Personlig viden og projektopgaven

Personlig viden og projektopgaven

Personlig viden og projektopgaven

Af Holger D. O. Pedersen, lærer.

Et menneskes viden er dets forestillingsverden.

Forestillingsevnen fremmes gennem tilegnelsen af personlig viden, som er andet og mere end informationer.

I vore skole er det vigtigt at skelne mellem informationer og personlig viden. Informationer kan vi få mange steder for, på internettet f.eks. eller fra TV eller andre lignende steder, såmænd også fra lærere. Det drejer sig om facts, data, generelle formler og lovmæssigheder. Systematiske informationer er bl.a. noget at det, vi bruger meget tid på i skolen. Vi ville f.eks. være ilde stedt som menneske i vort samfund, hvis vi ikke kendte til det forholdsvis simple system, som findes i vort alfabet, en rækkefølge af bogstaver, en simpel systematik, som gør os i stand til at orientere os f.eks. i en telefonbog. Vi må også vide, hvad det vil sige at gange og dividere og lægge samme og trække fra, før vi bruger lommeregner. Det er vældig godt at have mange informationer, selvom vi ikke altid har dem som paratviden i alle situationer, det sidste bliver nok mere og mere almindeligt, eftersom vi i vore dage får lettere og lettere adgang til mange informationer.

Men der mangler alligevel noget. Selv om vi fik alverdens informationer, og kunne gå til eksamen i dem, ligesom Klods Hans´ brødre, så er og bliver informationerne ligesom et leksikon, det er ikke en personlig viden. Personlig viden bliver det først når det bliver sat ind i en sammenhæng for den enkelte, når man erfarer og oplever situationer, hvor man handler og reagerer på informationer ud fra en personlig stillingtagen.

I vores skole snakker vi om livsoplysning, ja det er vort hovedmål, at vi skal gå ud i verden med mod på livet, vi har sat lys på livets mange sider, både de lyse og de mørke. Vi har forhåbentlig sammen forsøgt at skelne mellem sandhed og løgn, mellem godt og ondt. Så kan livsoplysning føre til at vi begynder at forholde is ansvarlige til vor viden. I Henrik Ibsens skuespil om Peer Gynt forklarer den gamle dovregubbe med megen besvar Peer Gynt, at der er forskel på trold og mand: Trold er sig selv nok, – mand er sig selv. Mennesket må stå inde for det det tror på. Mennesket må i sin egen måde at leve på skabe sammenhæng mellem tro, viden og handling.

Mennesket må nå frem til det, vi kalder personlig stillingtagen, eller med andre ord, mennesket må besidde handlingskompetance for at kunne tage vare på sit eget liv.

Begrebet handlingskompetance stammer fra en bog, Hans Jørgen Kristensen skrev i 1987: Skolen i fremtiden. Den bog handler om grundlæggende kundskaber og tværfaglighed, og forfatterens tanke er, hvis eleverne skal opnå handlingskompetance, altså tage vare på deres eget liv, så skal de arbejde problemorienteret og bruge projektarbejdsformen som metode. De overordnede principper for denne arbejdsmetode går mere end 30 år tilbage, RUC (Roskolde Universitetsscebter) udviklede en masse teori om metoden, og brugte den i undervisningen. Senere har metoden bredt sig til erhvervslivet. Et af de mere kendte er firmaet Oticons organisering i selvformulerende projekter. Og nu er projektopgaven så kommet ind som en del af folkeskolens afgangsprøve. Det kunne så være en begrundelse for, at vi også mener, at vore store elever skal prøve at arbejde med denne arbejdsform. Det er nu ikke den eneste begrundelse, men det skal jeg vende tilbage til senere.

Kort skitseret kan projektarbejdsformen beskrives på følgende måde:

  • Problemformuleringen er udformet af dem, der arbejder med at løse opgaven.
  • Arbejdsprocessen er styret af deltagerne.
  • Der arbejdes tværfagligt, og løsningen indeholder viden og færdigheder fra mere end ét fag.
  • Arbejdet er problemorienteret, undersøgende og udforskende.
  • Arbejdet ender med et produkt og en mundtlig fremstilling.

Et af de største problemer ved denne arbejdsform er problemformuleringen. Skal der nu også være problemer ved alting? lyder det relevante spørgsmål. Jeg kan ikke se noget “problem” i det, jeg gerne vil arbejde med o.s.v. Kort kan man nok sige, at det er væsentligt at holde fast ved, at elevernes egen indsigt og forståelse er et resultat af deres egne overvejelser og tænkning. Betegnelsen “problem” skal forstås som det, at eleven har et eller andet, kaldet et problem, som han eller hun ønsker at få belyst eller måske løst. Der er noget, som eleven ønsker at forstå for at kunne forholde sig til det. Det var måske bedre at tale om nysgerrighed eller undren. I Norge taler man om, at det skal “myldre” i elevernes tankeverden.

Nysgerrighed er grundlæggende i vores forhold til omverdenen, og den udfolder sig på alle niveauer. Vi møder den først i sin mest simple form i det spæde barns undersøgelse af omgivelserne. Mere sammensat kommer det til udtryk, når vi undersøger ting og begynder at fundere hvorfor, det hænger sådan sammen, vi kobler abstrakt tænkning på, og i sin mest udviklede form ses nysgerrighed i form af kunstneriske og videnskabeligt arbejde.

Nysgerrigheden er altid på færde, og vi kan skelne mellem den udadrettede nysgerrighed og den indadrettede nysgerrighed. Den udadrettede nysgerrighed er den, der rettes mod genstande og begivenheder i omverdenen. Mennesket vil pr. instinkt undersøge, hvad der sker i dets omgivelser.

Den strøm af informationer, nysgerrigheden afstedkommer, må nødvendigvis siet i sindet, vurderes, sættes i system og perspektiv. Uden værdinormer og mulighed for eftertanke ville indtrykkene fra omverdenen blot passere, uden af det gjorde større indtryk. Det er væsentligt at bearbejde disse indtryk, og det er en naturlig overgang til den anden form for nysgerrighed, nemlig den indadrettede. Det er den type nysgerrighed, der for os til i tanken at søge videre, at udforske og afprøve idéer. I praksis er de to typer nysgerrighed uadskillige og virker gensidigt inspirerende. Stof samles ind, hypoteser opstilles og afprøves i ny kontakt med stoffet i en stadig uafsluttet vekselvirkning. Hvis man har mulighed for at bearbejde indtrykkene, og man oplever den tilfredsstillelse, som den fuldt udfoldede nysgerrighed kan give, vil lysten til at lære have gode muligheder.

Her er det så vores anden, egentlige begrundelse for at lade eleverne arbejde med projektopgaverne kommer ind. Vi vil fremme en kobling af den personlige viden og elevernes naturlige nysgerrighed i en proces, hvor de drager nogle erfaringer med fagene i en sammenhæng, hvor informationer bliver “overtaget” af eleverne og sat ind i en sammenhæng, som fører til indsigt og dannelse. Projektarbejdsformen skal være med til at give handlingskompetance og mod på livet.

Leave a Reply