Sangskatten

Sangskatten

Sangskatten

Af Karim Vium, lærer.

Jeg fandt en sang på vejen,

en lille hjemløs én

med store, runde øjne

og to små trætte ben.

Den sad og var bedrøvet

og græd sig helt itu,

for ingen havde prøvet

at synge den endnu.

Jeg talte venlig til den

og sang den lys og glad

og gá den klokkeblomst,

viol og kløverblad.

Så sprang den op fra vejen

ind i min øregang.

Nu er den helt min egen

Og ingen andens sang!

Halfdan Rasmussen, 1967.

Med Halfdan Rasmussens lille levendegjorte sang, vil jeg bevæge mig ind i sangens univers. Det univers der rummer de sange vi blandt andet synger til morgensang, det univers der går under betegnelsen: den danske sangskat.

Fra skatsang til sangskat

Skatsang og sangskat. Er det blot andet end en leg med Ord? Ja, begge dele handler jo om det at synge. Ser man Walt Disneys Tarzan film hvor lejren bliver smadret, har man et godt eksempel på skatsangen:

Shoo-bee-doo dab-bee-dah n´doo-bee-doo n´dab-bee da-dah´n-doo-dah.

Shoo-bee-doo dab-bee-dah n´doo-bee-doo n´dab-bee dah-dah´n-doo-dee-ya.

Doo bup she-doo. Wooh!

Lyde som ingenting betyder, men som er fantastiske og sjove, de er musik, de er lyde som mennesket altid har kunnet frembringe, nemlig ved brug af stemmen, vore ur-instrumenter. Når det handler om sangskat er vi så langt fremme i menneskets udvikling, at sproget spiller en væsentlig rolle. Sangskatten er skrevet på vores modersmål, og det er teksten, indholdet, der har noget på hjerte. For at sangskatten er og forbliver en virkelig skat, må der være en vis bevægelighed, en fornyelse i traditionen. Det er ofte gamle tekster vi synger. Tekster som har sagt vores forældre og bedsteforældre noget, tekster som også siger os noget, tekster der bærer noget basalt i sig. Teksterne kan ikke sådan lige fornyes, og skal heller ikke. Men måden man fremfører teksterne på vil være forskellige fra tid til anden, hvorfor der også kommer nye melodier til allerede eksisterende og velkendte sange.

Glemmebogen eller sangbogen

“En god melodi til en fællessang er en melodi som man synes man kender og kan nynne med på en af de første gange man hører den”, er der en kyndig på området der engang for mange år sien har sagt. Man kan også sige at både teksten og melodien skal have noget at sige hinanden. Det musikalske udtryk ændre sig så undertiden, f.eks. er der mindre end tre melodier til H. C. Andersens “I Danmark er jeg født”. Den første skrev Rung i 1850. Den anden komponerede Schierbech i 1926 og den tredje kom til i 1995 da Sebastian lavede musicalen “H. C. Andersen”. Grundtvigs digt til sin anden kone “Hvad er det min Marie” (1951) er utrolig smuk Evert Taubes udtryksfulde melodi, men med Hans Holms rytmiske tilsnit (1988) bliver det en sang som siger selv efterskoleelever noget. Nogle sange lever i bedste velgående i deres oprindelige form, mens andre sange overlever eller bliver genopdaget klædt i en ny melodi.

Om man bruger den ene eller den anden melodi har noget med tradition at gøre. Det kan være meget med forskel rundt omkring. Men det vigtigste af det hele er, at vi synger sangene fra den danske sangskat, at vi er en del af traditionen. At sangene forbliver i sangbogen og ikke går i glemmebogen, også fordi, som Johannes V. Jensen udtrykker det i sin sang fra 1925: “Vil selv du fatte dit væsens rod, skøn på de skatte de (vore forfædre) efterlod”! (Hvor smiler fager den danske kyst).

Kim Larsens CD “Glemmebogen” med de gamle sange har apropos solgt i mange eksemplarer. Mange har genopdaget de gamle sange som rock-troubadouren serverer med et for stilarten nyt tilbehør, såsom en blød rytme her og der. Og det er egentlig lidt skægt, for en del af sangene på Larsens digitale glemmebog er sange vi har i vores skolesangbog!

Sagn og sang

Bladrer vi så i vores skolesangbog og giver eftertænksomheden plads, melder der sig spørgsmålene: hvad er det i disse tekster kan? Og hvorfor er der så mange svære tekster og tekster med rigtige ord? og hvorfor er de svære tekster at finde i skolesangbogen?

Svaret er det samme som før: disse sange rummer noget grundlæggende og så betyder det noget, at mange af sangene i sig selv er en god fortælling. Det historisk-poetiske gør sig gældende i sangene lige såvel som det gør sig gældende i fortællingerne. Der er et eget univers, righoldigt på billeder. Et univers man er åben for som barn, selv om det byder på et sprogbrug man ikke helt forstår endnu. Først når man som ung og voksen opdager og forstår hvad det egentlig var man stod og sang dengang, får sangene med en del års forskydning, så et nyt liv.

Ingemann udtrykker det på denne måde:

Til sagn og sange og eventyr

Jeg lyttede, da jeg var lille.

Ret aldrig den gamle sangfugl flyr

Fra min skov, min dal og min kilde.

Dvs. med Ingemanns ord, at de gamle sange, de gamle sagn på vers, de gamle eventyr er ikke blot et levn fra fortiden, men er levende størrelser, hvad enten man er bevist om at bruge dem, eller de har fået deres berettigelse ved at lagre sig i hukommelsen og i underbevistheden.

Det forunderlige ved sangens væsen er så at man kan holde utrolig meget af en sang uden nøjagtig at kunne sige hvad der er der gør det. Det kan være sangen kalder minder frem, det kan være nogle bestemte ord der klinger godt, det kan være melodien som gør underværker…Det kan endda være at man ved fællessang selv i en stor forsamling tænker: “det her er bare min sang, og ingen andens!!

Leave a Reply