Poetisk dannelse – Er det muligt? Et forslag

Poetisk dannelse – Er det muligt? Et forslag

Poetisk dannelse – Er det muligt? Et forslag

Af Holger Pedersen.

En blondine kommer kørende ensom på en endeløs motorvej et sted i Amerika. Hun sidder i en stor flyder med kalechen nede og håret efter sig i stride strømme, da hun langsomt, men sikkert bliver indhentet af en sherif på motorcykel. Hvor heldig kan man være? Selvfølgelig skal han have hende vinket ind til siden. Med seje skridt nærmer han sig sit bytte og læner sig ind over hende.

Kørekortet, søster!

Så vidt er det en blondinevittighed, for selvfølgelig har hun ikke noget kørekort. Hun har aldrig kunnet bestå køreprøven.

Hvad gør hun? Hun henter håndtasken frem fra bunden af vognen, flytter solbrillerne fra panden ned på næsen og leder grundigt. Så trækker hun i sin nød et lille firkantet håndspejl frem og række det til betjenten. Han tager triumferende imod det, ser på det, vender og drejer det og – bliver mere og mere desorienteret. Endelig skyder han kasketten om bag i nakken, rømmer sig og siger lavmælt, idet han rækker spejlet tilbage: – øh, undskyld, frue. Jeg vidste ikke, De arbejdede for politiet.

Færdigheder er evnen til at fortælle en vittighed: Kompetence er at vide, hvornår man skal lade være.

Henrik Dahl.

Ovenstående ord af Henrik Dahl er faldet på en konference om værdikampen om skolen som CVU Sønderjylland holdt i 2004. På samme konference udtalte professor Per Fibæk Laursen fra Danmarks Pædagogiske Universitet: “Hvis der skal være et samlende begreb for folkeskolen, så skal det i dag ikke være dannelse, men kompetence.” Den udtalelse viser med al tydelighed den ændring, der er sket i opfattelsen af mennesket og uddannelse og dannelsestænkningen gennem de seneste tiår. Som det siges i en kortlægningsrapport af det almene sigte i nordisk folkeoplysning og foreningsliv fra samme år af Hans Jørgen Vodsgård: Der er sket et paradigmeskift – fra humanistisk pædagogisk diskurs med fokus på personlig myndiggørelse, demokrati og dannelse til en instrumentel diskur med fokus på erhvervsmæssig nytte, global økonomi og kompetenceudvikling.

Et sådant paradigmeskift (mønster/system skift) sker ikke uden det får konsekvenser for vort menneskesyn. Der findes ikke nogen pædagogik, uden et underliggende menneskesyn. Hvad vil vi med mennesket? Derfor må det være grundlaget for en folkelig debat, der er ingen, der har patent på at vide, hvad der er godt for et menneske. Vi er alle sammen “de måske egnede”, som Benny Andersen siger. Dannelsestænkning er netop nu nødvendig, fordi der er så lidt forforståelse også i en friskole, hvor der ellers er et netværk der kan blive til et fletværk og nogen gange et filtværk. Der skal vi udvikle et troværdigt alternativ sprog, hvor vi ikke tænker i et enten eller, men i et både og. Med nogle værdier der bygger på mangfoldighed, sund friktion, varighed, gennemsigtighed og langsomhed. Vi skal holde fast i en kvalitativ insisterende måde at være synlig på.

Hvis vi skal kvalificere begrebet selvdannelse og nå ud over den selvrealiseringskultur som begrebet “personlig udvikling” ofte bliver tænkt indenfor, og hvis dannelsesbegrebet skal fungere som et kritisk modstandsbegren til al den snak om kompetenceudvikling, som dominerer uddannelsestænkningen i dag. Så må denne selvdannelse være drevet af en filosofisk etos, med Finn Torbjørn Hansens ord, dvs. en lidenskabelig og aldrig afsluttet stræben efter at få indsigt i, hvad det Sande, det Gode og den Skønne er – ikke blot for mig, men for mennesket som sådan, og ikke bare i tanken, men også i den konkrete handling. Ellers risikerer selvdanelsen at ende i selvkredsning, hvor man aldrig nåede ud over “det blot personline” eller i en stadig mere instrumentaliseret og funktionsorienteret tilværelse styret af ydre krav om effektivitet, omstillingsparathed og opdaterede “personlige kompetencer”.

