Storebjørn

Storebjørn

Storebjørn

Af Holger Pedersen, lærer.

Her i sommer havde jeg den store oplevelse at være på Storebjørn sammen med mine 2 store drenge. Storebjørn er en fjeldtop på 2222 meter, som ligger inde midt i et stort bræområde i Jotunheim i Norge. Ud over de 2 knægte var vi Peder, Allan og Henrik. Turen op over bræen var ikke noget specielt vanskeligt, det krævede med andre ord ikke så meget speciel viden, hvad det nok krævede var lidt vilje, når rygsækken blev lidt tung at bære på, og de stejle sider gjorde en lidt stakåndet. Men så var det tanken om målet, toppen, og så det fantastiske vejr vi havde, der fik en til at blive ved. Og belønningen var værd at stride for. En fantastisk udsigt hele vejen rundt, med de mange fjeldtoppe og synes ned i dalene, og så den ro og stilhed, det var bare flot. Senere på turen skulle vi over en fjeldkam, og på vejen skulle vi passere en temmelig stejl snefane. Her kom Peders store viden om sikring i tov os til gavn, og vi kunne etablere en sikring, og begive is over den ca. 60 graders stejle side, ved at hugge støvlerne ind i sneen og holde godt fast i isøksen, som blev hugget i sneen et godt stykke over ens hoved. Efter lidt tilvæning gik det fint med at vide, at der var et fald på ca. 50 meter neden under. Et fald der sluttede i en bræsprække, der måske var 15-20 meter dyb. Sikringen skulle nok holde, hvis vi gled eller ikke fik sat isøksen ordentlig fast. Vi var i en situation, hvor vi lærte at gøre det rigtige. Vi havde en erfaring og viden, og vi var i stand til at følge hans anvisninger, fordi vi var topmotiverede. Vi var med andre ord i en perfekt læringssituation. Nu skal jeg ikke til at argumentere for, at man skal hænge på en klippeside for at lære noget, tværtimod så er tryghed i læringssituationen altafgørende. Men vi kendte målet, vi fik metoden, og vi kom over og havde en ny fantastisk oplevelse af udsigten og stilheden, da vi sad og spiste frokost oppe på kammen, som vi kom over på via vores passage af snefanen.

Den viden og erfaring, som vi gjorde brug af, indeholder nogle meget enkle og indlysende regler om trækket i et sneanker og knuder og seler, der skal bindes og bruges på den rigtige måde. Vi havde med andre ord fundamentet i orden. Vi fik en oplevelse for livet på den tur. Og vi fik den, fordi vi havde noget at gå ud fra. Vi vidste, at selv om det kan være hårdt at slæbe den forbandede rygsæk op og ned af fjeldsider, så er den også en del af udstyret for at komme op og se ud over verden fra et sted, man ikke sådan kommer forbi på sin PCér i den digitale verden.

Tænk at kunne sidde der på toppen og skue ud over denne fantastiske fjeldverden midt i en post-moderne tid, hvor værdierne er relative og til diskussion.

Men selv om vi kunne sidde der på vores fjeldtop og drømme os væk fra den post-moderne virkelighed, så er den jo der. Den er for længst blevet et generelt eksistensvilkår i den vestlige verden, og det kræver en stærk personlig og kulturel ballast at leve frit i en nihilistisk verden, hvor alt så at sige er tilladt. Den glade nihilist kan kun bevare sit gode humør ved at ligge i en stabil historisk, social og kulturel hængekøje, som Torben Rasmussen siger i Højskolebladet. Vi får problemer, hvis ikke vi tager de grundlæggende værdier alvorlig. Hvis vi ikke sørger for fundamentet er i orden, så får de opvoksende generationer det som kaospiloterne i Århus. Det karakteristiske for dem var, at de færdige piloter rigtignok kunne navigere i kaos, men havde svært ved selv at sætte nogen retning. De kunne reagere ret sofistikeret på verden og lave nogle flotte optrin eller events, som det hedder på nudansk, men de kunne ikke korrigere verden. Den evne savnede de, fordi de ikke fik udlagt et tilstrækkeligt fagligt og historisk fundament under sig, Når så tidens trendsættere og pædagogiske smartsprogsekvilibrister så fremturer med fremtidsvisionerne for fremtidens skole, så er det ikke læring i værdier, der sættes fokus på, nej set er det kompetencemiljøer i en verden, hvor skolen kun er en lille del af det miljø, man lærer i. Det er det grundsyn Mandag Morgen Strategisk forum lægger til grund for fremtidens visioner, og så drejer det sig om, hvordan man lærer at begå sig i en verden, hvor hver enkelt individ selv kan hente sin viden i den digitale verden. Men hvordan man skal klare sig i den myriade af informationer og sortere uden at have et fundament at stå på, det er ikke det, der er fokuspunktet i tænketanken på Mandag Morgen. Vi må nødvendigvis diskutere hvilke værdier, der har varig værdi i et samfund, som er utålmodigt og fokuserer på nuet. Hvordan kan vi forfølge langsigtede mål i et samfund, der kun interesserer sig for det korte sigt? Hvordan kan loyalitet og gensidige forpligtelser opretholdes inden for rammerne af institutioner, der konstant nedbrydes eller omformes? Spørger Richard Sennett i “Det fleksible menneske”. Vi kommer til at vænne os til fremtidens hastigt forandrede vilkår – de kommer under alle omstændigheder. Men hvordan vi vil vedligeholde det historiske, kulturelle og folkelige fundament, det er en opgave, som vi må tage op igen og igen, om vi så skal helt op på en fjeldtop for at få ro til det. De bliver nemlig liggende, og til næste år er det Falketinds tur

Leave a Reply