Rejsen til Rusland

Rejsen til Rusland

Rejsen til Rusland

Af Henny Jensen, børnehaveklasseleder

En rejse mod øst…og mysteriet om FØTEX-posen

“Deres korrespondent i Moskva rapporterer…”

Ofte har jeg i TV-avisen set Samuel Rachlin eller andre journalister stå på den Røde Plads i Moskva med Kreml i baggrunden. At det skulle blive mig forundt at stå der – ja, der handler dette indlæg om.

Stine, vores ældste datter, læser russisk på Københavns Universitet. Hun fik sammen med 8 medstuderende mulighed for at studere på Moskvas Statsuniversitet – i alt i 5 måneder på fordelagtige vilkår. Hendes fascination af dette – verdens største – land kunne ikke undgå at smitte af på hjemmefronten, så midt i november pakkede jeg kufferten og fløj de 1540 km fra Kastrup til Moskva.

Moskva er en by med 10 millioner indbyggere og størrelsen – lidt mindre end Fyn.

Jeg havde holdt lidt øje med temperaturen i Moskva der svingede mellem 0 og et par minus grader. Tog dog uldundertøjet, pandebåndet og det varme halstørklæde med. Det var godt, for vinden blæste isnende gennem alt, og uldundetøjet kom hurtigt på og fleece pandebåndet blev udskiftet med en ægte russerhue til 250 rubler – altså bare 80 kr. Så var jeg klar til 6 dages intensivt program med Stine som min trofaste og uvurderlige guide.

Det er nemt at komme rundt i Moskva, der findes taxaer, og i øvrigt har alle med bil lov til at tage personer op og tage betaling for det.

Den billigste måde at komme rundt i Moskva er dog med Metro. Her kunne DSB virkelig lære noget. Togene kører med 2½ min. mellemrum fra 5 morgen til 1 om natten. Og de fungerer hele tiden og transporterer hver dag 3-4 mil. mennesker. Togene kører ca. 100 m under jorden – hvordan kommer man så op og ned? På rulletrapper. Jeg har aldrig prøvet noget lignende, forestil jer at stige på en rulletrappe der er så lang, at du ikke kan se, hvor den ender og tillige med kører temmelig stærk. De første dage klamrede jeg mig til gelænderet, men kunne jo også se moskovitter samtale, læse avis, læse i bøger og i det hel taget stå helt afslappet – efter et par dage lærte jeg også det… Metroen har omkring 150 stationer alle med forskellige indretninger og en utrolig flot udsmykning.

I en storby som Moskva kunne man såmænd godt nøjes med at køre i tog en hel uge og bare iagttage. Der er det hele… Bemærkelsesværdigt var hovedparten meget velklædte og fuldt ud med på moden – der var skatere og et par enkelte punkere – unge piger med rødt-grønt-blåt hår – i grunden ikke så forskelligt fra herhjemme. Men også mange meget fattige, tiggere, hjemløse gadebørn helt ned til 5 år – ikke så underligt at der i Rusland bliver drukket 16 l spiritus om året i gennemsnit.

Især omkring Metrostationerne fyldte de små handlende meget i gadebilledet. De sad udenfor dagen lang. På de lidt større markeder havde de dog i vintermånederne tag over hovedet – men det var, kunne man se, en meget kold foreteelse. Der blev solgt alt fra hjemmestrikkede sokker til CD´er, kamme, citroner, tape, hjemmebagt brød ovs. Mennesker på alle aldre forsøgte på den måde at supplere deres løn eller pension, og det var tydeligt, at de indkomstmæssigt var på samfundets bund. Deres varesortiment var meget anderledes end det, der fandtes i de store flotte, næsten mennesketomme stormagasiner med mærkevarer. Her var varerne næsten en tredjedel dyrere end herhjemme. Jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke var her, jeg skulle købe lidt med hjem til Danmark. Efter kommunismen er der opstået et nyt begreb: de nyrige – og det var her de handlede.

I gadebilledet var der også velkendte ting… Rundt i byen er der spredt 100 Steff Houlberg pølsevogne – ja, de smagte nøjagtigt som i Danmark. Der var også 4-5 Mac Donals – der i øvrigt betaler 50% af deres omsætning til Mafian for at få lov til at være i fred. Det kunne de også nemt, der var nemlig rigtig mange kunder på alle tider. Og endelig var der IKEA også på banen i Moskva.

Sådan så der ud i Moskvas centrum – men bare 30 km. udenfor centrum så verden ganske anderledes ud. Vi besøgte landsby Peredelkino, hvor de kendte forfattere havde boet – bl.a. Boris Pasternak, ham der skrev “Doktor Zivago”. Det var som at rejse 75 år tilbage i tiden – her var hovedparten af indbyggerne meget fattige. Området var dog ved at blive et attraktivt sted for Ruslands ny-rige, der enkelte steder havde eller var ved at bygge week-end huse på størrelse med dem, vi kan se i Langeliniekvarteret i Odense.

