Selvfølgelig lå friskolen der

Selvfølgelig lå friskolen der

Selvfølgelig lå friskolen der. Erik Bergholdt Jensen, Friskoleelev 1952-1958

Stråtækt var den ikke, friskolen i Ferritslev, men den lå da ude på landet, og vi gik kun i skole hver anden dag. Dette sidste var i høj grad en grund til at værdsætte den for os, der var elever midt i halvtredserne. Det var ellers ikke noget, vi gav is af med, at sætte skolen i værdi, at have mening om den var god eller ej, at forholde os kritisk, som det senere blev et formål i skoletænkningener. Tingene var som de var, og gode nok sådan, og friskolen lå der ved Lodskovvej så selvfølgelig som markerne og skoven.

For de voksne  i skolekredsen, der har talt de beskedne årgange op med andre forudsætninger, kan friskolens eksistens ikke have været en given sag, men vi andre reflekterede ikke, gjorde ikke sammenligniner, undtagen på dette ene punkt: at staklerne i kommuneskolen gik der hver dag. Det var ikke fordi vi ikke var glade for at gå i skole, vi var bare også glade for at have fri til at lege. Heller ikke dengang voksede træerne ind i himlen: lørdag var også skoledag, så det blev faktisk til tre skoledage om ugen. Men også til friskolen forplantede det sig, at verden undervejs gik af lave. Da Anne kom til som lærer i den nye røde skolestue, var lærerkorpset stort nok til at modtage os hver dag, men det gav ingen anledning til fortrydelse, nu var det bare sådan.

Min årgang kunne tælles på en hånd. Der var brødkuskens Conny, mekanikerens John, Grethe ude fra Godskes, min skolekammerat Jørgen Borggård (der boede helt uden for alfar vej på gården, hvor vi legede dag ud og dag ind, just dér, hvor nu den nye friskole ligger midt i et boligkvarter) og så undertegnede Erik savskærer.

Lærerkollegiet ville ikke fylde meget i en nutidige centralskoles lærerværelse. Der var Margrethe, der havde 1. og 2. klasse, og Barkholt, der på skift underviste 3.-5. og  6.-7. klasse.

Hele skolen kunne vel mønstre fyrretyve elever, da jeg startede. Da tilgangen øgedes et par år senere, blev Anne ansat.

Hjemme boede vi et godt stenkast fra skolen og kunne fra køkkenvinduet se de fleste elever komme forbi til skole, mens jeg endnu sad over morgenmaden i nattøj. Først kom Kristian Madsen, der boede længst væk. Den, der i sidste øjeblik kom hvæsende til skole, var mig, der boede nærmest. Barkholt blev aldrig træt af at påpege dette paradoks.

Som genboere til skolen kunne vi fra loftsværelserne lige akkurat se Margrethes vinduer og vinke til hende. Da jeg engang øvede violinskalaer for åbent vindue, troede hun, det var brandbilen. Jeg fandt ikke forvekslingen morsom.

Skolens bygningsunivers bestod i de første år af den lille østvendte skolestue, som jeg husker som utrolig lys, og hvor det ikke var nogen abstraktion, når vi se, Se nu stiger solen, og Morgenstand har guld i mund, – og den lidt dunklere store skolestue. Så var der gangen med drengenes pissoir, hvor vi kunne tisse mønstre op ad det tjærede stykke helt til øjenhøjde, men ikke op på det kalkede; man havde vel pli. Dér var også håndvasken med drikkevandindretningen, som man kunne trykke ned med mulen, så vandet stod op i svælget som iskoldt springvand, som man kunne drikke sig svimmel i og gøre fortænderne følelsesløse med. Når man trykkede skævt på drikkekurven, begyndte vandrørene at banke som et forulykket ekspreslokomotiv.

Møblementet var sammensat dels af gamle skolepulte med skråtstillet plade (en anatomisk set hensigtmæssig løsning, der nu kan ses i afsyret tilstand rundt om som nostalgiske relikvier) og dels almindelige, solide flade fyrretræsborde (som vi, kan jeg tilføje nu, kunne sidde og skrutte ryggen henover, men som der dengang var mest prestige i at sidde ved; fremskridt er ikke altid til det bedre). Da Anne´s rare skolestue med den fine plakat med kongerækken fra Gorm til Frederik IX kom til, stod der nye lyse bøgetræsmøbler, som var for fine til, at vi nænnede at ridse i dem.

Den store skolestue flankeredes af et ophøjet kateder – eller karakteter, som vi af vankundighed kaldte det – fremhævet af et symmetrisk opbygget hyldearrangement på endevæggen med glasskabe med udstoppede dyr til højre – uglen var imponerende og kunne stirre lige gennem én med sine glasøjne – og bogskab med udlånsbørnebøger til venstre. Nedenunder var skuffedarier med nye hæfter og blyanter til når de gamle, og fryd, var brugt op, samt den aflåste skuffe, hvorfra man kunne købe sparemærker, der skulle klæbes ind på orange papark, som det tog en evighed at få fyldt op.

