Tiden

Tiden

Tiden

Af Sanne Bruun Poulsen, lærer.

gammel – det er noget, du bliver, hvis du lever længe nok

Tiden opleves nok af de fleste af os voksne mennesker som en glidende strøm af oplevelser og indtryk. Nogle gange som et håndholdt kamera i en dogmefilm, flaksende op og ned i en svimlende fart uden umiddelbart den store logik i de billeder, der præsenteres for dig.

Andre gange i øjeblikke af ro og fordybelse zoomer kameraet ind til et nærbillede, som åbner dit indtryk og oplevelse af tiden. I nærbilledet hvor du stiller skarpt på detaljen, fatter du tidens perspektiv. Nærbilledet ses i et zoom – opleves vidvinklet.

Vi zoomer nu ind på en person et sted i Danmark. På perronen står en lille dreng med sin morfar.

Det efterfølgende er en fri gengivelse af Benny Andersens novelle: “Drengen med tyggegummiet”, som jeg også brugte en fredag morgen i november, da jeg havde morgenfortælling på skolen.

Altså den lille dreng og hans morfar står og venter på toget. I den lille provinsby kommer toget med en halv times interval, så morfaren står og filosoferer over, at man alt afhængig af temperament, kan sige, at de enten er kommet for sent eller for tidligt til det tog, de nu skal med. Morfaren bliver afbrudt i sine tanker ved at drengen spørger, om han må få en is. Det, synes morfaren imidlertid ikke, er passende for årstiden.

Imens de står der og forsat venter, stiller drengen sin morfar forskellige spørgsmål:

  • morfar, er du meget gammel?
  • kan du godt lide at være gammel?
  • jamen, morfar – er du blevet født?

Til det svarer morfaren sindigt, at han godt forstår den lille dreng. At det er svært for ham at forestille sig, at morfaren også engang var en lille lyshåret dreng, der lignede ham meget. Rent faktisk stod han også engang på en perron og plagede sin morfar. Da var der ikke is, men tyggegummi han plagede om.

Drengen spørger da:

  • Hvor er han henne?
  • Min morfar er for længst død, han blev i øvrigt?..
  • Nej, drengen?
  • Drengen, hvaffor en dreng?
  • Ham med tyggegummiet-
  • Nå ham! Jamen det var jo mig som lille, så han er? Ja, han er faktisk inden i mig!

Drengen stivner et øjeblik. Så glider hans blik ned over sin morfars mave.

  • Nej, hør nu. Du tror vel ikke, at jeg har ædt ham?

Han sidder ikke sammenkrummet inden i mig og rusker i ribbenene for at komme ud. Jeg mener bare, at der indeni enhver mand, i hans sind og tanker, er en erindring om den lille dreng, han engang har været.

De venter videre. Drengen prøver at fordøje ordene, der er faldet. De fordriver tiden, dér på perronen med mere snak og hoppen i paradis.

Pludselig får morfaren et voldsomt hekseskud, og det er kun lige med nød og næppe, at han kan skubbe sig op i toget, da det omsider kommer.

På vej ind i kupéen siger drengen:

  • Jeg ved godt, hvorfor det gør ondt i din ryg, morfar!
  • Lad mig høre!
  • Det er ham med tyggegummiet, ham, der ikke kan komme ud. Han sparker dig.

Toget ruller langsomt ud af perronen og kører videre.

Leave a Reply