Jeg nøjes dog med at køre i tog i hele ugen. Stine og jeg havde et “hårdt” program, og jeg bliver nødt til at vælge nogle oplevelser ud.

Søndag var der gudstjeneste i Moskvas domkirke- den russisk-ortodokse Kristi Frelserkirke, et pragtbyggeri i forhold til den fattigdom jeg så så meget af. I 1990 fik an i Rusland religionsfrihed efter næsten 80 år under sovjetkommunismen, hvor det forlød at “Gud er død” – Lenin kaldte religionen for “billig vodka”. I dag er hovedparten af befolkningen troende – omkring 10-15% mener man, er ateister.

Opførelsen af domkirken startede i 1991. Det tog 3 år at bygge kirken, der er bygget af beton og marmor. Kirken er 15 etager høj og spirene belagt med 100 kg. bladguld. Indenfor… det er umuligt at beskrive – det skal ses! I 1812 blev der samme sted bygget en kirke – dengang tog det bare 44 år at bygge den. Stalin sprængte kirken i luften i 1931, fordi han havde til hensigt at opføre en kæmpestatue af Lenin. Den skulle være højere end Empire State Building i New York. I Lenins hoved skulle der laves et bibliotek og i hans ene hånd et cafetaria. Undergrunden var dog ikke fast nok, så da Khrusjtov kom til magten, anlagdes i stedet Europas største friluftsbad. Men nu står Kristi Frelserkirke altså der på fast grund.

Vi skulle naturligvis til gudstjeneste men havde ikke regnet med at blive kropsvisiteret for at komme ind. I alt 3 politimænd var i arbejde og tog hele sceneriet meget alvorligt. Tasker og lommer blev endevendt. Vi erfarede senere at 2 libanesiske kvinder for et stykke tid siden var fremkommet med trusler om at sprænge domkirken i lufte, og efter den tid havde der været vagt ved kirken hele døgnet. Vi tog tørklæde på hovedet og gik så inden for. Kirken var fyldt til bristepunktet. Man står op, og ind til flere præster deltager i ceremonien. Jeg vil tro, at ud over præsterne deltog op til 20-30 personer i den kirkelige handling. Dragterne af guld og silke, glimmer og glitter alle steder, røgelse, fortættet stemning – det var en oplevelse! Det tog 3 timer, og ingen satte sig på den enlige klapstol, der stod ude ved siden, men fristende var den.

Lenin måtte jeg se i hans mausoleum på Den Røde Plads. Når mausoleet var åbent, var størstedelen af Den Røde Plads spærret af. Igen kropsvisitation – ingen tasker, intet kamera og så gik man ad en ganske bestemt rute – hele tiden overvåget af politi. På de hundrede meter jeg gik, var der omkring 15 betjente med vagtsomme blikke, der ikke fortrak en mine. Endelig nåede jeg rummet, hvor Lenin lå – nu ved jeg hvad historiens vingesus er. Han lå i en glaskiste. Havde sort jakkesæt på og hvid skjorte og slips – højre hånd var knyttet. Man kunne gå rundt om ham. Jeg stod et øjeblik og kiggede – det var fantastisk! Også selvom jeg vidste, han havde været død i 77 år – at hans hjerne var taget ud og skåret i 30.000 skiver og mikroskoperet. Forskere havde troet, de kunne finde nøglen til Lenins genialitet, men de fandt intet usædvanligt.

Hver dag inden åbningen af mausolet får han ansigtsløftning, og engang imellem lukker mausoleet et par dage. Så får Lenin nyt jakkesæt, skjorte og slips på. Der har været tale om at begrave ham, da det naturligvis koster mange penge at vedligeholde ham – jeg nåede at se ham…

Uvist at hvilken grund havde jeg et stort ønske om at se en russisk skole, og det ønske gik i opfyldelse. Blandt nogle mennesker, Stine kendte, var der en dansker, Connie. Hun var sognemedhjælper ved en kirke,  og hun kendte Marina, der var lærer på en skole lidt udenfor Moskvas centrum.

På min andensidste dag i Moskva skulle vi besøge skolen og være der kl. 11. Mit ønske om at overvære en undervisningstime kunne sagtens lade sig gøre, og bagefter skulle vi se skolen og snakke med skoleinspektøren og nogle lærere.

Vi kom på slaget 11, nåede lige at fornemme udefra at skolen så stor, grå og kedelig ud. Marina var der og fulgte os til 8. kl. Nu var det matematik, det gjaldt. Da vi kom ind af døren sammen med matematiklæreren, rejste alle 26 børn sig op og stillede sig ved siden af deres bord. Nå! da… Det var underligt. Senere fik vi at vide, at læreren blev tiltalt med “De”, på universitetet tiltales også de studerende med “De”.

