Spænd hjelmen, mand!

Spænd hjelmen, mand!

Spænd hjelmen, mand!

Af Torben Hansen, lærer.

Hvert år har vi på skolen en trafikdag, og det er godt. Men det er ikke nok, Men det er godt nok. For det er en dag, hvor vi fokuserer op børn og trafik og med alle klasser arbejde både teoretisk og praktisk med at “klæde dem på” til at klare sig ordentlig i trafikken. Vi arbejder både med hovedets hukommelse og kroppens hukommelse.

Reflekser inden i og udenpå

Reflekser skal der til, det ved enhver voksen. Både dem på tøjet, og dem vi har inde i kroppen. Begge dele kan redde liv. Dem til at sætte på tøjet for børnene tit, og som bilist er jeg ofte glad for, at jeg på lang afstand ser børn i mørke og kan vise det nødvendige hensyn til dem, når jeg drøner ud af Sdr. Højrupvejen mod Ferritslev. Det er langt værre med de voksne og de ældre langs vejen, som kun sjældent lyser op, når de lufter hunden i mørket. Og så er de tilmed selv mørkt klædt på. De er elendige eksempler for alle – specielt børnene.

Så er der de andre reflekser. Dem, der sidder inde i kroppen. Det, som er rygmarvsindlært. Jeg mener den slags reflekser, som gør, at jeg rent automatisk kigger mig over skulderen og rækker hånden ud, inden jeg cykler over vejen ved savværket, selv om jeg måske er dødtræt og tænker på noget helt andet. Eller den rigtige refleks som redder mig i bilen fra en ulykke. Jeg har oplevet flere situationer, hvor tingene gik så hurtigt, at jeg først bagefter, da jeg tænkte det hele igennem, måtte prise mig lykkelig for, at jeg rent reflektorisk havde handlet rigtigt.                       De livsvigtige reflekser kan vi ikke indarbejde i børnene på en trafikdag. De bygger på evindelige gentagelser fra børnene er helt små. Og det kræver vågenhed af os som voksne og forældre. Og så det, at vi er bevidste om, at vi er eksempler for vores børn. Eksemplarisk undervisning i trafik, det er noget der batter. Det er helt sikkert, for børnene kopierer alt vores sjusk og sløseri og enhver forkert bevægelse i trafikken, det kan jeg da se.

Historie

En af mine venner i Svendborg havde lige fået en ny racercykel. Hurtig var den, fræk var han. Drønede rundt i byen, kunne det hele, tænkte ikke på meget andet end det fede i at drøne afsted. En dag fik han i sin iver for at køre frækt og hurtigt forskrækket en midaldrende bilist. Det var ikke så godt, det vidste han, så da bilisten lidt senere gled op på siden af ham bagfra, var han da også klar med en stor undskyldning. Men den fik han ikke brug for. Bilen slog et kraftigt sving ind i ham, så han røg ind over køleren og en tur i asfalten. Manden stod ud og råbte: “Så kan du måske lære at køre ordentligt i trafikken”, satte sig ind og kørte videre. Noget rystet nåede han lige at tage bilens nummer…

Frække børn i trafikken

Der kommer også et tidspunkt for børnene på skolen, hvor de begynder at køre frækt. Omtrent ved syvende klasse. De har været til cyklistprøve i 6. kl. og er typisk et sted, hvor de føler, de har styr på trafikregler og deres lokalområde. Og det er jo fint, men samtidig lige der, hvor man som bokser ville føle sig så sikker, at man sænkede paraderne og sov lidt. De fleste har også fået overbevist deres forældre om, at der er utjekket og latterligt at køre med cykelhjelm, fordi det ødelægger frisuren, og fordi alle de andre i klassen heller ikke skal. Der sker også noget andet, tror jeg. Som bilist viser man ikke så meget hensyn til dem længere, men forventer ud fra deres størrelser og attituder, at de har styr på tingene.

Kommunikation gør ansvarlig

Men i trafikundervisningen i 6.-7. kl. viser det sig, at de stadig tror, at hvis de bare følger reglerne, så sker der ikke noget, og det er jo løgn. Mange uheld sker, fordi børnene ikke læser de voksnes fejl i trafikken. Så udover at have de rette rygmarvsreflekser, at kunne trafikreglerne, tror jeg, det er afgørende vigtigt, at de nu lærer at “læse” de andre trafikanters bevægelser og fejl. Forudse, hvad der vil ske om lidt, og få et større overblik. Og tage alvorligt, at de selv kommunikerer med de biler og lastbiler, der kører forbi. At der bag enhver bilrude sidder et levende menneske, som ser de trafikale signaler de sender. Så jeg beder dem om at få øjenkontakt med bilisterne. Og at de, hver gang de snupper et højresving uden at række armen ud, på en måde “pisser” på den bilist, der har holdt og ventet for dem. Først når kommunikationen går begge veje, bliver de ansvarlige i trafikken.

Spænd hjelmen mand

På sidste trafikdag fik vi besøg af en trafikkonsulent: stor stærk mand, lækker bil og sidst, men ikke mindst, en lækker kørestol, sporty model, som han var blevet “sat i” efter en trafikulykke. Han var god til at snakke med de største elever. Og han fik mig til at tænke på, hvor skrøbeligt livet er. Da jeg så dagen efter var ved at blive kørt ned bagfra ude i Haunderup af en bil, som i hvert fald ikke lå på den rigtige side af de 100 km/t., var jeg klar til at investere mit livs første cykelhjelm. Den er blå og skinnende, ganske neutral og kan af gode grunde ikke ødelægge min frisure. Jeg tog den straks på til “krop og natur” med 13 store børn i 7.-9. kl. Det synes de var sjovt/komisk, for jeg var den eneste med hjelm. Jeg holdt min sædvanlige trafikprædiken før vi skulle cykle til Tarup for at bade  den varmeste grusgrav derovre. “SPÆND HJELMEN MAND” råbte Jeppe til mig, da vi startede op, hvilket på “Jeppesprog” betyder noget i retning af: Gør dig umage, tag dig sammen eller koncentrer dig. Det gjorde jeg og hele holdet så i øvrigt på hele turen. Og jeg må da indrømme, at det at cykle med børn i trafikken er noget det, der kræver både min og deres fulde opmærksomhed. Det er et af de eneste steder tingene kan gå galt, for en lastbil er jo som bekendt ikke til at spøge med Sååh…SPÆND HJELMEN MAND.

Leave a Reply