene dag efter den anden. Den omgang med børn, kan jeg ikke forestille mig, kan overgås af noget andet.

Hvad er det dog for en slags reflekser der kalder pindsvin og tudse frem?

Og hvem er det der går rundt og hekser i Hornbæk Tarm og Jerusalem?

Thi alle steder er samme under og samme kraft, der gør sjælen stum.

Og alle vegne går folk og grunder på livets store mysterium.

Men ingen svarer fra skjulte egne og gir os grundig og god besked,

Så jeg må svare på andres vegne og formulere, hvad ingen ved:

Jeg tror der ligger et barn dybt inde i alle levende ting, der gror,

Et barn, der er som en fuglevinge, en lille gud der evig stor.

Når vi nu er vidne til de store øjeblikke, er det også en betingelse, at vi tør opleve dem. Vi må give børnene fri, ikke at der ikke skal være regler, vi må overholde, for de giver jo muligheden og roen til at opleve det nye. Men vi må give os fri, give børnene fri, så de uforstyrret kan se det store i det små. Vi må tro på, at der sker noget inde i børnene. Tro på at de udvikler sig, også selv om det ser ud til stilstand. Kender vi ikke til de blomster, vi har stående i vindueskarmen, som vi glemmer at give vand en tid. Når de får en tiltrængt sjat vand og tid til at udvikle sig, kvitterer de ofte med en fantastisk skønhed. De kan blomstre på den mest fantastiske måde. Vi kan jo ikke være sikre på at det vil ske, men er vi utålmodige, og løfter planten op for at betragte udviklingen, kan vi derimod være overbeviste om, at rødderne bliver ødelagt, og at der ingen blomstring kommer.

Jeg tror han danser i alting hjerte. Jeg tror han hviler i alting vækst.

Og alle underes under er det, at han er ordløs og altings tekst.

Han er i spurvens sang i hækken, i solsortfløjt og i hundeglam.

Og hvis du lytter til tudsens kvækken og lammets brægen, så er det ham.

Jeg har lige været til jubilæum med nogle elever fra skolen. Det er altid dejligt at se, hvad de er blevet til. Hvad der er ligeså dejligt, er at opleve, at de er de samme. Der er nogle af dem, der er vokset betydeligt, både i højden og i drøjden, men i dem alle, kan vi finde det barn, vi engang kendte. Ballademageren, der fik det mest fantastiske til at ske. Den gode kammerat, der var tilstede, når der skulle diskuteres, den der kunne høre, hvad de andre sagde og kunne tilslutte sig i tavshed. Men for del alle gjaldt det, at det, der betød noget fra deres skolegang, var naturligvis nyttige kundskaber, men det sagde de ikke. Det virkelig vigtige, var alt det andet, vi havde lavet: Lejrture, udflugter, kordage, musicals, temadage, emneuger ovs. Det er jo en sjov tanke, at de dagligt tilbagevendende dansk- matematik og sprogtimer bare har været der, men det virkelige, det er alt det andet. Det er jo der, vi må bruge livet og kundskaberne. Derfor er det også godt, at vi på vores skole laver andet end “bare” undervisning. Vi tør godt anvende kundskaberne, i skoven, i temadagene i… Her sættes vi fri, og her må vi bruge alt det, vi har lært. Det tror jeg, er godt for os alle.

Han er i regnen og hvor støv må tørste. I sandets rislen. I træets saft.

I al det mindste i alt det største: Den mindste enhed. Den største kraft.

Hør blæsten synger din sang, veninde! Se træet blomstre på barnets bud!

Jeg tror, der lever et barn dybt inde, en kraft, der aldrig kan drives ud.

Leave a Reply