Den høje sorte kakkelovn betjente Barkholt med stor rutine – han kunne snakke videre, altimens han gav den en skuffefuld koks. Det var også her over kulspanden, han udførte sit speciale: at spidse vore blyanter med lommekniv, så fint som ingen blyantspidser kunne gøre det.

Fortælling i gruntvigsk ramme

På væggen hang en reproduktion af maleriet af den plovmand, der også var trykt på og gav navn til femhundredekronesedlerne. Ved siden af hang en fotografisk gengivelse af Constantin Hansens udgave af Grundtvig selv, med buskede bakkenbarter og beviklinger om halsen. I dag kaldes hver anden lilleskole grundtvig/koldst allerede på brevpapirets logo (forhåbentlg stikker billederne dybere end dertil), men vi børn i friskolen vidste ikke af, at Grundtvig var én, der skulle gøres stads af.

Og dog: Over halvdelen af de sange vi sang – og vi startede ikke nogen time uden at synge – stod der Grundtvig nedenunder. Så vi har ind ad øjne og ører fået sprog og sprogbilleder i rigt og smukt mål. Og vi fik i første time hver dag sagn og danmarkshistorie fortalt i så fantasiskabende billeder, at jeg den dag i dag ikke bryder mig særligt om at se de illustrationer til de kendte sagn og myter. For jeg ved jo nemlig fra min skoletid, når Barkholt fortalte, hvordan det i virkeligheden så ud, da Uffe hin Spage stod ude på øen i Ejderen og imponerede gamle Vermund inde på bredden, da Ebbesen vog den kullede greve, da Svantevit faldt i en sky af ormædt savsmuld, da vandet slikkede Store Knud om tæerne. Kom ikke og fortæl os, at Holder Danske er en stendød marmorfigur, vi har jo med egne sanser set ham vriste skægget løs af stenpladen og rejse sig. Vi kendte til de ukontrolable kræfter i Fenrisulv og Midgårdsorm og hele jætteynglen, men vi vidste også, hvem der kunne hamle op med deres ødelæggelse, hvis de ellers kunne stå sammen og tage sig tid til at tænke sig om, og hvis ikke Loke kom og ødelagde det hele. Bibelhistorie (udtalt bivlshistårje) fik vi fortalt på sammen måde, men det var, som om danmarkshistorien (som vi med en samlebetegnelse kaldte hele tjavsen af sagn og mytefortællinger og egentlig historie) stod stærkest og greb mest. Vi troede naturligvis ikke på fortællingerne i bogstavelig forstand, men vi oplevede dem ikke som eventyr, hvor man under fortællingen godt ved, at det er eventyr. Det var billeder og handlinger, der viste sig og udspillede sig imellem os.

I voksen fortolkning ved jeg også, at vi gennem disse fortællinger fik en baggrund for at kende forskel på stygt og smukt, godt og ondt, svagt og stærkt, rigtigt og forkert.

Om der var sådanne pædagogiske og moraliserende bagtanker bag fremlæggelsen, ved jeg til gengæld ikke, men mit gæt er, at myterne er fortalt for deres egen skyld, og at de netop derfor har været så medrivende.

Det var ikke alt i friskolens undervisning, der, målt med nutidige pædagogiske alen, kan have været fantasibefordrende. Vi tegnede efter kvadrerede hæfter, hvor vi overførte fortrykte tegninger fra den ene side til den anden ved at tælle frem efter kvadraterne. Regnebøgerne var kolonne efter kolonne fyldt med ensartede stykker, som måske har givet rutinen, hvad omtanken ikke fik. Og vore musikalske oplevelser var entydigt bundet til den klassiske skolesangstradition. Men fortællingerne om Danmarks førte historie fyldte sådan i vort fantasirum og gav os en sådan fornemmelse af fællesskab i oprindelse, at ingen af os, der hørte og var med i fortællingerne, i folkelig forstand, vil kunne opleve sig som, frø af ukendt art, landet på en fremmed klode. Derver har vores skole nok været temmelig grundtvigsk, selvom der ikke blev gjort så meget væsen af den gamle i det daglige.

Med griffel, tavle og tornyster.

