Ordene skaber det de nævner…

Ordene skaber det de nævner…

Ordene skaber det de nævner…

Af Holger Pedersen.

  • Oplysning være vor lyst,
  • er det så kun om sivet,
  • men først og sidst med folkerøst
  • oplysningen om livet;
  • den springer ud af folkedåd
  • og vokser, som den vugges,
  • den stråle i vort folkeråd, til aftenstjernen slukkes.
    • Grundtvig 1839

Nu skal det åbenbares… Er lyset for de lærde blot… Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord… Tre sange som står i syttende udgave af højskolesangbogen som nummer 461, 462 og 463. Tre sange som rummer en sand skatkiste af begreber om livets sande værdier. Der får man for ånder (værdier) syn, de værdier der kun kan tolkes og forstås i samtalen, i fællesskabet om det at være menneske.

For at føre en ordentlig samtale med et andet menneske, må du have et ordentlig fundament at stå på. Derfor er det så vigtigt, at skolen ser sig selv som talerør for de grundlæggende værdier i samfundet, værdier som i et demokrati peger ud over samfundet og individet selv. Vi skal lære at betragte os selv som en del af en helhed og vedstå et ansvar for denne helhed. Det globaliserede selvcentrerede pejlemenneske uden sans for andres behov og følelser skal mærke, at der foruden et stort jeg findes et endnu større vi. Delen og helheden kan ikke skilles. Mennesket og menneskeheden hører sammen. Derfor er det vigtigt, at vi i skolen hører, at der er dybder og højder i fagene, der giver undervisningen vinger og børnene faglige rødder, som de kan vokse ud fra. Så har børnene et afsæt at gå på tværs af og på langs med.

  • Den, der ikke vil vælge
  • ad hvilken vej, han vil gå
  • ender som en sten i den trappe
  • de stærke vil træde på.
    • Carl Scharnberg.

Globaliseringen sætter en ny dagsorden for mange ting, også inden for den pædagogiske tænkning. Man vil gå fra undervisning til læring. Fra at det er institutionen, der er det centrale til, at det er individet. Fra kvalifikationer til kompetencer. Alt sammen ord som skaber og påvirker den måde, vi opfatter den verden, det fællesskab, vi lever i. Hvorfor vil man nøjes med læring, når man kan vise undere? Er det, fordi man er så fokuseret på individet og den tanke, at det er individuel kompetence, der er brug for i den globaliserede verden? Det at undervise kan jo tolkes om det at vise undere, altså en helt anden vision end at lære noget. Og læringsrum eller læringsstile og læring om læring er retoriske begreber, der tømmer en grundlæggende institution som skolen for legitimation. Men der er stadig noget helt basalt, noget der ikke ændrer sig i vores liv. Der er stadigvæk nogle værdier og nogle vilkår, som hører til det at være menneske, som ikke fjernes ved de retoriske skift, hvor man løber fra det ene til det andet uden rigtigt at kunne finde ud af, hvad der er hold i. Menneskelivet er det eneste, der ikke lever sig af sig selv, det skal leves i virkeligheden. Menneskelivet er et ansvar, som man tager på sig, derfor kan man ikke selv afgøre, om man har været et godt menneske, det må man lade andre om at bedømme. Der findes ikke et “sæt” værdier, man kan leve sit liv efter. De steder hvor man har prøvet på at sætte nogle samfundsbestemte “fælles” værdier, i totalitære stater, da har mennesket som regel vist sit værd og kæmpet hårde kampe for at kunne påtage sig ansvaret for sit eget liv.

  • Et jævnt og munter, virksomt liv på jord
  • som det, jeg ville ej med kongers bytte,
  • opklaret gang i ædle fædres spor
  • med lige værdighed i borg og hytte,
  • med øjet som det skabtes, himmelvendt,
  • lysvågens for alt skønt og stort herneden,
  • men med de dybe længsler velbekendt,
  • kun fyldestgjort af glans fra evigheden;
    • Grundtvig 1874

Der er mange måder at leve sit liv på, men der skal være mulighed for at leve sit liv med ligeværdighed og åndsfrihed. Med til det hører at kunne begive sig ud på en risikofyldt opdagelsesrejse for i et samspil med andre at undersøge, hvad der kan bære, og hvad der betyder noget. At kunne hente et overskud i menneskelighed i forhold til andre, der hvor man allerede har brugt sig selv to gange på en dag. Det er i fællesskabet om det at være menneske, vi kan tolke de værdier, der er de “sande” værdier. Det er i den vel nok særligt danske grundtvigske indianerleg – samtalen – vi kan nå frem til en forklaring og forståelse af det, vi kalder et folkeligt fællesskab, man er aldrig bare et menneske, man er en del af et folkeligt fællesskab.

  • Da skal man forskel kende
  • på solskin og på lyn,
  • skønt begge de kan brænde
  • og skabe klare syn;
  • thi, som fornuften giver,
  • det ene lys opliver, det andet slår ihjel!

Leave a Reply