Rødder – 2000

Rødder – 2000

Rødder – årsskrift 2000

Af Lars Jonssen, formand for bestyrelsen.

Temaet for dette års årsskrift er “rødder”, et ord med mange betydninger – et “tepotte-ord”, som det hed i min (fri)skoletid, velegnet til “tepotte-leg”.

Når jeg hører ordet “rødder”, kommer jeg først og fremmest til, at tænke på betydningen: hvad man er rundet af, hvad der er ens baggrund, ens historie, ens ballast – både på det personlige/familiemæssige plan og det større folkelige plan.

Fra mange sider påstås det, at vores tid er kendetegnet af en høj grad af forvirring – rodløshed – sammenlignet med tidligere. Mange mennesker har ikke længere en umiddelbar bevisthed om, hvad der er deres rødder, og hvad måske værre er: interesserer sig slet ikke for dem.

Nogle mener, at netop dette manglende kendskab til og manglende besindelse på de historiske og kulturelle forudsætninger, som er vores, bevirker, at man lukker sig om sig selv og sin egen lille verden.

Og nogle går et skridt videre og mener, at dette forhold slet og ret er en årsagsforklaring på det voksende fremmedhad herhjemme.

En Grundtvig/Koldsk Friskole som vores –  med over 140 år på bagen – må se det som sin naturlige og selvfølgelige opgave – I Grundtvigs og Kolds ånd – at oplyse, oplyse og oplyse – eller på mere moderne dansk: at give vores børn nogle orienteringspunkter – ved bl.a. at give dem de stærke fortællinger med videre i bagagen – fra den nordiske mytologi, fra Danmarks- og Verdenshistorien, fra Bibelens og kristendommens univers og historie – alt dette som til sammen udgør vores historiske og kulturelle rødder og er en uløselig og uafrystelig del af vores bagage, om ved ved af det eller ej.

Men ved vi af det, står vi langt bedre rustet også i mødet med de såkaldte fremmede kultruer. Så ved vi, hvem vi selv er, og har måske i kraft heraf det overskud og den viden, som er forudsætningen for enhver ægte dialog og tolerance.

Det skulle jo nødig gå os som edderkoppen i Johannes Jørgensens lille lignelse, som han kalder “tråden ovenfra” – som vi her kan have lov til at tolke i bredest, kulturelle/historiske forstand som vore rødder, der kan være fatale ikke at huske.

“Det var en skøn septembermorgen. Alle enge glimtede af dug, og gennem luften sejlede den flyvende sommers silkeskinnende tråde. Langt fra kom de, langt hen drev de. En af disse tråde strandede i toppen af et træ, og luftskipperen, en lille gul- og sortbroget edderkop, forlod sit lette fartøj og betrådte løvets fastere grund. Men stedet behagede den ikke rigtigt, og med en rask beslutning spandt den sig en ny tråd og firede sig legende ned i en stor tjørnehæk. Her var der nok af strittende skud og kviste, hvorimellem et net kunne udspindes. Og edderkoppen gav sig til arbejdet, idet den lod tråden ovenfra, ad hvilken den var kommet ned, bære nettets øverste hjørne.

Det blev et stort og smukt væv. Og der kom noget særlig over det, derved at det ligesom stod ret op i den tomme luft, uden man kunne se, hvad der bar dets øverste rand. Thi der skal gode øjne til at at opdage sådan en lille, fin edderkoppetråd. Dage kom, dage gik. Det begyndte at blive småt med fluefangsten, og edderkoppen måtte spinde sit net større, så det kunne favne videre, fange mere. Og takket være tråden ovenfra, lykkedes denne udvidelse over al forventning. Edderkoppen byggede sit væv højere og højere op i luften og mere og mere ud til siderne. Nettet spændte over hele hækkens bredde, og når det i de våde oktobermorgener hang fuldt af funklende dråber, var det at se som en perlestukket slør.

Edderkoppen var stolt af sit værk. Den var ikke længere den lille tingest, der var kommet sejlende på et spind gennem luften uden en skilling i lommen – så at sige – og uden anden formue end sine spindekirtler. Den var nu en stor, svær, velstående edderkop og havde det største net langs hele hækken. En morgen vågnede den i usædvanligt dårligt humør. Den havde frosset lidt om natten, og nu var der ikke et solglimt at øjne, og ikke en flue summede gennem luften. Sulten og ledig sad edderkoppen hele den lange rå efterårsdag. For at slå tiden ihjel begyndte den en rundgang i sit net for at se, om det ikke trængte til at bødes her eller der. Den rykkede i alle trådene for at mærke, om de var godt fæstnede. Men skønt den ingen fejl fandt, vedblev den dog at være utålelig gnaven.

I vævets yderste kant kom den så til en tråd, som den lige med ét syntes, den ikke kendte. Alle de andre gik enten derhen eller didhen – edderkoppen vidste hver kvist, de var gjort fast ved. Men denne ganske ubegribelige tråd gik ingen steder hen – det vil sige, den løb ret op i luften. Edderkoppen blev mere og mere ærgelig, jo længere den sag og stirrede til ingen nytte. Den huskede slet ikke mere, at den selv en gang på en klar septemberdag var kommet ned af denne tråd. Den huskede heller ikke, hvor stor nytte netop denne tråd havde ydet, da vævet skulle bygget og udvides.

Edderkoppen havde glemt det altsammen – den så blot, at her var der en dum, unyttig tråd, som ingen rimelige steder gik hen, men bare op i den tomme luft…

“Væk med dig”, sagde edderkoppen og i et eneste bid knækkede tråden midt over. I det samme gav vævet efter – hele det kunstfærdige netværk styrtede sammen – og da edderkoppen kom til sig selv, lå den mellem tjørneblade med nettet som en lille våd klud over hovedet. I et eneste øjeblik havde den tilintetgjort hele sin herlighed – fordi den ikke forstod nytten af tråden ovenfra.”

 

Leave a Reply