Hos Margrethe (af os udtalt Margreet) skrev vi på tavle med griffel, som vi kunne gå ud og spidse på den skrå fundamentkant udenfor vinduerne. I en ressourcebevidst eftertid forekommer det sympatisk, at vi på den måde sparede papirtræmasse, vel svarende til det halve af Lodskoven. Til gengæld blev der trukket veksler op senere forekomster af Danmarks oliereserver, når boneolien blev fordelt ud over gulvene efter skoletid. Endnu om morgenen stod der veritable pytter i gulvbræddernes hulninger, men det så flot ud, gav gulvene en dybgylden farve og fik skolen til at lugte som den skulle. For os med hjemmegjorte sutsko med retstrikket overdel og filtsål gjorde olien gulvet brugelig som glidebane, også for dem der havde de kameluldsfarvede med terner fra brugsforeningen, men ham med gummisål måtte nøjes med at se til.

Senere hos Barkholt begyndte vi med blækskrift med udskiftelig dyppepenne i penneskaft. Pennene var så spidse, at de kunne kradse selv det finest glittede papir op, Ret hurtigt fik vi dog fyldepenne, en luksus, som tidligere årgange havde måttet vente på til konfirmationsalderen. Hvis kuglepennen var opfundet, var den ikke nået til Ferritslev. Træpennelhusene, som vi startede med, blev, under indtryk af udviklingen, i løbet af skoletiden udskiftet med tilsvarende af læder. Som skoletasker brugte vi brune lædermapper til at bærer i en hånd, jo tykkere og tungere, jo bedre. Kun Kristian, der gik lang vej til skole, havde tornyster. Vi sagde det ikke til ham og snakkede ikke indbyrdet om det, men vi tænkte vist nok hver for sig, at det var lidt gammeldags. Vi kunne jo vide, at han derved i ergonomisk henseende var tiår forud for os andre.

Leg, sang og arbejde.

Frikvarterernes forløb var bestemt af, hvilket køb man tilhørte. Var man dreng, gik man til venstre vestpå og spillede fodbold på græsstykket med de handboldstore mål op mod Østerlid. Pigerne gik om på grusstykket foran Margrethes vinduer og legede forskelligt. Nu kan det ærgrer mig, vi kun en sjælden gang legede med pigerne. Deres lege var dog morsommere og mere varierede end vores evindelige sparkeri, men jeg nåede aldrig at lære deres hinkesystemer og boldlege, skønt man skulle tro det umuligt på så lille en skole med så få elever at leve i hver sin verden. Drengene havde så den fordel, at vi et øjeblik kunne lade som om, vi overhørte, at Barkholt fløjtede ind til time. Vi var ikke kede af at skulle ind til time, men der var noget frydefuldt ved et ekstraordinært langt frikvarter. Elly har lavet god mad til ham idag, sagde vi, når Barkholt lod vente et par minutter på sig.

Når vi nogle gange blev inde i frikvarteret om vinteren, var der lidt mere udveksling mellem drenge og piger. Vi kunne bytte glansbilleder eller lege bogstavlev ved den store tavle eller udveksle poesibøger. Dertil kom de årstidsbestemte sysler med gækkebreve og julestads, og den årlige nedskrivning af et nissepos med en snes lange vers, som Margrethe vist kunne udenad: I nissernes land, bag bjergene blå–.

Skoledagene havde deres egen faste harmoniske rytme. Morgensangen var ikke blot et programpunkt, dagen kunne simpelthen ikke starte uden, så lidt som man kunne gå i seng uden at børste tænder. Efter den første sang eller samle klappede vi sangbogen i, lagde den på tværs tyve centimeter inde på borde, og inden Barkholt havde nået at sige Fader Vor bumpede alle pander fromt ned på sangbogens korsstingsomslag og forble der til I evighed, Amen. Ingen sagde, at vi skulle eller hvorfor, men vi gjorde det, for det gjorde alle. – Vi, der havde været med til dette ritual har ikke kunne undre os over muselmændenes bøjninger mod Mekka.

Når jeg bladrer i den lasede skolesangbog, bliver det klart, at vi har sunget hundredvis af sange igen og igen. Morgensange og salmer af Ingemann og Grundtvig, historiske sange, om menneske- og folkeliv og året. Folkeviserne sang vi af en eller anden grund ikke. Heldigvis fik vi ikke altid lov til at vælge sengene, selv ellers havde vi næppe sunget andre end de rytmisk pågående som Dengang jeg drog afsted; Se, Norges blomsterdal; og I skoven skulle være gilde.

Første time hver dag indeholdt den omtalte fortælling af danmarks- og bibelhistorie. Så fulgte regning og dansk, og de fleste dage sluttede med en rosin i pølseenden: tegning, historie, som vi kaldte oplæsningstimen, eller gymnastik. Det forekom også, at vi havde ben- og hornsløjd ovre i bindingsværksbagbygningen, men da jeg aldrig har producerer mere end skæftet til en sukkerske, kan det vel ikke have løbet over flere sæsoner – eller også er jeg gået af til mellemskolen på det tidspunkt. Til gengæld kunne jeg beundre de flotte polerede arbejder, som de unge og voksne havde lavet på aftenskolen.