Hvis vi kan ende med den situation, at eleven aldrig så at sige, bliver færdig med sin egen undervisning, så eleven når frem til en indsigt og en erkendelse omkring sig selv og sin egen livssituation – forankret i en nødvendig historisk forståelse og han indgår i en aktiv handlende proces, altså får dannelse, så kan vi nå frem til det der defineres i Salmonsens Leksikon fra 1916 som dannelse: “Det er ikke massen af, hvad et menneske ved eller har lært, der bestemmer hans dannelse, men den indre bearbejdning og tilegnelse til en ejendommelig livsfylde og selvstændig dom”.

Nu er det længe siden,

men end det gemmes i mit sind,

hvordan i barndomstiden

den kære rug kom ind,

hvordan dens kernetunge top

ved moders svage kræfter

blev lagt i lugen op.

Jeg blev første gang rigtig opmærksom og bevidst om den sang, og den fortælling der ligger i sangen, det første år jeg var på Ferritslev Friskole. Det var da skolens kor, som Madsen havde fået startet, sang den og senere på en lejr tur, hvor vi ville takke Ingeborg for opholdet på Vesterled, da jeg kunne tælle til 3 og så sang de sangen igen. Jeg er ikke i tvivl om, at de elever der sang den dengang, ligesom jeg, aldrig glemmer den sang, og fornemmer hvad det var Aakjær ville med sin digtsamling #Rugens sange og andre digte” der udkom i 1906.

Asta og Bodil glemmer hellet ikke digtet “Ved rugskellet”, og det er ikke kun fordi, de forbinder digtet med Poula og Beck Risagers fortolkning af sangen i Ferritslev forsamlingshus for mange år siden. Det er også den koglende, poetiske historie om en landlig romance, der udvikler sig, der lige på det gamle rugskel:

Anna var i Anders kær, men knibsk alligevel;

mødte dog sin hjertenskær på rugens gamle skel

…….

Nål og tråd ved første kys i snerren sank af skræk;

Annas nye fingerbøl det trilled også væk;

klinten på sin lange hals sig rejste for at glo;

bittesmå Mariehøns løb over Annas sko.

 

Dyre du og dig!

Dingeli-og-lej,

Dikkedu-og-dikkedi

Og dingelu-og-lej.

Omkvædets legende lydmaleri er en opvisning i lyst og mod på livet, en let og løssluppen hyldest til kærligheden som de/vi kan finde den i den daglige dont. Bodil har også fortalt, hvordan hun og hendes søster næsten græd når de sang “Der dugger af disen min fædrene jord”, især når de kom til verset:

Hvad var vel i verden det fattige liv

med alt dets fortærende tant,

om ikke en plet med en dal og lidt siv

vort hjerte i skælvninger bandt!

Om ikke vi drog fra det yderste hav

for bøjet og rynket at stå

og høre de kluk,

de mindernes suk

fra bækken, vi kyssed som små.

Det er altså i dagligdagen, her fra skolehverdagen og tirsdagsaftenerne, at virkningen og indholdet af Jeppe Aakjærs digtning har vist sig og er blevet brugt. Ikke for at vise en æstetisk dannelse, som har til mål at udvikle alt menneskelig til den højeste nydelse af livet. Nej som forstander på Vallekilde højskole Ernst Trier svarer biskop Martens i en diskussion, hvor de skelner mellem æstetik og poesi: “Det jeg giver eleverne del i, er ikke den æstetiske dannelse, men en virkelig poetisk opfattelse af livet. Ikke den, der giver udfordringer til livet, så de ikke kan malke en ko, fordi lugten i stalden svækker livsnydelsen, men den dannelse, der giver glæde i arbejder.”

Jeppe Aakjær forsøger ikke at genskabe verden af i går. Han giver form og billeder til det, som er i kroppen og sanserne her og nu. Han holder fast på sansernes, følelserne og kroppens ret. Ud af den gamle verden skaber han et rum i sin digtning, et billedligt sprog, hvor smagen og sanserne og den umiddelbare følelse kan få plads og råderum. Enkelthederne og hverdagsoplevelserne i naturen er udtryk for noget større, for altings sammenhæng og altings mening. At gå langs rugmarken og lade hånden løbe gennem aksene, det er at røre ved væksten, ved livet, ved selve mysteriet. Derfor taler Aakjærs digte til os, uden intellektuel tolkning og analyseapparat. Digtene bliver en del af vores dannelse, som vi kan bruge, når vi skal forholde os til kærligheden og Altet, universet og gåderne.

Og Aakjærs sproglige billeder kan stadig, selv i dag hvor vi er omgivet af billeder både af elektronisk art og med pensel og maling, skildre en aftenstemning på en måde så vi kan høre humlebien.

Tavshed over hedesti

og langs med vejen krumme.

En forsinket humlebi

ene høres brumme.

Stille, stille, hjerte, sol går ned.

Leave a Reply