Vi fik anvist et bord bagerst i klassen, og så startede timen. Læreren forklarer, at der var gæster på besøg, så de skulle være meget stille – og det var de. Meget af timen blev brug til at regne stykker på tavlen – en elendig tavlekvalitet, men tavlen kunne hejses op og ned og vendes, og det var vældig praktisk. For på den anden side stod regnestykker, der skulle skrives ind i matematikhæftet -engangshæfter så det ikke ud til, at de havde. Da timen var ved at slutte, fortalte jeg lidt om Danmark og vores lille Friskole – om der var nogen spørgsmål… dyb tavshed, men så ringede klokken, og så var de pludselig nogle helt andre og frie spørgelystne børn, der gerne ville vide noget om det danske skolesystem.

Så skulle vi rundt og kigge! Skolen havde 1000 elever. Skolerne i Moskva har fra 400-2000 børn, og det mest almindelige er en skolestørrelse på 600 børn, og med et indbyggertal på 10 millioner er det naturligt nok.

Klasselokalerne var meget lyse, venlige og mere spændende indrettet, end jeg havde forventet, da jeg så skolen udefra. Faktisk havde deres første klasse vundet en pris for bedste indretning og valg af materialer, og jeg må sige, det så spændende ud, og klassen kunne på alle måder måle sig med vestlige forhold.

I Rusland starter man som 6-årige i 1. klasse. Der findes ingen børnehaveklasse, men 70% af alle børn har gået i børnehave. Hvis man ikke har gået i børnehave, skal man op til en samtale på skolen, for at finde ud af, hvilket niveau barnet er, derefter besluttes det så, om barnet skal starte.

Skolen går op til 11. klasse, men det er muligt at gå ud af skolen i 9. klasse og videre på gymnasium eller teknisk skole. Fra 3. klasse gives der karakterer, men der er først eksamen efter 9. klasse.

Skoleåret er opdelt anderledes end i Danmark. Første skolehalvår går man i skole 5 uger og har fri 1 uge – efter juleferien og frem til sommerferien er det 6 uger og en uges ferie, og så er der sommerferie i 2 måneder. Dette gjaldt ikke lærerne som i løbet af året har 2 måneders sommerferie. Når børnene har fri en uge, er lærerne på arbejde, hvor de har faglige møder og forbereder undervisningen. I disse uger er der også mulighed for at indkalde børn, der har brug for ekstra støtte, så helt ferie er det ikke for alle børn.

På vores rundtur kom vi forbi de yngste klasser, der lige havde fået fri. De var stadig i klassen og der lød høj discomusik og glade stemmer, som om der var fest. Der var fest… hver gang de små årgange skulle ha´ en uges ferie festede man med kager af alle slags, sodavand, små optrin og discotek. Det var virkelig hyggeligt. Der sad også et par forældre og kiggede på.

I øvrigt havde skolen et tæt forhold til forældrene, der ofte kom på skolen og også deltig i praktiske gøremål. Indtil 5. klasse havde børnene deres eget klasseværelse, og efter den tid foregik undervisningen i faglokaler, der var meget velindrettede. I øvrigt skulle børnene fra 5. klasse gøre hovedrent i faglokalerne op til hver ferie, og hver dag skulle der gøres rent i klasserne, inden man gik hjem.

Der var også på skolen en kantine. Her kunne man få gratis morgenmad. Det var mest de yngre årgange, der benyttede sig at det tilbud. Så var der en lille bod og en forretning, hvor der kunne købes lidt af hvert. Skoletandpleje havde skolen også, og den var gratis – også for lærerne. Men med en månedsløn på 750 kr. hvoraf ca. en tredjedel går til boligudgifter var det et nødvendigt gode. For de flestes læreres vedkommende gjaldt det, at de boede i en lejlighed 3 eller 4 generationer sammen. Folkepension er meget lav, og som studerende får man 56 kr. om måneden i stipendier, så det er let at forstå, at det er simpel nødvendighed at bo sammen og på ingen måde problemløst.

Vores skoledag sluttede med the, lagkage, småkager og chokolade sammen med de fleste af lærerne – og så var det Stines og min tur til at blive “forhørt” om alt mellem himmel og jord. Det var et meget spændende besøg, og efter 4 timer satte vi os i bussen tilbage til Moskvas centrum. Trætte men en hel del rigere på oplevelser.

Dagen efter skulle vi op 4.30 – jeg skulle tilbage til Danmark.

Nå, ja så var der jo lige det med plastikposen fra FØTEX… På et marked i udkanten af Moskva kunne man blandt mange ting købe plastikposer til 3 rubler – og pludselig hang den der pose fra FØTEX. Hvordan og hvorfor var den havnet der??? Det må jeg ha´ udforsket og derover igen og så lige se lidt mere af dette fantiske kæmpeland 400 gange større end Danmark. Det er bestemt et besøg værd for dem, der ikke har været der allerede.

Leave a Reply