Jeg ved, hvor der findes en have så skøn.

Bagefter kan det overraske, at så meget af undervisningen foregik i skolestuen, når omstændighederne ellers så oplagt havde tilladt undervisning i virkelighedens værksted. Vi besøgte ikke skolens naboer i skoletiden: Østerlids maskinværksted. de omliggende gårde, tyrestationen Centrum, som ellers havde tyrestævner på marken lige ud for skolen. De fleste, der kom fra gårdene, havde nok et kontant kendskab til dyrerigets forplantningsmetoder, men vi andre kunne vel havde udvidet vores vage teoretiske erkendelse af forholdene på området ved studiebesøg på Centrum.

Når vi så endelig forlod skolestuen, var det så meget mere spændende. I Lodskoven samlede vi planter, som vi pressede til naturhistoriebogen. Om efteråret fik vi lov at samle skovfogedæbler under det store træ i haven, som vi ellers kun betrådte til den årlige fotografering. Det skete, at vi cyklede en længere tur til vikingeskibene i Kerteminde, til Hesselagerstenen eller til Birkende by, hvor Hans Tavsen gik som plovdreng.

Hver uge cyklede vi i procession op til forsamlingshuset for at lave gymnastik. Barkholt cyklede i spidsen, stateligt knejsende på sin høje politicykel, med uopsigelig olivengrøn jakke og de lyse gymnastiksko med tynde rågummisåler på bagagebæreren. Når vi således anført passerede mine forældres vinduer lidt længere nede ad Lodskovvej, følte jeg mig kry og ganske stolt over deltagelsen i kortegen. Forsamlingshuset havde årstidens temperatur. Der var lige tændt op, når vi kom, men varmeafgivelsen var åbenbart lidt forsinket i reflekserne. Mon det er en erindringsforskydning, når jeg husker, at vi på de koldeste vinterdage kunne få ånden til at fryse til is på gulvet? Sikkert er det, at man ikke kunne mærke sine egne tæer, hvis man havde glemt gymnastikskoene om vinteren. Når vi havde overstået den obligatoriske gymnastik, fik vi lov til at spille høvdingebold eller lege sørøvere – altid disse to lege og lige spændende hver gang, bortset fra ydmygelsen, når man blev valgt som en af de sidste til høvdingebold.

Længere ture blev det også til: Fanø, Himmelbjerget, sommertur med forældrene til Hesselhuset ved Nyborg. Men højdepunktet, som vi kunne glæde is til hvert år, var turen til Olavs skov. Sådan kaldte vi Olav Nielsen´s gård med den dejlige have og lund. Her legede vi røvere og soldater, og når forældrene kom sidst på eftermiddagen, kunne de organiserede lege forsætte med voksendeltagelse på plænen: To mand frem for en enke, Skiddenæg ovs. Så kom familiemadkasserne frem med smørebrød, der var ekstra pyntet i dagens anledning. Til sidst sang vi stående Jeg elsker de grønne lunde. Jeg stillede mig tæt til mor, så jeg kunne høre den kønne andenstemme, hun kunne, men ikke brød sig om at synge ret højt.

Det var ikke bare noget, munden sang, det med at elske de grønne lunde, når vi var i Olav´s skov; den dag vidste vi, hvad vi sang om, og vi stod inde for teksten.

Skolen for livet

Når voksne undertiden gør sig til ofre for den illusion, at barndommens land er lykkeland, er det fordi de har valgt at huske solskinstimerne fra deres børnetid, eller fordi de i voksenperspektiv kategoriserer børns sorger og forkrænkelser som hørende til bagatelklassen. Heller ikke friskolen var Edens Have, og vores børneliv dér var rigtigt liv med fryd og vånde i alle facetter, så omskifteligt som vejret og årstiderne. Vist kendte også vi til ensomhed, fortvivlelse, jalousi, vrede og had, såvel som vi kendte de glæder og dejlige oplevelser, der her er fortalt om.

Skolen kan ikke og skal ikke beskytte mod tilværelsens barske sider, den skal ikke forberede til livet, som man ellers siger, den er en stor del af livet i mange af børneårene og kan, hvis den er god, hjælpe til at opleve så mange sider af livet, som det er muligt. Skolen er for livet, mente Grundtvig.

Det var min børneskole, og jeg påskønner det, når jeg tænker på friskolen, på sikkerheden og trygheden hos Margrethe, på Annes indlevelse i vores individuelle personligheder og hendes vilje til, at vi for alvor fik udbytte af tiden, og på de oplevelser som Barkholt´s fortællinger gav os.

Leave a Reply